Den værste af mændene
– Piger, jeg er blevet gift!
– Og jeg har besluttet at satse på min karriere, jeg vil ikke bruge hele mit liv på andre…
– I vil ikke tro det, men jeg har fået at vide, at jeg venter tvillinger!
Det var fem års jubilæum, siden de gik ud af gymnasiet, og næsten alle fra klassen dukkede op. Men deres årgang havde fem parallelklasser, så hele skolen summede som en forvirret bistade, og lærerne virkede pludselig mere afslappede og menneskelige end dengang, de virkelig underviste.
Årets skønhed, Sigrid, havde sat håret og iført sig en strålende rød kjole. Med et glas af perlende Cava i hånden følte hun sig som aftenens dronning. Lige indtil hun fik øje på ham, Morten. Morten den gamle rodehoved og sjuskedorte, der i 3.G altid havde været efter hende. Han slentrede altid tre skridt bag hende, kiggede som om han ventede på at høre noget verdensomvæltende fra hendes læber; han var ligesom blevet stående på halvvejen.
– Bare du aldrig skulle krydse min vej! fløj det ud af Sigrid, da han, smilende, nærmede sig. Det er mænd som dig, der bliver de værste ægtemænd; kun besvær! I jeres slags opnår aldrig noget stort.
Sigrid var bare vred. Hun var populær blandt drengene, og selvfølgelig drømte hun også om at blive gift en dag.
Og børn selvfølgelig.
Men tankemæssigt ville hun vælge en ordentlig, målbevidst fyr. Det irriterede hende blot, at hun altid blev tiltrukket af… ja, Morten. Det åd hende op indvendigt.
– Skrid af, klistrende type, du er ikke noget for mig!
Men Mortens øjne blev bare kvikkere.
– Du tager fejl. Jeg skal nok vise dig, at jeg ikke er sådan. Gift dig med mig så vil du blive lykkelig, sagde han. Som om han frygtede, at Sigrid straks ville fyre ham, trak han sig fluks lidt væk.
– Gift mig med dig? Du har vist høje tanker om dig selv!
Men dybt inde følte hun en sær uro. Hun havde altid kunnet lide ham, helt tilbage fra gymnasiet. Og hun blev aldrig klog på, hvorfor. Der var noget hjemligt ved hans blik noget, der mindede hende om hendes egen far; trofast, rar, men lige lidt kluntet.
Og han blev ved at dukke op, forstyrre hendes ro. Hun havde dog brug for en anden slags mand en succesfuld, stærk en!
Morten, derimod, var aldeles betaget af Sigrid. Han kunne lide hendes skarpe tunge, hendes kompromisløshed. Hun mindede ham om hans mor, der altid brokkede sig over faren, kaldte ham den værste af mænd, og kritiserede, at han ikke kunne fikse håndvasken eller fjernsynet.
Men faren lo blot og sagde:
– Det har du misforstået, Bodil! Jeg skal nok kunne alt, hvis jeg virkelig vil, og så ordner han det hele for at bevise sig over for hende. På egen hånd havde han heldigvis aldrig ambitioner, men for sin elskede… ja, så kunne han alt.
De havde været gift i tredive år skændtes tit, kyssede mere, og de passede som hånd i handske. De forstod lykken på samme måde…
Efter jubilæet i gymnasiet trak Morten sig ikke tilbage. Han ringede, skrev, foreslog ture i biografen. Sigrid spillede kold, men hun begyndte faktisk at glæde sig, når han ringede.
Hun nød hans ihærdighed og hvordan han prøvede at vise, at de kunne høre sammen.
– Skal vi ikke prøve om jeg virkelig er den værste mand? sagde han drillende ved en lejlighed.
– Hvorfor ikke jeg er med, lød det fra Sigrid, og hun forsøgte at lyde ligeglad. Alle mine veninder er gift, så jeg kan vel også tage, hvad jeg kan få.
Morten smed alt sin dovenskab og knoklede for at vise Sigrid, at han kunne tage ansvar. Han tjente sammen til bryllup, kjole, ringe og Sigrid kunne ikke lade være med at smile over, hvor meget han strammede sig an.
Efter brylluppet prøvede hun ham stadig af.
– Hæ, du har stadig ikke bevist, at du er nogen god mand vi venter barn, Morten, men vores lejlighed er mikroskopisk!
Morten var lykkelig. Han behøvede netop sådan en kone en skrap kvinde, der som en lærer kan irettesætte og vise vejen. For kun de stærke kvinder formår at forme en “værste mand” til noget pragtfuldt.
Morten havde altid troet, at lykken optræder dér, hvor nogen anden ved bedst. Hos hans familie var det moren, der sydede og bestemte: Hvor skulle de holde sommerferie, hvad skulle der serveres til aftensmad, hvilken skjorte faren skulle bære. Og faren var egentligt ret tilfreds; han blomstrede nærmest under moderens omsorg. At have en stærk kvinde var trygt og rart, syntes Morten.
Så da han mødte Sigrid igen, dunkede hans hjerte vildt. Hun var blevet sproglærer, underviste børn i dansk litteratur, og havde temperament nok til at flytte bjerge.
Hun talte højt, gestikulerede meget, og vidste altid, hvad hun ville. Og Morten… ja, han anede stadig kun én ting: at han ville være sammen med hende.
Sådan blev deres ægteskab. Sigrid var hurtig til at skælde ud for et forkert ord, en dårlig film, eller fordi han ikke ringede tilbage. Andre mænd ville måske blive såret, men Morten… Morten følte sig hjemme. Han kunne lide, at hun tog føringen. Han nød, at hun planlagde udflugter, bestemte hvad de skulle og hvornår. Selv hendes kritik, der var pakket ind i skarpe bemærkninger, føltes som omsorg for ham.
En grå forårsdag, mens Sigrid var gravid, gik de rundt i Kongens Have. Pludselig standsede Sigrid op, studerede ham.
– Morten, er du lidt for underdanig? Kan du egentlig tage beslutninger selv?
Han rødmede. Hun så ham lige igennem.
– Jeg… jeg vil bare gerne gøre det godt for dig, mumlede han.
Sigrid sukkede.
– Jeg vil have, at du er dig selv. At du mener noget. At du… er mand nok, for pokker!
Han forstod, at hun havde ret. Han ville ikke kun være et ekko men hvordan skulle han gøre det?
– Okay, jeg prøver, sagde han stille.
Sigrid smilte:
– Sådan, det lyder bedre.
Fra den dag af begyndte Morten at ændre sig. Han begyndte at sige sin mening også når den gik mod Sigrids. Han vidste hvor svært det var, men Sigrid roste hans mod, selv når hun ikke var enig.
Langsomt lærte Morten, at det ikke var det samme at styre og at knække andre. Sigrid ville ikke have ham til at være et bøjeligt siv, hun ville have nogen, hun kunne læne sig op ad. Hun ville ikke trække hun ville følges.
Lykke var ikke, når én ved bedst, men når to finder den samme vej.
Sigrid forblev skarp, men Morten frygtede hende ikke længere. Han elskede hende for styrken og ærligheden, og fordi hun så noget i ham, han ikke selv opdagede.
Sådan holdt han op med at være den værste mand for kærlighed kan virkelig forandre alt.
