Poul. En fortælling
Sygehusvinduet stod åbent. Det var morgen, og sygeplejersken havde sat det på klem, så den friske, kølige luft kunne strømme ind. Gardinet bevægede sig sagte, og det grønne løv udenfor trøstede øjet; den danske sommerhede var endnu langt væk.
Poul havde fået fjernet blindtarmen. De sagde, at operationen havde været svær; de nåede det i sidste øjeblik. Men Poul var frygtløs.
Er du ikke bange for at få sprøjter? spurgte sygeplejersken med et lunt smil, mens hun slog luft ud af sprøjten.
Poul vendte sig blot lydløst om på siden. Han måtte stadig ikke stå op.
Skal hun virkelig skræmme mig med dén slags…
Han var blevet hentet fra gården bag supermarkedet. Det var dér, smerten satte ind. Nej, han var ikke hjemløs, men vokset op på et børnehjem. Sammen med de andre drenge havde de småfusket nede ved torvet, og så kom det pludselig over ham.
En ting fortrød han: Nu havde han skabt uro for Lasse og lille Søren nu ville der sikkert blive ballade derhjemme på børnehjemmet. Allerede i går, efter operationen, var fru Nissen, souschefen, kommet løbende forklædt som omsorg. Poul havde stadig narkosen i kroppen og huskede kun, at hun dukkede op og lænede sig ind over ham med sit bekymrede ansigt resten stod uklart.
Hvorfor kunne det ikke være sket på børnehjemmets grund? Han var jo næsten hjemme. Men sådan gik det…
Han gav abrikoserne skylden. De havde fået en kasse lette, halvsmattede abrikoser af nogle på torvet men de var nu gode, søde som honning. Og så havde de sat for mange til livs.
Nå, Hr. Helt hvordan har du det? Den gråhårede overlæge lod sine store hænder løbe over såret. De værste dage er bag dig. Nu behøver du ikke frygte mere.
Jeg har heller ikke været bange.
Det kan jeg høre. Modig, hva? Lægens øjne blev alvorlige. Du må ikke spise noget endnu. Ingen pakker med slik eller småkager jeg vil ikke have det! Hold ud lidt endnu. I aften kan du få lidt saftevand.
Poul nikkede mest af respekt. Han vidste, at ingen ville komme med slik til ham. På børnehjemmet var alle vrede på ham for at han havde sneget sig væk, og fordi han havde bragt de voksne i knibe. De gik jo altid kun på torvet i al hemmelighed, gennem hullet i hegnet og nu skulle han falde om på vej tilbage!
Når det kom til mod, havde lægen ret. Poul havde altid været modig. Livet havde tvunget ham til det. Hans mor havde formodentlig fået ham ved et uheld. Måske havde hun ikke råd til abort sådanne ting snakkede børnene på børnehjemmet tit om. Han var ti år og tænkte roligt sådan.
Han var aldrig vred på sin mor. Tværtimod han var taknemmelig; hun havde trods alt født ham. Selvom hun straks havde fravalgt ham. Tak for det.
Fra han var spæd havde han været på spædbarnshjem, så kartet videre til Helsingør børnehjem, og derfra til ét udenfor Vejle. Hans liv havde altid været en kamp.
Han huskede slagsmålet i spisesalen om mad. Det var ellers roligt, de gode gamle dage under S-R-regeringen men køkkencheferne slæbte stadig tonsvis af mad hjem til sig selv. Slagsmålene handlede ikke kun om mad det var om alt.
Poul blev stærk. Han brugte sine næver. Nogle gange brækkede han armen. Frisøren, der barberede børnene, begyndte én gang at græde, da hun så alle hans ar i hovedbunden.
Hvorfor græde? Poul græd aldrig.
Så troede de nu, at de kunne skræmme mig med et ar på maven og et par sprøjter…
De kunne sagtens: Voksne var kolde og beregnende, syntes han. Poul var ikke den søde, lille pige nogen ville elske; han var rå, grov og lige på.
Hør nu her, Kiær prøver du på noget, får du turen i isolationen! truede fru Nissen tit.
Han svarede aldrig igen. Men han underkastede sig heller aldrig helt. Han havde sine egne regler.
Der var kun én voksen, Poul ofte tænkte på, ligesom andre børn måske tænker på deres mor. Han havde været seks, da hun dukkede op og fik job som pædagog på børnehjemmet ved Helsingør. Han vidste ikke, hvad hun hed. Han huskede hendes blide smil, lyseblå øjne, varme hænder og duft. Han huskede, hvordan hun satte ham på skødet og hviskede:
Du skal være stærk, Poul. Spis nu og pas på dig selv. Det bliver svært, men prøv det kan du godt. Vil du det?
Og så sang hun en vuggevise for ham.
Lille mis, lille mis, har en grå, fin spids, sov nu ind, sov nu ind, grå fine hale, lyse fine poter, sov nu ind, sov nu ind…
Selvom Poul syntes, han var voksen nu, spillede han sangen igen og igen i hovedet, når alting var for hårdt. Han lukkede øjnene, sang for sig selv, og det hjalp.
Og så, pludselig, var kvinden væk. Hun havde kun efterladt sangen og mindet. Ingen andre havde sunget vuggeviser. Han glemte hendes navn, men i tankerne kaldte han hende mor. Hun var dog nok bare vikar men det var rart at forestille sig.
Sygeplejersken lukkede vinduet og redte sengen overfor. Poul blev glad det var svært at ligge alene.
Snart blev en båre trillet ind, omgivet af folk i hvide kitler. Der blev straks travlt i stuen. Det var svært for Poul at se det hele, men han skelnede: På sengen lå en spinkel, næset dreng med drop i armen. Da alle var gået, blev kun sygeplejersken og en mand i hospitalskittel tilbage.
Ingen sagde meget. Bare enkelte sætninger.
Han skal sove nu, sagde sygeplejersken.
Tak. Hvis du kommer…
Selvfølgelig.
Hun gik. Manden blev siddende foroverbøjet, med hovedet i hænderne.
Det blev lunt i stuen, men han blev siddende i sin jakke og kittel. Poul troede næsten, han også sov.
Poul skiftede stilling, og sengen gav sig med et knirk. Manden vendte sig om. Der var dybe furer mellem øjnene og tunge poser under dem, men blikket var venligt.
Hej, sagde han lavt, som om han opdagede Poul først nu.
Hej, sagde Poul.
Manden så på sin søn, løftede stille en stol og satte sig hen til Poul.
Har du været opereret?
Ja, de fjernede blindtarmen.
Så du ligger stadig?
Ja.
Mangler du noget?
Jeg må ikke få noget endnu. Hvad fejler han? Poul nikkede mod sengen.
Ham? manden så tilbage, rynkede panden Noget andet. Men hvis du ikke har noget imod det, bliver jeg lidt. Så kan jeg hjælpe, hvis det er. Hvis dine pårørende kommer, går jeg bare.
Det gør ikke noget, svarede Poul. Hvad havde han at skulle have sagt?
Manden så på ham.
Han hedder Simon, han er elleve. Hvad hedder du?
Poul. Ti.
Tak, Poul, sagde manden, og Poul undrede sig Tak for hvad?
Næste dag var stuen fyldt. Simon fik drop om morgenen, lægen kom tit. Hans far overnattede på nabosengen, talte til ham. Simon rørte hovedet og hænderne, men åbnede ikke øjnene. Det lignede søvn.
Senere kom et ældre par og en høj, mørkhåret kvinde Simons mor. De førte hende ind under armene, satte hende ved siden af Simon. Hun talte sagte, aede ham hele tiden.
Kan vi ikke flytte drengen? spurgte Simons far og pegede nervøst mod Poul, hensynsfuld overfor konen.
Jo, vi overvejer at flytte ham i dag.
Lægen huskede pludselig Poul, gik hen til ham.
Hvordan har du det, knægt? Smerter?
Lidt.
Natten havde været hård og sulten gnavede i Poul. Han havde intet fået at spise.
Prøv at komme op. Du må gerne stå lidt nu. Vi flytter dig over. Sygeplejersken fjerner nålen om lidt.
Det trak ud. Mange mennesker kom ind.
Pludselig forstod Poul, at Simon var ved at dø. Han vågnede ikke, og alle talte dæmpet, lignede nogen, der havde opgivet.
Om dagen var en ung kvinde, Simons slægtning, alene tilbage. Poul følte sig genert overfor hende. Da sygeplejersken hentede nålen, sagde han lavmælt, at han var pinligt berørt, men hun fejede det af.
Næh, hvem tænker på dig! Jeg skal nok være hurtigt færdig. Kom så!
Hun var hurtig, men Poul vidste ikke hvor hans tøj var. Kvinden så ud af vinduet eller på Simon, fugtede hans læber, lagde dynen på plads. Poul ærgrede sig over at have glemt at spørge til sit tøj.
Næh, hvem tænker på dig! Sådan føltes det ingen tænkte på ham.
Efter en time besluttede han sig dog for at sætte sig op. Han trak dynen omkring sig, satte sig.
Kvinden så over imod ham.
Skal jeg hjælpe dig?
Nej, men hovedet snurrede, og han lagde sig ned igen.
Én gang til prøvede han.
Ved du, hvor mit tøj er? spurgte han.
Hun vidste ikke, men sagde, hun spurgte.
Men hold lige øje med Simon imens, ja?
Poul forsøgte at stå op, men var stadig svag. Benene rystede, og han havde svært ved at holde balancen.
Endelig var der noget tøj. Bare hospitalstøj.
Jeg kigger væk, sagde kvinden.
Han satte sig, trak bukser op, men alt var for stort. Han baksede lidt det havde han prøvet før. Bukkede op, men kunne ikke bøje sig ned. Da han gik, trådte han på buksebenene.
Hold da op, hvor er de store. Kom, jeg lægger dem op for dig, hun satte sig på hug, men det tog så lang tid, at Poul blev dårlig.
Jeg vælter om lidt…
Øh, ja, hun nåede lige at få fat i ham, satte ham på stolen. Du er jo stadig ret syg. Har du spist? Hvad hedder du?
Poul.
Jeg hedder Line. Poul, du burde have din mor her. Skal jeg ringe til hende, eller har du ikke noget nummer?
Jeg har ingen mor.
Åh… Nå, hvad med din far? Eller… hvem bor du hos?
Det går. Jeg har det bedre. Jeg skal bare på toilettet.
Han slæbte sig til spejlet. Mørke rande under øjnene, alt var hvidt i ansigtet, kun hans sorte øjne brændte. En pædagog havde sagt, han kaldte sig måske Kragh fordi han havde sorte øjne som ravnens vinge. Hans kælenavn var Kraghen. Det var han stolt af.
Efter at han havde vasket sig, blev han friskere. Line fik sørget for saftevand.
Du skal selv hente det, hvis du er oppe nu, sagde rengøringsdamen drillende.
Han kunne dårligt stå op før. Hvordan skal han klare trapper? Jeg henter det til dig, protesterede Line.
Poul kunne ikke ligge stille. Han gik rundt i stuen, så på Simon. Pæn dreng, nærmest piget; lignede sin mor, krøllet hår. Meget tynd.
Er han ved at dø? Børnehjemsbørn er altid ligefremme.
Line stivnede.
Vi ved det ikke… men ja, Simon er meget syg. De har kæmpet, opereret fire gange… Maveproblemer. Forældrene er helt udmattede. Nu hjælper vi også. Jeg er hans faster. Men mirakler sker jo, ikke sandt?
Ved ikke, sagde Poul og satte sig på sengen.
Han tænkte på Simon. Et andet liv, det rene Matador: Mor, far, bedsteforældre, familie hele pakken. Og dog lå han dér og var ved at dø.
Uretfærdigt…
Poul blev ikke flyttet. Om aftenen kom Simons far igen. Der blev travlt. Poul hørte nogen sige, at ingen havde besøgt ham i dagens løb.
Poul, er du fra børnehjemmet? spurgte Simons far.
Ja.
Måske vil du over i et andet værelse? Simon har det rigtig skidt…
Nej, det er okay her. Må jeg blive?
Dagene smeltede sammen. Poul fik feber og blev flyttet over blandt gamle mænd og kvinder. Han kedede sig, savnede Simon, og sad ofte hos ham. Ingen jagede ham væk.
Udskrivelsen blev udskudt.
Simons far, Morten, havde spurgt ham ud og lyttet til alt. Han bragte lidt tøj Poul var vant til arvet tøj og tog tøj fra Simon, men spurgte:
Er det hans?
Ja.
Hvad hvis han… ikke dør alligevel?
Morten så forbløffet på ham. De brugte aldrig ordet dø det turde ingen sige om deres eneste barn.
Én gang havde Signe, moderen, råbt i gråd: Hvis vi har gjort alt, hvorfor dør han så? Hvorfor hjælper det ikke?
Når sjælen forsvandt, slap også kroppen. Moderen kunne ikke mere, hun ville dø med sin søn. De stak hende med beroligende, men intet hjalp.
Hvad hvis han ikke dør? spurgte Poul.
Morten ville svare ærligt, mest til sig selv.
Han overlever ikke. Han er ved at dø, Poul.
Gør det ondt at dø? Poul klemte Simons skjorte ind til sig og stirrede på Simon, dybt bekymret.
Morten så det empatien, indfølelsen. Poul havde siddet og lyttet i dagevis. Måske var det skræmmende. Især for en, der aldrig havde nogen.
Det gør ikke så ondt. Han sover allerede. Vi sørger for, han ikke mærker smerte.
Men han bevæger sig jo.
Ja, derfor taler vi til ham. Vi håber, han hører os. Men vi ved det ikke.
Der sad hele tiden folk omkring Simon. En aften gik Morten ud et øjeblik, og Poul sad alene ved sengen. Morten blev lidt længere væk og stod pludselig i døren.
Poul sad med Simons hånd og sagde dæmpet:
… ved ikke hvor min mor er. Måske lever hun ikke. Nå, hun gik, og jeg er ikke sur. Hvis hun kom nu, ville jeg tilgive… Tror du ikke? Nå, bare bliv i live. Se, hvor din mor græder. Din far er god. Havde jeg en sådan far, ville jeg aldrig dø. Og skjorte og bukser får du tilbage, jeg lover det. Bare du bliver. Prøv nu prøv alt, hvad du kan!
Morten fik en klump i halsen. Poul så op, tårer skinnede.
Han hørte mig, gjorde han ikke? Han trykkede min hånd!
Jeg tror også, han hørte, Poul. Det tror jeg.
Familien ventede kun på døden. Simon, deres eneste, kloge, smukke søn, lå for døden. Diagnosen for tre år siden var muskelsvind, og herefter begyndte det hele: hjerte, lunger, tarm… de havde været til behandling i København, Aalborg, Oslo… At han blev 11, var et mirakel. Simon og familien havde stillet ind på sygdommen. Han klagede aldrig.
Moderen, Signe, tog det hårdest. Hun blev dag og nat ved hans seng, bad indædt, drev rundt mellem specialister. Men til sidst gav hun op og gik selv i stykker.
Snak med ham, Poul. Jeg tror, han hører dig.
Morten sad ofte i døråbningen og hørte Poul tale med Simon:
…Tænk, da Svend brækkede min arm, blev det helt sort for øjnene. Tror du ikke? Men jeg tudede ikke! Og du bliver også rask igen, bare vent. Et knoglebrud er da værre end din sygdom. Så kom nu igen, makker.
Simon døde om natten. Poul opdagede det ikke. Om morgenen gik han til morgenmad, derefter til stuen for at hilse på Simon.
Nu stod der en ung mand og pakkede tøj ud.
Hvor er…? Poul nikkede mod sengen.
Ved ikke, svarede den nye patient.
Poul pilede hen til sygeplejerskerne, men ingen var der. Så røg han i medicinrummet og spurgte:
Hvor er Simon? Har I flyttet ham?
En ung læge knugede øjenbrynene sammen.
Han var jo meget syg, Poul…
Er han død?! råbte Poul.
Ja, desværre. Det sker.
Poul bakkede mod døren. Pludselig var han frygteligt vred på hospitalet, lægen, alle.
Forbandet sygehus! Så mange voksne ingen kunne redde hans ven.
Hvordan skulle han vise sin vrede?
I gangen skubbede han til en spand vand, så den væltede. Rengøringsdamen skreg. Ud kom læger og sygeplejersker.
Alle skældte ud, men Poul sparkede døren op, smed sig på sengen og lukkede ørerne for verden.
Et helt sygehus, men intet kunne redde hans ven.
Simon, der hele tiden havde ligget bevidstløs, var alligevel blevet hans ven. Poul åbnet sit hjerte, fortalt om moren, kvinden med vuggevisen, slagsmålene.
En nat, mens han stadig lå i Simon-stuen, havde han drømt, at Simon sad op, smilede trist og sagde:
Lad mig bare sidde…, sagde han med tynd, næsten piget stemme, og begyndte at fortælle om sit liv om ferie ved Vesterhavet, om bedstefar en rigtig general, om klassen, værelset, hvor alt var der, og om mor, der vækker ham om morgenen.
Sådan forestillede Poul sig familie. Nogle gange blev fantasierne vilde, men han havde aldrig boet i en familie, kun set det på tv.
Han så for sig, at alle sov sammen i stuen, en seng hver, alle havde skab i gangen, torsdag var fiskedag, mors serveringstørn med suppeskeer…
***
Morten, Simons far, følte lettelse, da sønnen døde. Ikke fordi han ikke elskede Simon, men fordi hans lidelse endelig var slut.
Nu måtte han hjælpe konen videre, lære hende at leve igen.
Oftere og oftere tænkte han på Poul.
Tanken om adoption var alt for tidlig. Signe ville ikke forstå. Simon kunne jo aldrig erstattes. Portrættet stod midt i stuen, Simon i blomster. Signe sad længe ved det, tændte lys, gik i kirke, kørte til kirkegården. Deres sidste barn efter endnu en operation for år tilbage, var det slut med børn.
Poul ville heller aldrig få en mor eller far.
Han var en anden end Simon grov og reserveret, mørk i blikket. Men alligevel lys og god indvendig, fornemmede Morten.
Signe, jeg var på hospitalet. Poul blev udskrevet.
Hvorfor tog du derud?
Tog dokumenter… De siger, Poul lavede ballade, da Simon døde. Skældte ud på alle.
Dumme dreng, sukkede Signe.
Ja…
Pres mig ikke. Jeg prøver at komme videre.
Selvfølgelig.
Men han kunne ikke glemme Poul.
En uge efter tog Morten til børnehjemmet. De ville ikke lade ham møde Poul, var skeptiske overfor fremmede. Det gjorde ham bare mere stædig. Han ringede til en gammel skoleveninde, Anne nu var hun socialrådgiver og adopterede selv. Hun lovede at undersøge sagen.
Morten mødtes med kommunen og fik en liste over papirer. Kommunedamen var venlig.
Om det sagde han intet til Signe. Men til sin svigerinde, Line, fortalte han det. Hun kunne lide Poul og tilbød at tale med Signe.
Men Signe græd, så snart snakken nærmede sig adoption.
Han kan ikke erstatte Simon!
Det er heller ikke meningen… Men han er alene, og nu er vi det også.
Til sidst sagde hun tøvende ja til kun ét: at møde Poul.
Ved deres møde i børnehjemmets direktionslokale var Poul stiv som et bræt og havde hvide knoer. Gik ikke engang Morten i møde, da han rakte en hånd ud.
Anne sad diskret og noterede.
Morten så på Poul og kunne mærke hvor svært det var. Så sagde han bare ting om vind og vejr.
Poul var så presset, at de sendte ham bort før tiden.
Så meget for at være frygtløs.
Han vil nok ikke hjem til os, sagde Morten trist.
Du tager fejl, sagde Anne. Han ønsker det mere end noget andet, men er bange for ikke at slå til.
Er vi så slemme? spurgte Signe.
I er de rigtige forældre, han aldrig har haft. Han ved ikke, hvordan han skal være sammen med jer, og nu tænker han kun på jer, sagde Anne.
De besluttede, Poul skulle komme på besøg.
Første gang de sad i køkkenet, var Poul anspændt, svedig i hænderne, så kun på glasset, turde ikke spise, rørte ikke noget ikke engang kigge på det venlige hjem.
Især var han bange for Signe.
Da Mortens ske faldt ned, fór Poul sammen og udbrød:
Gu fanden, altså!
Morten smilede.
For pokker, ja! Men du må tage for dig, Poul. Kartoflerne er gode.
Poul nippede forsigtigt, svedte.
Du skal ikke være nervøs!
Poul, vil du se Simons værelse? spurgte Signe omsorgsfuldt.
Hans øjne lyste op, han nikkede.
Han så straks Simons store portræt. Her så vennen gladere ud end på hospitalet smilende, levende. Det hjalp ham.
Se, Simon! Hej, han rørte rammen Han var tykkere her.
Ja, tiden før han… Signe kunne ikke sige døde.
Før han døde, ikke? spurgte Poul direkte og rørte portrættet. Vil du vise, hvordan han boede?
Signe forstod ikke helt, men fandt fotoalbummet.
Kig bare selv jeg kan ikke endnu.
Han så igennem albummet. Signe sad ved vinduet.
Det er ham, ikke? Lille?
Ja.
Hun satte sig, og de kiggede sammen.
Se, hvor sjov han var…, sagde Poul.
Ved synet af strandbilledet råbte han:
Se, Vesterhavet! Han sagde, I var der.
Signe rystede på hovedet.
Sagde han? Men han kunne jo på det tidspunkt ikke tale.
Poul fangede hendes blik og nikkede stædigt.
Sagde det alligevel!
Hun sagde ikke imod. Med ham følte hun sig rolig, også ved at se fotos af Simon. Han hjalp hende med at bære sorgen.
Pludselig spurgte hun bestemt:
Poul hvis vi ville adoptere dig, ville du sige ja?
Han blev igen stiv, bladrede videre i tavshed.
Ved ikke. Simon var god. Jeg… jeg ved ikke, hvordan…
Så lagde Signe armene om ham og holdt ham tættere ind til sig.
Det er godt. Vi tager dig ikke i stedet for Simon, men fordi du var hans bedste ven.
Poul blev forskrækket over krammet, han anspændtes han havde aldrig blevet krammet, undtagen i slagsmål. Han mærkede kvindens duft, hænder og varme.
For at distrahere sig fortsatte han med albummet, uden at kunne se det.
For første gang i lang tid gled en klump op i halsen. Tårerne trillede. Han snøftede.
Græder du, Poul? Er du ked af det? Hold nu op, ellers følger jeg trop. Kom nu, du er en mand du skal være stærk! Hun tørrede tårerne væk med hånden.
De ord havde han før hørt.
Vinduet stod åbent. Den friske luft fyldte rummet, gardinet svulmede, de grønne træer smilede ind, og fra portrættet så Simon velsignet ned på ham.
Pludselig spurgte Poul barnligt:
Kender du for resten den sang? Lille mis, lille mis, har en grå, fin spids, sov nu ind…
Den har jeg hørt. En vuggevise vist. Vil du have, jeg synger den for dig?
Poul nikkede ivrigt og snøftede. Mere havde han ikke brug for.
***Signe sad lidt og kiggede ud ad vinduet, mens hendes stemme langsomt fyldte rummet med den blide, velkendte melodi. Hun sang sagte, som om hun bare hviskede til foråret udenfor:
Lille mis, lille mis, har en grå, fin spids, sov nu ind, sov nu ind…
Poul lukkede øjnene. Lyset fra vinduet var lunt, og de varme ord smeltede gennem hjertet på ham. Sangen forvandlede rummet: Sorgen blev blødere, savnet mindre skarpt. Simon stod i døren, uden at sige noget, helt rolig. Så vinkede han bare et lille farvel, men denne gang var det ikke trist.
Da Signe var færdig, sad de bare, hånd i hånd. Uden at sige noget, mærkede de, at alting var forandret; noget smerteligt var for altid forbi, og noget nyt og ukendt var lige begyndt.
Nede fra køkkenet lød Mortens stemme:
Er I klar, klokken er mange!
Poul rejste sig, så på Signe med sorte ravneøjne og smilede forsigtigt, men for første gang, oprigtigt.
Kom, sagde hun. Hendes hånd slap ham ikke.
Sammen gik de ud på gangen, mod lyset og duften af mad, hvor nogen ventede på, at han satte sig med til bords.
Og mens de gik, tænkte Poul måske fandtes den alligevel: en familie, der begyndte med en sang, en mis, og et åbent vindue den første lyse sommerdag.
