Den gamle mand i regnfrakken
“Nu kan jeg ikke mere! Jeg går! Hvor meget skal man finde sig i? Barnet, hendes evige træthed, den konstante hjælp-mig, hjælp-mig… Jeg vil tilbage som før! Jeg vil bare have kærlighed, nærhed! Jeg arbejder jo, og vil komme hjem til min elskede kone, en kvinde, ikke en rodet og udslidt hønemor! Først bor jeg hos en ven, så finder jeg noget andet og en ny kvinde. Åh…” sad Mikkel og tænkte, mens han nervøst røg i bilen. I dag havde han besluttet, at det var det sidste i hans ægteskab med Sofie.
Deres historie var ældgammel. De lærte hinanden at kende, blev hovedkulds forelskede, kunne ikke holde fingrene fra hinanden, og beskyttelse blev glemt. Efter et par måneder viste hun med bævende hånd to streger på testen.
Selvfølgelig skal du føde, vi klarer det, sagde Mikkel sikkert, og alle forældre og bedsteforældre nikkede og lovede hjælp bare få barnet, vi hjælper. Så kom fødslen, glædestårer en søn!… Og så…
Den sorgløse lykke var ovre hans kone var blevet til en konstant træt og ufriseret sjuske. Hylen fra barnet i huset, bleer og ble-skift hele natten, og altid hjælp mig, hjælp mig. Hvor var den pige, han havde elsket? Familien havde trukket sig væk, og nu stod de alene med forældreskabet…
Jeg er ikke klar! sagde Mikkel til Sofie i dag og smækkede døren.
***
Pludselig dukkede en mørk, krumbøjet skikkelse op foran bilen. Hvinende bremser…
Er du blevet vanvittig? Skal du dø!? råbte Mikkel og løb ud til manden.
Manden i regnfrakken rettede sig op, så på Mikkel med triste gamle øjne og hviskede:
Ja.
Mikkel blev overrasket og ubeslutsom:
Far, skal jeg hjælpe dig?
Jeg gider ikke mere.
Kom nu, sådan tænker du ikke. Jeg kan køre dig hjem, og på vejen kan du fortælle lidt måske kan jeg hjælpe dig? Mikkel tog forsigtigt den gamle mand under armen og satte ham i bilen.
Nå, fortæl nu, gamle ven, sagde Mikkel og tændte endnu en cigaret.
Det er en lang historie, min dreng.
Jeg har tid.
Den gamle betragtede Mikkel, så fotograferede ovenover instrumentbrættet.
For halvtreds år siden mødte jeg en pige, blev forelsket, alt gik stærkt, vi havde ikke set os om, før vi havde fået en familie, et barn, en søn min arving… Lykken var tæt på! Men jeg drømte om, at alt var som før, lidenskaben, forelskelsen. Jeg var ung og naiv! Men min kone var træt, vi havde et lille barn, hverdagen pressede på, og jeg skulle jo også arbejde… Jeg arbejdede, men hjalp hende aldrig. Jeg tænkte: jeg tjener jo penge, det er nok. På arbejdet startede jeg en affære, konen opdagede det vi blev skilt. Det blev aldrig til noget særligt med den anden kvinde, men det gjorde mig ikke noget, jeg fandt en ny… Jeg var fri! Kunne gøre, som jeg ville. Min ekskone blev gift igen, blev smukkere, sønnen begyndte at kalde hendes nye mand for far, og jeg var ligeglad…
Og hvad så? spurgte Mikkel nervøst.
Ja, hvad så? Jeg levede livet ingen familie, ingen kone, ingen børn. Friheden! I dag fylder min søn halvtreds, jeg tog hen for at ønske ham tillykke, men han lukkede mig ikke ind begyndte den gamle at græde det er min egen skyld. Han sagde: du er ikke min far, gå din vej.
Hvor skal jeg køre dig hen, far? spurgte Mikkel utålmodigt og trommede på rattet.
Jeg bor lige her. Kør bare videre, du behøver ikke bekymre dig for mig, sagde den gamle, steg ud af bilen og sjokkede med korte skridt hen mod en boligblok lige ved vejen.
Mikkel så efter ham, til han var forsvundet i opgangen, stod lidt og startede derefter bilen igen. Han kørte til supermarkedet, købte blomster.
Tilgiv mig, min elskede, hviskede Mikkel, mens han omfavnede sin grædende kone.
Han tog deres søn i armene, gik ind i et andet rum, vuggede ham blidt og begyndte hæst at synge: Bjørnen sover… Den søvnige dreng faldt hurtigt i søvn, puttede tillidsfuldt sin lille hånd på sin fars hårdt bankende hjerte. Mikkel så rørt til sønnen: Jeg vil se dig vokse op, jeg vil høre dit far.
***
Har du nu reddet endnu en fortabt sjæl? sagde den gamle kone smilende i døren, da den gamle mand trådte ind. Han hængte regnfrakken på knagen.
Ja, min skat. Man skal jo prøve at give de unge lidt visdom, så de ikke laver de samme fejl.
Hvordan ved du, hvem der har mest brug for din hjælp?
Det ved jeg egentlig ikke. Intuition måske. Jeg ville selv gerne have haft nogen, da jeg var ung.
Kom nu og spis aftensmad, frelser. Og i morgen har vores søn rundt fødselsdag ingen flere fortabte sjæle den aften, sagde hun kærligt, fulgte ham ud i køkkenet.
Selvfølgelig, hvordan skulle jeg kunne glemme det? smilede han, lagde armen omkring hende, og sammen gik de ud i duften af aftensmad…
