Kvindekamp
Karoline stod ved vinduet og vuggede sin lille datter Alberte i armene. Tårerne løb ned ad hendes kinder. For blot nogle timer siden var hendes mand Mads kommet hjem fra arbejde. Uden et ord havde han pakket sine ting, taget alle de opsparede kroner, de i fællesskab havde lagt til side til udbetalingen på en lejlighed, og så var han væk. Kærligheden var væk, han havde mødt en anden kvinde, og nu gik han til hende.
Karoline nåede slet ikke at sige et ord, før døren smækkede bag ham. Han sagde ikke engang farvel til Alberte…
Resten af aftenen græd Karoline. Hun havde ikke råd til at blive boende i lejligheden. At flytte hjem til hendes mor var heller ikke en mulighed hendes bror og hans familie boede der allerede. Hun følte sig helt låst, uden nogen udvej. Det ville være svært at leve alene på børnepengene. Og Alberte var kun otte måneder, for lille til at Karoline kunne gå på arbejde.
I to dage forsøgte Karoline at finde en billigere bolig, men uden held. Hun havde alligevel brug for penge, som hun ikke havde.
På den tredje aften ringede det på døren. Udenfor stod Mads mor.
Karoline forberedte sig på bebrejdelser hendes svigermor fandt altid noget at kritisere. Men denne gang var tingene anderledes:
Må jeg komme ind?
Bare kom ud i køkkenet, Berta sover.
Karoline lavede te.
Undskyld, jeg har intet at servere til teen, kun lidt syltetøj…
Jeg er ikke kommet for teen. Mads ringede i går og fortalte, at han har forladt dig. Jeg har forsøgt at tale ham til fornuft, men det lykkedes mig ikke. Han er akkurat som sin far troløs. Han efterlod mig med Mads, da han kun var en måned gammel. Jeg opdragede ham selv. Men tydeligvis ikke godt nok, siden han nu kunne efterlade en god kvinde og sit barn.
Men det var ikke det, jeg ville sige. Jeg er kommet for at hente dig med hjem. Du kan ikke klare lejligheden alene. Men sammen får vi det lettere. Jeg hjælper dig med Alberte. Så kan du tage et arbejde, og så passer jeg hende imens.
Det er da ikke rigtigt for mig at trænge mig på, Kirsten. Vi klarer os på en eller anden måde…
Ja ja, alle tror, de kan klare sig selv. Hvis det ikke går, kan I jo flytte igen. Jeg tilbyder hjælp, fordi jeg mener det godt.
Jeg havde tænkt at spørge min mor… der er jeg jo stadig registreret.
Jeres lille lejlighed er allerede fyldt med fem flytter I ind, bliver I syv. Det er ingen løsning. Jeg har tre værelser. Jeg har gjort den største klar til jer. Kom, gør klar til at flytte. Jeg hjælper dig.
Tak, Kirsten, sagde Karoline stille. Hun havde aldrig regnet med hjælp fra den kant.
Alberte vågnede og svigermor tog straks pigen i armene.
Hvor er hun dog vokset, vores lille guldklump. Skal du med hjem til farmor? Vi skal læse eventyr og lege. Ikke så mærkeligt, jeg har arbejdet så mange år i vuggestue. Hva siger du?
Karoline pakkede sine ting. Ingen kunne have forestillet sig, at netop svigermor ville række en hjælpende hånd i netop dette øjeblik. Særligt fordi hun straks efter fødslen havde sagt, at pigen ikke lignede familien. Hun havde knap kunne lade sig overbevise om, at det virkelig var Mads datter.
En hel måned så de hende ikke, og siden havde hun kun kritiseret, blandt andet datterens navn at Alberte hed sådan, når nu hvert kvarter har fem Alberter, og at Karoline burde have spurgt hende om navn. Sådan havde det været i otte måneder. Men nu var situationen en anden. Udlejer havde givet Karoline en uge til at flytte ud.
I Kirstens lejlighed var der rent og hyggeligt. Hun satte en ære i orden og hygge.
Kom ind, jeg har endda skaffet en seng til Alberte. Hvis den ikke dur, finder vi en anden. Pak dine ting ud, jeg har tømt et skab til jer. Imens leger jeg lidt med lillepigen.
Senere badede de Alberte, og Karoline lagde hende til at sove.
Kom, lad os få noget aftensmad. Det har været en hård dag.
Karoline, jeg vil gerne sige undskyld for alt det gamle. Jeg ved godt, jeg har såret dig. Det prøver jeg at lade være med fremover. Jeg tager afstand fra Mads opførsel. Et eller andet må jeg have overset i opdragelsen.
Jeg har lavet mad, du skal ikke være bange for at sige til jeg hjælper dig og Alberte. Jeg kan hente, jeg kan passe, jeg kan tage indkøb.
Åh, det føles altså forkert at være til besvær…
Men Karoline, vi er da familie, er vi ikke? Og modgang bringer os kun tættere sammen.
Karoline begyndte at græde. Ingen havde vist hende så megen omsorg før ikke engang hendes egen mor, der efter brylluppet nærmest havde glemt hende.
Så, nu har du grædt nok. Tag dig sammen! Det er min skyld, at du er ked af det jeg opfostrede en svigter. Nu må jeg rette op på det.
Fire måneder fik hurtigt ben at gå på. Kirsten forberedte sig til Albertens første fødselsdag. Hun bagte kage, pustede balloner op, klædte hendes barnebarn på i en smuk kjole.
Alberte, der opdagede den pyntede stue og de nye legeting, slap straks mors hånd og tog sine første skridt. Det var så rørende, at begge kvinder begyndte at græde.
Vi har lært at gå! Hurra!
Alberte plumpede ned på numsen, kravlede straks videre mod legetøjet.
Men så lød dørklokken, nøglen drejede i låsen, og ind trådte Mads sammen med en yngre kvinde, der holdt en dreng på seks år i hånden.
Mor, vi er nødt til at bo hos dig lidt. Du er jo alene, og det er også svært at betale for lejligheden med alle de lån
Da Mads så Karoline, blev han overrasket og sagde irriteret:
Hvad laver hun her!?
For det første, så er det Karoline, din rigtige hustru. I er ikke skilt. For det andet har hun boet her i fire måneder, lige siden du tog alle pengene og forsvandt og lod hende og jeres lille datter i stikken. For det tredje fejrer vi Albertens første fødselsdag lige nu som du end ikke har tænkt på. For det fjerde: Læg nøglerne på kommoden og tag din nye familie med. Her er værelserne optaget. Jeg savner ikke selskab, du behøver ikke bekymre dig. Du kunne jo have ringet en gang imellem, men du har undgået mig. Nu er det for sent. Farvel.
Karoline blev boende hos sin svigermor i fem år. Kirsten passede barnebarnet, sendte Karoline på arbejde, tog sig af dem begge.
Efter fem år mødte Karoline en ny mand. Hun turde længe ikke fortælle Kirsten det hun syntes, det var mærkeligt. Men en dag sagde Kirsten:
Måske behøver I ikke mere gemme jer på trapperne, som teenagere. I elsker hinanden, så bo sammen. Jeg bliver glad på dine vegne, ikke ked af det. Du har hele livet foran dig, og jeg hjælper stadig gerne med Alberte.
Karoline blev gift. Kirsten sad med stolthed til brylluppet. Hendes glæde blev kun større, da det viste sig, at Alberte snart skulle have en lillesøster og hun havde stadig energi nok til endnu et barnebarn.
