To år efter skilsmissen mødte jeg min ekskone igen: Alt gik op for mig – men hun smilede blot bittert og afviste min desperate bøn om at starte forfra…

To år efter skilsmissen mødte jeg min ekskone igen: det hele stod krystalklart for mig, men hun smilede bare med en snert af bitterhed og afviste min desperate bøn om at tage det hele en gang til

Da vores andet barn kom til verden, holdt Astrid op med at pleje sig selv overhovedet. Engang skiftede hun tøj fem gange om dagen, og hun jagtede detaljernes perfektion som en olympisk disciplin. Men da hun kom hjem fra Rigshospitalet, var det som om hele garderoben og alle hendes tidligere vaner var forsvundet fra hukommelsen bortset fra én stakkels, uldtrøje og nogle slidte joggingbukser, med knæene dybt nede, hængende som et banner for opgivelse.

I dette fantastiske outfit gik min kone ikke bare rundt hun boede i det, dag og nat, og ofte faldt hun i søvn iført joggingbuksen, som om det var blevet en del af hendes hud. Når jeg spurgte hende hvorfor, trak hun bare på skuldrene og mumlede, at det var nemmere at stå op om natten til børnene. Ja ja, den slags logik har da sin dystre, pragmatiske charme, men alle de principper hun engang gentog som et kampråb En kvinde skal være en kvinde, selv i helvede! var blæst væk som sand på Blåvand strand. Astrid havde glemt alt: sin yndlings neglesalon på Østerbro, fitnesscentret hun kaldte sin redning, og undskyld min ærlighed hun glemte endda at tage bh på om morgenen og trissede rundt, som om det var den naturligste ting i verden.

Helt ærligt, kroppen fulgte snart trop. Alt faldt sammen taljen, maven, benene og selv halsen. Hun mindede om en skygge af sig selv. Og håret? Ikke så meget frisure, som det var et levende eksempel på stormskader fra vestkysten: enten et vildt, uregerligt udtryk eller en slatten knold, hvor hårtotter stak ud som nødråb. Det værste for mig var, at før børnene kom, var Astrid intet mindre end blændende smuk en ægte 12er! Gik vi ned ad Strøget, kunne jeg se mændene dreje hovedet efter hende, med blikke der næsten var savlende. Jeg svulmede af stolthed dér gik min gudinde! Nu var der kun et gustent ekko af fortidens glans tilbage.

Selv hjemmet fik præg af hendes forfald rene scener fra Den Store Bagedyst, dog minus ordenen. Det eneste hun stadig mestrede var madlavningen. Jeg sværger på min mors frikadeller, Astrid var en troldkvinde i køkkenet, og at brokke sig over hendes mad var næsten en dødsdom. Men resten? Ren tragedie.

Jeg prøvede med alle midler at ryste hende op, bad hende ikke lade sig selv visne væk, men hun sendte mig bare et opgivende smil og lovede, at det snart blev bedre. Tiden gik, min tålmodighed forsvandt at se denne karikatur af den kvinde, jeg elskede, hver dag blev mere og mere ulideligt. Til sidst, på en regnvåd torsdag, slap bomben: skilsmisse. Astrid blev stille, gentog de samme sløve løfter om forandring, men uden store dramaer. Da hun mærkede, at beslutningen var urokkelig, trak hun bare vejret tungt og sagde:

Som du vil Jeg troede, du elskede mig

Jeg havde ikke mere energi over til elsker du mig eller ikke?. Papirerne blev underskrevet, og snart havde jeg mit skilsmissebevis fra Københavns Rådhus slutningen på et kapitel.

Jeg skal nok være ærlig og indrømme, at jeg ikke er den bedste far. Bortset fra børnepengene cirka 2900 kroner om måneden har jeg ikke hjulpet min gamle familie med ret meget. Bare tanken om Astrid, som engang væltede mig omkuld med sin skønhed, var som en kniv i hjertet, jeg helst ville være fri for.

Der gik to år. En aften gik jeg gennem det livlige Indre By i Aarhus, da jeg så en silhuet i horisonten den måde hun gik på, elegant, næsten svævende gennem folkemængden. Hun kom nærmere, og mit hjerte sprang et slag over det var Astrid! Men hvilken Astrid! Genfødt, mere strålende end nogensinde, og alligevel helt og aldeles sig selv. Høje hæle, præcist sat hår, alt ved hende sammensat kjole, make-up, negle, smykker Og den velkendte parfume, som ramte mig som en storm fra fortiden.

Mit ansigt må have afsløret alt overraskelse, længsel, pinlighed for hun brød ud i et kort, skarpt grin, næsten triumferende:

Hvad så, kan du ikke kende mig? Jeg sagde jo, jeg ville komme ovenpå igen du troede bare ikke på mig!

Venligt lod Astrid mig følge hende til fitnesscenteret og fortalte lidt om børnene de trives, sagde hun, og de har krudt i bagdelen. Om sig selv sagde hun ikke meget, men hun behøvede egentlig ikke sige noget hendes selvsikkerhed, aura og det nye glimt i øjet talte nok.

Mine tanker røg direkte tilbage til de dystre dage: hvordan hun slæbte sig gennem huset, tyngdet af søvnløse nætter og hamsterhjulets træghed, gemt i det forbandede joggingtøj og med en knold som et monument over resignation. Hvor meget det irriterede mig alt det elegante var væk, ingen gnist tilbage! Men jeg indså, at det var den samme kvinde, jeg havde opgivet, og dermed også mine børn, blind af mit eget ego og midlertidige vrede.

Da vi skiltes, stammede jeg frem, om jeg måtte ringe til hende, bekendte at jeg nu forstod det hele og tryglede om en ny start. Men hun gav mig bare et koldt, sejrrigt smil, rystede bestemt på hovedet og sagde:

Du forstod først tingene alt for sent, skat. Farvel!Jeg stod dér i lyset fra gadelygterne, hende allerede halvvejs væk mellem biler og cyklister, og følte mig tommere end nogensinde. Men pludselig skete der noget mærkeligt: i stedet for den sædvanlige bitterhed over fortiden, mærkede jeg en form for lettelse brede sig indefra. Hun var videre. Hun var lykkelig. Det var ikke min skyld og heller ikke min triumf, men en stille accept voksede i mig, som om noget vigtigt endelig gik op for mig.

Astrid så ikke tilbage, og jeg lod hende gå. Jeg blev stående, så længe jeg turde, mens hendes skikkelse forsvandt. Måske havde jeg mistet hende for altid, men for første gang i lang tid kunne jeg mærke noget blødt og varmt i brystet, som jeg troede, jeg havde mistet sammen med hende.

Da jeg gik hjem den aften, tænkte jeg på børnene, og på Astrid, ikke længere som den skygge jeg i desperation havde villet ændre, men som den kvinde, hun var blevet. Jeg kom forbi et vindue, og mit eget spejlbillede stirrede tilbage. Jeg smilede svagtikke triumferende, ikke bittert, kun med den stille ro, der kommer, når man ved, at livet går videre, selvom man først forstår det, når det er alt for sent.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

eleven − 10 =

To år efter skilsmissen mødte jeg min ekskone igen: Alt gik op for mig – men hun smilede blot bittert og afviste min desperate bøn om at starte forfra…
Nå, jeg har da i det mindste været heldig med min kone – Lise, jeg har sendt min opsigelse! – ringede Palle til sin kone. – Vil du tage imod en arbejdsløs pensionist? – Det kommer an på, hvordan du opfører dig! – svarede Lise. Professor Oleg Pallesen, dr.scient., forelæser i matematik på et af Danmarks førende universiteter, modtog en e-mail med krav om at give topkarakterer til fem studerende ved eksamen i matematik på højeste niveau. Ja, hvilket frygtindgydende paradoks: højeste matematik krævede de højeste karakterer… Professoren var oppe i årene og opdraget med de gamle socialdemokratiske værdier: man skal leve med værdighed… hellere dø stående end leve på knæ. Men hvordan skal man forstå det? De klarede ikke engang til en karakter på 02! De deltog desuden kun til hvert fjerde undervisning. Den ærlige samvittighed i en tidligere spejder og socialdemokrat sagde noget andet. Men der var også rektoren, der ikke insisterede direkte, men udstedte en klar ordre: giv dem nu bare et 12-tal! Gerne med plus! Så bliver der fred på kontoret. Professoren var ikke længere rask – hvem på den anden side af de 70 er det? Diabetes, blodtryk, overvægt – og meget mere. Men hvem har egentlig overskud til andres elendighed? Studerende brød sig ikke om professoren. Nej, forkert: studerende hadede ham! Da Lise, nysgerrig på hvad folk mente om hendes elskede mand, fandt anmelder-siden, gik hendes hjerte næsten i stå. Og ikke af glæde, men af rædsel… Det var udelukkende ord, som nu er forbudt på sociale medier, på alle alfabetets bogstaver! Alt sammen fordi han stillede krav – og vurderede udelukkende efter evner. For ifølge de fleste nutidige “unge mennesker” burde man ikke – undervisningen var jo betalt! Har du betalt, skal du bare bestå, ikke? Men her, selvom man har betalt, skulle man rent faktisk kunne noget! Det var der ingen, der havde aftalt. I virkeligheden: Hvad tænker du egentlig på, gamle mand? Det var ikke til at vide, hvor meget disse folk havde betalt ledelsen, siden sådanne ordrer røg ind. Nej, det var ikke, fordi ledelsen ville have gratis undervisning for Palle – bestikkelsen var åbenbart stor nok til, at man delte ud. Og de forsøgte virkelig. Men den snu og vittige professor, som elskede en god joke, forstod, hvad der foregik, da han så konvolutten på ledelsens bord. Og pludselig sagde han et par linjer, som kom lynhurtigt: Hvis du tager penge i hånden, kan du ende med kriminaliteten! Han nægtede på stedet at modtage konvolutten og markerede sin moralske holdning: I må ikke få topkarakterer! Ud og feje gaderne! Rektoren kløede sig i nakken og gik tomhændet ud. Og Oleg Pallesen sad tilbage uden penge, men med masser af moralsk tilfredshed – elsket af folk, der voksede op med danske værdier. Professoren var – om man vil – en rigtig dansk bollemand. Robust, rødmusset og til at stole på – ikke som bollemanden fra eventyret, der blev spist af ræven. Og moral: Bliv nu hjemme, hvorfor kan du ikke være lykkelig med familie og børnebørn? Hvorfor bliver I alle sammen fristet af eventyret som Rødhætte? Er danske sjæle bare altid ude på eventyr? Oleg Pallesen var en forsigtig mand, og han søgte aldrig eventyr. Men de fandt ham selv. Han havde undervist på universitetet i mange år. Nu kun på deltid, men selv det blev til besvær. De søde studievejledere på instituttet fortalte dagligt om ledelsens krav, der voksede som en lavine. Kravene steg, men lønnen gjorde slet ikke! Lærere burde virkelig få tillæg for det psykiske slid. Vejlederne havde ikke styr på matematik – ligesom ledelsen. Men for at lede, skal man jo bare kunne vifte med hænderne! Det er dig, der skal vide det hele! Og du skal aflevere bunkervis af rapporter! Hvor er årsrapporten? Kom i gang, sur professor! Sekretæren så nedladende på Palle: Hvad kan man tage af sådan en dinosaurus – han fatter jo ingenting! Han ved ikke engang, hvad cringen betyder! Og siger aldrig: ej, hvor er det fedt! Bukserne, forresten, er også håbløse! Mangler du penge? Der er masser af jeans nu! Arbejde gav kroner – men ingen glæde: glæden var familien – professoren havde en kone, to sønner og fem børnebørn. Med konen var der en særlig historie. Sagen var, at den kønne, slanke og krøllede Lise først absolut ikke brød sig om matematikstudenten. Men han blev forelsket ved første blik. Alligevel gik Lise med ham på date. Det var lige op til nytår. Det var koldt den vinter. Kavaleren spurgte straks: – Har du iført dig varmt undertøj? Det er iskoldt i dag! – Varmt undertøj? – undrede Lise sig. – Ja, altså: har du varme bukser på? Pigen rødmede, skuffet. Nej, hun krævede ikke rosenblade på vejen – dengang var tre nelliker toppen. Trods kulden kom Oleg med fem nelliker, pakket omhyggeligt ind i avispapir. Han gav dem og lagde dem i lommen igen – det gjorde man dengang. Godkendt! Hvordan er det nu i yndlingsfilmen? Gule bukser – tre gange “ku”! Filmen var slet ikke udkommet endnu. Men her var det samme type – varme bukser, tre gange “fu”! Man talte om store ting: satellitbyer, Bratsk-dæmningen, fysikere versus kulturfolk. Men så – varme bukser, sikke noget kedeligt prosa! Desuden havde den unge mand en kasket på, ikke en pels som alle andre – og den var alt for lille. Senere fandt Lise ud af, at det var, fordi han slet ikke gik op i tøj! Men dengang lignede runde Oleg med den skæve kasket mest af alt en kaffekande med låg. Lise blev trist og fortrød – hun gik hurtigt hjem, og de så ikke hinanden mere. Men fire år senere mødte kavaleren hende på gaden. Fire år, Carl! Han havde elsket Lise hele tiden. Og Lise? Ja, hun var stadig ugift som 25-årig – dengang blev man gift tidligt. Sådan en skønhed uden mand? Nej, der fandtes ingen ordentlig kandidat! Alt var bare useriøst, flygtigt. Og minderne om de varme bukser var nu bare morsomme. Ved genforeningen bar den nu kandidat i matematik god pels på hovedet, mens de fleste andre gik med kanin. Lise var ikke pengesyg – tværtimod! Hun så sin kavalér med nye øjne. De begyndte at ses, og snart blev Lise Pallesen og professorens solide støtte. Hun forelskede sig i den vittige Oleg. Sådan stod professoren nu foran auditoriet og tænkte på sin kone: hvor er han dog lykkelig for hende! Han skulle til at starte forelæsningen, men der var ikke nok fremmødte. 15 skulle være der, men kun tre var kommet. Hvorfor overhovedet? Som man siger: Betalt – så skal det bare sluges! Der var ikke tid til at vente længere – professoren begyndte at læse op. En halv time senere kom en udvekslingsstudent slentrende ind. – Hvorfor kommer du for sent? – spurgte professoren. – Jeg var på toilettet – maven slog knuder! – lød det frækt fra den flotte studerende. – En halv time? – Diarré, jo! – svarede studenten uden at blinke. Hele lokalet fniste… Hvad skulle man stille op? Studerendes frækhed over for lærere var uden sidestykke! Og hvad sker der i folkeskolen? Forelæsningen fortsatte: at kaste perler for… ja. Man kendte typen. Men professoren havde allerede besluttet sig. Han tog altid gennemtænkte beslutninger. Især denne gang. Senere kom den samme student til skriftlig prøve – men kunne ikke svare på et eneste spørgsmål. Ikke engang til 02! Hans navn stod ellers på listen over dem, der skulle have 12… Han bare sad og stirrede frækt på professoren – hvad vil du gøre, hvis rektoren har givet dig en ordre? Ved du, hvor meget jeg har betalt ham? Jeg vil se, hvordan du slipper ud af den, din idiot! – Hvorfor ved du ingenting? – spurgte Oleg Pallesen. – Har været syg, kunne ikke læse op! – Hvad var du syg med? – Maveproblemer! Det ved du da! Den flotte skæggede student vippede på stolen… – Nå ja, hvordan kunne jeg glemme, du er vores hovedudsendte! Det kan man ellers ikke se! – sagde læreren roligt og gav ham karakterbogen: Uden underskrift. Kom til omprøve! Og den total forbløffede student gik bare ud… Bagefter sendte Palle en mail til rektoren: Skal du bruge 12-taller, må du selv give dem! Så skrev han sin opsigelse. Han kom ikke næste dag og ville ikke arbejde opsigelsesperioden. Lad dem bare ødelægge hans CV – han var færdig med arbejdet! Afsted med dem – Pallesen var den eneste matematiklærer på universitetet… – Lise, jeg har sendt min opsigelse! – ringede Palle til sin kone. – Vil du tage imod en arbejdsløs pensionist? – Det kommer an på, hvordan du opfører dig! – svarede Lise. – Skal du have frikadeller eller fisk til frokost? – Da jeg er en rigtig mand, så frikadeller! – svarede professoren. Så sagde han: – Det er koldt i dag. Skal du til butikken, så tag varmt tøj på! – Jeg elsker også dig – sagde Lise stille.