17. juni 2024
Astrid, jeg har sendt min opsigelse! ringede jeg til min kone. Vil du have en arbejdsløs pensionist hjemme?
Jeg ser an på din opførsel! svarede Astrid.
Jeg har altid haft en stærk følelse af retfærdighed. Selv efter mange år ved Københavns Universitet, som lektor i matematik, har jeg forsøgt at holde fast i mine principper, selvom det ikke altid har været let.
For nylig lå der en mail i min indbakke fra fakultetsledelsen; de krævede, at jeg skulle give topkarakter til fem studerende i matematikeksamen, uanset deres præstation. Ironisk nok: den højeste matematik kræver den højeste karakter til dem, der knap havde bestået. De havde dårligt bestået med et 02. Fremmødet? 25 procent i bedste fald.
Min samvittighed, oplært efter det socialdemokratiske ideal, sagde mig noget andet end ledelsens instrukser. Men ingen dialog, kun ordre: Giv dem 12! Måske endda 12+!
Jeg er ikke længere ung, og helbredet skranter; hvem er vel frisk efter de 70? Diabetes, forhøjet blodtryk, overvægt og mere til. Men folks private sorg rører sjældent nogen.
Studenterne holdt bestemt ikke af mig. Eller rettere, de hadede mig! Da Astrid fandt min side på nettet med anonyme anmeldelser, troede hun, hjertet ville stoppe ikke af glæde, men af chok.
Hundredevis af ord, bandet og forbudte i de fleste medier! Alt fordi jeg krævede indsats og kun gav karakterer efter evner. I dag burde man ikke gøre det uddannelsen er jo betalt! Tankegangen: Jeg har betalt, så har jeg ret til topkarakter.
Men, til deres store skuffelse, skulle de faktisk kunne noget. Det havde de ikke regnet med. Du må have spist sæbe! sagde en engang, så underligt det dog er.
Man kunne kun gisne om, hvor meget de studerende havde betalt under bordet, hvis ledelsen kom med den slags anmodninger. De prøvede endda at bestikke mig. Men da jeg så de ledelsens chef stå med en konvolut fuld kontanter, forstod jeg straks, hvad der foregik.
Jeg sukkede, og fandt på et lille rim:
Den, der får penge på hånden, kan ende i fængsel!
Og jeg nægtede at tage imod, viste mit standpunkt: Ingen topkarakterer til de uduelige! Ud med jer og feje gader!
Rektoren skuffet ud af kontoret, konvolutten ubrugt.
Så stod jeg der, uden penge, men med en kæmpe følelse af moralsk sejr noget, man lærer at værdsætte i Danmark.
For at sige det ligefrem: Jeg var sådan en solid gamling, lidt som en dansk frikadelle. Solid, rund, pålidelig ikke som den russiske eventyrfigur, der bliver spist til sidst. Moral? Bliv hjemme, lad være med at søge drama!
Er det den danske eventyrsjæl, der altid skal søge noget spændende som Rødhætte i skoven?
Jeg har nu aldrig været opsøgende efter eventyr, men de fandt mig alligevel.
Mit undervisningsskema var mindre end før, men selv det blev til besvær. Dekanens smukke sekretærer kom dagligt med nye krav flere rapporter, mere kontrol. Kravene voksede; lønnen det modsatte! Pædagogers sure vilkår burde give tillæg for særlige farer.
Sekretærerne havde ingen forstand på matematik; det havde lederne dog heller ikke. Helt ærligt: Kunne de, så havde rapporterne været lettere!
Du burde vide alt! sagde de. Hvor er årsrapporten? Kom nu, professor Surmulen!
Jeg kunne mærke blik fuld af foragt: Hvad kan den gamle dinosaur? Jeg vidste slet ikke, hvad cringe betød, og jeg sagde aldrig Wauw, hvor fedt! Mine bukser? Gamle og slidte Find dog nogle jeans, mand!
Kort sagt, arbejdet gav penge, ikke glæde. Glæden kom kun fra familien: Astrid, mine to sønner og fem børnebørn.
Med Astrid har jeg haft den største held. Hun var smuk og krøllet, men ville slet ikke have noget med en matematikstuderende at gøre. Men jeg forelskede mig og hun gik med på én date, lige op til nytår.
Vinteren var streng. Mit allerførste spørgsmål var:
Har du fået varmt undertøj på? Det er sygt koldt!
Varmt undertøj? Astrid blev helt perpleks.
Ja, altså: har du varme bukser på?
Hun rødmede og blev skuffet. Ikke at hun forventede rosenblade på vejen; dengang var tre nelliker overdådigt. Jeg gav hende fem, pakket i avispapir.
Det var lidt som i de gamle danske film: Gule bukser tre gange hurra! Men dengang var filmen ikke engang udkommet; associationerne var dog de samme.
Man talte om højtflyvende ting: satellitbyer, store ingeniørprojekter, digtere mod teknikere. Her kom jeg med varme bukser sikke en hverdag!
Desuden gik jeg rundt med kasket, hvor alle andre havde pelshue. Kasketten var for lille!
Senere fandt Astrid ud af, at jeg ikke bekymrer mig om tøj. Dengang lignede jeg nærmest en kaffekande med lille knop på låget.
Hun blev deprimeret, og strøg afsted under påskud. Vi så ikke hinanden igen.
Så, fire år senere, mødtes vi tilfældigt på gaden. Hun var blevet 25, stadig ugift, hvilket var ret usædvanligt. Ingen rigtig mulighed havde vist sig.
Alt virkede useriøst, utrygt og præget af tidens vilde tendenser.
Det med de varme bukser virkede nu ikke længere pinligt. Tværtimod.
Da vi sås igen, havde jeg fået ny pelshue odder, ikke kanin! Astrid var ikke materielt anlagt, hun så bare på mig med nye øjne. Nu kunne vi mødes, hun forelskede sig i min humoristiske tilgang.
Siden har hun været min styrke og min glæde. I dag tænker jeg ofte: Hvor er jeg heldig!
Men nu skulle dagens forelæsning startes, dog var kun tre ud af femten studerende mødt op. Det er typisk: Betalt så skal det sluges!
Jeg begyndte undervisningen.
Halvvejs inde på undervisningen kom en studerende fra udlandet slentrende ind.
Hvorfor kommer du for sent? spurgte jeg.
Skulle på toilettet, min mave gik amok! svarede han flabet.
En halv time?
Ja, diarré! sagde han køligt.
Klap, klap og fnisen i salen.
Hvad gør man? Respekt for lærere er forsvundet. Det er blevet værre i skolerne.
Jeg spildte ikke flere perler for svinene, og tog min beslutning.
Samme student svarede ikke på ét eneste spørgsmål til eksamen. Der var ikke engang grundlag for bestået, men han stod på listen over dem, der skulle have topkarakter!
Han sad bare der, stirrede; Hvad kan du gøre? Ledelsen har bestemt. Tankegangen: Ved du, hvor meget jeg har betalt?! Jeg venter bare på, at du får smæk, kære professor!
Hvorfor kan du intet? spurgte jeg.
Var syg, kunne ikke læse
Syg af hvad?
Mavekneb. Det ved du vel!
Han vippede på stolen, skæg og attitude.
Nå ja, skulle have husket, at du er den store udsending! sagde jeg roligt, og gav ham en eksamensbog uden underskrift. Kom igen til reeksamen!
Han forlod lokalet, målløs.
Senere sendte jeg en mail til rektor: Hvis du vil have topkarakterer, må du selv sætte dem! Derpå indgav jeg min opsigelse; ingen to ugers ekstra arbejde. De kan bare stykke mit ansættelsesbrev i stykker!
Nu må de klare sig uden mig eneste underviser i avanceret matematik ved universitetet.
Astrid, jeg har sagt op! Vil du tage imod en pensionist?
Vi får se! svarede hun. Vil du have forloren hare eller fisk til middag?
Når nu jeg er så dygtig, laver du bare forloren hare! Og husk varme bukser, hvis du går i Brugsen det er skidekoldt i dag!
Jeg elsker dig jo! svarede hun stille.
Jeg har lært én ting: Uanset hvad livet byder, står man stærkest med sin familie og sin samvittighed. Resten kan man sagtens undvære.







