Duft af kanel
Han slukkede ovnen, og straks fortrød han: stilheden i køkkenet blev ubærligt tydelig. Før havde der været en jævn summen fra emhætten og en sær fornemmelse af, at dejen åndede for ham. Manden blev stående et øjeblik, tøvede før han åbnede ovnlågen. Bag glasset groede to små forme mørkere, og skorperne havde allerede meldt deres ankomst i kanterne. Han tog grydelapperne på én ad gangen, som skulle han til at svejse og ikke fiske kage ud af varmen.
Efter han gik på pension, havde han lovet sig selv ikke at “flyde ud”. Et udtryk fra fabrikken, hvor alt holdes sammen af tolerancer; flyder det, så stoppede du ikke ordentligt til. Hjemme gled det ikke materialerne, men tiden. Han prøvede at holde den fast med rutiner: morgens ture til SuperBrugsen, midt på dagen ordne skuffen med værktøj, om aftenen tv. Men fjernsynet holdt ikke på ham, og skuffen blev stadig rodet. En dag så han i fjernsynet en mand på hans egen alder bage brød i en gammeldags ovn ingen smarte funktioner. Noget klikkede: Her er orden, mål, mulighed for fejl og rettelse.
Den første dej mindede om reparation: mel ud over bordet, vand i målebægeret, gær som små spåner. Han fulgte opskriften, men opskrifter beder om at blive forstået, ikke bare læst op. Dejen blev klistret, genstridig. Uvant med noget, der ikke bare lod sig tæmme, blev han gal i skralden. Alligevel, mens han vaskede hænder, grinede han pludselig. Et grin så tørt som host. Sådan er pensionistlivet så, tænkte han, og næste dag prøvede han igen.
Tredje forsøg: køkkenet fandt et eget tempo. Han satte skålen på en skammel, så han ikke skulle række, satte en diskret timer på mobilen, så lyden ikke skar. Mel blev hældt i en gammel havregrynsdåse, og han markerede den med tusch, selvom man godt kunne se forskel. Om aftenen, når kager eller boller kølede på risten, åbnede han vinduet, så bageduften kunne flyde ud på opgangen.
Opgangen var som alle andres: elevatoren der tænkte længe før den kørte, tæppe ved døren, opslag om generalforsamling ingen deltager i. Og folk som folk er flest: nogle nikkede stille, andre sagde hej som var det en adgangskode. Han var typen, der nikkede. Kendt som manden fra tredje, altid til tiden med skraldet og aldrig disco med dørtelefonen.
Fjerde dag, på vej til affaldsskakten, mødte han naboen fra overfor. Hun stod med foden i døren og forsøgte at lyne en jakke på sit barn, der snoede sig som et skru.
Er det Dem hun tøvede, afvejede mellem brand og fest. Dem der bager?
Han ville sige ja, men det blev bare mm. For ikke at lyde hård, føjede han til:
Prøver mig frem.
Det dufter så godt, smilede hun. Jeg troede næsten, nogen havde åbnet en café i stueetagen.
Ordet “café” lød for stort til hans køkken og tavshed. Han nikkede væk, men hele aftenen tænkte han, at dufte kan tale for én.
Næste dag bagte han mere. Ikke for at forkæle nogen, men fordi dejen rakte til to forme, og han brød sig ikke om at halvere. Det blev til to kanelsnurrer. Han skar den ene op, smagte. God nok. Men at spise en hel kage alene?… som at se samme film to gange i træk. Han pakkede den anden ind i pergamentpapir, fandt en ren pose og gik direkte over på reposen, før han kunne fortryde.
Han bankede på nabodøren. Hun åbnede straks, næsten som hun havde ventet.
Det er bare han holdt posen op. Så den ikke går til spilde.
Hun så på posen, så på ham.
Ej, tak. Hvad må jeg spørge?
Han indså, nu skulle han sige sit navn. Navn er samtale, det er ikke bare manden fra tredje.
Mikkel Petersen, sagde han hurtigt.
Jeg hedder Gerda, svarede hun, som om de var gamle venner. Mikkel, du redder os. Vi har lektier og svømning jeg kan slet ikke nå det. Magnus, sig tak.
Magnus sagde tak og spurgte straks:
Bager du igen?
Mikkel frøs. Spørgsmålet var simpelt, men bar en uudtalt aftale om rytme.
Vi får se, fik han sagt og trak sig tilbage med ørerne glødende.
To dage senere lå en seddel under døren. Et ternet blad, revet af en skolebog: Mikkel hvis du bager mere, vil vi gerne tage lidt. Gerda, lejl. 34. Han satte den på køleskabet med en magnet med teksten Skagen på et ferieminde. Nu holdt magneten ønsket fast.
Efterhånden kom der flere sedler. En uden signatur: Må vi bede om rosiner? En mere formel: Os til lørdag, hvis det er muligt. Tredje med et lille hjerte og fra 28. Han så på dem og mærkede, hvordan det tyste hjemmeprojekt blev til et fælles anliggende.
I elevatoren blev han stoppet.
Mikkel, hvad for noget gær bruger du? spurgte drengen fra femte, altid med høretelefoner men nu uden.
Mel, mumlede Mikkel, og ærgrede sig straks over svaret.
Knægten grinede.
Nej, altså tørgær eller…?
Tørgær, sagde Mikkel. Jeg er ikke nogen bager.
Jamen det slår bageren, lød svaret. Mikkel steg ud og stod længe ved døren, nøglen i hånden. Bedre end bageren et farligt kompliment, for i butikken koster det. Her betalte de med smil og forventning.
Forventningerne blev tunge. Når han bar hjem fra Netto med mel, føltes posen tungere af sultne blikke og ikke af kilo. Han begyndte på ekstra lager af mel, gær, kanel. Kanelen var vigtigst; uden den duftede alt for lidt rigtigt. Han fandt nogle små plastbeholdere, købte dem i Jysk så kunne han dele pænt ud, ikke bare i poser. De indtog et hjørne af skabet, hvor der før stod dåser med skruer.
Sjovt, tænkte han. Efter et liv med få ord indlærte han nu kunsten at rationere bagværk. For hvis der var bagt og delt ud, ville de spørge igen i morgen og hvis ikke, så blev der kigget som om han havde aflyst jul.
En lørdag ringede det på døren midt i æltningen. Hænderne var melede, han tørrede dem i forklædet et gammelt ét fra Ilva, og det pinte ham næsten, hvor godt han syntes om det. Han åbnede.
Kvinde fra opgangen ved siden af, kun set til generalforsamling, stod med et rent plastikfad.
Hej. Er det Mikkel Petersen? spurgte hun, som havde hun brug for en læge.
Ja?
De siger De bager. Min mor fylder halvfjerds, og vi ville ønske os noget hjemmelavet. Kan du bage til i morgen? Vi betaler.
Ordet betaler ramte ham som et diskantslag. Ikke fornærmende bare et forsøg på at sætte alt i system: tjeneste, penge, pligt. Han så på hendes bakke, klar til at modtage hans mosede timer.
Det kan jeg ikke, sagde han med det samme, overrasket over sit mod.
Hvorfor? hun trak øjenbrynene sammen. Er det for meget besvær?
I ham voksede arbejdstidens gamle irritation. Der svarede man på hvorfor besvær? med lister af årsager. Her ville den slags lyde som undskyldninger.
Jeg bager ikke på bestilling. Det er for mig selv. Hvis der er noget til overs, deler jeg gerne. Men ikke på bestilling.
Hun tøvede, som forventede hun et mere fyldigt svar, men lukkede hurtigt fadet sammen under armen.
Fint, sagde hun og forsvandt.
Mikkel lukkede døren og lænede sig op ad det. Hans hjerte galoperede, som efter trapper. Han gik tilbage til dejen, hænderne rystede. Han forstod, at han havde sagt nej og verden stod stadig. Blot var der blevet lidt mere stille i opgangen.
Næste dag mødte han Gerda ved elevatoren. Hun stod med skraldeposen og rodede med nøgler.
Mikkel, du blev vel ikke vred? spurgte hun pludseligt. De siger, du sagde nej til en, så nu tør ingen spørge.
Det skal du ikke bekymre dig om, svarede han. Jeg er bare ikke nogen bager.
Gerda grinede.
Vi har forstået det. Her er man ellers enten sur eller tavs men du bager!
Han var tæt på at sige, at han også var tavs. I stedet spurgte han:
Hvordan går det med Magnus? Er han startet i skole?
Gerda lignede en, der ikke troede nogen så hendes liv bag sedlerne.
Ja, men han trækker underskud i dansk og kan ikke fordrage at læse. Jeg er helt fortabt.
Jeg kan måske Mikkel tav. Han kunne bedst give, ikke spørge. Jeg har en gammel opgavebog liggende fra tiden på teknisk skole. Måske den kan noget?
Gerda studerede ham grundigt.
Mener du det? Det ville være fantastisk. Er du sikker? Har du ikke brug for den?
Det er helt i orden, sagde han, og mærkede straks hvor farlig en vending det er ikke noget problem kan være. Han rettede sig: Det passer mig faktisk glimrende.
Samme aften fandt han bogen: slidt omslag, men intakte sider. Han aftørrede støvet, lagde den i en pose og satte Til Magnus på en lap med en papirclips. Klipsen stammede fra skuffen med gamle regninger.
Mandag overleverede han posen til Gerda. Hun tog imod som var det glas.
Tak, Mikkel. Jeg anede ikke, at du var sådan en én.
Ordet sådan lød underligt. Han vidste ikke, hvad han var. Han gjorde bare det, han kunne.
Han sorterede sedlerne fra køleskabet, fjernede halvdelen. Ikke smidt ud, bare sat i mappen med papirer for ønsker er også dokumenter, blot uden stempel. På køleskabet lod han kun én: Bager onsdage og søndage. Er der overskud, hænger jeg det på tavlen nede ved elevatoren.
Tavlen stod stadig dernede, hvor opslaget om rørskader og forsvundet kat plejede at hænge. Han satte sin note fast med en blå tegnestift fra dengang, han satte panel op. Nu holdt stiften hans grænse.
Onsdag bagte han kanelsnegle. Ikke for mange, ikke for få bare lige nok til en plade, og uden at køkkenet blev en fabrik. Han lod dem køle, pakkede i små beholdere, skrev 2 stk. og stillede ved tavlen. En ekstra seddel: Kanelsnegle. Lejl. 36. Tag inden 21:00.
Han stod ikke og lurede. Han vendte hjem, vaskede skålen, tørrede bordet. Melresterne forsvandt i vasken, bagepladen var ren. Han slukkede lyset og satte sig i stuen med en bog, men læste ikke. Han lyttede til opgangen.
Først smækkede en dør, så summede elevatoren op, nogen steg ud, papir raslede. Elevatoren igen. Han forestillede sig folk tage sagerne, læse navne, måske smile. Og mærkede: Han behøvede ikke se deres ansigter for at føle båndet. At han havde gjort noget uden at miste sig selv.
Klokken ni bankede det. Mikkel åbnede. Magnus stod der, rygsækken vægtede ham ned.
Mikkel, sagde han højtideligt. Mor sagde jeg skulle give dig det her. Han rakte en lille glas med syltetøj. Vi har selv lavet det. Solbær.
Mikkel tog glasset, det var varmt af barnets hånd, låget skruestramt.
Tusind tak, sagde han.
Magnus trippede.
Må jeg han tav.
Du må gerne, Mikkel hørte, hans stemme blev blødere.
Må jeg komme søndag og regne lektier? Mor bliver nervøs
Mikkel så på glasset, så på drengen. Søndag det var jo bagedag. Men nu var det ikke kun bagværk længere.
Kom bare. Men klokken to til fire. Så bager jeg bagefter.
Roligt, uden undskyldning. Magnus nikkede, som om det var det naturligste i verden.
Da døren lukkede, satte Mikkel syltetøjet ved siden af melet i skabet. Det holdt til vægten. Han listede ned til opslagstavlen, betragtede korridoren. De små beholdere var væk. På gulvet lå en enkel lap: Tak virkelig lækkert. Du skal ikke slide dig op. Uden afsender.
Han bar den hjem og satte den ved siden af sit bagetidsskema på køleskabet. Og lige nu havde han hverken lyst til at tilføje eller fjerne noget. Alt var på sin rette plads.
