Det bedste hold
Hans Majestæt Kong Egon Viktor den Tredje! sagde den magre, alvorlige, gråhårede mand med højtidelig stemme, mens han glattede sit tynde hår og satte sig overfor Mads. Hersker over Satansbroen og…
Undskyld, Deres Majestæt! afbrød Mads tørt. Men efter katastrofen er der hundreder af kongeriger, småstater og endda imperier, som knap nok er større end et parcelhus. Skal vi ikke springe formaliteterne over? Navnet rækker.
Øh… Egon, stammede den ældre, men rettede sig straks: Viktor den Tredje!
Mads lænede sig træt tilbage på de hårde træstole, som engang stod i alle de dårlige kontorer i København, men som nu var blevet dyrebare bytte. Den tunge stemning i den mørke kro gjorde tindingerne ømme. Tobaksrøg og dunsten af billig snaps hang i luften, som var endnu en fest godt i gang og sådanne fester var hverdagskost her. Alle de ansigter han havde talt med, flød sammen, og han anede knap, hvilke han havde givet aftaler. Det var blevet en nærmest hellig skik i de danske randområder at holde aftaler på værtshuse efter katastrofen. Kaféer var nu kroer og herberger, og ejerne var de bedste rygtesmede og selvfølgelig de ivrigste stikkere for det lokale herredømme. Mads hadede, hvordan alting fungerede så langt fra Citadellet.
Jeg gætter på, sukkede Mads, før katastrofen var du vel noget i stil med Egon Viktor Kristensen?
Egon Viktor, nikkede den gamle, Kristensen.
Hvad bringer dig?
Jeg hørte, du samler… hvad kalder man det… et hold? Og betaler godt! Jeg tænkte, der måske var brug for én som mig. Han stirrede ned og gned nervøst på sin slidte uldkasket.
Et hold skal vi bruge, indrømmede Mads og målte den lokale konge. Men det er ikke ufarligt! Der kan blive ballade med banditter, mutanter og måske rester af hæren! Hvad kan du bidrage med?
Ved du, da portalerne åbnede, var jeg godt stillet, sagde den gamle ivrigt, og hans blik tændtes med sult. Købte et stykke land ved et godt fænomen, blev konge! Men mine børn ødslede alt væk. Nu er titlen alt, jeg har. Men jeg vil tilbage, have magt og rigdom! For penge gør jeg alt! Bede mig om at dræbe jeg gør det! En tro allieret får du i mig!
Tja… penge er ikke meget at gå op i længere. Men i dag det eneste, folk kommer for, sukkede Mads. For at være ærlig, så vil alle her ind i mit hold for penge. Mange yngre og stærkere end dig. Måske burde du finde dig noget mere roligt, Egon.
Egon Viktor den Tredje! gentog manden, trækkende på stavelserne, mens han humpede væk.
Han nikkede formelt og forsvandt mod udgangen, og straks greb en lyshåret, rap fyr på omkring femogtyve stedet. Bag ham dukkede tavst en langskægget, gråhåret mand i en sort kappe op. Den unge slog benet over knæet og smilede til Mads:
Jeg er klar!
Godaften hvem er du, og til hvad er du klar? sagde Mads uden at skjule irritationen.
Jeg er den Udvalgte! annoncerede fyren stolt og pegede på sin følgesvend. Her er min orakel, og profetien lyder…
Stop! Mads smækkede hånden i bordet, så selv den gamle orakel trak sig sammen. Desværre, vi arbejder ikke med udvalgte, messiaser, orakler eller synske! Held og lykke!
Hvorfor ikke? Profetien…
Mads masserede tindingerne. Katastrofen åbnede ikke bare portalerne, men gav folk mutanter og mange flere sindslidelser. Mads frygtede, at menneskehedens fald ikke kom af åndssyge fænomener, men af vanvid og banditter, ofte begge dele samlet i én person. Gaderne myldrede med messiaser, profeter, spåkoner og almindelige svindlere, men også nogen, der mente det alvorligt.
Gå nu, held og lykke gentog Mads og skubbede dem væk.
Kort efter tog en ung kvinde plads overfor Mads, klædt i mørk, militær inspireret kedeldragt, støvet fra landevejen. Hendes mørkeblonde hår var spændt stramt bagud og hendes grave grønne øjne glimtede mærkværdigt i kroens halvmørke et sikkert mutantkendetegn.
Solveig, sagde hun blødt. Jeg kaldes Solveig.
Du er en rejsende? spurgte Mads, med det samme klar over, hun var en af de særlige mutanter.
En Pilgrim, smilede Solveig.
Mads forberedte sig på de sædvanlige spørgsmål, men stoppede op og fløjtede lavmælt. Vejvisere, der kunne se usynlige anomaliers spor, var sjældne pilgrimtyperne, der kunne dykke ind i portaler og føre andre med, næsten unikke.
Imponerende! Hvad bringer dig så her, pilgrims Solveig? Du kan finde bedre og mere velbetalt arbejde hvor som helst!
Jeg er ikke ude efter penge!
Det har jeg ikke hørt før! Fortæl!
***
I dør alle sammen! Nogle hurtigere end de tror! brølede Professor Jern, mens han marcherede op og ned foran det farverige hold.
Ikke den bedste tale, chef… hviskede Mads diskret.
Professoren, en fyldig gråhåret mand, havde de mødt for et halvt år siden i ruinerne ved det, der engang var Aalborg, nu oversvømmet af et portal-fænomen. Mads havde dengang drevet en lille reparationsbiks for teknik i en rusten bus. Professoren kom for at få sin laptop repareret sjældenhed uden lige! Der voksede et venskab, for Jern havde ting, Mads ikke havde set i tredive år.
Jern fortalte, han var flygtet fra Citadellet hovedstaden for et af de nye rigsformationer. Hans fortællinger om elektrisk strøm, stadig fungerende i Citadellet, imponerede Mads. Men mest chokerede ord om, at alt kunne stoppes portaler kunne lukkes.
Jeg giver jer en chance for at dø for en større sag! Vi skal redde menneskeheden! Give verden grænserne tilbage!
Kammerat, brummede Kent, kaldet Skytten, der med sine to folk fungerede som gruppens muskel. Drop talen! Lad os gøre arbejdet, få vores løn og skilles de store ord kan du bruge på unge kvinder.
Skytten, to meter høj og lige så bred, skrabte sig i det sorte skæg og lo råt, mens hans medsammensvorne, Kule og Kniv, mumlede med. De var klædt helt ens, ansigterne skjult af balaklavaer. Solveig fnøs og vendte dem olietværs uden at blinke, hånden hvilende på en forkortet Simonkov automat og en tung Stechkin pistol ikke bare pynteting.
Hun var dog kun med i holdet for sin kærestes skyld, der sad fanget i Citadellet, og lod alt andet være sagen uvedkommende.
Sådan er materialet vi har! sukkede Jern. Vi deler os i to hold. Ét følger mig, ét følger Mads! Vi mødes i lejligheden, jeg har skaffet.
Hvorfor ikke et værtshus? spurgte den unge dyremager Valdemar.
Valdemars evner til at styre de væsner, portalerne spyttede ud, var exceptionelle, men ellers var han naiv. At forklare ham missionens mening havde givet Mads sved på panden. Født efter katastrofen anede han ikke, hvorfor man skulle ændre noget.
Vi har en Pilgrim, en Dyremager, professionelle soldater og mit geni! Kun Mads er banal, haha! grinede professoren. Det her er det bedste hold vi ændrer verden!
***
Rejsen til Citadellet tog otte dage fuld af farer og strabadser. Mads havde ingen talent for store fortællinger, men eventyret ville have gjort sig i en roman. Professor Jern og Skytten var kommet nogle dage før i en hestevogn og havde allerede nydt byens goder.
Hvordan gik rejsen? spurgte Jern og travede omkring i hvidt frottémorgenkåbe i den halvtriste lejlighed.
Lad mig se, mumlede Mads og kastede sig i lænestolen. Først blev vi næsten bidt ihjel af en monster, men Valdemar fik det væk. Så måtte vi flygte fra Vestslettens banditter. Og til sidst blev vi rippet for alle vores penge af en af Citadellets patruljer under truslen om henrettelse! Men vejret var godt, og selskabet glimrende så alt i alt godt!
Godt! Jern ignorerede sarkasmen. I nat går det løs! Skytten har infiltreret vagterne. Forstår ikke hvordan, men dygtig er han!
Resten af dagen lå Mads og forsøgte at hvile de hårdtprøvede ben. Da han lige faldt i søvn, klappede professoren i hænderne tid til samling!
Hvis man ville ind i Citadellet, var der to veje: banke på den bedst bevogtede port i Norden, eller bruge den gamle tunnel under byens institut, som Jern kendte fra sin tid i laboratoriet og sin egen flugt. Professorens valg var klart.
Under orange munkekapper som Skytten havde skaffet slap gruppen forbi alle vagter. Ingen forestillede sig, at kættere og fjender skulle gemme sig under kultens dragt.
Det blev hedt under kappen, og sveden piblede. Hver gang de mødte en vagt, gættede Mads på, om han var afsløret men ingen ænsede dem.
En efter en listede de ind gennem branddøren, bag gruppens tavse soldater. Ned ad de trange trapper, dybere, ventede Kule og Kniv, nu forklædt, og på gulvet lå to dræbte vagter.
Kun to? undrede Mads. Lidt let?
Tunnelen er fem hundrede og tredive meter lang, formanede Jern. Overalt er der fælder og monstre! Men jeg kender ruten.
Skytten trak på skuldrene. Din kontakt kunne hjælpe
Død, svarede Jern og førte hånden mod panelet. Ha! De har aldrig ændret koderne. Systemet kan stadig kende mig!
Døren gled op med et hvæs. Professoren bukkede mod Solveig: Din tur.
Uden at nøle marcherede Solveig forrest. Hendes intuition førte dem uden om usynlige farer. Mads nikkede taknemmeligt. Hun kunne virkelig noget!
Da den to meter lange monitorøg dukkede op og banede vej, var det kun Valdemars magi, der reddede dem han slap monsteret tilbage gennem portalen.
Mod slutningen, forude, fremstod en mørk sidegang. Her har vi ikke været før hviskede Jern.
Et brøl monstrene overfaldt dem forfra og bagfra. Valdemar forsøgte at bremse dem, men Solveig råbte pludselig: Herind! og styrtede ind i den mørke gang.
Mads løb for livet, monstre lige bag, og ramlede ind i Solveig, så de begge væltede. Skud smældede i mørket. Flammerne fra Skytters maskingevær glimtede på hans blodige ansigt og hjelmene på kompagnonernes hoveder. Kule eller Kniv skreg og faldt. Flere blev såret.
Hold op! råbte en kraftig stemme. Vi dræber hinanden her!
Lyset tændtes, og Mads så sig hurtigt omkring. Professoren i live, men kun Kule eller Kniv de andre tavse soldater lå livløse. Skytten stod overfor tre bevæbnede fjender.
En korpulent mand kort hår og gule briller trådte frem. Jeg er Borre. Sikkerhedschef for Citadellet og Herskeren selv! Jeg har et tilbud!
Hvordan opdagede du os? brummede Skytten.
Jeg betaler mine informanter Valdemar ved det godt.
Et skud rungede. Valdemar faldt lydløst, og Skytten lod sit våben synke.
Rigtigt. Forrædere stoler vi ikke på. Professor, kom!
Borre, vent! stammede Jern og forsøgte at forklare.
Glem det, snerrede Borre. Herskeren er jeg allerede træt af. Jeg hjælper jer!
***
Mads, der aldrig syntes godt om planen om at spille fanger, blev ignoreret. Men forkastelig eller ej, planen virkede og gruppen blev slæbt tværs over Citadellet uden at få særlig opmærksomhed.
De blev mødt i et lyst, rent kontor, der duftede af lavendel og medicin. I midten stod et bord, dækket af bøger, papirer og noter. En tronlignende læderstol stod tom.
De blev samlet midt på gulvet, kun Skytten, svimmel af blodtab, blev efterladt langs væggen. Borre og hans soldater agerede vagter.
Så gik en lav mand med tynde skuldre og gammel, blå kedeldragt ind Herskeren selv.
Jern! smilte manden. Hvad bringer dig?
På et øjeblik førte Borre sin pistol mod Herskeren. Men det blev stille. Mads så ikke Solveigs hurtige bevægelser, men pludselig havde hun kastet knive Borre og hans mand faldt med et brag.
Solveig, min pige! smilede Herskeren. Hvordan skal jeg lede dette sted med så mange forrædere?
Mads gispede. Nu var han helt forvirret. Jern lignede én, der var slået ud.
Solveig, var det ikke din forlovede her? hviskede Mads.
Jo, her står han sagde Solveig, omfavnede Herskeren og kyssede ham på panden. Hun ragede et hoved op over ham.
Tror du, en Pilgrim som hende bare vandrer rundt i Slættelandet? grinede Herskeren. Hun har længe ledt efter dig, professor. Nu fortjener hun sin belønning og bliver min hustru! Du vil vel gerne være Herskerinde?
Endnu et skud og for Mads blev det ikke længere en overraskelse.
For mange forrædere på én dag, hviskede Skytten bagfra. Hans pistol faldt til jorden, hovedet faldt ned. Solveig sank sammen, presserende sin blødende mave, holdt op af en chokeret Hersker.
Samtidig bankede vakten på døren; sirenerne lød.
Kom nu! Jern hev Herskeren i skjorten. Åbn! Ellers…
En kniv glimtede i professors tykke hånd. Mads trak på skuldrene hvordan bar folk her sig ad med at skjule våben? og fulgte efter.
Gør nu ikke noget dumt, jamrede Herskeren og stirrede ind i irisscanneren. Lad os slukke maskinen, bring normaliteten tilbage!
Døren klikkede. Uden et ord jog professoren kniven i Herskeren og skubbede ham fra sig, mens han gik ind i det hemmelige rum. Mads gik bagefter, lammet af chok.
Rummet var stort, trange passager mellem tårnhøje maskinpaneler, blinkende lygter og to terminaler ved hver ende.
Hvorfor ham? Han ville jo hjælpe! spurgte Mads stille.
Sådan må det være, Mads! afviste Jern. Gå hen til terminalen og taste på min kommando!
Ondskaben sidder i mennesker, ikke i tiden! mumlede Mads stille.
Gør det nu!
Modvilligt lænede Mads sig over tastaturet og indtastede koden, som Jern dikterede.
Næsten færdig… tryk enter! råbte Jern.
Du snyder! Du vil ikke slukke for generatoren?! Mads så vantro op.
Hvad?! Ville du virkelig redde dem alle? Hvorfor?
Det var missionen!
Alle her kæmpede kun for penge og magt! Nu er det min tur!
Så det hele for at du kan styre Citadellet?!
Præcis!
Jeg dræber dig! skreg Mads og gik frem.
Professoren greb straks sin pistol og skød. Mads vaklede, men han faldt ikke. Skud på skud, indtil magasinet var tomt.
Professor, vi var faktisk det bedste hold! Alle unikke! Jeg også, sagde Mads med et lille smil. Efter katastrofen kan jeg hverken dø eller ældes.
Han tog professorens pistol og sparkede den væk. Professoren stirrede chokeret.
Jeg vil bare rette op på verden give folk en normal fremtid!
Tosse… Med sådan en evne kan vi styre det hele!
Jeg vil se menneskehedens solopgang, ikke dens undergang!
Systemet holder folket i ave! Uden det: anarki!
Luk den ned!
Nå, nu bliver der rabalder, sagde Jern og trykkede enter. En ny side i den menneskelige historie ventede dem nu, blank og klar til hvad end fremtiden måtte bringe.
