Kære dagbog,
Jeg stod i køkkenet og stirrede på melet, der lå spredt på linoleumsgulvet, og prøvede at holde tårerne tilbage. Det svage lys fra køkkenlampen fik de hvide spor til at ligne svage snekrystaller. Men nu var der ingen tid til poesi gæsterne skulle ankomme om en time, og æbletærten var endnu ikke engang begyndt.
Skaber du kaos igen? lød min mands rå stemme, da han trådte ind. Min mor kommer på besøg, og du som altid.
Jeg knyttede læberne.
Det var ikke med vilje, Mikkel. Posen rev sig bare.
Der er altid noget, der går i stykker hos dig falder, smadrer svarede han irriteret, mens han åbnede køleskabet og greb en flaske danskvand. 35 år gammel, og du er så klodset som et barn.
Jeg samlede melet i en lille skovl, mens jeg forsøgte at skjule min irritation. Ti år med sådanne små storme havde lært mig at sluge mine tårer.
Jeg skal hente min mor, sagde Mikkel og så på sit ur. Sæt bordet klar til syv. Prøv i dag at undgå at gøre mig pinlig, okay? Det er jo hendes jubilæum alligevel.
Da han smækkede døren i, sank jeg ned på en skammel og trak vejret dybt. Jeg mindedes, hvordan vi mødtes på Københavns hovedbibliotek, hvor jeg arbejdede. Han kom hver dag, lånte de bøger, jeg anbefalede, og blev længe. Så inviterede han mig på teater. Jeg følte mig som hovedpersonen i en roman en enlig mor fra et tidligere ægteskab, som fandt kærligheden med en selvsikker, selvstændig mand. Ingen havde forudset, at eventyret skulle ende så brat.
Pludselig dukkede min søn Emil op i køkkenet, som en lydløs skygge.
Skal du igen hente ham? spurgte han og pegede på døråbningen.
Hold op, du taler om din stedfar, sagde jeg kort. Han behandler dig som tjenestepige.
Jeg havde intet svar. Som sekstenårig så Emil alting meget sort.
Du skulle hellere lave lektier end at lytte til voksnes snak, mumlede jeg, mens jeg fortsatte med at rydde op.
Emil trak på smilebåndet, men sagde ikke noget. I stedet rullede han ærmerne op og begyndte at hjælpe.
Vi må tale, mor, sagde han alvorligt. Jeg vil starte på Aarhus Universitet til itingeniør efter gymnasiet.
Jeg frøs med kluden i hånden. Aarhus? Men vi har allerede aftalt, at du skal bo på kollegiet her
Emil afbrød mig. Og du, Mikkel, som altid blander sig i alt, vil bare holde mig nede. Jeg kan ikke længere se det så.*
Det er bare livet, Emil. Der sker mange ting i en familie, svarede jeg.
Det er ikke en familie, mor. Det er han gav op, rystede på hovedet og gik.
Da gæsterne skulle ankomme, nåede jeg at gøre mig præsentabel, dække bordet og endda bage en æbletærte mit lille stolthedshæfte i køkkenet. Min svigermor Ingrid, en højkvindelig dame i en elegant kjole, gik kritisk rundt om bordet, men sagde intet. Det betød allerede en sejr.
Kom, Ingrid, sagde jeg ivrigt. Mikkel og Emil er på vej.
Ingrid satte sig, rettede sit grå hår.
Hvor er drengen din?« spurgte hun, som om han var et kæledyr.
Emil er i sit værelse, jeg kalder på ham om et øjeblik.
Åh, han lærer stadig?« fortsatte hun. Det giver vel ingen mening, han er jo kun en lille dreng. Han har kun arven fra sin far.
Jeg sank stille. Ingrid talte ofte nedsættende om min første mand, selvom hun aldrig havde mødt ham. At fornærme den afdøde føltes som en grænseoverskridelse, men jeg turde ikke modsige hende.
En lyd ved døren afbrød situationen. Lise, Mikkels søster, kom sammen med sin mand Jens, en succesfuld forretningsmand, som altid fik Mikkel til at virke ekstra gnaven.
Tillykke med fødselsdagen, mor!« krammede Lise mig. Du ser fantastisk ud man kan slet ikke tro, du er seksti!
Ingrid strålede. Lise vidste altid, hvad hun skulle sige.
Jens kyssede min hånd. Du ser skøn ud. Ny frisure?
Jeg svarede genert, mens jeg mærkede Mikkels utilfredse blik.
Mikkel hældte musserende vin i glassene, mens han ignorerede Emil, der stod i siden.
Skål for jubilæet!« råbte han. For den bedste mor i verden!
Lise tilføjede: Og for bedstemor! Og forresten vi har en overraskelse til dig.»
Ingrid spurgte mistænksomt: Hvilken overraskelse?
Lise erklærede stolt: Vi venter barn!
Ingrid sprællede af glæde og begyndte at græde. Jens strålede. Mikkel smilede anstrengt.
Jeg sagde stille: Det er gode nyheder.
Ingrid brød ud: Hvorfor får I ikke selv børn? Mikkel er næsten fyrre, og har kun et fremmed barn i huset.»
Stilheden sænkede sig. En rødme bredte sig over min kind.
Mikkel mumlede: Vi har snakket om det, mor
Ingrid spottede: Hvad har du snakket om? At din kone bygger en karriere i biblioteket? Hvad er en karriere der? Mine børnebørn får barnepige, og jeg må kigge på din søn. Hvad vil du så?»
Jeg kunne ikke svare. Jeg så på Emil. Hvordan vidste hun, hvad han havde planlagt?
Emil sagde roligt: Jeg betaler selv. Jeg har fundet et freelancejob som webdesigner.
Jens spurgte: Hvilke sites? Du skal fokusere på studier, ikke på dumme hobbyer.
Emil svarede: Det er ikke en hobby, det er min fremtid. Pengene er rimelige.
Mikkel råbte: Du bor under mit tag, så du følger mine regler!
Emil: Dit tag, dine regler Jeg er ikke din søn, så jeg behøver ikke lytte til dig.
Mikkel rødmede: Præcis! Ikke min søn! Aldrig vil du blive min!
Jeg hvinte: Mikkel! Stop!
Emil: Hvad sagde du? Jeg giver blunken på din mening. Du er ingen for mig.«
Jeg sagde i desperation: Mikkel, lad være nu. Det er Ingrids fødselsdag.
Mikkel: Nej, perfekt tidspunkt! Jeg har talt med din uduelige dreng i ti år, og nu skal jeg også betale for hans studie i Aarhus?
Ingrid nikkede godkendende, Lise og Jens så på deres tallerkener, mens Emil stod blegt men roligt.
Emil gentog: Jeg klarer det selv. Jeg behøver intet fra dig.
Mikkel: Hvad med husly? Mad? Tøj? Alt er mit! Hvis du vil fortsætte sådan, så ingen Aarhus! Du studerer her under min opsyn. Det er min betingelse.
Jeg mærkede, at noget brast inden i mig. Ti år havde jeg tålmodigt båret hans kritik for stabiliteten, for tag over hovedet, for Emil. Nu stillede han betingelser til min søn.
Jeg sagde stille: Er det ikke nok? Det er Ingrids fødselsdag, og vi laver kun kaos.»
Mikkel: Det er din søn, der laver kaos. Som altid er det hans skyld. Du dækker ham hele tiden. Sådan vil du fortsætte på min nakke?«
Jeg rejste mig langsomt fra bordet. Stilheden fyldte rummet.
Jeg sagde med fast stemme: Jeg har arbejdet 35 år i biblioteket. Jeg har to universitetsgrader. Jeg bad ikke om, at du skulle forsørge min søn vi klarede os selv før dig.»
Mikkel spottede: Ser du ikke, hvad du har mistet?
Jeg svarede: Du ville have en lydig husmor, ikke en kone. Jeg blev den. Men nok er nok.«
Mikkel: Hvad betyder det?«
Jeg vendte mig mod Emil: Det betyder, at vi går.»
Stilheden blev død.
Mikkel: Er I seriøse? Hvor skal I?«
Jeg: Først til min søsters hus. Så lejer vi en lejlighed. Jeg finder et bedre job. Måske endda i Aarhus.«
Emil så på mig med undren og beundring jeg havde aldrig set mig så.
Mikkel lo nervøst: Du vil dø uden mig. Hvad får du i biblioteket? Småpenge! Hvad kan du leje med det?«
Jeg: Det er ikke din sag længere. Jeg er chef for afdelingen, lønnen er anstændig. Du har aldrig spurgt.»
Mikkel: Hvad siger du! Du har hørt? Der er en karrierebooster i huset!«
Jens gik ind: Din mor har hørt nok. Måske er det tid til at stoppe cirkusset. Det er hendes jubilæum.«
Mikkel: Hvad har du med?«
Jens: Det, hvordan du behandler din kone og din stedsøn, er intet ord kan beskrive det.»
Lise: Lad være, Jens. Lad være«
Jens: Nej, Lise. Jeg har holdt mund i ti år og set dette mareridt. Det er nok. Mikkel, du er blevet en tyran. Hvis Veronika nu vil gå, så er det det bedste for hende.»
Ingrid brølede af forargelse: Hvordan vover du! Min søn gør alt for dem, og de«
Lise afbrød blidt: Mikkel, lad være. Det er sandt, hvad Jens siger. Se hvad der sker. Det er forfærdeligt.«
Uden at vente på videre skænderi forlod jeg rummet med Emil. På soveværelset pakkede jeg min kuffert og samlede det nødvendige.
Emil: Er du sikker?«
Jeg: Mer end sikker. Pak dine ting. Vi går.«
Emil tøvede: Men vi har brug for penge, hus«
Jeg fandt min sparebøsse i skabet et lille beløb, men nok til starten. Jeg havde også en søster, der altid har inviteret mig hjem. Og jeg havde dig, min kloge dreng, der drømmer om at blive programmør. Vi klarer det.
Der gik et banket på døren. Lise stod i døråbningen.
Lise: Går I virkelig?«
Jeg: Ja. Vi er trætte af at tåle det.«
Lise trak en lille pung frem og rakte mig et kuvert.
Lise: Tag den. Det er fra os. Vi har længe ønsket at hjælpe, men var bange for, at Mikkel ville finde ud af det.«
Jeg tøvede, men så besluttets i Lises øjne og tog imod kuverten.
Jeg: Tak. Og undskyld for at ødelægge festen.«
Lise: Hvilken fest? Det er okay. Måske vil Mikkel endelig tænke over sin opførsel. Selvom jeg tvivler på det.«
Da Emil og jeg gik ud i stuen, var stemningen trykket. Mikkel sad med hænderne i kors, Ingrid knibede læberne, og Jens så på os med et svagt smil.
Jeg sagde stille: Vi går. Tak for alt, Mikkel. Undskyld, hvis jeg har gjort noget forkert.«
Mikkel: Du du« han sprang op, men ordene fangede i halsen.
Jens: Ingen flere skuespil. Vi har spist nok. Skal vi køre jer?«
Jeg: Nej, tak. Vi tager taxa.«
Døren lukkede bag os, og jeg følte en ufattelig lettelse. Som om jeg havde lagt en tung rygsæk af ti års byrder på gulvet. Emil greb min hånd, som da jeg var barn.
Emil: Du er sej, mor. Jeg er stolt af dig.«
Jeg smilede: Tak, min dreng. Måske er Aarhus faktisk en god idé. En ny by, et nyt liv«
Vi gik ned ad trappen og ud på gården. Det var begyndelsen på maj, og lindene duftede i den kølige aftenluft.
Telefonen ringer. Navnet på skærmen: Mikkel.
Jeg rakte den til Emil.
Emil: Lad den ikke gå til svar.«
Jeg vendte mig mod telefonen og svarede:
«Ja, Mikkel?«
«Kom straks tilbage!« råbte han. «Jeg lader dig ikke gå! Tag barnet med, så får du det, men jeg bliver hjemme. Det er min betingelse!«
Jeg lo højt og fri jeg havde ikke leet så siden mange år.
«Du har ikke længere ret til at stille betingelser, Mikkel,« sagde jeg. «Ingen betingelser. Aldrig igen.«
Jeg lagde på, tog en taxa, og vi forlod den gamle lejlighed. Taxisædet gled blidt ud, og vi kørte mod en ny begyndelse.
Mens jeg sad i vores gamle fireværelseslejlighed, smadrede Mikkel telefonen i væggen og vendte sig mod sin mor, som ventede på støtte. Ingrid så på ham med et mærkeligt blik, som om hun så ham for første gang.
«Du er virkelig uudholdelig, Mikkel,« sagde hun stille. «Hvordan har jeg ikke set det før?«
Hun begyndte at græde ikke af vrede, men af sorg over sine egne fejl, for første gang i mange år. Hun græd over, at hun havde opdraget en søn, der ikke kunne elske. Var det allerede for sent at rette op?
