UDEN SJÆL…
Kirsten Madsdatter var netop trådt over dørtærsklen til lejligheden i Vanløse. Selvom hun lige var fyldt 68 år, plejede hun sig stadig frisøren, manicure, små livsnyderi det holdt humøret oppe og gav hverdagen glans.
Kirsten, der kom en eller anden slægtning forbi, mens du var væk. Jeg sagde, du først kom sent hjem. Hun nævnte, at hun ville prøve igen, sagde hendes mand, Jørgen.
Hvilken slægtning? Jeg har da ingen familiemedlemmer tilbage. Må være et syvende led, der skal bede om noget. Du burde have sagt, jeg var rejst til Skagen eller sådan noget, svarede Kirsten utilfreds.
Hvorfor lyve? Hun lignede jer. Lige så høj og rank, der er noget over hende, der minder om din mor Gud have hendes sjæl. Hun virker nu fornuftig, ordentlig pæn kvinde, godt klædt på, forsøgte Jørgen at berolige hende.
Efter en halv time lød dørklokken. Kirsten lukkede selv op. Og ganske rigtigt kvinden kunne have været tvilling til hendes mor. Elegante smykker, dyr frakke, sorte skindstøvler og øreringe med små diamanter, det kunne Kirsten straks vurdere.
Hun bød gæsten hen til det dækkede bord.
Skal vi så præsentere os, når vi nu angiveligt er familie? Jeg hedder Kirsten. Jeg fornemmer, vi er nogenlunde jævnaldrende. Det er min mand, Jørgen. På hvilken gren tilhører du familien? spurgte hun.
Kvinden tøvede, rødmede svagt. Jeg hedder Rikke… Rikke Valdemarsdatter. Vi er ikke så langt fra hinanden i alder, jeg fyldte halvtreds i juni d. 12. Den dato siger dig vel ingenting?
Kirsten blev bleg.
Jeg kan se, du har regnet det ud. Ja, jeg er din datter. Du behøver ikke blive nervøs, jeg vil ingenting have. Jeg ville bare se mit biologiske ophav. Jeg har levet med spørgsmålet hele livet hvorfor min mor aldrig elskede mig. Hun døde for otte år siden. Hvorfor elskede kun min far mig? Han gik bort for to måneder siden. På dødslejet fortalte han om dig. Han bad dig tilgive ham, hvis du kan, sagde Rikke med rystende stemme.
Jeg forstår ingenting. Du har en datter? udbrød Jørgen chokeret.
Det lader til, at jeg har. Jeg forklarer det bagefter, sagde Kirsten.
Så du er min datter? Fint har du fået set mig, så? Hvis du forventer, at jeg skal græde og trygle om tilgivelse, må jeg skuffe dig. Jeg bærer ingen skyld, svarede Kirsten iskoldt. Jeg håber, din far fortalte dig alt. Hvis du tror, du vækker moderkærligheden i mig, tager du fejl. Ikke en eneste smule. Undskyld mig.
Må jeg komme igen? Jeg bor her i Gentofte nu. Vi har et stort hus dig og Jørgen er velkomne nårsomhelst. Jeg tog billeder med af dit barnebarn og oldebarn måske vil du se? spurgte Rikke forsigtigt.
Nej. Jeg vil ikke. Lad mig være i fred. Glem mig, sagde Kirsten hårdt.
Jørgen ringede efter en vogn og fulgte hende ud. Da han kom tilbage, var Kirsten allerede i gang med at rydde af bordet og så TV med rolig mine.
Du er kold som is! Du burde have været general har du slet ingen sjæl? Jeg har tit mistænkt dig for at være uden hjerte, men den her gang går du over stregen, sagde han i ophidselse.
Vi mødte hinanden, da jeg var 28, ikke? Nå, men min sjæl blev trampet på længe før det. Jeg kom jo fra landet drømte hele barndommen om byen derfor kæmpede jeg for at blive den bedste elev, kom ind som den eneste fra klassen på universitetet.
Jeg var 17, da jeg mødte Poul. Jeg elskede ham. Han var 12 år ældre det gjorde mig intet. Efter sult og fattigdom var jeg i København det føltes som et eventyr. SUen rakte aldrig, jeg var altid sulten derfor tog jeg med glæde imod kaffe og is, når han tilbød det.
Han lovede mig aldrig noget men jeg var sikker på, vi skulle giftes. En aften inviterede han mig på landet, jeg sagde ja uden betænkning. Sådan begyndte det. Snart blev det fast. Jeg indså hurtigt, jeg var gravid.
Jeg fortalte Poul det. Han jublede. Jeg spurgte, hvornår vi skulle giftes jeg var nu 18, kunne aflevere ansøgningen til rådhuset.
Lovede jeg dig noget? svarede han bare. Jeg kommer ikke til at gifte mig. Desuden er jeg allerede gift…
Men hvad med barnet og mig? græd jeg.
Du er ung og sund. Du kan hurtigt komme igen. Bare tag orlov fra universitetet et års tid. Når du har født, tager vi dig med hjem. Min kone og jeg. Vi har ikke kunnet få børn hun er alt for gammel, nok derfor. Når du har født, tager vi barnet. Du må ikke blande dig i detaljer. Jeg er måske ung, men har magt på kommunen. Min kone er overlæge. Så barnet skal du ikke bekymre dig om. Du får penge, når det er overstået.
Ingen talte om surrogatmoderskab dengang. Men det var det, jeg var. Hvad skulle jeg ellers? Rejse hjem til landsbyen og gøre familien til grin?
Op til fødslen boede jeg i deres villa i Hellerup. Pouls kone kom aldrig ind til mig sikkert jalousi. Jeg fødte udenfor sygehuset, men med jordemoder, alt korrekt. Jeg ammede ikke datteren blev straks ført bort. Jeg så hende aldrig igen. Efter en uge bad de mig venligt gå. Poul gav mig penge.
Kom tilbage til universitetet, fik arbejde på fabrikken, flyttede i kollegieværelse. Blev først almindelig værkfører, senere overværkfører. Jeg havde venner, men ingen tilbød ægteskab. Så mødte jeg dig, Jørgen. Jeg var 28 tiden var løbet fra mig, men jeg sagde ja, for sådan skulle det være.
Resten kender du. Vi har haft et godt liv. Tre biler, huset fuldt af alt man kan drømme om, sommerhus i Hals alt vel. Hvert år ferier ved Vesterhavet. Fabrikken overlevede 90erne, fordi kun vi lavede specialdele til traktorer ingen andre vidste hvad. Fabrikken er stadig omgivet af pigtråd og tårne.
Vi gik på førtidspension har alt, vi behøver. Ikke børn heller ikke nødvendigt. Når jeg ser nutidens børn… blev Kirstens stemme sløj.
Vi har haft et dårligt ægteskab. Jeg har elsket dig, prøvet at varme dit hjerte, uden held. Ikke bare børn du har aldrig følt for en eneste kat eller hund. Min søster bad dig passe niecen, men du nægtede endda at lade hende bo her en uge.
I dag kom din datter og se, hvordan du mødte hende! Dit eget kød og blod Var vi yngre, gik jeg fra dig nu. Nu for sent. Det er koldt hos dig, koldt, sagde Jørgen bittert.
Kirsten blev forskrækket. Aldrig havde han talt sådan til hende.
Hendes velordnede tilværelse blev splittet af den datter. Jørgen flyttede ud i sommerhuset. Der passer han nu tre hunde, alle herreløse han har fundet, og et ukendt antal katte.
Han kommer sjældent hjem. Kirsten ved, at han besøger Rikke, og er blevet gode venner med hele familien. Han forguder oldebarnet.
Han har altid været lidt skør, tænker Kirsten. Han må gøre, hvad han vil.
Selv fik Kirsten aldrig lyst til at nærme sig Rikke, sit barnebarn eller oldebarn.
Hun rejser alene til Skagen om sommeren. Slapper af, finder styrke og har det egentlig glimrende.
