Jeg vil altid være hos dig
– Lad nu være med at begynde igen! Vi har snakket om det her tusind gange! Hvorfor skal vi tage den snak op endnu en gang? Astrid viftede opgivende med hånden og vendte sig igen mod komfuret.
Dagen havde en underlig, grå tone over sig det begyndte allerede klokken fem om morgenen, da Mads forsøgte at fiske hende ud af søvnen ved at ruske hende på skulderen:
– Mor! Jeg har ondt i halsen!
Astrid var kun halvvågen, men hendes læber fandt hurtigt Mads’ pande og da forsvandt al træthed som dug for solen.
– Åh, du har feber, skat. Kom, vi kigger på det sagde hun og løftede Mads op, gik ud af værelset og lukkede døren bag sig. Hun gad ikke endnu engang høre på Nikolaj, hvis han skulle klage over, han ikke havde sovet.
Efter at have målt Mads’ feber og givet ham noget børnepanodil, lagde hun ham igen i sengen og tænkte, at det ikke kunne betale sig selv at gå tilbage i seng. Det var bedre at vente til lægehuset åbnede og ringe efter en tid. Hun ventede til Mads sov og listede ud i køkkenet for at lave kaffe. Så gik hun hen til vinduet.
Vinteren i år var forunderlig snefuld, og hele gården lå som dækket af vat. Sneen var faldet hele natten, og der var kun ganske få, forsigtige fodspor hen over tæppet fra dem, der havde skulle på job i det tidlige mørke. Astrids blik fangede en bevægelse og hun kunne ikke lade være med at le. Den gamle nabos kat, Onkel Vagns Mis, sprang ufortrødent rundt i driverne, forsvandt nærmest med snuden først, for så at dukke op et par meter væk. Hvordan kunne katten dog have lyst til at være ude i det her vejr? Men Mis tog det hele med ophøjet ro. Han var så selvstændig, at han nægtede at lave i kassen, så Onkel Vagn måtte følge ham til hoveddøren, hver gang han kradsede og krævede. Gik det ikke hurtigt nok, kunne alle opgangen høre kattemiseren. Men det skal siges, Mis lavede aldrig uorden indendørs. I forgårs, da Astrid skulle hente Mads i børnehaven, så hun netop Mis småmopset traske ud og brokke sig højlydt.
– Kom du bare du skal da også altid sige din mening! Goddag, lille Astrid! Se bare, det er altså ham, der styrer mig, ikke omvendt. Se den lille kommandør! Jeg kom lidt sent hjem, og nu får jeg skældud, sagde Vagn med et skævt smil.
– Hej Onkel Vagn! Han er en alvorlig herre!
– Ja, find endelig én mere af slagsen! Det er åbenbart min skæbne at opdrage alvorlige mænd…
Astrid smilede, nikkede og gik videre op. Hun kunne ikke sige noget til det. Onkel Vagns søn, Mathias, var virkelig også alvorlig. Og klog, med tør humor. Men det var ikke alle, der så det de fleste så ham mest som ham den lidt indesluttede dreng med briller, højst et svagt nik i skolegården, pigerne bemærkede ham sjældent. Astrid havde kendt ham altid. Altid havde han været der i barndommens glæder og sorger. Han havde trøstet hende, som kun én der kender tab, kan.
Astrids mor, Karen, blev kørt over i et fodgængerfelt. Hun havde gjort alt som man skal, men alligevel blev hun ramt. For Astrid var det en voksende frygt hun var jo opdraget til, at så længe man overholder reglerne, sker der ikke noget slemt.
Hun og Mathias var begge ti år dengang. Astrid, der aldrig havde prøvet et rigtigt tab, lukkede sig helt inde. Hun talte ikke, bare græd og forsøgte at gemme sig. Hver trøstens hånd blev afvist. Hun låste sig inde på badeværelset eller gemte sig bag sofaen. Når hun var alene, fandt hun hvilket som helst hjørne og faldt i søvn. Pædagogen, hendes far havde kontaktet, slog alarm stressen blev for meget.
Mathias så det hele. Hans egen far døde to år før Karens ulykke. Han forstod Astrid bedre end nogen anden. Han flyttede nærmest ind Onkel Vagn havde intet imod det, for han havde ondt af den lille Astrid. De andre i opgangen hjalp også, så godt de kunne, kom med mad, passede hende, når hendes far skulle ordne ting. Aldrig sagde Onkel Vagn noget, heller ikke de gange Mathias først kom hjem sent på aftenen. Han hjalp hende med lektier, læste højt, forsøgte at få hende til at lege, tog hende med til dans og gymnastik, hvor hendes mor havde meldt hende til, for at hun skulle lære glæden ved at bevæge sig. Langsomt tøede Astrid op den alvorlige dreng og hans bløde skuldre hjalp mere end professionelle ord.
Og da de sammen fik øje på en lille forkommen killing i sneen og slæbte den hjem til Onkel Vagn, begyndte Astrid for første gang siden ulykken at tale igen. Hun bad om mælk til killingen. Onkel Vagn smilede savt og sagde lavmælt: “Tak, Gud.” Killingen blev boende hos Mathias, for Astrids far, Jens, havde allergi.
Mathias blev Astrids skygge. Hun tog det for givet, at han var der ikke bare som ven, men et søskende, hun aldrig fik. Begge var enebørn, begge fandt det, de manglede, i hinanden: støtte, en ven, hvis tanker man kunne følge uden ord. De så bare på hinanden og vidste. Astrid begyndte på sætningen Mathias gjorde den færdig med sit lune smil. De voksne forstod ikke helt, men lod det være, i det mindste fandt to sårede børn lidt ro i hinandens selskab.
Det var først i gymnasiet, problemer begyndte. Astrid voksede op og blev virkelig smuk. Pludselig fik hun masser af bejlere. Mathias sagde ikke noget sad i hjørnet, mens tilnærmelserne voksede. Astrid var dog ikke synderlig interesseret indtil Nikolaj trådte ind på scenen. De stødte sammen på trappen til idrætscenteret, hvor hun gik til rytmisk gymnastik.
– Er du okay? Lad mig hjælpe dig! Nikolaj rakte hende hånden. Under sneen lå is, og hun var faldet. Det er glat, har du slået dig?
Hun så op, og alt, hvad hun altid havde sagt om ikke at tro på kærlighed ved første blik, virkede latterligt. Den morgen opdagede hun, at hun tog fejl.
– Jeg er fortabt, Mathias! Helt fortabt! Han er fantastisk
– På hvilken måde? Mathias rynkede brynene uden hun mærkede det hun var allerede i sine egne drømme.
– Jeg kan ikke forklare, det er bare rigtigt!… Du plejer da at glædes på min vegne.
– Selvfølgelig, det gør jeg, pressede Mathias frem, mens han forsvandt bagud i sin egen smerte.
Men det bemærkede Astrid ikke. Hun var optaget af Nikolaj. De så hinanden i mere end tre år, før de mente sig voksne nok til at gifte sig. Forældrene blev meldt, og ansøgningen til vielsen afleveret.
– Ærgerligt, man ikke kan have en brudgom-ven i stedet for en brudepige. sagde Astrid, mens hun stod foran spejlet i brudekjolen, hun fik lagt op.
Mathias sad på bænken, så på hende. Han var faldet lidt til ro igen efter tilretningen, hvor damen i systuen havde jaget ham ud:
– Brudgommen må ikke se bruden i kjole!
– Han er ikke min kommende mand! grinede Astrid. Han er min bedste ven.
– Vennen, ja spøjst, sagde systuedamen.
– Kan venner ikke eksistere? Vi har travlt vi skal også se på kage, Mathias, vi skal køre.
– Jaja, sagde han og Astrid drønede ind bag forhænget for at prøve kjolen. Mathias sank sammen på bænken.
Set i bagklogskabens lys tænkte Astrid siden: hvordan kunne hun så længe overse alt det hos Nikolaj, der senere begyndte at drive hende til vanvid. Når man har vænnet sig til altid at have en ‘ridder’ i ryggen, tror man, man altid skal blive reddet. Men prinser og roller viser sig jo at være sære størrelser, når dagligdagen banker på.
De første faresignaler kom, da Astrid efter et halvt års ægteskab blev syg en ond hals, hun ikke gav sig tid til. Livet skulle fungere, husholdningen køre, og det udviklede sig helt galt. Da lægen anbefalede et grundigt privat check, rynkede Nikolaj brynene:
– Hvad? Vi har feriepenge til sommer. Det der er spild af penge! Du fejler ikke noget, de pumper bare penge ud af os.
Astrid rystede på hovedet hvordan kunne han tale sådan?
– Mener du det?
– Ja. Alt er fint, du skal bare slappe af sagde han og slog armene om hende, uden at mærke at hun denne gang ikke gengældte det.
Så var det hendes far der betalte for undersøgelserne. Han blandede sig ikke, skelede bare til Nikolaj og lavede sine egne refleksioner.
Astrid brugte et år på at komme sig. Skaderne forsvandt dog ikke helt hjertet ville ikke rigtig med, og alt var lidt på vippen, da Astrid blev gravid. Jordemoderen indskrev hende straks i risikogruppe.
– Tag ikke det her forkert, men du skal virkelig tænke situationen igennem. Graviditet er en stor belastning, sagde jordemoderen. Lige nu klarer du det, men hvad med senere?
– Der er ingen tvivl. Jeg skal føde!
– Så må vi gøre vores bedste.
Og de gjorde alt. De sidste tre måneder lå Astrid på hospitalet. Mads kom til verden til tiden sund og rask! Kun Astrid, hendes far og Mathias vidste, hvad det havde kostet. Nikolajs reaktion på sønnen holdte hende dog tilbage fra øjeblikkeligt at søge skilsmisse. Han så på drengen som om han var et mirakel passede, skiftede ble, gik ture og der var glimt, hvor han virkelig var en god far. Men undertiden blev han irriteret, og så bad han Astrid tage ham væk. En time senere kunne han igen være far i verdensklasse. Hans adfærd forvirrede Astrid hvad betød det? Men for det meste var han okay indtil videre.
Mellem hende og Nikolaj blev det til to parallelle baner liv, der sjældent mødtes. Mads var et skravl, ofte syg, og Astrid havde ikke overskud til at spekulere på det liv, hun levede. Hun løb til lægen med ham, oftest alene, for Nikolajs reaktion var uforudsigelig. Nogle gange var han hjælpsom, andre steder gik han amok over, at han skulle køre. Hendes far lærte hende at køre bil, mens han passede Mads. Snart købte han hende en lille brugt Skoda, så hun ikke skulle være afhængig af Nikolaj.
Jens fattede hurtigt, hvordan det stod til, men blandede sig ikke ventede bare, til Astrid selv var klar. Kun én gang, da Mads var to og feberen efter flere dage endelig lagde sig, faldt Astrid sammen på gulvet, uden at nå sofaen. Da hun vågnede, sad Jens med barnebarnet.
– Astrid, jeg kommer ikke med råd eller spørgsmål. Bare husk: du er aldrig alene, okay?
– Tak, far. Jeg ved det men jeg er ikke klar endnu. Og vil ikke snakke om det. For Nikolaj er stadig min mand.
Jens nikkede, holdt om hende.
I al den tid, hvor Astrid kæmpede for Mads’ helbred, var Mathias altid nær ofte uden hun opdagede det. Hentede medicin, kørte hvis Skodaen strejkede, klarede praktisk alt, mens Nikolaj var…forsvundet ofte med mobilen slukket, altid et eller andet vigtigt for. Astrid vidste, hun nok udnyttede Mathias’ hjælpsomhed men kunne ikke lade være. Han var den eneste, hun stolede på.
Nu stod hun ved vinduet og tænkte på, at Mathias kom hjem fra forretningsrejse i dag. Hun kunne måske høre, om han kunne køre dem til læge, hvis det blev nødvendigt, for hendes bil var gået totalt i stå i går. Og økonomien hang i laser Nikolaj sagde alt gik til business, mens hendes deltidsløn kun lige dækkede det mest nødvendige. De boede stadig i hendes fars lejlighed, for Jens var flyttet i sit sommerhus ude ved fjorden.
Astrid tjekkede uret og ringede til lægehuset. Hun var heldig deres egen læge var tilbage fra ferie, og de kunne få en tid.
Hun lagde telefonen fra sig og gik i gang med at lave morgenmad, da Nikolaj slentrede ud, ubarberet og halvtræt.
– Hvad er nu i vejen? Hvorfor har I forstyrret mig hele natten?
– Mads er syg, svarede Astrid kort.
– Og måtte du derfor gå rundt hele natten? Nå, jeg sover dårligt alligevel. Giv mig morgenmad hurtigt, jeg skal videre, har travlt.
Astrid sagde ingenting, vendte sig mod komfuret og begyndte at stege pandekager. Hun lavede det især til Mads han spiste kun rigtig, når han var syg, hvis det var ‘helbredspandekager’, som Astrid engang havde kaldt det. Nikolaj kunne også lide dem, så der kunne ikke klages.
– Har du talt med din far?
– Nej!
– Hvad venter du på?
– Jeg har sagt, jeg ikke vil blande ham ind i det. Jeg beder ikke om at få lejligheden skrevet over på os.
– Din stædighed er ved at drive mig til vanvid. Jeg betaler for det sted, men hvad får jeg? Konstant pengeproblemer til dig, til Mads. Jeg slider, har ikke været på ferie i årevis!
Nikolaj snakkede videre, men Astrid hørte ikke efter. Pludselig følte hun, at en streng indeni knak. Den, der holdt hende sammen med Nikolaj, alt det, de tidligere havde haft… hun vidste, nu var det slut. Hun lagde paletten fra sig, vendte sig mod sin mand.
– Jeg siger det kun én gang, og du skal høre efter: I dag pakker du dine ting og flytter. Vi skal skilles, Nikolaj. Jeg gider ikke mere, og det gør du heller ikke lad os nu stoppe dette. Hvem der har betalt hvad, må vi lade ligge. Lad os tænke på, at vi har Mads og vi skal begge være der for ham, selvom vi ikke skal bo sammen.
Nikolaj blev først helt perpleks, prøvede at sige noget, tav så og kastede gaflen. Hør nu lige, du må da tænke dig om til i aften. Jeg tager hjem til mine forældre.
– Som du vil, hviskede Astrid og vendte sig væk, mens tårerne pressede sig på.
Han gik, og hun hørte døren brage i. Astrid lod sig synke ned på stolen og græd, så hun sitrede. Da hun hørte Mads’ små skridt, snøftede hun, tørrede øjnene, tog en børnetallerken frem.
– Verdens mest raske dreng! Er du klar til morgenmad?
– Ikke så sulten, mor. Nu gør hovedet også ondt.
– Pandekager hjælper mod hovedpine
– Kun hvis der er syltetøj til, smilede Mads listigt.
– Selvfølgelig, skat.
Da lægen havde været der og ordineret medicinen, gjorde Astrid sig klar til apoteket og overvejede at ringe til sin far, da det bankede på. Det kunne kun være Mathias ingen andre bankede, for dem var det koden.
– Hej!
– Hej, hvordan går det? Mathias havde en lille legetøjsbil med.
Astrid bemærkede, hun knap kunne huske, hvornår Nikolaj sidst havde givet Mads noget. Det var hende, der købte gaver Mathias kom altid med noget.
– Mads er syg passer du ham, mens jeg henter medicin?
– Selvfølgelig. Giv mig listen, så klarer jeg det.
Astrid gav ham sedlen, og han forsvandt.
Næppe var han gået, før Astrids telefon ringede.
– Astrid Jensen?
– Ja.
– Det er fra Rigshospitalet. Din far er blevet indlagt.
– Hvad? Med hvad? Astrid knugede røret.
– Akut hjertetilfælde. Han er indlagt lige nu er alt kritisk.
– Jeg kommer straks.
Hun fór rundt, greb på må og få, glemte hvad hun ledte efter. Hendes far havde aldrig nævnt hjertet. Det gik op for hende, hvor let det er at miste alt.
Helt mekanisk ringede hun til Nikolaj.
– Nikolaj
– Nå, har du tænkt dig om? Eller hvad
– Nikolaj, min far ligger på hospitalet. Hans hjerte.
– Og? Hvad forventer du af mig? Du vil jo skilles jeg hørte det tydeligt.
Astrid stirrede på røret og lagde på.
Da Mathias kom hjem med medicin, så han Astrid stå klar i overtøj.
– Hvad sker der?
– Min far ligger på hospitalet. Hjertet.
Han sagde ikke mere hentede straks sin mor, så Onkel Vagn kunne passe Mads. Astrid og Mathias tog bilen til hospitalet.
De sad der hele aftenen. Talte ikke. Først da Astrid brød tavsheden:
– Tak hvor er jeg glad for, du er her.
– Jeg er her altid, Astrid.
– Jeg ved det, Mathias. Nu ved jeg det virkelig.
Da lægen kom ud, sov Astrid på Mathias’ skulder. Han vækkede hende blidt.
– Din far er på stuen nu. Det bliver langt, men det værste er bag jer I må tage hjem, og I kan besøge ham i morgen.
Astrid lagde armene om Mathias og græd. Græd alle de sorger og al den angst ud, hun havde båret på.
