Ingen af mine naboer eller venner kunne forstå, hvorfor jeg gjorde det. Alle pegede fingre ad mig og sagde: “Tiderne er svære, og så tager du sådan én ind i dit hjem!” Men jeg er sikker, nej, jeg ved det! Jeg gør det rigtige.
Vi har tidligere levet som en familie på fire: mig selv, mine to døtre og min mor. For otte måneder siden døde min mor desværre, og så var vi kun tre tilbage. Igennem de efterfølgende måneder gik det op for os, hvor meget energi og overskud vi stadig havde til at hjælpe andre. Siden gymnasiet havde jeg haft en nær ven, som, i stedet for at skabe sig en karriere og stifte familie ved 30-års alderen, drak sig ihjel. Det mest hjerteskærende var, at han udnyttede sin mors folkepension til at finansiere sit misbrug. Da hun stoppede med at give ham penge, sørgede han for at få hende anbragt på plejehjem, overtog hendes lejlighed og drak den op.
Jeg har kendt den dame siden barndommen, præcis som hun har kendt mig. En gang om måneden tog pigerne og jeg forbi hende med små godter og hyggede. Da jeg luftede idéen for mine døtre, var de vildt positive. Min yngste datter, som nu er 4½ år, råbte glad: “Hurra, nu får vi en mormor igen!!!”
Men du kan slet ikke forestille dig, hvor lykkelig den gamle dame blev for mit forslag! Hun græd af glæde så længe, at jeg blev nødt til at trøste hende. Nu har vi boet sammen med hende, vores “nye” mormor, i næsten to måneder. Vi elsker hende alle sammen, og hun elsker os.
Vi kan stadig ikke forstå, hvor hun finder alle de kræfter henne, selvom hun er i slutningen af 70’erne. Hver morgen står hun op klokken seks, og vi vågner som regel til duften af friskbagte pandekager eller æbleskiver.
