Gøgens Tårer
Far, jeg er hjemme! Og jeg er sulten!
Malene smed tasken hen i hjørnet, fik skoene af i et snuptag og sang ud i det tomme rum: “Halløj! Er der mon nogen hjemme ud over katten og mig?”
Den brede, gråstribede kat, Mikkel, dukkede frem fra køkkenet og svingede fornærmet med halen.
Hej Mikkel! Hvor er far henne? Malene klappede katten bag øret og traskede efter ham ind mod farens arbejdsværelse.
Men derinde sad han ikke. Og det plejede han ellers altid på denne tid af dagen, fordybet i sin doktorafhandling.
Mikkel! Hvad pokker sker der? Hvor er lyset i vores liv blevet af? Malene stirrede forundret på katten.
Hvis faren skulle noget, så sagde han nemlig ALTID til hende, hvor han gik hen. Det var deres aftale man skulle altid vide, hvor den anden var. Man kunne jo aldrig vide, hvad der kunne ske.
Malene satte sig på fars stol og snurrede en omgang. Hendes far, Anders Petersen, var verdensmester i fysik, men ofte så distræt, at han kunne glemme både tidsfornemmelse og orientering dog aldrig noget om Malene.
Glemme hvilken station de skulle af på? Nemt! Købe de forkerte dagligvarer eller et halvt kilo ekstra leverpostej? Helt normalt Mikkel var bare lykkelig for det.
Men han kunne remse samtlige skole- og gymnastikskemaer, telefonnumre på Malenes veninder og hendes lærer op, uanset tidspunkt, selv midt i sin dybeste søvn. Kunne hun vække ham, ville han deklamere dem uden fejl.
Der var to ting i farens liv, Malene vidste gik forud for alt andet. Først og fremmest hende hun var det vigtigste. Og så fysikken. Hvorfor hun var vigtigere end fysikken? Det var simpelt. Da hun blev født, stak Malenes mor af for at dyrke karrieren som operasangerinde i København og lod Anders om barnet.
Malene huskede næsten ikke sin mor. Engang imellem kom hun på besøg, duftede af parfume og København, kyssede Malene på kinden og forærede hende alt for dyre dukker, som mormor straks gemte væk med et “man skal have legetøj, der passer til alderen, du forstår ingenting.” Så forsvandt moren altid igen.
Mor havde en klokkeklar sopran og endnu klarere ambitioner om aldrig at spilde sit uvurderlige liv på bleer og brystpumper. Talent havde hun det var uomtvisteligt. Da det kongelige teater tilbød hende en plads, tøvede hun ikke. Hun tog til hovedstaden. “For Malenes skyld!” svor hun til alle.
Malene voksede op. Hun slog sig, sang, så snart hun fik en tand, lærte at gå. Og prøvede sultent at kalde alle mulige kvinder for “mor”. Det blev slået ned af mormor. Far giftede sig ikke igen. I stedet opfandt Malene sit eget ord: Mafar. For han var både mor og far.
Det virkede ikke synderligt mærkeligt for hende. Det var jo far, der sad bøjet over hendes seng, når hun vågnede før solen. Det var ham, der narrede hende til at spise grød, selvom hun hadede det, og gemte en bid banan i munden på hende, når hun protesterede.
Grød var Malenes hade-ret! I børnehaven udviklede hun kreative metoder til at slippe for skålen grød i legehuset, grød i trommen, grød som blomstergødning. Pædagogerne afslørede hende og talte alvorligt med hendes far.
Anders løste det på sin egen måde: Fra den dag var Malene mæt ved ankomst han lavede de vildeste pandekager, chokoladekager og boller, inden hun skulle afsted. Det blev der himlet med øjnene af i børnehaven, men Anders stod fast. Hvis man ikke kan lide grød, skal man ikke tvinges der er andet mad i verden.
Malene blev ikke forkælet af den frihed. Tværtimod elskede hun sin far endnu mere og adlød ham altid. En løftet finger og et “åh, pige!” fik hende til at fortryde enhver fejltagelse hun vidste, hvornår hun havde gjort noget virkelig slemt.
Mens mormor levede, rystede hun på hovedet af Anders’ opdragelse.
Du gør hende forkælet, Anders! Man må sgu da godt straffe og lære børn pli!
Det lyder bekendt, mor Jeg kan ikke huske, at du nogensinde har slået mig. Jeg lærte tingene alligevel.
Hm Bortset fra den dag, du og Kurt stak af til søen. Der knak jeg riset over dine skuldre! Det blev du kaptajn af, dreng.
Og hvad så? Det var overstået. Det gik jo. Og så lo Anders.
Mormor holdt aldrig rigtigt op med at savne sin mand efter hans død i 80’erne. Hun blev syg alt for tidligt, og alt det varme, hun gerne ville give sit barnebarn, følte hun, hun ikke nåede.
Da Malene blev fire, døde mormor. Hun og far boede siden sammen bare de to i den store rummelige lejlighed midt i Aarhus, arvet efter bedstefaren, der havde været fabriksdirektør. Han bukkede under under et vigtigt møde under omstillingen i 80’erne. Fabrikken overlevede på hans ufærdige plan.
Så lærte Malene at klare sig selv: I syvårsalderen vaskede hun gulv og lavede spejlæg. Ved otte pakkede hun sin egen skoletaske og smurte mad både til sig selv og faren. Som tiårig havde hun styr på alt med træning, lektier og husholdning delt ligeligt mellem far og datter. Hun gjorde stuerne rene, han tog køkken, kontor og vasketøj. Madlavning på skift. Kun Mikkel var hendes ansvar alene. Det blev sådan, efter hun en regnvejrsdag slæbte ham med hjem fra baggården. Siden rørte far ham kun for at forkæle ham med leverpostej, hvilket Malene fandt forbudt, da Mikkel efterhånden var blevet temmelig tung.
Mikkel stirrede på Malene med sit store gullige blik, så hun smeltede og bøjede sig ned:
Hvad så, Mikkel? Er du sulten? Kom! Måske er far ude at handle? Hvor skulle han ellers tage hen sådan en tirsdag?
Svaret lå på køkkenbordet et brev:
“Kære Malene, blev kaldt på universitetet. Jeg er forsinket, fodrede Mikkel. Han trygler om mad, lyv! Kærligst, Far”
Malene slappede af. Alt var godt. Hun skulle spise frokost, lave lektier, tage svømmetøj og cykle til træning.
Hun hev badedragten ind fra altanen, smed den i sportstasken og tjekkede uret.
Hun nåede det
Dagen før havde hun fået brev, men ikke nået at læse det. Hun tændte computeren, viftede Mikkel ned fra tastaturet og klikkede på postikonet. Men hun åbnede det aldrig, for nogen bankede insisterende på døren.
Faren havde pillet dørklokken ned. Den skræmte Malene, da hun var spæd, og så vandt stilhed. Siden havde de glemt alt om den. Nu aktede Mikkel som alarm han pilede til døren for at tjekke gæster.
Denne dag også. Mikkel spionkatten suste ud i gangen. Malene bagved.
Udenfor stod fru Kirsten, nabo og altmulig-vidunder. Malene regnede hende som bonusbedstemor og sin bedste voksenven.
Hej, Malene! Jeg har ordre fra din far om at sørge for mad og omsorg inden træning!
For sent, Kirsten jeg har spist! Malene lo og røbede, hun gerne havde tid til te.
Fru Kirsten havde flettet Malenes hår, da mormor var syg, hentet hende fra børnehave, passet hende når faren havde møde, udredt pigeproblemer og aldrig afvist Malene.
Dygtig pige! kyssede Kirsten fortroligt Malene i håret, og nikkede. Hvordan går det, og hvad med Simon?
Lad ham nu være Malene vinkede det væk, satte kedlen over og skænkede op. For te med Kirsten kunne betyde dagens bedste snakke-pause.
Kirsten snuppede kartoflerne. Piger kunne snakke, mens de skrællede. Snart duftede panden af kartofler fars livret. Malene hjalp med teen og sagde:
Bliver sulten, så serverer vi rigtige kartofler, ikke frosne boller!
Men så hamrede nogen på døren hårdt og råt.
Hvem mon det dog er? sagde Kirsten, tørrede hænderne i forklædet og lukkede op.
Malene stod lammet. Det var hendes mor.
Hendes mor, Maria, havde aldrig skjult for nogen, hvem hun var eller hvad hun lavede. I det gamle fotoalbum lå få billeder, hvor hun lo så strålende, at Malene altid overvejede, hvorvidt hun mon lignede hende.
Kvinde i minkpels og med en skinnende kuffert sank straks på knæ, rakte armene ud og jamrede:
Skat! Kan du slet ikke kende mig?
Det var som en scene fra et tredjeklasses tv-drama, og Malene og Kirsten udvekslede et blik.
Jo, jeg genkender dig. Rejs dig, gulvet er koldt og lidt beskidt i dag, jeg har ikke nået at vaske det.
Herregud! Du gør rent?! Maria børstede frakken og kneb ansigtet af væmmelse. Jeg vidste det! Vi har altid haft råd til en hushjælp hvorfor så ikke bruge det? Er din far her?
Kommer senere.
Fint! Jeg kom jo ikke for hans skyld, men for din, solstråle! Har du fået mit brev? Nå, det er ligemeget! Kom, giv mig et kram, Malene! Jeg har gaver med!
Hun satte tasken fra sig og begyndte straks at fiske pakker frem med navne på fransk og tysk.
Kirsten trådte tilbage, ingen blev spurgt, hvem hun var eller hvorfor hun var der. Maria bredte sig ud i rummet, sparkede til Mikkel, der indså faren og straks betænkte sine kattekløer overfor alt, hvad Maria bar.
Gå væk! bød hun katten, mens Malene forsigtigt samlede Mikkel op og søgte tilbage hen til Kirsten, som lagde armene beskyttende omkring hende.
Tag det roligt, Malene jeg er lige her.
Maria snakkede uafbrudt, rullede kufferten op og trak gaver frem i lyserøde bånd og mærkevareposer.
Jeg kendte jo ikke din størrelse Din far sagde intet. Kun at du var okay og klarer dig godt. Så jeg gættede hvis du vil have noget andet, tager vi til København og finder det eller du vælger selv. Hvor er din mormor? Hvorfor har hun ikke åbnet for mig? Hun brød sig aldrig om mig, men for din skyld må man da gå på kompromis.
Malene frøs fast. Mikkel peb, fordi hun holdt for hårdt om ham, og Kirsten tog nænsomt katten ud af hendes favn, satte ham i køkkenet og krammede Malene endnu tættere.
Mormor er her ikke, sagde Malene hæst.
Men Maria snakkede videre. Til sidst skreg Malene så højt, at det gød sit ekko gennem lejligheden.
Mormor er død! Det er længe siden! Og du og du har heller ikke været her! Hvorfor er du egentlig kommet?!
Maria blev for en kort stund mundlam. Men hun fandt hurtigt ordene:
Jeg har savnet dig!
Jamen dog! Det tog da kun, hvad, ti år, mor? Hvor gammel var jeg, da du stak af?
Malene! Jeg efterlod dig ikke! Omstændighederne, jeg måtte rejse du forstår ikke, det krævede hårdt arbejde, år med stemmetræning jeg MÅTTE gribe chancen
Maria gik i stå, og Malene fuldførte tørt:
Du havde ikke tid til sådan en lille snegl, ødelagde dine planer. Pyt, så kunne far og mormor jo tage sig af mig! Er det ikke sådan, du tænkte?
Malene, kom nu! Jeg er…
Hvad vil du egentlig? Malene kiggede på Kirsten, lod sig holde oprejst.
Hun rystede over hele kroppen, så det blev svært at stå. Kirsten mærkede det, holdt hende endnu fastere.
Hvad vil du? gentog hun.
Maria prøvede at røre Malenes hår, men pigen trak sig væk så pludseligt, at Kirsten næsten væltede.
Lad mig være! Malenes stemme blev fast og rolig. Kirsten blev et kort øjeblik forskrækket.
Malene, hvad sker der?
Det går nok, Kirsten, sagde hun og nikkede.
Malene, skat
Bland dig nu ikke! Maria gøs i irritationsoverfald. Hvem er du? Anders nye kæreste? Så gå ud i køkkenet og ryd op! Min svigermor må hun hvile i fred hun havde i det mindste orden i tingene! Du burde lære af hende!
Kirsten lo, og det samme gjorde Malene bortset fra at latteren var tom.
Der! Du smiler! Maria strålede, men Malene sagde køligt:
Ikke til dig. Jeg griner af din uforskammethed.
Uforsk hvor lærer du sådanne ord?
Tror du, jeg stadig leger med rangler? Nej, mor. Far har lært mig meget. Så meget, at du ville blive overrasket.
Fortæl mig noget, så!
For eksempel ved jeg, at du ikke bare kan tage mig væk det har far sørget for. Jeg kan kun rejse med dig, hvis jeg selv vil.
Men du VIL, ikke?
Men bag Maria var der ingen støtte. Hun stod alene i rummet. Malene havde Kirsten.
Det er nok nu, Kirsten skubbede blidt Malene ud i køkkenet. Giv Mikkel mad. Vi klarer resten.
Malene adlød uden protest og selvom Maria protesterede, gik hun ud.
Da døren lukkede, blev Kirsten til en tiger der vogtede sit eget kuld.
Alt hvad du vil tale om, det må foregå foran Anders. Ikke mere alene-snak, forstår du?
Hvem tror du, du er? Maria tog uvilkårligt Kirstens positur og satte hænderne i siden.
Jeg er hende, der passede barnet, da du smuttede, gøgemor! Tror du, du kan komme rendende og splitte hende ad? Vil du tage hende til København? Har du spurgt, hvad Malene selv vil?
Hun vil takke mig senere!
Nej, det vil hun ikke! Du kender hende jo slet ikke. Hun var ikke halvandet, før du forsvandt. Tror du, to gaver får hende til at have dig? Tro om igen! Gå ned på bænken udenfor. Og lad mig passe på barnet, så hun ikke skal træne på tom mave. For hendes “mor” er der jo ikke det er jeg, der må være det.
Kirsten trak vejret dybt og skulle til at gå, men så lød der et særpræget hulk bag hende. Maria græd.
I store, strømmende tårer, hele makeuppen rendte. Hvad skal jeg gøre? snøftede hun. Hun vil aldrig tilgive mig?
Kirsten sukkede, fandt et lommetørklæde og rakte det til hende. Tør nu de tårer op! Du troede bare, Malene ville springe i armene på dig efter alle de år? Hvem er du for hende? Hvis du vil være mor, så begynd forfra og indse vejen er lang og fuld af bump. Først når du tænker mere på hende end på dig selv, bliver du måske en person i hendes liv; det er ikke let.
Fortæl nu lige ærligt: Hvorfor er du kommen?
Maria bed sig i læben, skulle til at svare spidst, men Kirstens blik fik hende til at fortælle sandheden:
Jeg skal giftes. Min kommende mand har ingen børn, og får det heller ikke. Han ved, jeg har Malene, og han VIL tage sig af hende. Han har råd og netværk hun kan gå på den bedste skole, hun kan vælge det universitet, hun vil! Jeg vil jo bare, hun skal have det godt!
Hun har det allerede godt, Maria. Kirsten trak på skuldrene. Men hvad ved du? Du kender ikke dit eget barn.
Nej Maria lod stemmen blive til et ekko og forsvandt ud på badeværelset.
Anders kom hjem en time senere. Han fandt Maria på gulvet inde på Malenes værelse. Hun sad der med Malenes rangle den lille, gamle trærangle, Malene altid havde med til svømmekonkurrencer og betragtede som sin lykkebringer.
Du gemte den stadig sagde Maria.
Anders forstod straks det var ikke om ranglen, hun talte.
Hun er smuk, Maria. Hvorfor kom du?
Troede jeg kom af én grund, men nu ved jeg, det var af en anden Hvem er egentlig hende der tigeren, som vogtede Malene som sit liv?
En ven.
Hvem?
Min. Malenes. Vores.
Er I sammen? Kalder Malene hende “mor”?
Hvad foregår der hos dig, Maria? Hvorfor tror du altid det værste? Hvorfor handler du før du tænker? Kirsten er gift, lykkelig og har tre egne børn. Hun hjælper os fordi hun er et godt menneske.
Og jeg er… ikke?
Det sagde jeg ikke.
Anders, må jeg se Malene?
Jeg har aldrig nægtet dig det. Hvis du vil, er du velkommen. Måske, engang, ønsker hun at tale med dig igen.
Det håber jeg sådan Maria rakte ham ranglen. Jeg må gå.
Hun sagde ikke farvel til Malene den dag. Da hun kom en måned senere, ville Malene stadig ikke tale. Hun tog i skoven med Kirsten. Da de på en lysning fandt en lille blå blomst spurgte hun:
Vidste du, den her kaldes “gøgens tårer”?
Selvfølgelig. Men hvorfor spørger du? Kirsten så undersøgende på hende.
Tror du, min mor egentlig ønsker at tale med mig? Malenes blik var gennemsigtigt, og Kirsten kunne kun nikke.
Ja, det tror jeg.
Malene snurrede forsigtigt stænglen rundt mellem fingrene.
Prøv at tale med hende. Hvis det ikke går, har du stadig din far. Og mig det ved du.
Ja. Jeg ved det.
Hun lagde blomsten nænsomt på jorden og smilede.
Og når man har brug for at spørge gøgen, kukker den aldrig! Kirsten, hvor lang tid tror du, jeg lever?
Åh, min pige længe og lykkeligt! Du har slet ikke brug for nogen gøg til at fortælle dig det. Forstået?
Helt sikkert!
Malene fik talt med sin mor med tiden. De brugte år på at finde hinanden. Først på sin bryllupsdag omfavnede Malene hende frit og så hende direkte i øjnene.
Vær lykkelig, min pige.
Det bliver jeg, mor! Malene løftede blikket, fandt far og Kirsten blandt gæsterne, og nikkede et lille blink, et “alt er i orden” på dansk.
