Mor
Hej, pelsbold! Hvem tilhører du? Sofie frøs et øjeblik, mens hun betragtede den store, røde kat, der sad foran hendes dør.
Katten svarede naturligvis ikke. Den reagerede slet ikke på Sofies ankomst. Selvom dens stilling forblev afslappet og uforandret, rykkede det ene iturevne øre ganske let, som for at vise: “Jeg hører dig, jeg hører dig! Men regn nu ikke med, jeg svarer!”
Fint. Lad bare være! Sofie blev en anelse stødt og stak hånden i tasken efter sine nøgler.
Som om katten udmærket vidste, hvad hun havde gang i, flyttede den sig lidt til side på måtten, men fortrak sig ellers ikke, mens den observerede Sofie nysgerrigt.
Endelig fandt hun nøglerne og begyndte at rode med døren; hele tiden havde hun et blik på sin uventede gæst.
Lejligheden, som hun og hendes mand Søren netop havde købt for små to måneder siden, var lille og bestod af to værelser men det var virkelig deres drøm. Andre ville sikkert mene, at man ikke burde stille sig tilfreds med en gammel boligblok på femte sal, men Sofie og Søren kunne kun grine ad sådan noget. For et halvt år siden havde de ikke engang turdet håbe på at få deres eget hjem. De havde boet på Sofies bedstefars gamle værelse midt i en faldefærdig kollektiv, og var lykkelige for bare at have det for dem selv.
Sofie, I skal bare love ikke at blive uvenner med naboerne! Sørens mor, Karen, havde hjulpet hende med at gøre rent i den gamle bolig inden brylluppet. De er flinke folk. Nok lidt tørstige, men alligevel.
Hm, hvad betyder det, når de drikker konstant er de så stadig gode mennesker? Sofie rullede lidt med øjnene, vred kluden og skubbede sit viltre hår væk fra ansigtet.
Søren elskede hendes manke, men for Sofie var den irriterende især når hun gjorde rent. Uanset hvad hun forsøgte, slap krøllerne altid fri af hårnåle, snoede sig vildt omkring panden og fik hende til at ligne en forvokset mælkebøtte.
Det er svært at forklare, sagde Karen og rystede på hovedet. De har haft det svært. Lidt for mange nederlag gennem livet, og så er det ikke alle, der ved, hvordan man styrer det hele.
Det kunne Sofie sagtens forstå. Hun var forældreløs, havde boet i plejefamilie, og var blevet sparket ud, så snart hun fyldte atten. Folk havde ondt af sig selv, men tænkte sjældent over, hvem de også burde tage sig af.
Hendes mor forlod hende, da Sofie var tre. Lagde hende på banegården med en seddel i lommen og en halvslidt, enøret bamse. Sofie sad på bænken, præcis som moren havde bedt hende, og ventede på, at hun skulle komme tilbage, mens hun krammede sin elskede kanin og prøvede at holde sig, selvom hun skulle på toilettet. Hun vidste, at hun ville få skældud eller måske endda tæsk, hvis hun forlod stedet. Så hun blev siddende.
Moren kom aldrig. Men det gjorde en stor politimand i uniform. Han spurgte om et eller andet, og Sofie rystede bare på hovedet hun gad ikke svare på noget. Hun græd ikke mere, var både kold, sulten og træt, og kunne hverken forstå spørgsmålene eller koncentrere sig om svar. Først da han spurgte:
Hvad hedder din kanin?
Tøvede hun, så op og hviskede:
Sten
Politimanden smilede, kærtegnede kaninen forsigtigt og derefter Sofie. Har du siddet længe alene?
Så kunne Sofie ikke holde sig mere. Hun tudede så højt, at hun fik samtlige mennesker på stationen til at dreje hovederne. Mange havde siddet i ventehallen hele tiden, men ingen havde interesseret sig for den forladte pige.
Hun fandt først ud af, hvorfor hendes mor forlod hende, mange år senere. En dag, kort før studentereksamen, dukkede en mærkelig kvinde op udenfor skolen, strakte armene ud og jamrede:
Lille skat, jeg har fundet dig! Kom og giv din mor et kram! Jeg har savnet dig sådan!
Sofie boede dengang i en plejefamilie med seks andre børn familie nok på papiret, og ingen manglede mad eller tag over hovedet, men intet hjertevarme, og alle vidste, de stod for tur til at blive sendt videre, når de fyldte atten.
Sofie havde aldrig narret sig selv til at tro, hun ville løbe en mor i arme, men sandheden var, at hun havde længtes umådeligt efter at finde den slags kærlighed, selv i form af en gennemgnavet kanin under puden. En bamse som eneste pårørende var jo trods alt ikke meningen.
Hun havde altid drømt om, at moren ville komme og hente hende tilbage. Opleve det, hun havde set hos de andre børn: Kram, varme, tryghed.
Men selv da moderen til sidst stod foran hende med udstrakt favn, lod Sofie sig ikke narre. Voksne sagde tit, hun jo ikke kunne huske stationen eller bænken hun var jo for lille. På et tidspunkt holdt Sofie op med at protestere og gemte minderne for sig selv, velvidende de aldrig ville forsvinde. Billedet af den urolige togstation og følelsen af ensomhed havde printet sig ind.
En af hendes plejesøstre, Mette, der gik i samme klasse, var den, der greb ind, da Sofie gik baglæns væk fra den fremmede.
Hvem er det? spurgte hun og stillede sig beskyttende foran.
Det ved jeg ikke … Sofie havde svært ved at trække vejret og syntes verden snurrede rundt.
Dame, du er gået forkert. Skrid. Det er min søster. Og med et fast tag i Sofies hånd trak hun hende væk. Jeg siger det til mor!
Da de kom hjem, trak de begge på skuldrene over for plejeforældrenes undring og svarede i kor:
Hvad så?
Derfra var de søstre.
Mette var også forladt hendes far var spritter og havde smidt hende ud. Begge gik og drømte om at få nogen at høre til hos også selv om det ikke var blod.
Moren blev dog ved at komme forbi Sofies skole.
Tal med mig, skat, bad hun.
Sofie blev irriteret over at blive kaldt “skat”, men Mette trak bare på skuldrene:
Ord betyder ikke noget. Gør nu, sagde hun. Så får du at vide, hvorfor hun satte dig der. Så slipper du for at gå rundt og tro, det var din skyld.
Ved du, jeg føler, det var min skyld?
Det gør vi allesammen hvorfor skulle de ellers forlade os? Jeg græder også stadig, men snart er jeg voksen og holder op.
Samtalen med moren ændrede ikke meget i Sofies liv.
Du efterlod mig. Undskyld, skat!
Lad vær’ med at kalde mig det! Det driver mig til vanvid.
Undskyld, undskyld! Jeg vil ikke gøre dig sur.
Hvorfor gjorde du det?
Det var svært. Jeg fik ingen hjælp. Din far smed mig ud.
Hvorfor?
Jeg sagde, du ikke var hans barn.
Passer det?
Nej.
Hvorfor sagde du det, hvis det ikke passede?
Jeg var vred. Vi skændtes hele tiden, var unge og dumme og gik hver til sit. Så blev jeg også uvenner med min egen mor, og tænkte hvor skulle jeg tage hen med et barn? Jeg efterlod dig, men jeg skrev en seddel! Jeg ville jo tilbage.
Tænkte du virkelig, at en seddel var nok? Hvad er du for et menneske?
Jeg er skyldig. Hvis du nogensinde vil give mig en chance for at rette op…
Med hvad? Du kan ikke give mig barndommen tilbage. Hør jeg vil ikke se dig igen. Lad vær’ med at dukke op!
Vil du ikke tilgive mig?
Måske. Men jeg kan aldrig glemme. Forstår du? Aldrig!
Hvad er der så at glemme du var jo lille og kan ikke huske det!
Sofie rejste sig og gik. Og fra den dag lod hun aldrig nogen fortælle hende, hvad hun følte, eller hvad hun kunne eller ikke kunne.
Mette forstod hende.
Det er dit valg, Sofie. Hvis du synes, du gjorde det rigtige, så slip det og gå videre!
Mette, du er virkelig klog…
Det er jeg ikke endnu men jeg bliver det. Jeg vil læse psykologi!
Senere grinede de stort af den ambition. For selv som voksen familie behøvede man ikke have styr på alt.
Mette sagde engang, da hun blev mor til sin egen lille datter:
Der findes sgu ikke en rigtig måde at leve livet på! Du skal bare gøre, så de, du elsker, får det trygt. Ikke mere.
Det klarer du godt, sagde Sofie.
Jeg prøver! lo Mette, mens hun svøbte sin datter i et tæppe.
Når Sofie så på Mette, lærte hun også at se lettere på tilværelsen.
Hvad så om man boede på et værelse i en gammel kollektiv det lå da lige ved centrum, og det var let at komme på arbejde. Og lille istandsættelse, lidt maling, og livet var da ganske godt! Og Karen havde ret naboerne viste sig at være dejlige folk, skønt de havde deres sorger og flasker, men de forstyrrede ikke og trak aldrig fremmede med hjem.
Empati havde aldrig været let for Sofie; hun havde aldrig mærket medfølelse fra voksne undtagen fra Mette og senere Sørens familie.
Karen var en viljestærk, empatisk kvinde, og hendes største præstation var nok, at hun tog Sofie til sig som datter. “Et mindre mirakel,” kaldte Mette det.
Forvent ikke for meget fra dem, Sofie, sagde Mette, da de snakkede om mødet med Sørens familie. Du er jo en outsider. Folk dømmer dem uden familie hårdt. Sig mindst muligt om dine planer og håb…
Men jeg står jo på venteliste til en bolig!
Ha! Den venteliste får du ingen glæde af foreløbig. Stol kun på dig selv og fortæl ikke Sørens mor noget. Så slipper du for skuffelser.
Det kunne Sofie godt se logikken i.
Første indtryk af Karen var overvældende hendes stemme, krop, energi og vilje til at hjælpe kunne føre hvem som helst af sporet. Omsorg fra Søren tog Sofie roligt, men når Karen “tvang” sin omsorg igennem, blev hun utilpas.
Sofie, mit gamle vinterfrakke er færdigt. Hjalp du mig med at vælge en ny? Jeg kunne bede Søren, men han hader det og bliver bare utålmodig. Vil du hjælpe?
Sofie sagde ja og forstod ikke, hvorfor de i sidste ende altid kom hjem med flere ting til hende, end til Karen. Jakke, støvler, en taske… Hun skulle ikke engang vælge. Karen så blot, hvor Sofies blik blev hængende, tøvede med et lille smil, og straks var de i butikken for at prøve.
Protester var omsonst. Sofie tog modvilligt imod, men tænkte senere på, hvor mærkelig og venlig Karen egentlig var.
Hvad var hun dog for hende? Svigermor, ja, men ærlig talt fremmed alligevel. Den slags accept og omsorg fandtes kun i eventyr.
Men Karen forstod, at Sofie ikke var klar til at tage imod og holdt sig lidt tilbage. Da Sofie og Søren ønskede at bo for sig selv, tog hun det flot:
Min far er gammel, han skal snart have mere hjælp vi må få ham flyttet ind til mig. I kan bo i hans værelse. De unge skal have plads til at fejle og lære.
Sørens bedstefar grinede i skæget, nikkede bekræftende og indførte hurtigt ritualer efter flytningen: Op og hop! Tid til dagens gåtur!
Karen sukkede, men fulgte med og nød de små øjeblikke med sin far.
Hun lyttede til hans råd, og lod være med at blande sig for meget i de unges liv. Selvom hun selv havde haft et anstrengt forhold til sin svigermor, kunne hendes mor ikke mangle, da Sørens søn blev født. Den støtte havde betydet alt.
Du er mor! Hvorfor er du nervøs?
Hvad nu, hvis jeg gør noget forkert? Han er så lille
Sludder, ingen lærer det på forhånd du mærker dig frem. Og du vil altid det bedste, så du gør det rigtigt!
Karen greb tingene an med ro og med støtte ligesom hendes egen familie havde gjort.
Søren havde næsten ingen minder om sin far eller bedstemor, de døde, da han var lille, men Karen fortalte omhyggeligt videre.
Du var elsket. Også selvom du ikke kan huske dem.
Mor, hvorfor gik det sådan? Far var jo god til at køre…?
Der var tæt tåge. Bedstemor blev syg og var alene. Man skal hjælpe de nærmeste og den dag gik det bare galt.
Savner du ham?
Hver dag. Hvis ikke det var for dig og min far, ved jeg slet ikke, hvad jeg havde gjort.
Elskede han også dig?
Det er jeg ikke i tvivl om.
Hvordan ved man, det ikke bare er praktisk at bo sammen?
Det føltes aldrig sådan. For mig handler det ikke om at dele husleje. For mig handler det om kærlighed. Gør det ikke det for dig?
Jo, mor, det gør det også for mig.
Derfor, da Søren bragte Sofie hjem, knurrede Karen ikke én gang. Hun regnede med, det ville gå, hvis bare alle fik lidt tid.
Sofies pigge faldt gradvist og Karen blev faktisk en ven.
Da Sørens farfar annoncerede, at han ville sælge værelset, blev Sofie først ked af det.
Er du bekymret? Nu har I ikke noget sted at bo?
Nej, vi finder nok på noget! Vi er voksne nu. Lejer eller køber noget lille. Søren er lige startet på nyt arbejde, så det er svært at regne på økonomien. Min løn rækker dårligt til meget andet end et enkeltværelse. Havde jeg råd, ville jeg købe værelset af dig uden tøven! Men nu må vi nøjes med små skridt og lidt opsparing.
Det er den helt rette indstilling, Sofie. Farfar smilede. Spørg du bare efter mere te.
Det blev til snak og hygge om alt og intet.
Er Karen ond ved dig?
Nej! Hun har aldrig gjort mig ondt!
Hun har hjertet på rette sted. Lad hende komme tættere på. Og husk, det gør dig ikke svag at have medfølelse.
Jeg har ikke brug for nogen, der synes synd om mig!
Hvorfor ikke?
Det er svagt…
Det handler om omsorg, Sofie. At have nogen, der vil dig det bedste hvad er dårligt ved det?
De snakkede videre om, hvordan man viser omsorg for andre mennesker, og for dyr. Hvis du virkelig vil hjælpe, skal det være helhjertet, ikke bare lidt mad i ny og næ giv dem et hjem. En varm plads. Det skal komme indefra så vokser det.
Alle de ord sivede ind hos Sofie, netop da hun endnu engang stod med den store røde kat foran døren til deres nye lejlighed, købt takket være hjælp fra familien. Katten ventede, så det ud til, at nogen ville forbarmede sig over den. Den flyttede sig ikke, da Sofie bøjede sig ned og aede den og pludselig pilede den op ad trappen.
Nå, ja, så får man vel ikke bedre tilbud! fnøs Sofie, ville til at lukke døren efter sig, men der kom katten igen denne gang med en lille killing i munden.
Hold da op… Sofie tog den lille, mjavende version af faren i hænderne, og straks susede katten op ad trappen igen.
Endnu en rødbrun, mere livlig killing. Faren tabte den flere gange, men gav ikke op og Sofie grinede højt over hans stædighed.
Du er da en rigtig mor! sagde Sofie, slog døren endnu mere op og tilbød: Kom ind, du! Har du flere børn med?
Katten gik forsigtigt forbi, mens Sofie lagde killingerne ned på gulvet. Snart gik det op for hende: Faren havde åbenbart været nødt til at stå for opdragelsen. Der var intet spor af killingernes rigtige mor.
Sofie fandt en gammel bakke frem, lagde lidt avis og prøvede at lave et hjem til de små. Katten brugte straks bakken til at lære killingerne at gå på kattebakke.
Du er virkelig en god mor, lo Sofie, dæmpede stemmen for ikke at skræmme familierne. Jeg ser lige, om jeg har noget i køleskabet; I skal vel have noget at spise.
Katten så forventningsfuldt op, og Sofie gik i køkkenet.
Samme aften holdt hun familie-møde.
Karen, hvis du siger nej, prøver jeg at finde dem et nyt sted, men de skal ikke ud på gaden. Killingerne er for små. Jeg ved ikke, hvad der skete med moderen, men det er mærkeligt, at katten tager sig af dem.
Hvorfor beder du mig om lov, Sofie? Karen kælede for den lille killing på skødet og smilede. Det er jeres, dit og Sørens hjem. I bestemmer. Alt er godt!
Jeg gav dem bare mælk. Godt, de selv kan drikke nu.
Den tager jeg gerne, når den bliver større. Hvad med de andre?
Jeg skal nok finde hjem til killingerne. Men katten… ham tror jeg, jeg beholder. Han har noget at lære mig.
Hvad dog? Karen sendte hende et spørgende blik.
Søren smilede og nikkede til Sofie det var hendes nyhed.
Hvordan bliver man en god mor… Nu får jeg straks to lærermestre. Dig og den her pelsede barnepige.
Sofie aede katten bag øret og flæbede til sidst, da Karen trak hende ind til sig.
