Eksamen
– Nu er det nok! Jeg gider ikke mere! Hvis du ikke snart holder op med at nagge mig, så gider jeg overhovedet ikke gå op til eksamen! Jeg bliver bare væk! Hvad vil du så gøre, hva?! – Karen smed sin rygsæk i hjørnet af entréen og trak luen af hovedet.
Mor svarede hende ikke. Hun rystede bare stille på hovedet og forsvandt ud i køkkenet.
Karen smed jakken omhyggeligt på bøjlen, i stedet for bare at kaste den fra sig, og sukkede tungt.
Typisk. Endnu et skænderi! Og som altid om ingenting!
Hvorfor skulle mor hele tiden blande sig med spørgsmål og formaninger. Hvad tror hun egentlig? At Karen er et lille barn? Eller helt fra den?
Hun vidste da udmærket, at hun skulle til sin nye danskunderviser i dag. Det var helt unødvendigt at spørge hende om det hvert kvarter!
Selvfølgelig overdrev Karen. Mor plagede hende ikke uafbrudt. Hun havde blot spurgt, om Karen huskede, at hun skulle til den tredje dansklærer på halvandet år. Alligevel blev Karen så irriteret over, at hendes mor stadig prøvede at kontrollere hendes hverdag, at hun var begyndt at tænde helt af for den mindste ting.
Karen vaskede hænder og så på sig selv i spejlet over vasken.
Nåja, sikke et pragteksemplar! Bumser, fars flade næse og mors viltre rødblonde krøller. Hvor mange gange havde Karen ikke spurgt, om hun ikke nok måtte farve håret! Men aldrig, ikke tale om! Skønhed kommer med tiden, sagde mor altid – Du vil takke mig en dag!
Ja, det kan hun tro! Karen ville så meget heller være som alle andre og ikke ligne en eller anden fugleskræmsel med det garn! Fletninger hvem har sådan noget i dag?
Karen kunne ikke lade være med at smile, da hun huskede, hvor skuffet hendes mor havde set ud, da Karen havde klippet den sidste hadske fletning af med en sløv børnesaks. Der var ikke så meget at gøre hun kunne bare ikke mere. Det var hendes eget liv, og hun ville leve det på sine præmisser!
Alle siger, man skal lytte og rette ind. Men hvorfor? Hvorfor leve efter de voksnes forældede normer? Karen forstod dem jo alligevel ikke. Da de var unge, fandtes der hverken telefoner eller sociale medier! Hvordan overlevede de overhovedet? Og hvordan skal man forklare, at alt er helt anderledes nu? Hvem har seriøst brug for at sidde og pugge i timevis, når alt kan findes på mobilen på få sekunder? Hendes mor påstod selvfølgelig, det ikke passede, at man ikke kunne lære livets store ting fra nettet, men hvad ved hun om det? Hun burde prøve at tage et kursus i at forstå unge.
Karen pillede i en bums og skar ansigt. Heldigvis så mor det ikke så kom der ville larm! Mor duede altid rundt med hende til hudlæge og advarede om ar. Men for Karen var det ligegyldigt det vigtigste var jo ens værdier, ikke udseende. Hvordan skulle hun få sin mor til at forstå det?
Forælder tænkte Karen pludselig. Mor havde sat hende i verden, ja, men det gav hende da ikke ejerret over Karen som et eller andet møbel! Hun burde lære at passe sine egne sager.
Karen blinkede til sit spejlbillede.
Hvad så, mor? Kunne du lide at løbe mig på dørene til undervisning og presse på med idéen om, at jeg skal være jurist? Jeg ved da allerede mindst lige så meget om ret og regler som I gjorde, da I blev skilt. Hvis I havde været halvt så oplyste, havde det endt langt bedre.
Mor havde aldrig haft de store ambitioner. Far forlod hende for en yngre kvinde, skar boligen til, og mor gik ikke engang i rette mod ham. Jo, lejligheden blev skrevet over på Karen, for det havde mormor ønsket, men det var jo det mindste. Hvad fik mor? Børnebidrag. Og så ellers tak for kampen. Karen vidste jo godt, hvordan de sidste år af ægteskabet havde været hun var ikke længere fars lille ven og så alt.
Hun huskede tavsheden, da mor satte tallerknerne på bordet, fars fragtende tak, når han tog imod maden. Sofaen i det lille arbejdsværelse, fordi der ikke var plads til et skab, og derfor gik far alligevel ind i soveværelset hver morgen. Mor satte vækkeuret kun for ikke at skulle ligge der og blive set. Og lettelsen, da Karen fyldte fjorten og sagde til dem, at de burde gå fra hinanden. Hvor længe skulle det cirkus blive ved?
Voksne var underlige! De sagde altid: Vi lever for din skyld! eller Du er verdens centrum. Vrøvl! Alle lever kun for sig selv. Karen kunne selv finde utallige eksempler på det selv hvor de påstod at handle i hendes interesse, handlede de begge kun for sig selv. Hun var byttehandlen i deres opgør.
Tag bare lejligheden, de boede i nu. Samme blok, men en mindre lejlighed. Før havde de tre værelser, nu var det bare en toværelses med pænt interiør, jo, men det var stadig far, der gik på kompromis for at dulme sin samvittighed. Og Karen fik et større værelse, for nu skulle boligen deles. Hun var blevet en slags stødpude.
Karen sukkede og fandt salven nede fra hylden. Ikke fordi mor havde ret, men salven hjalp altså. Hun havde brug for den i dag. For i aften for taget
Taget var kommet ind i Karens liv for nylig. For et par måneder siden var det, at Asger, skolens mest populære fyr, uventet skrev til hende: Ska’ vi gå en tur?
Karen troede først, det var en dårlig joke. Alle vidste hun syntes, Asger var sød, og drillede hende lidt med det. Men de kunne godt lide hende, for hun var aldrig led. Hun hjalp, lod dem kigge med og reddede gutterne, hvis de ikke havde læst på lektierne.
– Jensen, jeg spurgte dig sidste gang! Hvad rager det dig så meget?
– Ej, fru Madsen, det er bare fordi må jeg spørge dig om noget? Var Christian den 7. egentlig en tyran? Ville man kalde ham diktator?
– Hvor får du nu det fra?
Den selvsamme strenge historielærer, som eleverne frygtede mest, lod sig narre, og alle i klassen pustede lettet ud ingen blev kaldt til tavlen den dag.
Så da Karen viste beskeden til veninden Birgitte, fnes hun bare:
– Og? Hvorfor stresser du sådan?
– Det er da sikkert slet ikke fra ham
– Karen, hvad snakker du om? Gå nu over og find ud af det! Vi lever altså ikke i 1800-tallet! Det er da pigerne, der tager initiativ i dag. Du kan jo bare spørge, om det var ham.
Karen svarede ikke. Hun kunne alligevel ikke sætte ord på alle de følelser, der kørte rundt indeni, da hun så beskeden.
Men hun mødte op som aftalt. Og herefter begyndte der at ske noget nyt i hendes liv.
Taget på det forladte højhus var ikke ligefrem det sikreste sted, men hver gang Asger tog hendes hånd og sagde Pas på, kig hvor du går, glemte hun al frygt og talte bare trinene op til toppen.
Femten, seksten… Kom så! Toogtredive… Hvad er du bange for? Han er jo lige her…
Det var også der, han første gang omfavnede hende. Uden ord bare lagde armen om hendes skulder foran alle, og uden tøven signalerede: Hun er min kæreste.
Ingen protesterede, selvom Karen godt kunne se de misundelige blikke fra pigerne fra parallellen. Asger havde altid kendt dem, men havde alligevel valgt hende.
Det var også på taget, han kyssede hende første gang…
Den aften blev de tilbage, mens de andre gik i biografen. Karen havde ellers også ville med, men da Asger hviskede, at de kunne tage i biffen alene en gang, blev hun hendes aften var allerede speciel.
Og sådan blev det. Oplevelsen sad stadig i kroppen, når hun, på upassende tidspunkter, lukkede øjnene og kunne høre ham for sig:
– Karen, jeg kan virkelig godt lide dig… Jeg er ikke god til ord, men du skal vide, at jeg aldrig har mødt en bedre pige end dig…
Og hans læber… Så varme, forsigtige, underligt kærlige…
I den fortryllede stund blev hun afbrudt af sin mor, der bankede stille på døren:
– Karen, du når ikke frem, hvis du ikke snart spiser. Maden står på bordet…
Vreden voksede i hende igen. Hvorfor skal hun blandes i alt!
Karen trådte ud fra badeværelset som en tornado, ansigtet forvredet af arrigskab.
– Hvad vil du nu?! Jeg skal nok! Skal du da presses på samme måde, som du drev far til at skride? Er det min tur nu måske? Tror du, jeg ikke kan flytte?! Så bor jeg da bare hos far! Opfanget?!
Hun nåede ikke tale ud. Moren sukkede tungt og gav hende en lussing.
– Gå så! Men husk for pokker, at du har danskprøve i morgen. Og sørg for at få sovet.
Karen blev perpleks. Mor havde aldrig rørt hende før, ikke på den måde. Hun blev ikke såret, som hun havde troet. Hun havde selv været ude om det. Men det, at mor pludselig satte foden ned, kom alligevel bag på Karen.
Men at give sig uden kamp lå ikke til Karen. Rygsæk, jakke, høretelefoner… Hun lod dog være med at hamre med døren ingen grund til at gøre sig til grin.
Ude på gaden kiggede Karen på klokken. Okay: En times transport frem og tilbage, en time hos underviseren. Det betød, at hun først kunne mødes med Asger omkring klokken seks. Fint. De kunne tage op på taget, mens mor kunne gå og blive lidt urolig det havde hun sikkert godt af. Far tog sig heller ikke tid til at tage telefonen, når mor ringede så Karen havde ro til en snak med Asger. Hans forældre var ikke sådan nogle, der blandede sig. Han klarede sig selv og havde sit eget Dankort med forældrekontrol, det nyeste tøj men intet kontrol. Hans mor havde travlt, og far mente seksten var den rette alder til at tage ansvar. Smarte voksne!
I modsætning til hendes egen mor…
Far ringede, lige som hun skulle til at træde ind i underviserens opgang.
– Hvad nu? Din mor siger, du vil flytte hjem til mig?
– Arh, lad nu være, far! Jeg skal ikke babysitte Kaja, når hun melder sin ankomst. Jeg har nok at se til!
– Okay. Og ingen konflikter med din mor, ellers lukker jeg for lommepengene.
– Du er så konkret, far. Jeg har forstået.
– Godt. Og stop så med at pine din mor. Hun har ikke fortjent det.
Så lagde han bare på, og Karen skulede.
Altså! De slås konstant med hinanden, men hvad angår hende, så er de altid på samme hold. Det er så mærkeligt!
Den nye dansklærer faldt ikke i Karens smag. Da hun havde fortalt om sine observationer af sproglige billeder, fnes han bare og bad hende læse nogle kapitler. Karen blev lidt fornærmet, men da hun hørte et par eksempler, indså hun, det ikke ville skade at læse lidt.
Dum ville Karen ikke være. Asger var jo klog… Man skulle vel kunne følge med! Hun havde set utallige videoer om forhold: “Piger skal være selvstændige og kloge.” Selvstændighed måtte komme, men klogskaben kan man lære. Det sagde moren også hun havde jo selv gennemført sit studie sideløbende med skilsmissen.
Mor droppede universitetskurset, da hun fik Karen. Holdt orlov, og derefter måtte hun prioritere Karen frem for alt andet. Karen var tit syg som lille, og bedsteforælde var der ikke flere af. Børnehaven droppede de efter kort tid Karen kunne hverken lide den ulækre grød, andre børn eller morens manglende favn. Far sagde tit:
– Du klæber dig for meget til hende, hun kommer til at få problemer med at give slip.
Da Karen begyndte i 2. klasse, fik mor en aftale med naboen om afhentning fra SFO og begyndte på fjernstudiet igen og fik et job.
Det var godt, hun gjorde det. Ellers havde hun stadig talt øre og været bitter. Nu havde hun sin egen lille virksomhed med festlokaler og Karen syntes, det var så flot og feminint. På arbejdet blev moren nærmest en anden person chef, stærk og beslutsom, præcis sådan Karen gerne ville blive.
Men kontrol det kunne hun godt undvære! Selv nu havde hun lært mor, altid at banke på hendes værelse og lade hende være. Men alligevel lykkedes det mor at følge med i alt. Ikke gennem trusler, som far gjorde, men venligt:
– Karen, hvordan går det? Hvad står på i dag? Sulten?
Omsorg var så gennemtrængende, det gav hende lyst til at skrige, så moren kunne høre:
– Giv mig nu lidt fred! Jeg er ikke noget barn mere!
Nogle gange råbte Karen, stampede i gulvet og blev vred over, at moren bare tog det som barns temperament.
Fra danskundervisningen skyndte Karen sig hen til det sædvanlige sted, hvor hun plejede at møde Asger, drømte om at kunne glemme alt om forældre, eksamen og det pjat bare i et par timer. Man blev jo sindssyg af det hele!
Men ved skoleporten var der ingen Asger. Hun hang lidt ud, men besluttede selv at gå op på taget. Asger tog ikke sin telefon, det havde aldrig før hændt nu blev hun bekymret.
Hun gik op ad trappen, mærkede skrækken. Hun havde altid følt sig tryg med Asgers hånd nu var hun alene og hvert skridt tungt.
Taget mødte hende med kold forårsvind og stilhed.
Ingen unge, ingen smil…
Karen skulle lige til at gå ned, men så hun noget lå oppe ved kanten. Hun prøvede ikke at skrige, da hun genkendte ham.
– Asger…
Han sad helt ude på kanten, benene dinglende, skuldrene ned. Selvom Karen kun kendte ham godt i kort tid, mærkede hun nu, hvor ondt han havde.
Noget var sket noget voldsomt. Derfor sad han der han, der altid virkede stærk.
Frygten gav Karen styrke. Hun stillede sin taske og trådte varsomt op langs taget.
– Hej…
Hun satte sig tæt på, fødderne solidt plantet, ikke ud til kanten. Hun kunne ikke lide højder, forstod ikke hvorfor hun overhovedet havde overvundet skrækken i dag.
– Hej… Asger vendte sig ikke, og Karen tog hans hånd og mærkede hans fingre, kolde og ubevægelige.
– Du fryser…
– Hm? først nu så han på hende, hans øjne tomme, helt fremmede.
Nu forstod Karen, hvad hendes mor måtte føle, når de diskuterede. Det var frygten for at miste forbindelsen til det menneske, man elsker…
Det var den frygt hun nu mærkede, da Asgers hånd bare lå slap og kold i hendes.
– Hvordan har du det?
Hun hørte sig selv stemmen lød næsten som morens, blød, bedende: Fortæl det! Jeg vil dig intet ondt!
Det virkede.
– Skidt… mumlede Asger og klemte hendes hånd svagt. Jeg har det virkelig skidt, Karen…
– Er der sket noget?
Hun spurgte ikke, hun konstaterede. Igen virkede det.
– Ja.
– Må jeg høre om det? Jeg ved, vi ikke har kendt hinanden længe, men måske du vil snakke alligevel?
Asger så på hende så underligt, at Karen selv blev bange.
– Tror du, vi ikke er tætte?
– Nej, du misforstod. Jeg føler mig dig nær, men ved ikke, om du har det på samme måde.
– Karen, lad nu være. Jeg har kun dig. Der er ingen andre i mit liv…
Karens hjerte sprang et slag over. Hun kunne næsten høre hjertet hamre.
– Ingen andre? Hvad med dine forældre? ordene fløj bare ud, og straks så hun Asger vride sig og ryste på hovedet, så Karen gispede.
– Pas nu på!
– Hold nu om mig! Eller spark mig væk! Sådan som de har gjort!
– Hvem?
– Dem, jeg troede var mine forældre! De er ingenting! Forstår du? Ingenting! Mor gik i dag igennem mine papirer og fortalte, hvordan jeg overhovedet kom ind i deres liv. Jeg er adopteret, Karen! Forstår du? Adopteret! Jeg har altid haft en mistanke, men i dag Det hele giver mening. Jeg har ikke levet mit eget liv men et fremmed. Jeg har taget en andens plads!
Asger råbte og Karen holdt hårdere fast i ham, bange for at give slip.
Han kunne lave skuespil for alle andre, men ikke for Karen. Hun så lyset i ham, når de var alene. Hun længtes efter det lys og følte sig pludselig uforklarligt dum over sin egen vrede på forældrene og på livet.
Hun vidste ikke helt, hvor uretfærdigheden lå men nu forstod hun, at hendes kamp for voksenhed kun var et forsøg på at finde sin plads. Asger havde lige mistet sin, men han havde ikke nogen støtte. Det havde Karen trods alt.
– Asger, jeg er bange… tårerne trillede, mere end hun selv havde bemærket. Det fik ham til at vågne lidt.
– Hey hvad sker der? han lagde arm om hende. Hun klamrede sig til ham.
– Lad være! Gør det ikke! Selvom de er onde nu, er du alt for mig, Asger!
– Jeg hedder ikke Asger… lød hans stemme, lav, næsten død. Karen stirrede forbløffet, tårene løb.
– Hvad siger du?
– Jeg hed egentlig noget andet.
– Så pyt da! Om du så hed paven, gør det ingen forskel! Jeg kender dig, Asger. Det er alt!
– Måske men ikke alle tænker sådan. Karen, hvad skal jeg gøre nu? Hvor skal jeg gå hen?
– Kan du ikke tage hjem? Har de smidt dig ud?
– Nej. Mor græd, bad mig blive. Men min far… jeg slog ham.
– Hvorfor?
– Han ville låse døren, så jeg ikke kunne gå. Han råbte jeg ikke havde fattet noget…
– Men har du forstået det hele? Helt og fuldt?
– Hvad mener du? Jeg kan ikke mere! Asger råbte igen, stemmen sitrede af smerte.
– Ved du, hvorfor de lige siger det nu?
Vinden bar spørgsmålet væk. Asger krøb sammen, forsøgte at forstå.
– Jeg ved det ikke… mumlede han omsider. Karen pustede lettet ud. Nu var der tvivl i stemmen, ikke håbløshed.
– Vil du have, jeg går med dig?
– Hvorhen?
– Hjem til dine. Vi tager derhen sammen, og de forklarer dig, hvorfor sandheden pludselig skulle frem. Og bagefter, hvis du vil… vender vi tilbage herop. Jeg skal nok lade dig være.
Den overraskede Asger tøvede, lod Karen føre ham væk fra kanten.
– Kom.
Asger rejste sig langsomt, tog sine ben ind fra kanten, og Karen fik ham væk længere og længere, så det var, hvad de skulle handle om, ikke fortid.
– Jeg er svag…
– Vrøvl! Karen fnøs. Enhver ville miste besindelsen, hvis det dér skete for én! Det kan du tro!
Karen snublede, og Asger greb hende.
– Pas dog på!
– Ja, ja, du er ikke den bedste at høre det fra! hun smilede. Kom, vi har meget at snakke om!
Denne aften glemmer de aldrig.
Samtalen senere med Asgers forældre blev lang og svær. Forliget kom, da Asger hørte, at hans biologiske far snart blev løsladt og ville møde ham og fortælle hele historien.
Og tårerne fra hans adoptivmor, der havde påtaget sig at være mor for en dreng, hvis egne mor hendes bedste veninde var død så tragisk pga. den forkerte mand.
– Min mor Hende
– Ja, Asger, det var din egen far…
– Og nu vil han…
– Han vil mødes med dig.
– Det vil jeg ikke!
– Vi forstår dig. Og du bestemmer selv. Men vi synes, du skulle kende sandheden, før han kontaktede dig. Undskyld, vi ventede, men nu bliver han løsladt tidligere end vi troede.
– Jeg vil ikke.
– Det er dit valg. Vi støtter dig.
Der taltes og snakkedes, og Karen indså, at de ikke skulle tilbage på taget igen ikke i dag, ikke nogensinde. Noget blev flyttet i deres sjæle, fortid blev til fremtid.
Næsten midnat listede Karen hjem, åbnede døren med sine nøgler og gik, uden at tage jakken af, på listesko hen i det mørke køkken, hvor moren stod og stirrede ud af vinduet. Karen lagde armene om hende, næsen mod hendes hår, indåndede den velkendte duft af mors parfume. Og så kom ordene, som igen gav håb:
– Undskyld…
Og moren hviskede tilbage, for hende fandtes intet vigtigere end Karens glæder og sorger:
– Og undskyld, jeg… Vil du have noget at spise?
– Nej tak, mor. Ved du hvad jeg tror faktisk, jeg har bestået en eksamen i dag…
– Hvilken eksamen, Karen? Det er altså ikke før om et par måneder?
– Jeg tror, det var den vigtigste, mor… Jeg fortæller dig om det senere.
– Hvorfor først senere?
– Fordi jeg har prøve i morgen og skal sove nu…
