Lone-græskar
Lone! Lone! Vend lige hovedet! Græskar! Se, drenge og piger! Græskar!
Skolegården i Odense var badet i solskin denne formiddag efter første time, fyldt med børns latter. Alligevel rungede de hånlige råb igennem, så alle stoppede op et øjeblik. Jeg, Lone, stod stivnet ved trappen, så lille og fortabt, med mit alt for store, klodsede skoletask, mens jeg bare håbede, at ingen så tårerne trænge sig frem.
Hey, Lone-græskar! Hvad så!? Blev du bange? Skub hende, gutter!
Drengene, der for lidt siden bare havde været klassekammerater, styrtede lige hen imod mig. Skrækken bredte sig, mine hænder rystede, og jeg forsøgte at løbe, men benene ville ikke lystre.
Hvor mange gange drømte jeg ikke den situation senere? Tusindvis. Frygten var som sirup, klistrede sig fast til fingrene og kroppen og tvang mig til at slippe skoletasken, mens stemmerne hviskede:
Smid den! Lad skoletasken blive, Lone-græskar! Kommer du hjem uden den, får du ballade! Man skal passe på sine ting vi har ikke råd til nye!
Jeg prøvede at holde fast, men tasken endte alligevel på jorden, og mine ben begyndte at løbe eller rettere: Jeg forsøgte, men som i alle onde drømme nåede jeg aldrig nogen vegne.
Jeg så dem aldrig for mig i drømmene, kun stemmerne hang i luften, alligevel hjalp det ikke.
Så brød en anden lyd altid ind i mørket klar og modig:
Hey! Lad hende være! Jeg skal vise jer, hvordan man skal opføre sig!
Og så slap panikkens greb sit tag. Jeg vågnede badet i sved, men tryg og rolig.
Det var Anne, min krøllede klassekammerat med de store, hvide sløjfer i flagrende fletninger, der altid var under opsyn af farmor, morfar eller mormor, der kæmpede for at hente hende efter skole.
Lille Anne, der som en hvirvelvind kastede sig ud i slagsmål og kom brasende gennem gården med min skoletask som forsvar og gentog:
Sådan gør vi ikke her! mens hun bankede mine plageånder blidt med min egen skoletask.
Jeg ville så gerne hjælpe, men benene nægtede at bære mig, og alt blev mørkt, lige indtil jeg hørte Annes farmor råbe:
Anne, slip nu drengen, han får jo ondt!
Er det ikke også mig, der har ondt? tænkte jeg svagt, inden mørket tog mig.
De voksne fik jaget børnene væk og bar mig direkte ind til skolens sygeplejerske. Min mor blev tilkaldt fra arbejdet og gik straks i rette med skolelederen.
Hvad sker der for jer? Hvordan kan I tillade, at mit barn bliver mobbet og angrebet?!
Hun satte sig ved min side, løftede mig varsomt op og holdt om mig, mens jeg bare stirrede tomt op i loftet.
Går det, skat?
Jeg snusede min mors duft ind lavendel og mælk og pressede tårerne tilbage.
Sshhh, lille ven, græd ikke. Det skal nok gå alt sammen. Jeg lover, at ingen gør dig ondt igen!
Og hvor tog hun fejl… Verden skulle nok finde på at gøre mig ondt mange gange mere, og øgenavnet Lone-græskar ville følge mig år endnu.
Men én så mig på en anden måde. En, der så forbi mit skæve hoved som lærerne ellers hurtigt bemærkede og så ind i hjertet. For der var meget plads i mit hjerte: Familie og venner, katte og nabohunde, biller og sommerfugle, jeg kunne sidde og iagttage i timevis i Kongens Have, med hovedet let på skrå.
I sådan et græskarhoved må der være meget hjerne! Men du er stadig dum, Lone! Forstår du det. Du bliver aldrig klog!
Drengene blev ved, men dog kun med ord never mere med næver. Anne forsvarede mig så ihærdigt, at man ikke turde drille for meget. Hun kunne dog ikke tie drengene.
Lyt ikke til dem, Lone! Du er smuk! På sin helt egen måde. Mormor siger altid, at alle mennesker har noget særligt smukt i sig.
Hvad er smukt ved mig, Anne? De har jo ret Jeg ligner et græskar.
Nej! Anne protesterede stædigt Lad dem ikke gøre dig ked af det! Lad dem være!
Jeg tav. For hvad skulle jeg sige? Selvom min mor var klog meget klog havde det hende ikke bragt lykke. Hun var endt som bare mor og kone, efter min far besluttede, at vores familie ikke havde plads til to genier.
Min far arbejdede i rumfartsindustrien og havde ikke tid til hverdagsproblemer. Til det var kvinderne sat min mor og mormor.
Fars mor bedstemor fra Sjælland kunne jeg ikke udstå. Hun kritiserede mor for alt: Støv i hjørnerne, tomt køleskab, snavsede børn. Moren min bar det i tavshed lavede et lille tegn til mig, så jeg vidste, jeg skulle tage lillebror ud i barnevognen og stå klar, til mor engang kom.
Bedstemors rutinebesøg lærte mor hurtigt at navigere uden om. Hun elskede min far, men en sær, bøjet kærlighed, for hvordan kunne man elske en, som ikke så én?
Lone, vi har børn! Hvad skal du med karriere? Du er mor og hustru, det er rigeligt! Fysik for en kvinde er noget pjat!
Jan, jeg har en ph.d., hvis du har glemt det.
Hvad så? Hvor var du uden mig? Jeg lod dig blive rigtig kvinde! Er det ikke nok?
Langsomt forstod jeg, at mor elskede far, men far elskede ikke mor.
“Macho-egoist,” hørte jeg engang i skolen og gemte udtrykket. Da kan jeg stadig ikke se andet end en tyk, grim larve, når han råbte ad mor. Jeg ville bare træde på ham, men det gik jo ikke.
Mor bar det snildt til hun ikke gad mere.
Vores hjem havde vi ikke råd til at eje den lille gård på Fyn, hvor hun voksede op, var brændt ned, og mormor døde, før hun kunne hjælpe.
Nabokonen, fru Rosen, overtalte så mor til at blive hendes hjælper, mod at testamentere lejligheden til os.
Det koster dig intet, Eline. Et halvt rugbrød og rene lagner er alt, jeg beder om. Til gengæld arver du lejligheden.
Til børnene, fru Rosen?
Nej, til dig! Det ordner vi ved notar. En kvinde skal have sit eget sted, især når livet ikke bliver, som man håbede.
Rosen var den eneste, der forstod min mors sorg.
Vi kvinder er afhængige, Eline. Men lyt: At opgive sig selv for et barn er smukt for en mand, katastrofalt! Det er vejen til at miste sig selv for evigt!
Mor nikkede blot, og jeg lavede et mentalt notat. Ville hun lytte? Selv håbede jeg engang at blive lige så klog som fru Rosen kunne gennemskue mennesker og vælge livsvej som hende. Og det blev dét, jeg gik efter timevis ved hendes sygeseng, sugede jeg alt til mig. Hun så potentialet og lovede, hun ville gøre mig til en god læge.
Fru Rosen holdt ord. Jeg kom ind på Københavns Universitet, bestod med topkarakterer og formede et liv på egne præmisser.
Mor forlod endelig far, og han døde kort efter. Arven den fine lejlighed og lidt på kontoen gik retteligt til mor, så hun selv kunne bestemme.
Mors stemme var iskold, da hun satte skel over for bedstemor:
Én fornærmelse mere, så ser du ikke en krone mere end din del!
Jeg tog plads ved hendes side, prøvede at se streng ud som hende det lykkedes kun næsten, men det var nok til, at bedstemor krympede sig, og sluttede med at græde. Mor trøstede ikke, satte blot et glas vand foran hende og ventede.
Der, i det øjeblik, lærte jeg: Man sejrer ikke altid med vold nogle gange nok at vise, at din svaghed blot var en strategi.
Resten blev delt, og vi blev spurgt:
Vil I have kontakt med jeres fars mor?
Svaret var et klokkeklart nej.
Jeg startede på en ny skole i Viborg, hvor kemi og biologi var stærke, og hvor græskar ikke var et navn, men bare noget, vi spiste i oktober.
Anne tudede længe, da vi sagde farvel, indtil jeg blev sur og sagde, at jeg jo ikke flyttede til månen.
Sådan græder du ikke, Anne! Vi ses hver dag!
Nej, Lone, det tror jeg ikke på
Desværre fik hun lidt ret. Skemat var pakket, og selv til min brors hjælp med lektier var tiden knap. Anne og jeg sås sjældnere til sidst mistede vi kontakten helt, da hendes forældre flyttede til Aarhus.
Livet gik videre. Jeg blev bachelor, giftede mig, fik en dreng og endte alene igen, opsat på ikke at glemme mit eget værd.
Mit liv var godt. Lejlighed i centrum af København, fantastisk arbejde, et barn, der elskede at komme i zoologisk have med mig.
Kun i særlige stunder, i drømme, hørte jeg stadig Anne råbe mit navn. Jeg prøvede to gange at finde hende på nettet, men lod det ligge.
Men livet er spøjs, og nogle gange væver skæbnen uventede tråde.
Stå stille! Jeg sagde: stå stille, din lille lort! Jeg får fat i dig!
Jeg kom cyklende med min søn i Fælledparken, da råbene trængte gennem sommerluften. Først tænkte jeg: Herregud, nogen, der råber ad deres hund.
Men så fór en lille, blodplet-blond kvinde ud foran mit forhjul. Jeg bremsede hårdt, og … det var Anne.
Hun havde ikke forandret sig stadig lille, stadig de karakteristiske lyse krøller, men nu med angsten flammende i øjnene. Jeg trak min cykel ind foran hende og fandt hurtigt telefonen frem.
Stå stille!
Min søn så sig forskrækket rundt men trådte straks til og hentede min bror og min eksmand, som vi var på parkudflugt med.
Manden, der jagtede Anne, skreg stadig, men nu kom en mand med en schæferhund til fra den anden side, og jeg råbte højt i telefonen:
Ja, politi! Overfald!
Manden fik slået telefonen ud af hånden på mig, men jeg kastede cyklen hårdt ind foran ham, så han væltede, mens jeg trådte ned på stellet:
Læg dig bare. Rejs dig ikke. Der er ikke noget at gøre.
Der blev råbt og råbt, men det var hurtigt ovre. Vi tog os alle sammen af Anne. Da ambulancefolkene kom, lå hun knust af frygt, men jeg satte mig ved hendes side.
Nå, hej igen, sagde jeg med et lille smil og et tungt suk.
Vi bragte hende på hospitalet, og der sad jeg og holdt hendes hånd, mens hun græd stille.
For første gang, efter mange mareridt, vendte rollerne nu var det min tur til at hjælpe Anne.
Hvad sker der, Anne? Hvem har gjort dig det her?
Alt er galt, Lone Jeg har intet tilbage. Ingen mor, ingen far, ingen bedsteforældre Jeg er alene. Min første mand spillede, slog mig han er borte nu. Denne her han var min mands ven blev min kæreste, for jeg var ensom, så fortvivlet
Hjælper han dig?
Du så selv, hvordan det gik. Nu ligger jeg her
Kender du mit nummer? Findes der nogen, der kan hente din datter?
Nej kun dig, Lone.
Jeg fandt nøglerne til hendes lejlighed i lommen, ringede til børnehaven og hentede hendes datter og pludselig var vores liv igen vævet sammen, to gamle veninder, denne gang med børn, der skulle lære at støtte hinanden, ligesom vi engang gjorde.
Det er mærkeligt, hvordan livet snor sig. Men én ting er sikkert: Vi mistede ikke længere kontakten. Vore børn skulle vokse op sammen, uden øgenavne, uden græskar-forbandelser. Det hele kom fra en venlig gerning, så mange troede på ikke fandtes rigtig, ægte venindeskab.
Men jeg ved nu, det findes. Man skal bare give, så får man tilbage.
Skæbnen smiler, to nye, gyldne tråde bliver spundet på spolen og denne gang går livets fortælling en ny, lysere vej.
Af: Louise LarsenEfter den dag føltes alting anderledes. Vores børn løb grinende gennem parkerne, måske stadig med lidt for klodsede skoletasker, men altid med hinanden i hånden. Ingen råb, ingen øgenavne. Kun latter og hemmelige blikke, som kun børn og gamle venner forstår. Anne og jeg sad ofte på bænken, delte æbler og kaffe, mens sollyset glimtede i vores børns hår og varmede arrene på vores hjerter.
Vi fortalte dem alt om styrke og svaghed, om at sige fra og række ud, om at tilgive uden at glemme. Om græskar, der kan blive til lanterner, hvis man skærer dem rigtigt, så de kan lyse i mørket.
Nogen gange spurgte min søn: Mor, hvorfor kalder de dig Græskar? Jeg smilte, strøg hans hår og sagde: For at prøve at få mig til at glemme, hvad jeg er lavet af. Men jeg glemte aldrig. For indeni er jeg ikke hul jeg er fuld af lys.
Og Anne lo sin gamle, glade latter, og vores børn gentog: Vi er lavet af lys!
Der gik måske år, og verden blev ved at vælte rundt for både Anne og mig, men aldrig sådan, at vi helt mistede fodfæstet. Ikke én gang glemte vi at holde fast i hinanden, når det stormede. Ikke én gang gik vi hjem uden at sige Vi ses i morgen.
Så når nogen spørger, hvad der blev af Lone-Græskar, kan jeg smile og svare: Hun blev til Lone mor, veninde, læge og måske lidt af et lys for dem, der én gang kaldte hende noget andet.
For lyset indeni kan ingen tage. Det fandt jeg ud af til sidst.
