Et sygt barn ødelægger dit liv
Jens, hvordan kunne det ende sådan? Vi ventede jo så længe på ham, hviskede Mette, mens hun stirrede på sin mand med øjne, der svømmede i tårer.
Han var på vej ud ad døren. Hendes Jens, dén hun kaldte sin klippe, havde netop meddelt, at han indgiver skilsmisse og flytter sammen med en anden kvinde. Hvis han så havde været kold og truet med at lade hende sidde uden en rød øre ja, det var skidt. Men smerten borede sig ubehageligt dybere, fordi Jens blik var fyldt med rod, tvivl og skyld.
Nu stopper du, Mette, mumlede Jens, der helst bare ville sige farvel og gå, så hurtigt det kunne lade sig gøre.
Jens var blevet forelsket i en anden og længtes sådan. Han kunne bestemt ikke sige, at Mette var blevet ham fremmed han huskede alt for tydeligt, hvordan de havde elsket hinanden, hvor meget nærhed, begejstring og glæde der var flydt igennem deres forhold.
Nu stod han med tasken i hånden på dørtrinet resten af hans ting havde han diskret fjernet over de sidste par uger. Han havde bestemt, at han denne gang kun ville tale om det praktiske. Øv, at Mette lige skulle begynde med det følelsesporno!
Fra børneværelset lød straks et gråd, og Mette forsvandt ud af stuen. Jens sukkede. Her var hele kernen til alle problemerne. Deres lille søn, Malte, havde fået diagnosen cerebral parese ved fødslen, og alt havde været kaos lige siden deres lille urolige klump kom til verden.
Faren, ja, han svingede mellem aggression mod sønnen, der stjal al Mettes opmærksomhed, og ubærlig medlidenhed over for det syge barn. De havde trods alt kæmpet for at blive forældre. Det havde krævet meget, men endelig skete den længeventede graviditet.
Nu, hvor han stod og skulle gå, væltede de gamle minder frem. De gode måneder med den lykkelige ventetid, den for tidlige fødsel med iltmangel alle nætterne, hvor Malte lå på neonatalafdelingen, koblet til en respirator. Og værst af alt: lægernes formaninger om en uvis fremtid.
Men dengang havde de endnu håb. Diagnosen blev stillet da Malte fyldte seks måneder og begyndte at få stive ben og forsinket udvikling. Derfra begyndte helvede.
»Jeg orker ikke at tænke tilbage,« tænkte Jens. »Og jeg vil ikke bo sammen med en kvinde, hvis dage handler om massage, el-chok og pilatesbold!«
Så, midt i tragedien, kom Camilla ind i Jens liv. Hun var let, fnisende og havde altid tid til ham aldrig overtænkt af syge børn og terapi. Det begyndte som adspredelse, men pludselig føltes det hele meget nemmere i hendes selskab.
Venner og familie bakkede påfaldende op om Jens. Selv Camillas mor forstod da godt, at Jens søgte skilsmisse.
Hvilken mand kan klare sådan noget? pointerede Mettes mor på den lettere trætte facon. Hun syntes det var nemmere med børnebørnene fra Mettes søster, for Malte var mere hovedpine end glæde.
En dag, præget af dårlig samvittighed, overvejede Jens det hele sammen med sin kammerat, Anders.
Du skal ikke slå dig selv i hovedet, Jens, forsikrede Anders, tusindvis af mænd går, det er en del af livet. Mette er sød, men
Hun har altid været alt for mig, svarede Jens stille. Bedste kone, ven og elsker. Og hun er en super mor, men ja
Jeg forstår, nikkede Anders. Hvis du ikke kan bære det hele, så skal du ikke. Et sygt barn vil sluge dig hel år ud og år ind.
Jeg kan ikke mere! sagde Jens opgivende. Han holdt faktisk af Mette, men tanken om et liv i evig kamp for små sejre trak ham mod afgrunden. Men hvordan slippe skyldfølelsen?
Tingene kan klares med penge, ven! forsikrede Anders. Giv hende lejligheden, én af bilerne, og slå dig løs med børnepenge. Du har jo råd.
Ja, min mor solgte fars gamle garage, så jeg fik halvdelen. Og lønnen er god børnepengene vælter mig ikke.
Perfekt! sagde Anders. Smut nu, så ingen nogensinde kan sige, du har efterladt en stakkels kvinde med sygt barn. Betal og sov godt, som man siger.
Jens gik med på det. Bagefter fortalte han Mette, at den gamle Toyota var nok til ham, mens hun kunne få den fede Volvo og hele lejligheden. Han frasagde sig alt. Slut prut finale.
Han længtes bare efter at sige ordene og svæve let ud ad døren slippe for skyld og bekymring. Men Mette sad blot tavs, åbnede ikke munden ikke engang da Malte begyndte at græde. Det gjorde det så hårdt for dem begge.
Mette, jeg kan bare ikke mere, sagde Jens. Og send ikke billeder af Malte, de bliver slettet alligevel. Jeg orker ikke høre om små fremskridt.
Jens vidste godt, at ét ord mere fra Mette, og han kunne have ombestemt sig eller bare udsat det uundgåelige. Han benyttede sig af Maltes gråd og smuttede.
Udenfor virkede luften ny og frisk. Endelig kunne han trække vejret bogstaveligt og psykisk. Hjemmet havde været tykt af en sær, håbløs duft, og han vidste faktisk ikke engang, hvad det var.
Nu ville Jens ikke længere tænke på Mette og Malte. Han næsten svævede mod Camilla, mere fraværende og lettere end nogensinde klar til at bryde med fortiden.
Da Jens var gået, ville Mette græde, men Maltes gråd overdøvede hendes smerte. Hun kastede sig straks ind til ham.
Pludselig dukkede et smil op på hans ansigt og måske var det indbildning, men hendes otte måneder gamle barn smilede til hende!
Du smiler! hviskede Mette. Malte, du smiler til mor!
Ingen havde tidligere set et bevidst smil fra Malte. Lægerne mente, hvis hun blev ved, ville han måske kunne smile og vende sig selv ved ti måneder. Og nu skete det!
Herre Gud, hvor er det fantastisk! udbrød Mette, mens tårerne løb. Hun kyssede ham på kinder, næse og hænder. Smil til mor igen!
Så ringede hendes veninde, Vibeke. Den eneste, der altid havde troet på Mette og hendes kamp for Malte. Og nu kendte Vibeke alt om skilsmissen.
Så gik han fra dig, hva?
Ja, Vibeke, han gik. Tog sine sager, gav mig penge og så begyndte tårerne igen.
Kom nu, du er jo ikke forladt med kun undertøjet tilbage! Du har lejlighed, bil, penge. Der er kvinder, der står langt dårligere. Det kan du bygge på!
Han prøvede at købe min tavshed, forstår du? Det gør virkelig ondt
Vibeke spurgte hurtigt, hvordan Malte havde det, og straks ændredes Mettes stemning. Hun begyndte begejstret at fortælle, at Malte havde smilet for første gang.
Nej hvor er det vidunderligt! udbrød Vibeke. Mettemus, ingen mandskrise kan toppe glæden ved et barnesmil.
Du har ret, lo Mette. Kun til Vibeke kunne hun fortælle frit om små sejre, for hun vidste, Vibeke ville glæde sig med hende og dele al smerten.
Du trænger seriøst til at komme ud lidt, sagde Vibeke. Din eks har ikke udsultet dig. Gå nu i frisøren, for pokker.
Hvem skal passe Malte? Min mor vil aldrig. Min søster hun bliver så overbærende og beklemt bagefter
Drop familien, fastslog Vibeke. Jeg tager Malte et par timer, om det så er trilleture eller hygge derhjemme. Jeg lover, han både smiler og synger med mig.
Mette følte sig nærmest lettet for første gang og brød ud i latter. Vibeke var altså noget særligt!
Efter skilsmissen begyndte Vibeke at komme oftere hun hyggede med Malte, aflastede Mette, lod hende komme til tandlæge eller tage en massage.
Tiden gik ved ti måneder kravlede Malte stadig ikke. Først nær etårsdagen begyndte fremskridtene; han kunne snart sidde med støtte. Benene var stadig stive som forårsgardiner, men hvor alligevel!
Mette savnede sjældent Jens dog kom der en tåre om aftenen nu og da af træthed og minder, men ofte var hun så udkørt, at hun faldt i søvn, før hovedet ramte puden.
Blandt tungsind og små triumfer gik tiden. Ved halvandet år kravlede Malte som en soldat, og han begyndte at vise interesse for legetøj især farvede klodser, som han prøvede at stable selvom fingrene slet ikke makker ret.
Da Malte fyldte to år, besluttede Mette at holde børnefødselsdag. Hun sendte en rar sms til Jens og inviterede også søsteren Ann-Sofie, Vibeke og sin mor.
Malte sad festklædt på gulvet og byggede tårne. Da gæsterne kom, håbede Mette på lidt begejstring de havde virkelig nået meget.
Seje fyr, Malte! udbrød Vibeke imponeret. Respekt til din mor, og tillykke lille ven!
Vibeke slog sig straks ned på gulvet for at lege med tårne. Hendes gave, flere klodser, blev modtaget med jubel.
Desværre blev de øvrige gæster ikke grebet på samme måde. Mormor stirrede på Malte og rystede på hovedet.
Uha, dreng. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har givet mor penge, så hun kan købe det, du har brug for.
Tak, mor, smilede Mette, selvom en lille ærgrelse kradsede Malte så sød ud i sit stribede jakkesæt, rørte det overhovedet ikke mormors hjerte?
Hørte du fra Jens? spurgte moderen distræt, spejdende efter sit eget spejlbillede. Kommer han mon?
Han skrev tillykke og overførte nogle kroner, svarede Mette. Han sagde, han ikke kunne deltage.
Ikke overraskende, nikkede moderen. Hvem gider at se på sådan noget?
Hun vinkede hen mod hvor Malte legede med Vibeke. Mette bed tænderne sammen men hun holdt sig i skindet.
Ann-Sofie kom med sin fireårige søn, Christian. Mormor kastede sig straks over sit ældste barnebarn, roste hans nye jakke og kyssede ham storartet.
Vores Christian svømmer allerede som en haj! pralede Ann-Sofie.
Hvor er han dygtig, vores Christian! jublede mormor, Skal han ikke lire et rim op for mormor så får han chokolade.
Stor én? Christian så op med håb.
Sådan en, svarede mormor og viste med armene.
Mette undrede sig hun havde jo inviteret dem til Maltes fødselsdag, ikke Christians. Men hun holdt ud i dag festede de for Malte.
Efter at Christian havde reciteret digtet, bød Mette alle til bords, foreslog Christian at bygge tårne sammen med Malte.
Der er klodser nok, Christian! Alle giver klodser, og Malte elsker dem.
Christian overvejede det men blev stoppet af sin mor.
Mette, lad nu være med at blande dem, sagde Ann-Sofie. Du ved hvorfor.
Selvfølgelig, Ann-Sofie. Malte er ikke rask. Men han har nået så meget I vil bare ikke høre, hvad han kan!
Hvad kan han, Mette? lo Ann-Sofie. Han sidder og kravler, tårner tre klodser, måske. Skal jeg prale af, at min dreng har lært at tørre sig bagi?
Mor og søster talte Mette midt over, afbrød hinanden med tilkendegivelser, som var de dårlige forsøg på sympati. Mette tav hun havde ikke mere at sige.
Til sidst gik Vibeke ind i stuen. Hun havde lyttet længe og fik nok.
Damer, har I glemt, hvem der har fødselsdag? sagde hun. Går I også til hinandens fødselsdage bare for at fornærme og kritisere?
Vibeke, du ved ikke, hvad du snakker om, forsvarede Mettes mor. Vi elsker jo Malte men
Ingen men! skar Vibeke af. Om 20 år er I gamle og hjælpeløse hvem gider til jeres fødselsdage, hvis alt bliver kritik?
Ann-Sofie og moderen så forlegne på hinanden de måtte skynde sig hjem. Mette gik dem ikke på klingen.
Tag ikke det ilde op, skat, sagde mor da hun gik. Hils dine venner, tilføjede Ann-Sofie og så betydningsfuldt på Vibeke.
Da de var væk, pustede Mette ud og græd. Vibeke lagde armen om hende.
Du, Mette, har du hørt om ridefysioterapi?
***
Da Mette først hørte om ridefysioterapi, var hun skeptisk. Hvordan skulle hesteridning hjælpe en dreng, der knap kunne stå uden hjælp? Men Vibeke insisterede prøv at høre en specialist.
Vi kan dæmpe spasticiteten, sagde ridefysioterapeuten, styrke ryggen og balancen, forbedre motorikken.
Men bliver han ikke bange for hesten? spurgte Mette forsigtigt.
Ofte vokser børn af opgaven. Det udvikler motivation, giver selvtillid og er fantastisk socialt, smilede terapeuten.
Efter undersøgelser for allergi fandt de sig snart på ridebanen.
Max, rideinstruktøren, hilste begejstret på Malte og Mette. Han hviskede: Tese-navne er de allerbedste!
Max præsenterede den venlige hoppe, Viola, og forklarede, at det var rideskolens krammedyr. Malte så nervøs ud, men hans blik blev hurtigt oplivet.
Skal vi ae Viola? sagde Max roligt og guidede Maltes lille hånd til hestens mule.
Drengen sitrede lidt, men han blev ikke bange og udstødte et begejstret lille hvin.
Han kan lide det! udbrød Mette med et lettet smil.
Den store hoppe dumpede sit hoved ned, som om hun fattede altings alvor. Hendes varme ånde ramte Maltes hånd og han lo højt for første gang!
Det er ikke til at fatte, sagde Mette rørt.
Vi er kun lige begyndt, nikkede Max. Glæd dig til mirakler.
Spontant krammede Mette ham rødmede straks.
Undskyld
Helt i orden, lo Max. Lad os komme i gang.
Mette begyndte at leve for ridefysioterapiens ugentlige stunder. Malte strålede, hver gang han så Max og Viola.
Godt gået, navnebror, sagde Max, bumpede knoerne blidt mod Maltes små.
Efter fem ture begyndte resultaterne hver gang en lille sejr. Mette fortalte Max om dem.
Du har ret, smilede han. Små sejre bliver hurtigt til store.
Til sidste time gav Max Malte en plys-hest for nylig lo Malte højlydt næsten dagligt. Og der var ikke større lykke for Mette.
I gør det fantastisk, roste Max. Men I må ikke stoppe. Han skal videre balancen, styrken, motorikken
Tak, svarede Mette med blanke øjne.
Tro mig, en dag løber din dreng, sagde Max.
Jeg tror på dig, lo Mette gennem tårerne, og krammede både Max og Viola.
Da de tog afsked efter forløbet, lovede Max at glæde sig til at se dem igen. Det næste kursus ville nok byde på endnu flere små og måske endda store mirakler.
