Den tunge samtale
Simon stod foran døren til sin vens lejlighed og trykkede tøvende på dørklokken. Han havde absolut ikke lyst til at tage hjem, men han trængte virkelig til at snakke med nogen. Tanken om aftenen, der ventede, føltes som en grå regnsky han vidste allerede, hvordan det hele ville forløbe: Endnu en tavs middag, endnu en akavet samtale om ingenting, endnu engang den der ubehagelige følelse af at spille en rolle i sit eget liv, mens publikum for længst har mistet interessen.
Døren svingede op, og på tærsklen stod Klaus. Han var iklædt et par slidte joggingbukser og en uformelig sweater, mens han balancerede en kop dampende te i hånden. Det var indlysende, at han havde smidt alt, hvad der hed præsentabelt tøj, som det første efter arbejde. En panderynke afslørede hans overraskelse ved synet af gæsten.
Nå, Simon! Det havde jeg ikke lige regnet med. Er der gået ild i noget?
Simon trak på skulderen og trådte lidt rundt om sig selv, som om han prøvede at overtale sine sokker til at tage stilling for ham.
Må jeg komme indenfor? mumlede han.
Kom dog ind, mand! svarede Klaus uden tøven og veg til side, mens han lavede en gestus, der næsten var royal i sin venlighed. Du ser faktisk lidt brugt ud. Er der noget i vejen?
De satte sig ud i køkkenet. Simon landede tungt på stolen og gled hånden hen over det blanke spisebord, som om han regnede med at finde hemmelige beskeder i åretegningen. Han sad længe tavs og stirrede stift ligeud, før han til sidst med blikket rettet mod sine hænder sagde:
Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg kan ikke overskue at se Katrine.
Uden ord satte Klaus en kop te foran ham og satte sig roligt overfor. Hans blik var stille, opmærksomt og slet ikke påtrængende, nærmest som en gammel trafikbetjent, der bare venter på, at folk holder for rødt.
Skal du have det ud? spurgte han blødt.
Simon løftede langsomt øjnene. De bar præg af en træthed, der ikke længere kunne dækkes med vittigheder eller smarte bemærkninger. Man kunne næsten høre, hvordan han sukkede indvendigt.
For to et halvt år siden giftede jeg mig med Karen, indrømmede han tøvende. Hvis jeg skal være ærlig, så var brylluppet nærmest et resultat af en graviditet. Vi havde været sammen i over et år, men det gik allerede dårligt. Vi skændtes ustandseligt og kunne ikke finde hinanden i alt det. Dybest set havde jeg allerede indset, at jeg ikke elskede hende vi var simpelthen alt for forskellige. Men Karen ville os så gerne og var virkelig insisterende. Og så ja, så blev hun jo gravid.
Klaus lyttede uden at kny. Han havde kendt Simon i så mange år, at han godt vidste, at det var bedst at lade snakken få al den plads, den skulle bruge som at vente på, at en snegl bevæger sig over vejen, så man ikke kører den over.
Jeg blev ædt op af dårlig samvittighed, fortsatte Simon og klemte koppen, som om han ledte efter et håndtag i livet. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at forlade hende, velvidende, at hun skulle klare det hele alene. Hun bad om, at barnet i det mindste blev født i et ægteskab. Jeg tænkte, jeg måtte give det en chance. Tænkte, at følelserne nok skulle vokse frem. Men der skete bare ikke andet, end at jeg blev mere og mere tom.
Han tog en slurk te. Den var stadig så varm, at han nærmest burde have brændemærker på tungen, men han ænsede det ikke. Smilet, han sendte Klaus, var skævt og mere trist end egentlig humoristisk.
I dag bor jeg sammen med en kvinde, der i virkeligheden er en fremmed for mig, sagde han stille. Karen er sød, kærlig, hun gør virkelig alt. Men der er bare nothing ingen nærhed, ingen forståelse og slet ikke kærlighed. Men barnet ham elsker jeg. Virkelig. Det gør bare, at alt bliver endnu mere indviklet.
Ved Karen godt, hvordan du har det? spurgte Klaus varsomt, med en tone, man ellers kun bruger overfor børn, der har sat sig fast i et træ.
Simon sukkede dybt og stirrede ned i bordet.
Hun ved det sikkert godt Hun siger det ikke, men hun er også begyndt at kigge på mig på en anden måde som om hun har spørgsmål, men ikke tør stille dem. Hvorfor skulle hun også ødelægge alt det, vi holder sammen med nåletråd? Men jeg kan ikke blive ved. Bare tanken om at træde ind i lejligheden får det hele til at krympe sammen inde i mig. Jeg er ikke vred på hende. Jeg kan bare ikke det her føles ikke som mit liv.
Måske skulle I prøve at tage snakken? foreslog Klaus lavmælt, som om han tilbød en lakridsforræderi i stedet for småkager. På ægte dansk facon direkte og helt uden filter. I fortjener begge at vide, hvad I har med at gøre.
Simon rystede på hovedet, stadig med blikket rettet mod vinduet og det håbløst almindelige vejr.
“Tage snakken”… hvad skal jeg sige? Undskyld, jeg elsker dig ikke, men jeg bliver for barnets skyld? Det bliver hun da bare mere knust af. Eller skal jeg foreslå, at vi prøver at arbejde på det? Men hvordan fikser man noget, der aldrig har været der? Jeg ved ikke engang, om vi nogensinde for alvor har været nære.
Han vendte sig mod Klaus med den der rene, rå vildrede i øjnene ikke vrede eller desperation, bare den der dybe undren over, hvordan han var endt i sådan et gab af meningsløshed.
Klaus var stille i et øjeblik og lod som om, han regnede på en integrationsopgave for folkeskolen.
Nogle gange er sandheden altså bare det eneste, der virker, sagde han endelig forsigtigt. Bevares, man kan lige så godt vænne sig til, at udfaldet ikke nødvendigvis er pølser og snaps. Men at holde facaden, gå rundt i dét her limbo hvem vinder på det?
Simon tørrede hånden over ansigtet i et forgæves forsøg på at gnubbe træthed og dårlige beslutninger væk.
Jeg er hundeangst, indrømmede han næsten lydløst. Hvis alt vælter hvad er der så tilbage? Barnet, hverdagen, rutinen det er da stadig noget. Hvis vi lægger alt ud på bordet, hvad er der så egentlig at bygge videre på?
Måske bliver det en mulighed for at starte forfra, foreslog Klaus. Bare lade være med at spille skuespil. Du har jo ikke engang kræfter tilbage til det.
Simon svarede ikke, men hans tanker fortsatte uden ham. De føg omkring som biler ud på Ring 3 fredag eftermiddag. Han blev hevet tilbage til dengang, det hele begyndte: Den første firmafest, ballonerne, nissehuerne og Karen, der nærmest kunne oplyse et helt lokale med sit grin. I starten syntes han jo faktisk, hun var fantastisk de hyggede sig, gik på café, tog på weekendture til Odense eller Aarhus, spiste croissanter på café, selvom han egentlig foretrak rundstykker på sofaen.
Efterhånden skred forskellene frem som en bræmme alger. Simon elskede hjemlig ro og at læse Jyllands-Posten søndag formiddag. Karen kunne højst være stille i 30 sekunder, før hun havde opdateret sin Instagram fra tre vinkler. Hun elskede spontane byture, han kunne bedst lide at vide, hvad han skulle lave helst 14 dage ud i fremtiden. Hun kunne finde på at aflyse en middag for at tage på street food-marked, han havde ofte maden klar klokken 18:15 præcis.
De prøvede, de prøvede virkelig Simon tog med på vennernes brætspilsaftener selvom han, helt ærligt, hellere ville ligge på sofaen og lure på fodbold. Karen forsøgte sig med hjemmehygge, men så længe af gangen var alligevel uudholdeligt for hende.
Efterhånden indså Simon, at han ikke kunne forestille sig en fælles fremtid, om han så brugte al selvhjælp i Danmark. Den erkendelse var som en skæv regning fra Skat: Den dukkede op, selvom man håbede, den bare var en streg i køen.
Han tog mod til sig og sagde det hele til Karen. Det blev et frygteligt opgør hun græd, tryglede om endnu en chance, sagde hun ville ændre sig. Simon havde det dobbelt: halvt lettelse, halvt skyldfølelse. Han gik sin vej og satsede på, at tiden ville hele det hele for dem begge.
En måned senere stod Karen på hans dørtrin bleg, med dirrende hænder. Jeg er gravid, sagde hun stille intet drama, bare sorg. Simon havde kun tænkt én tanke: “Jeg kan ikke svigte hende”.
Den dag, sagde Simon som om han fortalte det til sig selv, stod hun der og kiggede på mig, og jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige nej.
Det var godt gået, bemærkede Klaus, som en der forsøger at finde noget pænt at sige om julefrokostens rester. Ikke alle ville være blevet.
Men var det klogt? spurgte Simon og sendte et halvtræt blik. Nu føler jeg mig fanget, prøver at leve op til hendes billede af manden i huset, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke fake, at alt er super, når jeg er ved at gå op i limningen indvendigt.
Men hvad vil du egentlig? spurgte Klaus, ligefrem og med den der klassisk danske mangel på udenomssnak.
Det var overraskende svært at finde et svar på. Simon vendte det rundt i hovedet som en frossen karbonade.
Jeg ved det ikke måske frihed? Jeg vil gerne være ærlig ved mig selv og ved hende. Jeg vil ikke lyve, men jeg ved ikke, hvordan jeg slipper ud, uden at rive det hele ned.
Klaus lagde roligt en hånd på hans skulder ikke som trøst, mere som en slags ordensregel.
Prøv at starte et sted. Sig ærligt, hvordan du har det til Karen. Måske kan I finde ud af noget sammen selv hvis løsningen ikke er snorlige.
Simon nikkede, stadig med skepsis i blikket, men der var kommet et lille håb om, at der måske var en udvej.
Tjoh, jeg prøver men det kan jo kun gå galt, kom det, mens han næsten grinede af sin egen ulykke.
De blev siddende længe med hver deres kop (Klaus fyldte op med mere te end et plejehjem kunne drikke på en uge). Simon begyndte efterhånden at slappe af. Klaus sagde ikke ret meget mere, men hans tilstedeværelse, små nik og den måde, han skævede over brillerne, sagde alt, der skulle siges.
Det var bældravende mørkt, da Simon endelig gik. Stjernerne havde indtaget nattehimlen, og gadelygterne sendte et gult skær ned på den stille villavej. Han tog sin jakke på med en sindighed, som om han udsatte det uundgåelige et øjeblik.
Tak fordi du gad høre på mig, sagde han lavt. Stemmen var svag, men oprigtig.
Selvfølgelig, sagde Klaus og smilede. Du ved, hvor jeg bor og hvem ved, måske ender du med at takke mig for et ordentligt skub en dag.
Simon klemte Klaus skulder og forsvandt ud i den klare nat. Luften var frisk og kølig, og for første gang hele dagen føltes det, som om noget kunne løfte sig fra hans skuldre. Han vidste, at det i morgen kunne blive værre men også, at han ville prøve at tackle det. For alvor.
Da Simon endelig trådte ind i lejligheden, viste uret, at det var langt over sengetid. Karen sad i stuen med sin krøllet roman og det der hyggelys, man kun finder i IKEA-lamper. Hun så op, smilede lidt skævt varmt, men med en antydning af bekymring.
Hej, du er sent på den, sagde hun og lod bogen glide på plads.
Ja, arbejdet trak ud, sagde Simon, mens han trak jakken af i sneglefart.
Han satte sig overfor hende på sofaen det samme sted, hvor de havde tilbragt så mange hverdagsaftener sammen. Rummet duftede svagt af hyldeblomstte Karens yndling. For første gang føltes luften næsten for tæt.
Simon kiggede på Karen: Træt, men stadig smuk, øjne, der var store af bekymring, og det lille smil, der engang havde tryllebundet ham. Nu gjorde det bare alt sværere.
Hans ord var svære som havvandsis vintermorgen.
Er der noget galt? spurgte Karen varsomt, for hun havde godt set, at Simon var blevet mere fjern og at han oftere fandt undskyldninger for ikke at komme hjem.
Simon tog en dyb indånding en af dem, der forvandler almindelig ilt til flydende mod.
Vi skal snakke, sagde han med blikket låst fast i hendes.
Hun lagde bogen på bordet og sad rank, parat til, hvad end der måtte komme.
Om hvad? kom det, næsten uhørligt.
Om os Jeg har tænkt over det længe, og jeg kan ikke lade være med at sige det længere. Jeg jeg elsker dig ikke, Karen.
Hun blev bleg, men hun brød hverken sammen eller råbte. Hun blev bare siddende, forsøgte at sætte puslespillet sammen.
Det ved jeg godt, svarede hun, overraskende roligt. Jeg har mærket det længe.
Simon kiggede overrasket op. Han havde ventet alt andet: tårer, vrede, himmelråbende anklager ikke denne kølige ærlighed.
Så du har vidst det? Hans stemme var halv lettet, halv trist.
Ja. Jeg har mærket, hvordan du har trukket dig væk. Men jeg håbede på, at det gik over at vi kunne finde kærligheden, hvis vi bare prøvede hårdere.
Hun snøftede lidt, men fortsatte målrettet:
Jeg var heller ikke helt ærlig. Jeg vidste jo, du ikke elskede mig for alvor, da jeg blev gravid men jeg håbede, en familie ville ændre tingene. At kærligheden ville vokse med tiden
Simon følte det, som om der blev trykket på reset-knappen i hans brystkasse. Hun var hverken vred eller led bare trist og helt igennem ægte.
Undskyld, hviskede han og mente det fra tånegl til øjenbryn. Jeg ville aldrig såre dig. Jeg jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle sige det.
Jeg heller ikke, indrømmede Karen og mødte hans blik med våde øjne, men stadig behersket. Men vi er begge skyld i, at vi endte her. Vi skabte en familie uden kærlighed kun pligt. Nu skal vi vel finde ud af, hvordan vi bryder ud af det.
Stillheden i stuen blev tæt. De sad hver især med deres tanker, der klingede ligesom københavnsk rush hour.
Hvad nu? spurgte Simon.
Vi må beslutte os for noget for vores egen skyld og for vores søns. Han fortjener ikke at vokse op i et hus, hvor far og mor bare spiller skuespil. Han fortjener at blive elsket sådan ægte.
Simon så på Karen og følte taknemmeligheden vokse indeni. Hun var stærkere, end han havde troet. Ikke vred bare klar på at se virkeligheden i øjnene.
Skal vi ikke bare sige alt, hvad vi har på hjertet intet udenomssnak? foreslog han.
Hun nikkede, uden tøven som om hun havde ventet på det i årevis.
De begyndte at snakke. Først vaklende, så ærligere, friere. Simon fortalte om følelsen af fremmedgørelse og skyld, om ikke at kunne leve op til forventningerne og hver dag føle sig lidt mere forkert. Karen fortalte om sin skuffelse om håbet, der aldrig blev indfriet, og om sin egen fornemmelse af at fejle som kone og mor. Ingen af dem råbte, ingen smed bebrejdelser.
Samtalen blev lang ligesom de danske vinteraftener, hvor mørket aldrig vil slippe sit tag. De kom ikke med en frisk leverpostejs-løsning på det hele, men de blev enige om én ting: De fortjente begge at være lykkelige. Også hvis det betød, at det ikke var sammen.
Næste morgen, da Simon trak i skoene for at tage mod stationen, sagde Karen:
Tak fordi du var ærlig. Det var hårdt men måske det rigtige.
Tak fordi du lyttede. Vi skal nok klare den. Sammen eller hver for sig.
Et smil, både træt og fuld af nyt håb, gled over hendes ansigt.
Simon trådte ud i den klare, kølige danske morgenluft. For første gang i lang tid føltes det, som om hans skridt faktisk førte ham fremad. Hvad der ventede, vidste han ikke. Men han gik mod det og ærligt talt, så var det både skræmmende og lidt spændende på samme tid.
