Kedelig kærlighed…
Det var en meget mærkelig nat i København. I et skævt og farverigt vindue i Nyhavn mødte Amalie den flotte og gådefulde Mads gennem nogle fælles bekendte. Han præsenterede sig selv både som fotograf og kunstmaler, og hans guitarspil hang som tåge over rummet. Lyden skælvende af længsel det var nok til, at kvinder i strøget vendte sig om efter ham. Klangen af hans stemme fik malende gadelygter til at bøje sig ind over brostenene.
Alle vidste at Amalie altid havde valget, mænd stimlede som duer om hendes bare arme. Hun skruede aldrig ned for sin egen vilje, men lod sin frihed gå først. Indtil natten smeltede og Mads sang. Så blev verden hul og hun kunne kun stirre på ham, mens skæve stjerner drejede rundt over deres hoveder.
Han bad om hendes nummer, eskimoisk kold og afslappet. Han fulgte hende hjem gennem Kanaler og cykellys, men ringede ikke, hverken den aften eller næste dag. Noget i hendes indre smuldrede som sprød marcipan. Hun begyndte selv at tjekke telefonen, og hun hadede det. Aldrig havde hun sådan ventet hvad lavede han, tænkte han på hende, var det bare en illusion?
– Åh, skat, det dér er forelskelse, gnækkede hendes veninde Lærke og rodede med sine fudgefarvede krøller.
– Jeg løb jo op hver gang telefonen vibrerede, hviskede Amalie og sukkede. Jeg sprang op om natten, bange for at miste et opkald.
– Ro på, det går over. Nogle få dates, så vender han selv om og står på hovedet for dig, lo Lærke. Bare du ikke tager det første skridt…
– Men hvordan overhovedet mødes, hvis han ikke ringer? hviskede Amalie krampagtigt.
– Tag i svømmehallen, få ordnet dine bryn, se en film med en af dine mange bejlere, svarede Lærke med et blink. Bare vent og se.
– Hvem kan jeg få hans nummer af? hvæsede Amalie pludseligt. Aldrig før havde hun ringet først.
Hun plejede at have nød-mænd, hun kunne ringe til, hvis hun skulle fragtes hjem efter en bytur eller have renset sin computer. Men at ringe til Mads og smide sit hjerte på trappen, det var en helt ny slags galskab.
– Nej, gør det nu ikke, tryglede Lærke med store øjne.
Amalie nikkede, forvirret og træt, og forsøgte at distrahere sig selv på jobbet. Hun svømmede igennem bunker af vigtige excelarksophobninger. Om aftenen så hun på en gammel dansk serie fra 90’erne, og næste dag var der yoga på programmet.
Netop som hun næsten havde glemt ham, ringede Mads. Stemmen som vat rundt i hendes hoved; Hej, Karamel, sagde han. Hendes tanker eksploderede som Toms Skildpadder.
– Hvorfor Karamel? spurgte hun, helt ude af sig selv.
– Du sagde selv, at din hårfarve ikke er rød, men karamel, grinede han, så nu er du min Karamel.
Hjertet boblede som et glas dansk akvavit. Skal vi gå en tur i Kongens Have og spise en rullekebab? spurgte han.
Normalt ville hun have fnyst og ignoreret sådan et tilbud. Men pludseligt fnisede hun: Det lyder hyggeligt!
– Fint, vi ses klokken syv, grinede han og lagde på.
Amalies hjerte dansede polka. Men i det næste sekund tænkte hun: Han tilbyder ikke engang at hente mig i bil. Ikke engang en taxa forslår han. Hm!
Alligevel mødtes de, og det var underligt fortryllende. Mads kom for sent og undskyldte skævt som en ægte teatermakker. Restaurationsworkers og andre forbipasserende bemærkede hende slet ikke, for hun slukkede hele rummet med sit smil.
De gik forbi en malleri-mand, der malede turisters portrætter i parken. Skal jeg ikke male din venindes portræt? spurgte kunstneren. Mads tog penslen, bad ham flytte sig, og gik i gang. Anderledes, underligt, mærkeligt. Amalie sad model halvanden time uden at sukke. Hun kunne have siddet sådan for evigt.
Portrættet var særpræget og næsten genkendeligt. Han rakte hende billedet, hviskede: Du er smukkere i virkeligheden. Hun glemte alt hvad hun hed og hvorfor hun var til.
Hjemme i hængekøjen i hendes bylejlighed lå hun og svævede, hendes tanker snoede sig i spindelvæv. Én besked fra Mads: Sov godt, Karamel og verden blev til let flødeskum.
Men næste dag ringede han ikke, heller ikke dagen efter. Hun ville ikke ringe, men på dag fem bristede boblen.
– Hej Karamel! lød det som om intet var sket.
– Har du ikke noget at sige? spurgte hun irriteret.
– Hm… Jo! Kom hjem til mig i aften.
Hun burde råbe, droppe ham, men samtidig begyndte hun straks at gøre sig klar. Sin dyreste blonde-bh, sit dyreste parfumekup. Han skulle se, hvor flot hun var!
Da hun kom, stod en pose frosne frikadeller klar. Kog dem lige, ven. Jeg cykler lige efter remoulade, sagde han, trykkede hende på næsen og smuttede. Amalie stod lammet i entreen.
Hun satte vandet over, så sig omkring. Her var rodet det kunne han godt selv have ordnet. Hun støvede lidt af, men han var hurtigt tilbage. Jeg troede du kunne lide at holde hus, sagde han drillende.
Han åd frikadeller, hun nægtede hun ville være statuen i hjørnet med det smukkeste undertøj. De sov sammen, men han bemærkede ikke det mindste. Endnu en nat var hun hans gæst.
Sådan blev det. Nogle gange sendte han blomster, sang sange, og de delte pizza i små, metalsøde caféer. Men ofte var hun den, der ventede. Andre gange takkede han nej til hendes opkald eller aflyste aftaler, fordi en ven eller fernisering var vigtigere.
Han havde sjældent penge men hvis han solgte et billede, var det næppe til Amalie, han købte øl. Hun betalte ofte for dem begge på små hyggelige caféer eller tog Uber hjem.
Hvorfor finder jeg mig i det? Amalie vidste godt svaret: Det var hans blik, stemmen, berøringen det kunne gøre nat til dag.
Mads kunne ringe klokken halv tre, og uanset hvor vigtigt et møde hun skulle til dagen efter, kom hun på cykel gennem søerne. Hun glemte alt.
Flyt ind! sagde han en nat.
Hun troede, det ville løse alt. Hun overvejede knap, at han var ustadig og blakket med penge. Hun så kun mulighed for at blive rigtig hans.
Men livet i kolde, solbeskinnede stuer i København ændrede ikke Mads. Nu brokkede han sig over opvask og en ikkeeksisterende aftensmad. Og Amalie betalte oftest alle regningerne. Han klagede over hendes lyst til dyre oste og fisk men spiste gerne hendes havregrød og drak hendes smoothies.
Når hendes tålmod bristede, skiftede han adfærd. Købte blomster, spiste hendes hånd, udskød drengemøder. I de øjeblikke var han verdens bedste kæreste.
En aften varslede han en overraskelse. Men han kom først hjem klokken fire, skæv og grinende. Han forstod ikke hendes sure miner. Amalie begyndte at tvivle kunne det her blive ved?
Da hun engang blev syg, bad hun ham hente Panodil på apoteket. Han rystede på hovedet Slap af, vi skal på skiferie! Han kyssede hendes pande, forlod hende bævende under dynen, mens han fløjtede.
Da Mads kom hjem efter tre dage, fortalte han højlydt om dagene i sneen, mens Amalie stille pakkede sin taske.
– Hvor skal du hen? spurgte han, forvirret. Han forsøgte at holde hende tilbage, tilbød ord og kram, men hun var kold, alt i hende var udbrændt.
Hun tog elevatoren ned med gråd i maven. Mads ringede, hun tog den ikke. Tårerne gav ingen mening, men de blev ved og ved.
***
I forældrehjemmet i Odense mødte moderen, Karen, hende uden ord. Moderen havde aldrig brudt sig om Mads syntes han var for blød, for smart og uansvarlig til hendes stolte datter.
Hun havde undladt at blande sig, men da Amalie kom hjem, sagde hun pludseligt: Han er en elendig fyr. Dette fortjener du slet ikke. Rundt omkring i verden er der ordentlige mænd hvorfor blev det Mads?
– Hvor skulle jeg finde dem, mor? græd hun. Jeg vil ikke tænke på ham, men han dukker op, så snart jeg lukker øjnene.
– Så lad dem da være åbne, lo Karen. Eller se dig omkring naboen Søren har altid været vild med dig.
Amalie rystede på hovedet. Hun huskede alt for tydeligt, hvordan Karen altid talte om Søren, da hun gik i gymnasiet. Men han var stille og tilbageholdende, aldrig spændende.
– Han har elsket dig siden du var 15, kvitterede Karen. Han blev lykkelig, da du flyttede hjem…
– Jeg ved det, svarede Amalie, Men jeg kommer aldrig til at elske ham. Han er kedelig, mor. Kedelig som leverpostejsmad.
– Synes du Mads var sjov? fnyste Karen. Ham griner du dig da kun træt af!
Og endnu bankede Amalies hjerte for Mads hans buket blomster fik det til at sitre, og når han spillede for hende, frøs alt andet.
Søren dukkede dog ofte op. Han tilbød hjælp, kørte hende til arbejde og hjem igen, uopfordret og uden de store ord.
Han var ikke spændende som Mads, hans beskeder var ansvarlige, men aldrig dramatiske. Han spurgte til hendes dag, tilbød sig, hvis hun havde brug for noget. Kærligheden var som et lunken glas mælk.
Andre mænd forsøgte da også, men Amalie havde ikke mod på flammer og kaos. Det eneste dramatiske var, at Søren blev.
Mor, Søren har spurgt om jeg vil gifte mig med ham? sagde hun en nat til Karen.
– Tænker du stadig på Mads? spurgte Karen skælmsk.
– Nej. Men jeg vil ikke giftes uden kærlighed.
– Tror du kærlighed handler om at være skør og føle brand i blodet? lo Karen.
– Ja, det var sådan med Mads, indrømmede Amalie, og rødmede.
– Du opdager snart, hvad andet kærlighed er, smilede moderen.
Amalie tænkte over det. Søren havde ventet, passet på hende, ikke presset. Skulle hun sige ja? Hun gjorde det.
***
Livet med Søren var måske ikke spændende, men det var stabilt, varmt, trygt fyldt med små gaver under hovedpuden, brunch på grå søndage. Han arbejdede efterhånden på to skæve job, for at have penge nok til Cypern-rejse og fælles latter.
Men alligevel vidste Amalie, at hun nok aldrig kom til at elske ham rigtigt. Kan man være lykkelig uden stormende kærlighed?
En dag inviterede Søren hende med på firmaweekend: pool, stand-up, DJ, fotosessions. Amalie glædede sig til at møde folk, og købte en ilrød kjole.
Men hun blev syg feber og hoste, lægen sagde: Ingen fester, kun te og ro.
Du skal altså ikke blive hjemme for min skyld, sagde hun til Søren. Tag blå skjorte og bestil en taxa.
Hvilken skjorte? Hvilken taxa? spurgte han og vred termometret.
– Du skal jo afsted, gentog hun.
Han grinede. Tror du jeg tager afsted uden dig?
Men du har glædet dig, insisterede hun.
Han rystede på hovedet. Lavede te med citron og sukkede: Drik op, det hjælper på alt.
Amalie betragtede ham, mens han hviskende dryssede sukker i hendes kop. Han sang ingen dramatiske sange, han tryllebandt hende ikke. Han var ikke Mads, han var ikke magisk men hun mærkede pludselig noget klart, lyst inde i sig.
Søren forlod aldrig hendes side. Han gav hende piller, lavede kølige omslag, læste højt fra gamle eventyrbøger. Han serverede torsk og ris, lavede uldne tæpper til hende. Han gik på tæer om natten, og smilede, når hun smilede.
På trods af smerte og feber, følte Amalie sig usædvanligt let. Hun vidste, at sygdommen ville forsvinde, men det blide, rolige følelse inden i hende ville blive.
Det her er altså kærlighed, tænkte hun. Hun stirrede på Søren, som kluntet pustede på hendes te.
Har du det bedre? spurgte han, da hun smilede.
Meget bedre. Jeg har det faktisk… også godt, hviskede hun.
Han mærkede på hendes pande, forstod hende ikke helt, men smilede forsigtigt.
Søren, jeg elsker dig, sagde hun dæmpet midt i alting.
Han stod stille, vendte sig lidt væk og tørrede usynlige tårer bort. Nej, græd nu ikke, tænkte han, men hun lo stille.
Han løftede hendes hånd og trykkede sine læber mod hendes kno, så bølgede varme gennem værelset.
Jeg elsker dig også, svarede han og forsigtigt, midt i alt det mærkelige, begyndte deres drøm sammen på ny.
