Udskudte
Hov, se der! Derhenne… Et barn! Hallo…, råbte Morten, viftede med hånden og kunne ikke tage øjnene fra synet.
Morten sad med benene dinglende fra trappen, på det slidte bræddegulv i rangerlokomotivet. Han stirrede ud på de mørkegrønne grantræer, der susede forbi, og markerne, der allerede var høstet.
Vinden blæste op under buksebenene og kølede hans svedige ansigt, der var blevet varmt ved fyrkassen. I de øjeblikke følte han sig stærk, næsten som om han fløj.
Morten, rangermand og fyrbøder, elskede sit damplokomotiv. Lige nu, på dette stræk, kunne han slappe lidt af.
Du kan fyre op, når vi kommer til Kværndrup, sid nu bare, den gamle lokomotivfører, Poul-Erik, holdt af at se Mortens eftertænksomme blik, selvom ansigtet var sodet.
Morten havde stor respekt for Poul-Erik. Men hans hjælper, Jens, havde han ikke meget tilovers for. Jens var selvhøjtidelig og spydig.
Skal vi ta en bid, hva…, mumlede Jens, rodede sin mulepose igennem og trak et madpapir frem.
Poul-Erik fandt også en pakke frem. Morten havde sovet over sig, måtte løbe og havde ikke nået at tage mad med.
Hvad med dig? Skal du ikke ha noget at spise…, sagde Jens.
Morten afviste. Der var tre timer endnu til skiftet. Hjemme i går havde han lavet stuvet kål. Og måske kunne han om aftenen besøge naboen, Ingrid.
Men tanken om hende gav en underlig uro, noget trykkende og pinefuldt ved deres forhold, som Morten følte gjorde ham uærlig overfor sig selv.
Selv nu, hvor han nød det solbeskinnede view mellem bøgetræerne, stak minderne om Ingrid ham i hjertet.
Og pludselig…
Hov, se der! Derhenne… Et barn! Hallo…, råbte Morten igen, viftede og kunne fortsat ikke slippe synet.
Barnet sad ved foden af et grantræ, med ryggen mod stammen, barfodet, hovedet bøjet ned. Morten var sikker på, han havde set barnet dreje hovedet efter toget. Hun var levende…
Hvor? Hvad snakker du om? Jens lænede sig ud af vinduet, men buskadset skjulte allerede barnet.
Morten sprang op til Poul-Erik og trak i hornet.
Vi skal sige det til stationen! Vi må melde det!
Hvorfor er du dog så oprevet?
Fordi barnet er alene.
Hvor ved du det fra? Det er jo svampesæson. Folk går jo ud i skoven…
Nej, det så ikke sådan ud. Barnet var alene.
Måske er moren eller bedstemor lige i nærheden.
Det tror jeg altså ikke, gentog Morten.
Hold nu op… Du gør et stort nummer ud af ingenting, vrissede Jens, Her er altid folk, og så hyler du op…
Morten tav. Han havde lyst til at svare Jens igen, men fandt ingen ord og blev endnu mere irriteret. Han vidste bare, at noget var helt galt. Måske var det måden barnet sad på… Eller måske var det bare et blik i hendes øjne, kun Morten kunne se.
Poul-Erik, vi kan jo spørge i Kværndrup, om nogen mangler et barn, hm? Hvis nu hun var faret vild. Det så ud som om hun håbede… Jeg så det.
Vi spørger. Vi har tid, vi skal jo tanke vand der.
Morten åbnede fyrdørene med et tungt suk, og begyndte at kaste kul på flammerne med en uforklarlig blanding af vrede og sorg. Den lille pige mindede ham om ham selv…
***
Morten! Mortennn! Bisse! Hvorfor fik hønsene ikke noget? Din skarnsknægt!
Han var bare seks år. Af sulten drak han rå æg, plukkede rønnebær, sov i laden, når han blev straffet. Hans mor havde engang sat ham ud i frostvejret uden tøj. Han huskede stadig, hvordan det gjorde ondt at rykke den iskolde halm løs for at dække sig til, og hvordan han løb barfodet i sneen over til naboen. Nu vidste han, at så ville hun slå ham men han løb alligevel.
Hun slog ham ikke. Efter et par dage røg han på sygehuset, derfra på børnehjem. Naboen fortalte, hvordan han havde fundet en gammel, tør skorpe på gulvet og måtte rives fri med magt.
Hans mor besøgte ham endda – græd og bad om at få sønnen hjem. Vil du med? spurgte de, men han rystede på hovedet. Hun drak ikke, det slog familien fast. Men hun var syg vredladen og fortabt i sig selv.
Børnehjems-livet blev ikke nemt. Han lærte at holde sig væk, gemte sig i skabe for ikke at blive slået af de større. Han var rødhåret sådan én blev drillet og banket.
I takt med han blev ældre, lærte han at forsvare sig. Hans knoer var næsten aldrig hele. Men han kunne ikke slå kvinder ikke engang når de fortjente det. Som dengang pædagogen Fru Møller sparkede ham for at sladre. Han bar mad ind på hendes kontor, men afsløret af rektoren tog hans egen frygt overhånd. Han slog aldrig igen. Han spyttede blod og græd på toilettet.
Da han var færdig med børnehjemmet, blev han sendt ud for at arbejde på DSB. Først i et kollegieværelse med ni andre, men allerede dér mærkede han friheden.
Efter militæret blev han forflyttet til rangerstationen i Sorø som keddelpasser, og fik tjenestebolig. Morten var lykkelig. Sit eget hjem!
Huset var småt og skævt, vinduerne trak, gulvet knirkede og rotterne havde gravet gange. Men han kendte ikke til andet han havde intet at sammenligne med og var bare taknemmelig over at have noget. Risikoen for at skulle dele huset med en anden DSB-mand generede ham ikke.
Ingen havde lært ham huslige ting, kun én: Naboen, den fraskilte portvagtskvinde Ingrid boede alene med sin otteårige søn.
For pokker, Morten! Gå ned til driftslederen og bed om noget ler eller cement, ellers fryser du ihjel, formanede Ingrid og tog ham under sine vinger. Måske af medlidenhed, måske også af længsel.
Skal vi så gifte os nu? spurgte Morten efter deres første nat sammen.
Hun lo, rystede på hovedet:
En mand kan jeg godt undvære, men varme i huset kan jeg bruge… Du får lov at bo her i februar, ellers fryser du…
Deres forhold kom og gik, afhængigt af Ingrids humør, og efterhånden blev det for meget for Morten han følte sig brugt.
***
Lokomotivet åbnede sig mod den grønne høj, og landsbyen dukkede op. De var ved Kværndrup.
Poul-Erik, spørger du? spurgte Morten.
Ja, det skal jeg nok…
Morten skyllede sig ved vandtårnet, hans hud dammede stadig sod af. Poul-Erik og Jens løb til stationsbygningen de var i hast, rangertrafikken var travl.
Hørte I noget om barnet?
Nej, sagde Jens, der er ingen meldinger. Stationen er under pres, vi skal hurtigt køre med vognene. Op med dampen!
Morten satte gang i stokeren, fyret knitrede. Udgangssignalet blev grønt.
Så vi tager ikke tilbage til stationen? spurgte han højt.
Nej, vi fortsætter. Haster du hjem? svarede Jens.
Morten gav Jens et strengt blik uden at svare. Hvor skulle han forstå en som Morten – eller pigen i skoven? Han blev ved at plage Poul-Erik:
Smid mig af ved bane 136, så løber jeg tilbage og kigger…
Du er ikke rigtig klog, dreng Men godt, tag denne her madpakke med!
Jens snakkede som vanligt, moraliserede og grinede. Men da toget bremsede op og Morten sprang ned på grus og sveller, var det som om verden igen summede af liv: fuglene sang, cikaderne spillede, alt var grønt.
Han gik forbi det sted, han havde set barnet. Han ledte, kaldte, men fandt ingen. På stedet lå grannåle, og nogen havde rodet med en pind.
Lidt vemodigt indså han, at Jens måske havde ret sikkert bare svampeplukkere med et barn. Morten måtte nu gå ind i hårnåleskov og ud til den nærmeste landsby, Rønnebæk, hvorfra han kunne tage en bil hjem.
Men der, nede ved skrænten, bevægede noget sig i tagrørene. Op rejste sig en lille pige den han ledte efter.
Hun havde et slidt tørklæde over skuldrene, uglet hår, en grå sweater, strømpebukserne sad skævt og på de kolde fødder var ingen sko. Måske havde hun drukket af bækken.
Nå sådan, jeg leder lige præcis efter dig… Du må vist være blevet væk?
Pigen svarede ikke, men stod og så frygtsomt på ham. Da Morten nærmede sig, trak hun sig væk mellem sivene.
Hey, vent! Er du bange? Bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig hjem!
Han indhentede hende, tog hendes hånd den var kold og fuld af små rifter. Hun gik gennem vandet med bare ben.
Du kommer til at fryse. Kom herop!
Morten satte sig i græsset, hev forsigtigt de våde strømper af og gned hendes kolde fødder med hænderne, mens han gryntede som Poul-Erik ville have gjort:
Det skal nok gå… vi varmer dig op.
Han trak sine egne uldsokker af og gav hende. De nåede hende til knæene og duftede stadig af kulfyret. Han bandt dem fast, så de ikke faldt af.
Her, spis lidt, han fandt madpakken frem og rakte hende et stykke brød med ost.
Hun rev brødet til sig med små hænder, åd som om hun ikke havde fået mad i flere dage, samlede krummer op fra hans sodsværtede håndflade.
Tag det roligt, ingen grund til at sluge det hele… Tro mig, det er bedst sådan.
Han vidste nemlig, at nogen børn døde på børnehjem, fordi de blev overmætte efter at have sultet for længe.
Hun spiste op, men kiggede på ham med store, sultne øjne.
Nej, du skal ikke have mere det er bedst sådan. Du kan blive dårlig, forklarede han blidt.
Han løftede hende op, men terrænet var svært. Hun gik et par hundrede meter selv, men svarede aldrig på spørgsmål, nikkede ikke engang. Morten begyndte at tro, hun måske var døvstum.
Kom, hop op på ryggen, han satte sig ved et væltet træ, og hun klatrede op på hans ryg. Nu gik det nemmere.
De holdt pause ved bækken. Han dyppede ansigtet, slukkede tørsten. Hun satte sig ved siden af ham, og han smilede, jokede og sprøjtede lidt vand på hende for at løsne stemningen. Langsomt dukkede der et lille grin op i hendes øjne.
De kom forbi Rønnebæk, gik videre ud mod vejen, og den første gård de så, sukkede Morten nu kunne de endelig finde hjælp.
Han blev modtaget af en venlig bondemand, Susanne, der bød ham og pigen ind og straks fandt suppe frem til hende.
Hvor har du dog hende fra, uden sko? spurgte hun skeptisk.
Morten forklarede, hvor han kom fra, og hvad der var sket.
Ja, staklen… vent lidt, jeg spørger folk. Måske ved nogen, hvor denne lille stakkel hører til.
Morten så, hvordan pigen, mæt og tryg, sad med fingrene i munden og faldt i søvn.
Snart kom Susanne tilbage med en gammel, gråhåret kvinde Alma der nikkede genkendende til barnet.
Fra den gamle husrække i Møllebjerg, sagde Alma, Moderen forsvandt, bedstemor er helt slap og forvirret, de har næsten ingenting. Pigen må høre til dem.
Morten var ængstelig over at skolen trak ud, men Susanne fandt hurtigt landsbyens unge Vagn, der havde knallert.
Han skulle alligevel den vej og lovede at køre dem begge til Møllebjerg, og bagefter hjælpe Morten mod Odense.
* * *
På vej mod den forfaldne landsby sad pigen tæt ind til ham. Hovehuse og forladte træer gled forbi, solen gik langsomt ned.
De mødtes af en gnaven, haltende mand på gårdspladsen, der pegede mod det forladte hus.
Hvordan kan I holde ud at bo her? hviskede Vagn.
Indenfor lå den gamle bedstemor, Tove, på en smal seng. Under et tykt tæppe rakte hun sin spinkle hånd ud mod pigen og begyndte straks at græde højt.
Så, bedstemor… rolig nu, sagde Vagn blidt, Din pige er hjemme, se.
Barnet kravlede op til hende, puttede sig ind under hendes arm, og den gamle kvinde lukkede øjnene.
Solen dalede bag bakkerne. Morten stod og så ud over landskabet. Hans arbejde var fuldført pigen var hjemme.
Vagn puffede til ham. Det var godt, du sel gjorde det her. Man må være lidt stædig, hvis man skal gøre forskel for nogen.
På vej ud hviskede Alma, den gamle, lavmælt til ham:
Både du og hun… I er begge hjemløse i hjertet. Men nogen må bære videre.
I det øjeblik forstod Morten: Uanset hvor lille eller usikker man føler sig, kan selv et enkelt, godt valg ændre et andet menneskes verden men man må også huske, at vise varme for at finde varme.
De sprang på knallerten, vinden strøg mod ansigtet og bar dem ud i sommeraftenen, fulde af livets sårbarhed og varme håb for nye veje.
