Lyset for enden af tunnelen
Anders og Birgitte havde kendt hinanden så længe, at de knap nok kunne huske, hvornår de egentlig var blevet venner. Det hele startede allerede i børnehaven: sammen byggede de slotte af klodser, delte deres eftermiddagsmad og oplevede deres første små glæder og sorger side om side. Dengang var Birgitte en spinkel pige med to krøllede rottehaler, der stak ud til hver sin side, og Anders var en alvorlig dreng, altid klar til at forsvare hende mod drillerier.
Senere gik de på den samme folkeskole. Naturligvis havnede de i samme klasse, og deres klasselærer placerede dem uden betænkningstid ved samme bord. Lige siden var de sjældent adskilt. Sammen lavede de lektier, legede i frikvartererne, oplevede første forelskelse og de første skuffelser. Birgitte kunne altid få Anders til at grine, selv når det hele virkede håbløst, og Anders lod hende aldrig i stikken hverken i skolen eller senere.
Efter niende klasse valgte de næsten uden at overveje alternativer samme gymnasium. De lykkedes endda at komme i samme klasse. Alle på årgangen vidste: hvor Anders var, var Birgitte. Og omvendt. De supplerede hinanden så naturligt, at flere spurgte sig selv, om de nu virkelig kun var venner? For dem var svaret dog klart: ja, bare venner men venner helt ud over det sædvanlige.
For Anders var Birgitte indbegrebet af optimisme og livsglæde. Hendes latter var smittende, og hun kunne finde noget at glæde sig over selv på den gråeste regnvejrsdag: blive begejstret over den første sne, fejre gammelt bolsje, hun fandt i jakken, som var det en stor begivenhed. Hendes smil kunne oplyse hele rummet selv de mest mutte og hektiske dage.
Det virkede som om, intet kunne slå hende ud. Skulle der arrangeres en fest eller et arrangement i gymnasiet, sprang Birgitte straks til altid med sådan en entusiasme, at alle andre straks smittede med hendes gåpåmod. Var der problemer, gav hun ikke op, men fandt en løsning næsten hver gang. Selv når alt gik galt, trak hun på skuldrene og udbrød: Okay, vi prøver bare på en ny måde! Hendes energi var så stærk, at selv de sureste folk måtte overgive sig og trække på smilebåndet.
Men i dag var alting anderledes. Birgitte sad og krøb sammen i stolen, skuldrene tynget som lille åg af noget usynligt. Øjnene stirrede ud i luften, som om hun så lige igennem væggene. Det glimt og glans, der plejede at være der, var væk, og hendes ansigt havde et helt andet, ugenkendeligt udtryk et mørkt skær, Anders aldrig havde set før.
Han satte sig overfor hende og trak benene op under sig, mens han bekymret betragtede hende. Hvad var der sket? Hvorfor så hun sådan ud? Han gennemgik de sidste dages hændelser i hovedet men ingen spor.
Anders kunne ikke huske, han nogensinde havde set hende så… tom og fraværende, som om noget indeni hende var gået i stykker. Det lignede slet ikke hans Birgitte, der ellers var klar med gode idéer og spontane eventyr. Nu sad der en anden pige foran ham stille, indadvendt, helt væk fra sig selv.
Birgitte, du gør mig virkelig bekymret, udbrød han til sidst. Han forsøgte ikke engang at skjule det hvorfor skulle han? De kendte hinanden alt for godt til at lægge låg på følelserne. Hvad er der? Fortæl mig det. Jeg er her. Jeg lytter.
Langsomt løftede Birgitte blikket mod ham, som om det krævede al hendes kraft at vende tilbage fra de tunge tanker. Hun stirrede tavst på ham, mens hun samlede mod. Man kunne mærke, der foregik en kamp inde i hende hun ville gerne åbne sig, men ordene satte sig fast i halsen. Endelig, med besvær, sagde hun:
Du ved… I dag gik det op for mig, hvor hjælpeløs jeg er overfor nogle ting, hendes stemme lød mærkeligt tung, uden den livlige tone, man altid kunne genkende hende på. Jeg prøver virkelig at hjælpe, men… det kan jeg ikke! Hun knyttede hænderne hårdt, som om hun ville holde følelserne nede med ren vilje. Knofalderne blev hvide, og hendes ansigt fortrak sig i smerte. For første gang i mit liv kan jeg ingenting stille op!
Smerte og afmagt strømmede ud af hvert ord. Anders kunne ikke huske hende sådan: knækket, fortabt, presset op i et hjørne af situationer, der klart var for store selv for hende.
Han havde egentlig bare lyst til at kaste sig over hende, kramme hende og forsikre hende om, at det hele nok skulle gå. Men han holdt sig tilbage. Ikke alt kan løses med et trøstende ord. Dette var alvorligt. Han måtte vide, hvad det drejede sig om.
Endelig samlede han mod til at spørge direkte. Hans stemme blev blød og varsom, ordene vejet nøje:
Er det Peter, der har gjort dig ked af det? mumlede han, mens han betragtede hende nøje. Sig bare til, så skal jeg nok forklare ham, hvordan man behandler en ordentlig pige!
Der var ingen trussel i stemmen kun venskabelig lojalitet. Han smilede svagt, mest for at løsne stemningen, men smilet blev lidt stift, for uroen var stadig stor.
Birgitte løftede øjenbrynene og trak lidt på smilebåndet. I et kort øjeblik var det hende, han kendte: den varme, glade Birgitte.
Som altid, sagde hun stille, den velkendte bløde klang var tilbage. Min helt!
Hendes hoved vippede til siden, og Anders sukkede lettet for en kort stund virkede det hele lysere. Men så fortsatte Birgitte:
Nej, Peter har intet gjort. Det går faktisk rigtig godt. Vi har endda talt om at forlove os.
Anders trak vejret lidt mere frit en bekymring mindre. Men helt rolig blev han aldrig. Noget vigtigt var galt. Et eller andet alvorligt. Han blev mere opmærksom, søgte efter spor i hendes øjne og bevægelser.
Så er det noget på arbejdet? spurgte han og hævede stemmen en anelse, som om han kunne vælte hendes forsvar. De gamle… Tja, vi undlader at kalde dem noget, men spænder de ben for dig?
Han brød af midt i sætningen og kunne mærke, det her var forkert tidspunkt til ironiske bemærkninger. Men han ledte febrilsk efter svar, for alt var bedre end den uvished.
Birgitte rystede på hovedet, fast og bestemt. Det virkede, som om hun mærkede, at Anders var ved at opfinde skrækscenarier og derfor skyndte sig at skyde dem ned.
Der er også godt med arbejdet, forsikrede hun med et blik, der emmede af overbevisning. Anders troede hende. Men du ved jo, jeg arbejder frivilligt i Børnefonden?
Det vidste Anders selvfølgelig Birgitte fortalte tit om det. Hendes ansigt lyste altid op, når hun gjorde det. De små sejre hun fortalte om: at give børnene en god dag, samle penge ind, købe medicin han havde ofte mærket hendes entusiasme smitte af på sig selv.
Men denne gang var det anderledes. Stemmen bar på en umiskendelig tyngde og sorg.
Der er en dreng, begyndte Birgitte, og stemmen skælvede. Hun tav et øjeblik, og Anders sad musestille for ikke at forstyrre.
Efter et øjeblik så hun igen på ham, i øjnene var der en smerte, Anders blev helt dårlig af.
Skøn lille fyr på kun seks år. Altid smilende, kær… Men han bor nærmest på Rigshospitalet. Han er alvorligt syg og skal opereres men det kan kun ske i Tyskland.
Hun holdt en pause, og Anders mærkede et tungt sug i maven. Han ventede i stilhed, bange for at sige noget forkert.
Operationen koster nærmest en hel bondegård, sagde Birgitte endelig lavmælt, øjnene så ned i bordet. Vi mangler næsten en million kroner, og tiden er snart løbet ud.
Anders stirrede på hende, så hver eneste følelse i hendes ansigt. Mellem tårerne kæmpede håbet om at hjælpe og den rendyrkede afmagt et bekendt træk hos Birgitte, hun gav aldrig bare op. Men nu virkede hun for første gang magtesløs.
Han kunne ikke længere holde sin uro tilbage. Ordene væltede bare ud:
Hvad med at få historien i fjernsynet? Det ser jeg hver dag folk samler ind, viser historier… Det kunne måske hjælpe lille Viktor?
Han anede selv, det var et usikkert håb, men måske så nogen det og ville hjælpe. Bare et gran af optimisme var bedre end slet ingen.
Birgitte rystede på hovedet. Hendes øjne var våde, men hun prøvede at tale uden at stemmen knækkede.
Det gjorde vi, svarede hun stille og viste ham sin mobil. På skærmen var der et billede af drengen. Vi har fået det meste samlet ind på den måde. Der findes stadig gode mennesker.
Men nu… fortsatte hun, stemmen bævede igen, nu er det så knapt med tiden. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan forsøge.
Viktor så spinkel og gennemsigtig ud på billedet, men smilet var varmt og stort. Kun øjnene var alt for voksne til så lille et barn.
Birgitte kunne slet ikke slippe blikket fra billedet. Hun betragtede Viktor, som om hun kunne række hånden ind gennem glasset og beskytte ham mod alt ondt. Med stemmen spæd og hjertevarm sagde hun:
Han drømmer ikke om noget større end at starte i skole og få venner. Han spørger om skolebøgerne, hvilke opgaver han får… Han siger, han vil være dygtig, så lærerne roser ham. Han drømmer om en rygsæk med dinosaurer han elsker dem.
En tåre fandt vej ned ad hendes kind, flere fulgte, mens hun talte.
I går sagde han… at han forstår, man ikke kan redde alle.
Stemmen knækkede på de sidste ord, hun tog en dyb indånding for at få styr på sig selv, men tårerne strømmede.
Lægerne talte sammen og troede ikke, han hørte det om hvor lille hans chance er. Men han vågnede og forstod det hele. Og det værste er… nu så hun direkte på Anders, øjnene fulde af smerte …han prøvede at trøste mig! Liggende der med slanger og alt det. Siger: Birgitte, bare rolig, jeg forstår godt det hele.
Hun brast sammen i et lydløst gråd, lod hovedet falde og blev siddende med ansigtet i hænderne, mens hele kroppen rystede. Alt, hvad der var samlet op bag smilet og den kærlige stemme frygten, magtesløsheden, sorgen over Viktor væltede ud. Birgitte havde ikke flere kræfter tilbage til at være stærk nu.
Anders lagde stille sin hånd på hendes skulder. Han mærkede hendes skjulte rystelser og så på billedet af Viktor det varme smil og de alt for modne øjne. Og tanken blev ved at ringe i hans hoved: tiden er knap.
Det var nu, eller aldrig.
Pludselig slog Anders ud i et smil. Måske var der ét håb, bare ét…
Hvis nu man ville sikre, pengene gik direkte til Viktor hvordan gør man så det? spurgte han pludseligt og løftede hovedet.
Birgitte lod sin hånd falde og kiggede forundret på ham. Noget af det gamle håb anedes i hendes blik, selvom hun stadig var bange for at tro for meget.
Hvorfor spørger du? sagde hun lavt.
Anders mødte hendes blik med alvor.
Jeg prøver at hjælpe, sagde han roligt. Hverken pral eller tom snak, bare stille beslutsomhed så var der måske en chance.
Birgitte stirrede på ham, ordene sad fast, men hun nikkede blot, mens tårerne løb.
Vi skal gøre sådan her…
*****
Næste morgen vågnede Birgitte med tungt hjerte. Hun havde fået Anders’ løfte, men bekymringerne kløede stadig i tankerne. Hun tænkte på Viktor, på skolebøger og dinosaurrygsække…
Birgitte besluttede sig: hun måtte besøge ham i dag igen. Ikke for at finde løsninger, men blot for at være nær. Holde hans hånd. Forsikre ham om, han var elsket og ikke alene.
Vejen til Rigshospitalet føltes endeløs. Birgitte sad i bussen, kiggede utålmodigt på mobilen ingen ny besked. Tom skærm, endnu flere bekymringer. Når vi det? Får vi hjælp? Hvad hvis ikke? Hun stirrede ud af vinduet, men tankerne kredsede om Viktor.
Udenfor hans stue stod hans mor med armene om sig selv, hendes skuldre rystede af stille gråd. Birgitte blev bange hvad var sket? Var det slut?
Godmorgen! lød en stemme bag hende, rolig og glad.
Bag hende stod overlægen med et smil, nærmest feststemning i stemmen.
Birgitte, vi har fantastisk nyt! Her til morgen ankom det sidste beløb. Vi har kontaktet klinikken i Tyskland de venter Viktor. Ja, faktisk er der også penge nok til genoptræning!
Birgitte følte, gulvet gyngede under hende. Først troede hun ikke på det, ordene var svære at forstå, som om de skulle gennem tåge. Men da hun indså, det var virkelighed, strømmede lykken og lettelsen igennem hende. Hun satte sig, bange for, benene ikke ville bære hende.
Utroligt, udbrød hun, men… hvem har doneret?
Lægen trak på skuldrene.
Vedkommende ønsker at være anonym. Det eneste krav var, at alle pengene går direkte til Viktors behandling.
Birgitte nikkede. Tårerne kom igen men nu af lykke og lettelse. Et ægte smil bredte sig, så rummet omkring hende blev lysere.
Nu havde Viktor virkelig en chance den, hun havde bedt om hver aften og vågnet med hver morgen. Hun så for sig, hvordan drengen snart skulle møde udenlandske læger, begyndte på behandling, og gradvist fik det bedre. Den følelse fyldte hende med en hel ny styrke.
Da uroen lagde sig lidt, kom Birgitte hjem til sin lille lejlighed. Den tog sig skyggefuld ud i aftenskæret men hun blev ikke engang træt, blot lettet og lykkelig på én gang.
Én tanke gik igen og igen: Viktor, hans mor, overlægens smil, og så den mirakuløse drejning, der havde givet drengen en fremtid.
Kan det virkelig passe? spurgte hun sig selv.
Hun tog telefonen, fandt Anders nummer og ringede op. Fingrene rystede ganske lidt, men det føltes rart at tage telefonen for én gangs skyld.
Var det dig? spurgte hun straks, han sagde hej.
Anders lo lavmælt og kærligt.
Ikke helt, svarede han. Jeg kom i tanke om, at min chef har for vane at støtte velgørenhed. Det er ikke noget, han taler om, men man ved det. Jeg viste ham fondens side, fortalte om Viktor, og bad ham kigge en ekstra gang. Resten ved du.
Birgitte lukkede øjnene og mærkede, hvordan glæden voksede. Hun havde haft sin mistanke, men kunne stadig ikke forstå, det hele var løst på så kort tid.
Derudover, fortsatte Anders, har min chef, Jan Thorning, også lovet at besøge Viktor, når han er hjemme igen. Og han vil fortsætte med at støtte fonden. Det er dog vores hemmelighed han foretrækker at være anonym.
Birgitte grinede et boblende, let grin, som hun ikke havde haft i lang tid. Grinet blev til glade tårer. Hun tørrede dem væk og sagde stille:
Tak, Anders. Du forstår slet ikke, hvor vigtigt det er…
Årh, pyt. Det vigtigste er, at Viktor har en chance nu. Er det ikke det vigtigste?
Hun nikkede usynligt, mens hun så ud på Københavns aftenlys, der bredte sig som små stjerner. Pludselig føltes verden farverig igen. Sorgen forsvandt, mens håbet og glæden vendte tilbage.
Ja, det er det, svarede hun blidt. Nu tror jeg på, alt bliver godt igen.
Efter samtalen tændte hun lyset, gik rundt i lejligheden og rørte ved sine ting vasen, bøgerne, billedrammen på kommoden. Alt virkede mere levende, som om foråret endelig havde meldt sin ankomst.
Hun fandt sin notesbog og begyndte straks at skrive idéer og planer ned. Hvordan kunne hun hjælpe flere børn gennem fonden? Hvilke arrangementer kunne de lave? Hvem kunne bakke op?
Livet havde fået ny farve, og Birgitte var klar på at tage fat med et åbent sind, tro på det gode og viljen til at kæmpe. For hun vidste nu, at selv de største problemer kan løses, hvis vi holder fast i håbet og hjælper hinanden.
Det er, når alt ser sortest ud, at vi må minde os selv om lyset for enden af tunnelen. For sammen kan vi give det videre til andre.
