På sin fars begravelse hviskede pigen pludselig, at hendes far stadig var i live: Alle troede, hun sørgede, indtil de opdagede det utrolige…

Begravelsen var stille, afmålt og fuld af sorg. En tung stilhed hang i luften, kun brudt af dæmpede hulk. Midt i salen stod en kiste, dækket af hvidt stof, og omkring den var familie og nære venner samlet.
Ved kisten stod mor og holdt sin lille datter i hånden. Pigen, Mette, tav. Hendes krøllede hår faldt ned over ansigtet. Hun havde knapt nok talt siden tragedien, og alle antog, at hun ikke helt forstod, hvad der var sket.
Da øjeblikket for afskeden kom, bøjede mor sig ned og hviskede:
“Vil du sige farvel til far?”
Mette nikkede. Hun blev løftet op, så hun kunne kigge ned i kisten. I flere sekunder stirrede hun på fars fredfyldte ansigt, før hun hviskede:
“Far sover bare.”
Der lød nervøse suk og svage smil gennem tårer i salen. Mange troede, det var en barnlig, uskyldig bemærkning fra et barn, der ikke helt forstod dødens endelighed.
Men pludselig begyndte Mette at græde og rakte armene ud mod kisten:
“Far, vågn op! Du sover bare!”
Alle frøs. Mor tog hende i favnen og prøvede at berolige hende, men i det øjeblik tilføjede pigen noget uventet.
“Jeg så dig komme hjem i nat. Du stod ved døren og kiggede på os, men du sagde ingenting.”
En iskold stilhed sænkede sig over rummet. Flere udvekslede blikke. En eller to gyste.
Mor holdt fast i datteren, forvirret. Det måtte være barnlig fantasi, men Mette insisterede:
“Det var ham. Jeg så far.”
Og så hviskedes der blandt gæsterne. Hoveder vendte sig mod bagerste række. Der, i halvmørket, stod en mand, ingen havde lagt mærke til før. Hans ansigt var næsten en kopi af den, der lå i kisten.
Det var den afdødes tvillingebror. Han havde levet i en anden by i årevis og havde næsten ingen kontakt med familien. Han var kun kommet til begravelsen og havde holdt sig i baggrunden for at undgå spekulationer.
For de voksne forklarede det alt Mette havde set ham aftenen før og forvekslet ham med sin far. Men for hende selv var det bevis: far var der stadig.
Og selvom alle kendte sandheden, var der ingen, der turde tage den tro fra hende den dag.