Kan du ikke lige finde min datter
Hej igen, Po-nu, hvordan går det med dig, gamle ven?
Hvem er dog så kæphøj?
Kan du virkelig ikke genkende mig? Kom nu, hvordan kan man ikke kende sådan en krumtap fra efterforskningen som mig?
Kolt, er det dig? Din tumpe!
Jeps, det er bare mig Har sku savnet dig, forstår du
Jaja Det vælger jeg så at tro på.
Nej nej, virkelig har savnet dig. Kan ikke huske, hvornår nogen sidst kaldte mig du og brugte mit efternavn. Og nu tumpe Åhh, det føles så velkendt.
Jeg havde også helt glemt po-nu. Det er altså længe siden jeg hed det. Jeg hedder jo ikke længere soren, men Guse.
Det ved jeg da godt! Tror du, jeg ikke har fulgt med?
Så, du super-snusertype, du har styr på alt. Men hyggeligt at høre fra dig, det indrømmer jeg gerne. Hvordan går det så?
Det går Hvordan skulle det ikke gå? Og du hænger ikke fast i din lille flække derude på landet stadigvæk?
Altså, du forbliver åbenbart dig selv lige så fræk og stor i kæften som altid. Helt forvænt i storbyen! Du er stadig vicepolitiinspektør?
Nemlig! Snart måske et skridt op.
Ja ja og ikke blevet klogere af den grund. Ved du hvad? Jeg holder faktisk kriminaliteten nede herude.
Har du vundet over den?
Jeg arbejder på sagen
Den kamp kommer aldrig til at stoppe. Nye slyngler bliver jo ved at poppe op, og vi er jo ikke udødelige.
Nej, men der fødes jo også nye betjente, ikke? Evig krig sådan er det.
Ja, det er en evig kamp Puha, jeg savner dig, Po-nu. Jeg gør virkelig. Har gemt en lille plads til dig, hvad siger du?
Plads? Jeg kender jeres pladser. Der er ikke noget hyggeligt ved dem man sidder hedetur, som ål på en stegepande
Det er jobbet vi har valgt. Men jeg tænker tit tilbage på studietiden. Hold op, hvor var det godt Helt seriøst, jeg kan bruge dig har brug for dig i specialgruppen. Har du ikke lyst?
Ha! Jeg kommer løbende. Eller, løbe kan jeg nok ikke længere, makker. Har 100 kilo på bagen
100? Det tror jeg ikke på.
Nå, men fred være med det. Forestil dig bare mig som ung og slank, som for 20 år siden. Det er helt fint bare på afstand
Jeg vil ikke holde afstand. Jeg vil se dig live, med alt hvad det indebærer. Din hjerne har altid været din bedste side.
Caravan!
Ja ja. Hvis du siger nej, sender jeg en fodpost efter dig. Og skulle du sige nej igen, kommer der trusler bare så du ved det.
Trusler mod en offentlig ansat? Jeg kan jo få dig fængslet, du. Jeg har snuppet større fisk før.
Nej, ikke sådan én som mig. Jeg er blevet vigtig, papirerne er allerede sendt til jer. Tag et kig på sagen Tænk dig om, ven.
Major Olga Nazarovna Guse, tidligere Po-nu, havde ærlig talt ikke regnet med de store omvæltninger i sit liv længere. Der var kun to problemer: en besværlig søn og de ekstra kilo, hun trak på. Mand? De var for længst skilt. Ægteskabet Ja, det var noget, der bare lige skulle tjekkes af: Har været gift tjek!
Hun var jo flyttet hjem igen kaldet af sit hjerte, som hun sagde. Hun var født og opvokset netop dér, hendes mor boede stadig. Hun havde selv fundet jobbet dér. At hjælpe politiet i sit lokalområde føltes rigtigt, for det var jo kærligheden og en smule pligtfølelse, som havde lokket hende hjem plus hendes kommende mand arbejdede også i området.
Men ja, hun var blevet hængende lidt for længe. Træt af at grave i småskænderier, glemte alt om weekender, og alle ansigterne virkede efterhånden ens. Fredage endte altid med ballade, arbejde ind over lørdagen. Hun længtes mest bare efter at slukke mobilen og glemme, hvem hun var bare for en stund.
Hjemme ventede ikke længere en søn, han var blevet selvstændig omend med begrænset held. Til gengæld stod køleskabet og sofaen klar, sammen med tvet og papegøjen Loke den eneste han, der virkelig gad at høre på hendes brok.
Loke havde tidligere holdt sig til at lytte, men for nylig var han begyndt at plapre løs, så ofte måtte hun lægge et klæde over buret. Men selv dérfra lød det indimellem: De er alle nogle idioter! og Lad os spise, Loke!, og for nylig var der også kommet et: Hold nu kæft, din sjover!
Altså: sofaen, tvet og en tallerken god mad var Olgas favoritselskab i dag. Hvem skulle tage det fra hende? Efterforskningen gik som smurt, hun administrerede dygtigt, tankegangen fejlede intet, og de småting tog betjentene sig af, mens hun blev kørt ud til gerningsstederne i tjenestebilen.
Ingen krævede, at folk trænede mere. Bare papirarbejdet, opklaringsstatistikken og så lidt oplysningsarbejde men det var mest for at kunne krydse af til fordel for begge parter.
Og så kom Olga hjem den dag ret oppe at køre.
De er idioter allesammen! Lad os spise! lød det fra Loke i entreen.
Kun du forstår mig, Loke, Olga stak hovedet i køleskabet, Nåå, det lever vi fint på! Vi har frikadeller, pasta og vindruer!
Hun bevægede sig lidt tungt nu, altid klar til at sætte sig, men bedst at ligge med din aftensmad på maven, self.
Det var det bedste tidspunkt på dagen!
Hun lægger frikadellerne på panden, vender lidt pasta i rasp hun elskede stegte makaroner men så ringer telefonen.
Olga Nazarovna, god aften! Forstyrrer jeg?
Det var en bekendt fra anklagemyndigheden. Hun havde lyst til at sige, at han forstyrrede gevaldigt men ham sagde man ikke nej til.
Nej, jeg lytter, Albert Gregers.
Vi har fået nys om, at du er ved at smutte. Er det sandt?
Altså rygter flyver hurtigt her.
Nej, der er ikke noget besluttet. De prøver at lokke, men jeg har ikke sagt ja.
Nå, så dit chef gav os forkerte informationer. Undskyld. Men hvis det skulle ske, må du love mig at sige til allerførst. Zullen forklare min svigersøn har lidt udfordringer i din ende, og vi leder efter overflytning til jeres afdeling
Selvfølgelig pastaen brændte allerede, Olga tyggede en bid frikadelle.
Tja, typisk! Nok har hun givet mange år til kredsen, fået tak og reddet skæbner, men så snart snakken går på at holde op, skal alle lige ringe og give gode råd og måske stikke lidt til. Som fluer på en plet sukker!
De deler allerede min stol, de banditter!
Makaronien var kogt ud, Olga snittede dem over og hældte på panden, olien sprøjtede, hun brændte fingrene, kastede stegespatelen og dumpede i stolen rystende på hånden.
Humøret ødelagt!
Idioter! Idioter! skreg Loke fra køleskabet.
Nemlig, sang Olga og stak hånden under vandhanen.
Aftensmad på maven det var helligt. De kunne ikke tage det fra hende. Hun nød det langsomt, kun tankerne stak af, tvet kunne ikke overdøve dem den aften.
Tænk, hvis jeg bare sagde ja til København, så ville folk glo! Hvem? Pyt Lokale sidder allerede klar. Koltun vil dog blive chokeret af den udgave af mig. Jeg har ikke været til nogen gammel-elev fest i årevis for tyk, og man vil jo gerne, at de husker én, som man var.
Ok, jeg har aldrig været smal. Men jeg havde figuren med mig dengang. Og ellers var det nok evnerne. Snu, sjov og snakkende. Og altid forberedt til seminarerne.
Allerede på første år plagede professor Griben ved de romerret-timer. Vi sad som mus alle sammen, klar til tortur. Han kørte sine runder, bladrede i journalen og trak navnet frem:
Nå, lad os begynde Po-nu!
Og så rejste Panova Olga sig langsomt overbevist om, at det var hendes navn. Hun svarede, og Griben så forvirret på hende. Hun fattede det ikke, men hele tiden rejste hun sig, hver gang han sagde Po-nu. Til sidst hed hun bare Po-nu i flokken. Tja, sådan blev det
Hun sendte ikke selfies ud hvorfor skulle hun?
Jo mere hun tænkte, jo mere følte hun, at livet bare blev daglig kedsomhed. Selv sagerne var blevet ensformige.
Peter? Sønnen? Okay Der var lyspunkter. Han boede nu med sin tossede kæreste Katrine. Og hvis hun flyttede, ville de flytte ind igen.
Her! Denne lejlighed, den sofa nej, det vil hun ikke undvære. Eller?
Det Koltun væltede ned over hende! Nå, men mest overrasket ville hun næsten selv blive, hvis hun virkelig sprang ud i det.
Hun var gået i stå, det indrømmede hun. Måske var det derfor, hun havde taget på
Tanken om at slanke sig kom altid efter maden. Hun lå på sofaen, tallerkenen tom på maven, og kun udsigten til en omgang vindruer i køkkenet kunne motivere hende til at rejse sig.
***
Igor, ringede hun næste dag, er der egentlig meget træning hos jer? Jeg var ikke helt for sjov med mine kilo
Skal jeg finde en bredere stol til dig? Siger det igen det er din hjerne, jeg behøver, ikke dine kilo.
Tja, kilo har jeg heller ikke brug for Men…
Hold nu op med at pive! Kom nu, Olga. Vi har sager, du ikke tør drømme om. Tro mig: vægten skal nok ryge.
Ja ja, det tror du vel. Min krop slipper aldrig, hvad jeg en gang har ædt mig til
Har du set stillingen? Det her er ikke for hr. hvem-som-helst. Tror du, der ikke er konkurrenter?
Min drøm er mere at tabe mig
Det kommer du til. Jeg lover dig du får travlt.
Men så har jeg jo ikke noget at drømme om mere
Og så pakkede Olga, lidt nervøst og uden endelig beslutning, til København. Hun sagde bare, det var ferie så kunne hun trække sig, hvis hun ville. Hun tilbød ikke sønnen lejligheden, men papegøjen Loke skulle jo passes.
Peter, hvordan står det til?
Fint, mor. Vi ser en vild sjov film lige nu.
Hele jeres liv er en film, mand.
Mor, lad nu være. Hvad ringer du for?
Ja, du kunne godt betale det, du skylder. Men Hvis du tager Loke med for en tid, så slipper du. Jeg skal til København.
Hvor længe?
Ved ikke endnu.
Ved mormor det? Vi var forbi i weekenden, hun sagde da intet.
Var I? Hun fik da ikke hjertestop?
Mooor
Fint, jeg siger ikke mere. Tag papegøjen, tag foder, og pas ham! Han er den eneste, der fatter sin mor.
Banner han stadig?
Lidt, men ikke hele tiden
Katrine bliver jo i chok.
Nåå, pyt da.
Den kæreste brød hun sig ærligt talt ikke om. Rigtig nok hun var ikke selv en skytsengel, men da hun så den pige første gang, var det lidt et chok: fra tindingen og ned af halsen og brystet snoede sig tatoveringer. Og op ad arme og ben sikkert gemt flere steder. Talte med en spinkel barnestemme, var frisør eller, stylist og røg.
Sådan én, der bliver bange for et bandeord!
Og som om det ikke var nok, at Peter ville bygge forretning i stedet for at studere. Forretning hvad for noget? Noget med computere. Tsk, hun fatter det ikke. Det gik over hendes hoved, hvordan han vil brødføde sig og sin farverige kæreste.
De havde skændtes meget. Han knuste moderens drømme. Til sidst flyttede han, lejede sammen med hende. De talte ikke sammen i en måned. Så ringede Olga hun kunne ikke holde længere. De blev venner igen, men hun inviterede ham ikke hjem ville han prøve at bo selv, så måtte han gøre det selv. Han kom en gang om ugen, spiste Olga skubbede ham lidt kontant penge, men på lån. Han fortalte kort om sit liv og var væk i en uge.
Loke blev stillet hos Peter. Han blev stille og lod til at tage sig mere afskeden end Peter selv.
Afgangsdagen blev hun sendt godt afsted af kaptajn Andreas Kolstrup hendes højre hånd. Han slæbte kufferten, fortalte om nattens indsats på H.C. Andersens allé.
Nå, Andreas, hæng i. Jeg kigger på København.
***
Hun landede i hovedstaden tidligt. Koltun ville sende en efter hende, men ringede og sagde, at han selv kom.
Der stod Olga så, kuffert og taske, og så kom han løbende civile klæder, høj og flot, jakken åben. Sprang forbi hende, så tilbage og så så han hende ikke.
Olga havde prøvet at se præsentabel ud. Hun havde kvast håret, lidt makeup, sin nye grå træningsdragt og cardigan men håret lignede lidt, tja, fuglerede efter togtur. Da hun mærkede, at han ikke genkendte hende, blev hun faktisk lidt småsur.
Hej hej, her har du da hovedstads-gøgleren
Igor kiggede op øjnene voksede.
Årh, Olga! Undskyld, jeg havde slet ikke genkendt dig!
Siger jeg jo, jeg har lagt mig ud. Skal jeg bestille returbillet?
Billetten? Hør nu, Po-nu! Han krammede hende. Olga var halv hoved lavere Du har godt nok spist dig til udseendet, moder.
Charmeprinsen taler
Ja ja. Men jeg siger nu sandheden. Sorry. Han greb hendes kuffert, vinkede hende frem.
En gang charmetrold, altid charmetrold, mumlede Olga.
Hun var lidt usikker på det hele. Godt, hun ikke havde sagt ja. Et besøg, så hjem til sofaen og provinsens ro! Den her by den var da for meget
Der er fordele ved de kilo, ik?
Som hvad?
Du skal overnatte hos os. Min kone bliver ikke jaloux.
Tak for den Bare så tryg nu!
Var hun virkelig blevet så stor, at man ikke genkendte hende? Tjo, hun havde været halv så meget da hun studerede, men årene går jo.
Igor småjoggede, så ventede på hende, parkeret lidt langt væk.
Min kone laver sightseeing-program i dag nogen ønsker, sagde han.
Zoologisk Have, pustede Olga, overvældet af farten og folkemængden.
Præcis hvad jeg sagde. Nu forstår hun nok pointen
Hun var ikke sikker på, hun skulle blive i byen.
Volvoen lav svensk kempe, stålgrå holdt langt væk.
Din bil?
Yup.
Charme med penge?
Nej, min kones gamle hus blev solgt, det var det.
Han lagde kufferterne i bagagerummet, åbnede døren for hende.
Ja ja du ser da lige igennem folk. That’s my Olga.
Han startede bilen sagte.
Nå, men ja. Den var min kones arv, han dvælede ikke ved det, kørte ud. Og lønnen her er højere end i Jylland. Stillingerne ligeså, og der er bonus.
Hvad mener du?
Du skal nok se det. Og Logi har vi på hånden til dig, næsten. En af vores, Vadim Lydholm, flytter ud om lidt. Du får lejligheden.
Jamen, skal jeg bo sammen med ham?
Nej nej, bare hans ting står der lige lidt men han flytter ind til en ven. Ingen, der klør på dig!
Øv, hvor kedeligt havde ellers håbet.
Igor grinede.
De var ikke ligefrem fløjet ind i hinandens arme. Han nævnte vægten men var ærlig. Han havde styr på det hele: program, bolig, kontaktet højere oppe Men mon ikke han fik sit chok på perronen. Det var jo hans ansvar, hun var hans kandidat.
Nu Igor, Olga satte sig lidt Jeg har ikke valgt endnu. Giv mig tid. Så vigtig er jeg heller ikke. Og jeg kan ombestemme mig. København passer måske ikke mig
Han kastede et blik.
Skal du nu til at bakke ud? Po-nu, vi skal udrette noget her sammen! Lykken tilhører de, der tør! Har aldrig kendt nogen modigere end dig ikke engang Griben skræmte dig.
Så smilede hun. Ja, hun havde været modig. Hun havde klaret efterforskninger for sjov. Hjulpet Igor ofte. De havde haft praktik sammen, det var dengang han begyndte at påskønne hendes evner ikke hendes look, men hendes hjerne og intuition.
Hen til lejligheden i den grå højblok tog det lidt tid. Igor havde travlt ville smide hende ind til konen og stikke af.
Sådan blev det. Liza, en sød blondine i shorts, fløj let rundt i den lyse lejlighed med store vinduer, planter, kæmpe køkken og tre værelser.
Goshka har glædet sig, han har nærmest terroriseret Mitrofan for at få dig herind.
Mitrofan, det er?
Chefen inde på kontoret.
Godt, nu ved jeg det.
Hun fik sit værelse, tog et bad. Liza var venlig, oprigtig hjertelig, slet ikke den stereotype kvinde for sådan en mand. Børnene to piger var på danseskolelejr.
Du har været heldig, Liza, sagde Olga efter frokost. Hun ville helst bare sove, men det var lidt tidligt at smide sig.
Vi har ikke betalt færdig næste år er her vores. Har boet længe i min gamle lejlighed København, det er dyrt.
Det er det. Jeg tænker jo stadig
Skal vi ikke sige du til hinanden?
Lad gå, Olga lo.
Sig ja. For Goshkas skyld. Ellers får den største flødebolle jobbet og det duer ikke. Han sukker sig allerede ind hos chefen. Han bidrager ikke det bliver kun dødvægt.
Man kender typen
Goshka nævner dig hele tiden. Hvis alle var som Panova, sagde han.
Jeg er Guse nu.
Lyder meget bedre, smilede Liza. De spilder ikke meget tid på de unge i dag. Uddannelsen er ikke meget værd. Men vores sager kræver noget andet rigtige folk.
Liza, hvor arbejder du?
Jeg? Nå Goshka nævner det aldrig det er jo bare sjov i hans øjne. Jeg er i fitness træner og diætist, faktisk Hun løftede brynene.
Åh, nej tak, Olga fattede straks vinklen, Jeg klarer den nok.
Okay. Men diagnostik havde ikke skadet noget
Liza, jeg skal virkelig hvile mig nu
Hun anede stadig ikke, hvad hun ville. Hun blundede, men sad om aftenen med Igor på altanen i tre timer, mens han fortalte om sagerne. Han var direkte ikke guld og grønne skove, men hun mærkede, hvor meget han så hende som vigtig.
Og hvad ville du have gjort derhjemme? Sidde af tiden? Mere snolder, mere vægt? Her der er muligheder. Jeg tror, København kan ændre dig meget. Tag chancen, Po-nu.
Og Olga Guse var ikke fornærmet længere.
Sagerne i afdelingen var nogle, som ramte hende lige i hjertet de efterforskede gentagne børneforsvindingssager i København og omegn. Afdelingens oprettelse skyldtes netop de mange sager. Måske hang det ikke sammen måske gjorde det.
Tja! Måske var det tid til at starte forfra på livet, Po-nuSå sad hun alene på altanen lidt længere. Natten begyndte at falde, men gadelamperne kastede et blødt lys ned på gadens små mennesker og biler, der myldrede omkring som nysgerrige mus.
Hun trak et tæppe om sig, mærkede den friske, fjerne lyd af byen den summen, der manglede hjemme. Hun betragtede sine hænder, lidt rystende. Hun kunne mærke nerverne vibrere i kroppen. Hun havde været der før, dengang langt tilbage: Lige før man siger ja, lige før man vælger igen.
Hun smilede for sig selv, pludselig meget mere sig selv. I stedet for at tvivle mærkede hun, hvordan alt blev lettere ikke at kiloene slap hende, men at den gamle tyngde i brystet lettede. Der var mod, der var plads til eventyr, og nu nu åbnede livet sig igen, ikke kun for de unge.
Hendes telefon peb en besked fra Peter: Mor, Loke kræver, vi ser krimi. Han skråler stadig, at vi allesammen er idioter men jeg tror, han savner dig. Vi gør også.
Hun lo lavmælt. Loke og ungerne og hele den verden ville nok altid trække i hende. Snart hjemme, skrev hun tilbage. Eller måske ikke helt endnu.
Hun rejste sig, så ud til byens blinkende hjerte, mærkede København drage hende på ny ikke som ung betjent, men nu som kvinden Olga Guse, klar med sin hjerne, sin humor og det bløde kød, hun bar stolt på.
Natten sænkede sig endnu mere. Hun tog en dyb indånding, trådte et skridt fremad i mørket. Hun havde aldrig været bange for det ukendte det var det kendte, der kunne forme én til sten.
Og for første gang i lang tid tænkte hun: Måske måske er det ikke for sent at drømme alligevel.
Imens smækkede nogen en bildør nede på gaden. En politieskorte. En kollega på vej til næste sag. Byen skulle vågne og leve og Olga, den gamle Po-nu, var klar til at vågne en gang til.
Med benene solidt plantet på altanen og hjertet let som på studiets første dag, tastede hun stille: Igor, jeg bliver. Hent sagerne i morgen. Jeg vil se dem selv.
Hun så op i natten, trykkede send og der, gennem vinduet, hørte hun Loke, papegøjen, sin stemme genlyde fra Peters mobil:
Lad os spise! Og opklare noget, for pokker!
Olga lo. Og netop dér der valgte hun eventyret én gang til.
