Noget er galt
Morgen. Solstrålerne breder sig ind i rummet og lyser den lille, skæve tremmeseng op. Den er tom, men det krøllede tæppe og de smedte bamser vidner om, at nogen bruger den. Dynen i dobbeltsengen ved siden af bevæger sig. Et rodet, kortklippet hoved stikker frem under dynen. Anne-Marie åbner øjnene. Hovedpinen er værre end sædvanligt, og ud fra lyset burde hun for længst være oppe.
“Men hvorfor? Bare en lille lur til. Hvad er klokken egentlig?” Hendes hånd rækker ud efter mobilen. Skærmen viser: 10.03. “Bare lidt mere…”
Øjnene lukker sig næsten instinktivt, søvnen er tung og sød, men allerede sekunder efter er hun tilbage i virkeligheden. Mobilen siger nu 10.04. Anne-Marie sætter sig brat op. Noget føles forkert. Som om hun har glemt noget vigtigt, men uden at vide hvad.
Hun træder ud på gulvet og går gennem lejligheden. De tre øvrige soveværelser er lige så rodede, senge uredte. I stuen står der stadig opvask fra i går: seks tallerkner, seks krus og seks bestik. Hun skæver til akvariet, hvor en stor skildpadde flyder dovent rundt. To katte kigger op fra deres tomme skåle i køkkenet. Alt er, som det plejer. Og alligevel ikke.
“Hvad er det, jeg ikke kan sætte fingeren på?” mumler hun, mens hun gnider sine tindinger. “Åh! Det er så stille i dag. Altså for stille… Men hvorfor?”
Hun skyller hovedet under det kolde brusevand, mærker spændingerne lette. Hun tørrer sig, tager tøj på og skænker sig en kop kaffe. Klokken på væggen i køkkenet siger: 15.43.
“Det går ikke op. Mobilen siger 11.35.” Anne-Marie kigger opgivende på urene. “Væguret siger 18.12. Men mobiltelefonen siger 11.36. Det er da til grin…”
Hun sætter sig i lænestolen igen. Der er stadig noget underligt, noget hun ikke kan sætte ord på.
“Lad mig lige få lidt frisk luft herinde.” Hun åbner vinduet i soveværelset: vinter udenfor. Det andet vindue viser forår. Det tredje sommer. Fra køkkenbalkonen svæver efterårsduft og våde blade ind. I stuen truer kaos; is og sne, blomster under sneen, grønne træer over driverne, pytter snor sig i vejene, og farverige tørre blade flyver rundt i vinden. Det er, som om nogen har shaket alle årstiderne sammen i et glas.
“Absurdt… Men stadig ikke dét, der plager mig mest.” Hun kradser sig på det gamle ar i panden. “Nå, jeg må hellere komme i gang. Bogen skriver ikke sig selv.”
Hun skubber irriteret et børnebord med alfabetet til side på vej mod computeren. Over bordet hænger en hylde med skabe. På den ene dør sidder et foto en baby i gul sparkedragt, et træt lille smil under dynen.
“Skabet står åbent igen,” tænker hun og aner svagt et minde, som dog smuldrer væk, før hun når at gribe det. “Jeg bliver nødt til at huske…”
Hun lukker skabet, ser sig omkring. På kommoden står et bryllupsfoto. Hun og en mand i lyseblåt jakkesæt. Hjemmet føles uudholdeligt stille. En tanke tændes som et lyn i hendes hoved:
“Hvor er alle? Hvor er de blevet af?” Hun holder sig til tindingerne, panikken hamrer. “Men… hvem er ‘alle’? Hvad sker der? Hvorfor kan jeg ikke huske?! Hvorfor er her så stille?!”
Du ønskede selv roen. Stemmen giver genlyd i hele hendes hoved og hele rummet, udefinerbar og allestedsnærværende. Du skal ikke tænke på det nu. Du skal skrive. Sæt dig og skriv.
Lyden fra laptoppen fylder rummet. Skærmen vågner, og straks åbner browseren på sin egen side, overskriften lyser: “Velkommen til spillet. Du har 26 timer til at udføre første opgave. Indsend dine tekster i kommentarfeltet til opslaget.” En timer kører diskret i hjørnet. Tretten timer og fjorten minutter tilbage.
De rigtige spørgsmål
“Så nåede jeg det…” Anne-Marie fjerner fingrene fra tastaturet, klikker et par gange med musen og retter sig ud i stolen, mens de sidste minutter tikker væk på timeren. “Snart kommer næste opgave jeg må have noget at spise og slappe lidt af.”
Hun ser på arbejdsbordet, og tjekker skabene. Alt er på sin plads. Dørerne lukkede. Et elektronisk ur bimler pludseligt: “Fem og tredive minutter…” Det er næsten som om den griner hånligt. Telefonen siger 00.52. Kun mobilen stoler hun på nu.
Lejligheden er stadig for stille. Hun rejser sig og går i køkkenet. Hun tager et æble fra køleskabet og glaner på uret, men det er stadig fastfrosset på samme tid. Kattene sidder stadig ved skålene, som nu er fyldte. Alligevel rører de dem ikke. De sidder der bare, som stenfigurer.
Et knirk fra entréen et minde flakser ukontrolleret forbi. Kvinden skynder sig derud, men døren er låst og gangen tom. Hun bliver forvirret, frustreret, vred. Hun prøver at åbne døren.
Lad være. Ingen vej ud. Ikke nu. Stemmen fylder rummet igen. Omslutter hende.
Hvem er du?! Hvad sker der?! Hvorfor er her så stille?!
Ikke vigtigt hvem. Vigtigt, at det var dig, der ønskede ro. Og du stiller forkerte spørgsmål.
Hvilke spørgsmål er så de rigtige?
Tænk. Og hent din opgave. Og TÆNK!
Sidste ord runger som et ekko imens hovedpinen vender tilbage. Modvilligt sætter Anne-Marie sig foran computeren. En ny opgave vises. Timeren starter igen på 25 timer og 52 minutter. Hun læser den og slukker computeren. Sløret af spørgsmål, som stemmen ikke vil svare på, undgår hun at tænke på bogen.
De rigtige spørgsmål” Hun fugter læberne, smager på ordene. “Hvor finder man dem? Nej, vent, skabet igen
Hun skubber den genstridige skabslåge i, ser på tiden, indser der stadig er masser til opgaven, og tager billedet med barnet i hånden. En tåre triller ned ad kinden.
Tuder jeg? Hvorfor? Hvem er du, lille ven? Hun sætter billedet tilbage blandt sedlerne. Så mange spørgsmål, hvor finder jeg svarene? Måske i mobilen den har indtil videre været til at stole på…” Hun mærker den tunge og trygge vægt i håndfladen. “Lad os se”
Skærmen lyser blåt. Intet netværk. Hun indtaster kode.
Det kan jeg da huske Hun bladrer gennem galleriet ingen brugbare beskeder, ingen brugbare kontakter. Teksterne er slørede. Billederne er tågede. “Hvor ubrugeligt Hvilken forskel gør korrekt tid, hvis intet andet virker?
Hun glider igennem de slørede billeder. Pludselig lyser det op med en ny besked. “Underligt, der er jo ikke net?” Hun klikker på konvolutten. “Men… man skal snart ikke undre sig mere.”
Beskeden siger: “Åbn mappen med punktum.” Hun svarer fingrene drøner hen over skærmen:
Er det dig? Stemmen fra mit hoved? Er du nu også i min telefon? Hvorfor skal jeg åbne den mappe? Hvad hvis den gør min telefon til min fjende? Du har lukket mig inde her! Du har stjålet min hukommelse! Hvem er barnet på billedet? Hvem er jeg?
Jeg er ikke en stemme. Jeg er her for at hjælpe. Åbn mappen. Bagefter kan jeg kun svare på ét spørgsmål.
Hvorfor skulle jeg stole på dig?
Fordi du ikke har andet valg, hvis du vil kende sandheden. Åbn mappen. Det er alt, jeg kan sige.
Hænderne ryster, da Anne-Marie finder mappen på telefonen. En download-bar løber over skærmen: “Arkiv pakket ud. Filer gemt i Galleriet.”
“Nå, der er nye billeder…” Og ganske rigtigt, nu ser hun billeder i galleriet, hvor sløret er væk. Det er et lille barn på to, som ligner det babybillede på skabslågen. En hovedpine hamrer igen, en tåre mere.
Jeg har åbnet mappen. Der er kun billeder. Hvad skal de gøre godt for?
Hvem tog billederne? Hvis telefon er det? Hvem er barnet? Hvem er du? Du kunne have spurgt om hvad som helst. Du valgte igen forkert. Men jeg svarer: De billeder det er din hukommelse. De kan hjælpe dig med at huske. Og for resten, det var ikke billederne du åbnede, men nøglen til at se dem. Farvel.
Vent! Jeg har ét spørgsmål mere! Det var ikke det, jeg ville spørge om! Er du der?!
Anne-Marie sender den ene besked efter den anden intet svar. Så bliver ordene på skærmen opløst i vinden, og telefonen går død på grund af lavt batteri. Hun slæber sig ind i soveværelset og sætter den til opladning.
Det er min telefon… Så det er mig, der har taget billederne? Men hvem er jeg? Er jeg fotograf? Nej. Jeg er forfatter. Hun samler det lille, grønne tæppe op og græder stille, mens hun knuger det. Jeg er… mor…
Hovedpinen trykker hårdere. Neglene graver i hovedbunden, blodet løber. Alt bliver mørkt. En hviskende stemme lyder tæt på øret:
Nu begynder du at huske. Men nu er ikke tiden til at græde.
Telefonskærmen lyser op i mørket. 04.13. Stemmen bliver kraftigere, rammer hende som en bølge:
Husk opgaven og sov!
Anne-Marie krøller sig sammen med barnets tæppe.
“Jeg skal drømme det, jeg skal skrive i morgen. Jeg skal tænke på opgaven…” Hun lader sig selv glide ind i en lang, urolig søvn.
At huske alt
Morgen. Skarpt lys for øjnene. Anne-Marie ligger stadig med lukkede øjne.
“Sikke et mareridt. En hel dag alene i lejligheden. Bare et mærkeligt drøm. Så stille. Alle var væk. Vent! Men hvem er ‘alle?’ Jeg er her, min mand, mit barn hvem ellers? Der var flere! Nej, nej, nej!” Hun åbner øjnene. Sengen ved siden af hende er tom. Tremmesengen er tom. Men hun har stadig barnets tæppe i hænderne. Hun presser det op til ansigtet og mærker duften af sit barn; som om han lige har rejst sig og løbet ud.
09.35. Mobilen kører stadig. Hun står op.
“Ingen grund til at ligge mere. Nu må jeg finde ud af, hvad der sker.”
Er det virkelig nødvendigt? Stemmen dukker op, udefinerbar og allestedsnærværende. Det vigtigste er opgaven. Ellers, hvad var ofrene til for?
Ofre? Hvilke ofre?
Du husker det ikke. Som sagt, du ønskede selv det her.
Det jeg ønskede? Hun gnider hovedet. Det virker meningsløst at tjekke de andre værelser. Så længe stemmen er her, er intet ændret, og det er ikke kun et mareridt. Hun finder ikke barnet i et andet værelse.
Bruser. Stue. Kaffe. Hovedpinen holder ved, men nu er hun vant til den. Jo hårdere smerten presser, desto tættere på sandheden føler hun sig.
Først nu ser hun nye billeder på kommoden. To drenge i forskellig alder og en pige, den yngste af dem alle.
Anne-Marie griber mobilen. Galleri. Ingen slørede billeder. De samme ansigter fire børn, hende og hendes mand. Ingen tvivl, børnene er hendes. Hvad er det der er sket? Hvorfor er hun alene i lejligheden, hvor alt emmer af deres liv? Hvor det altid føles som om børnene lige har rendt rundt, og manden lavede morgenmad.
Hun falder tilbage i stolen og gnider sine tindinger hårdt.
“Tænk, tænk, TÆNK!” Hun tjekker mobilen igen. I gamle beskeder dukker nu en samtale op med hendes mand. Det meste hverdagsprat, indkøbslister, rutiner indtil det sidste besked:
Når du ikke vil lytte, må jeg skrive det. Jeg er træt. Jeg er med børnene 24/7. Du er altid på arbejde, sover eller væk. Jeg vil også i seng tidligt, men kan ikke, for den mindste vågner altid. Jeg lægger ham igen og igen. Jeg går i seng klokken fire, op klokken syv. Jeg sidder her med dem ingen pauser. Jeg bad dig bare om lidt tid til mit arbejde, at skrive. Du lovede det, men så snart du fik et opkald, gik du bare! Du sagde jeg skulle lade være med drama? Skriveriet er det eneste, der holder mig nogenlunde sammen! En stor pris nærmer sig. Jeg har snart ikke mere tid til bogen. Og så lader du mig sidde her alene med børn og rod. De larmende tegnefilm, gråd, slagsmål. Jeg har brug for luft! Personlig tid. Hvordan kan du ikke forstå det?
Sendt kl. 19.37. Ingen reaktion. Hovedpinen hamrer. Hun rejser sig efter mere kaffe, men mørket synker for hendes øjne, og hun synker mod gulvet. Alt bliver sort.
***
Kan I så stoppe! Kan I virkelig ikke slappe lidt af om aftenen? Alle i hjørnet! Hvis I ikke kan lege stille, står I bare dér, til jeg er færdig.
Mor, det var ikke mig. Jeg var på værelset…
Lige meget hvem. Jeg skelner ikke alle står! Du som den ældste kunne lave rolige lege, så mor kan skrive. Jeg skal være færdig! Kontrollen tæller og I forstyrrer! Jeg gider ikke mere skrål. Kun stilhed!
Mor, vi vil gerne i seng…
I morgen! Nu skal jeg gøre færdig. Jo mere larm, jo længere i hjørnet.
Timerne går. Bogen sendes til konkurrencen.
“Så nåede jeg det… åh, ungerne stadig i hjørnet.” Hun ser på uret 01.23. Hun farer ud i gangen; børnene sover sammenfiltret på gulvet.
Kom, i seng allesammen. Man skal ikke sove på gulvet. Hun vækker dem, krammer og kysser. Tættere holder hun pigen, bærer hende ind på værelset, pakker hende ind og kysser hendes pande. Så tager hun den mindste, lægger ham i sengen og trækker det grønne tæppe over ham.
Undskyld, mine kære. Mor elsker jer, men bliver vred, når I ikke lytter
Hun kigger rundt. Alt er rodet, der er vand opsamlet foran badeværelset, sukker i køkkenet og rester af boghvede overalt. Hun synker tungt sammen på gulvet.
Hvorfor skal alt være sådan? Hun rydder op til langt ud på natten klokken er 03.30 før hun trækker vejret.
Barnegråd lyder fra soveværelset. Sukkende tager Anne-Marie barnet op, vugger, putter og kigger på sin mobil igen. 04.20.
“Halvanden times søvn. Hvor er jeg træt. Hvorfor fik jeg dog så mange børn. Gad godt slippe alt dette. Jeg vil bare have ro…”
***
Anne-Marie rejser sig fra gulvet i stuen. Skylden vælter gennem hende som et stormvejr. Tårerne løber. Hun sidder længe med knæene op under sig og græder stille.
Det er min egen skyld. Jeg bad om ro… og nu væk med alt. Stemmen havde ret… Jeg bad selv om det.
Så er nogen kommet i tanke om noget, hva’? Stemmen i hendes hoved er lav, næsten blid. Hvad synes du? Ingen larm. Ingen irriterende tegnefilm.
En usynlig skilt blinker for hendes indre blik: Sarkasme.
Gør du grin nu? Kan du ikke se det?
Du ønskede dig jo det. Hvorfor græde nu?
Jeg ønskede ikke dette. Jeg sagde det kun i affekt. Jeg ville bare sove ud! Ikke miste min familie.
Men sådan lød det altså. Næste gang, vær præcis med dine ønsker. Nu kan du skrive i fred. Kattene? De larmer heller ikke mere. Alt er tyst. Husk nu på det.
Familiens liv hæmmer ikke min kreativitet! Giv mig mit liv tilbage!
Det kan jeg ikke. Stemmen forsvinder i stilheden.
Langsomt bevæger Anne-Marie sig gennem lejligheden, rør ved børnenes ting, hendes mands ejendele. Rod, skrammede vægge. Så ligegyldigt nu. Alt hun ville have tilbage.
Hun bader må vaske følelsen af sig. For første gang på længe kigger hun sig i spejlet og ser vilje i sine røde øjne.
Hun ser klokken 20.42. Over fire timer til næste opgave.
“Jeg når det. Men først” Hun griber mobilen, åbner samtalen til den ukendte. “I går hjalp du mig til at huske. Måske ved du, hvordan jeg får alt tilbage. Jeg har ingen andre…”
Hun trykker “Send”. Sætter sig ved computeren, skabet nu lukket. Hun skriver:
“Det nager den store skyldfølelse, lyser op i natten.
Var det virkelig en forbrydelse at længes efter ro?
Var mine hede ord forstået rigtigt?
Nu er jeg dømt for det, og har kun én vej at rette op på egne fejl.”
Uvirkeligheden
Opgaven er afleveret. Anne-Marie sidder tom foran den sorte laptopskærm. Der er masser af tid til næste runde men hvad nu? Hun tjekker dør og vindue. Udenfor: Intet. Vinduerne er stadig billeder. Stikker hun hånden ud ingen hånd, bare vakuum. Døren? Låsen snurrer, men intet sker.
Hele omgivelserne virker kunstige på samme måde som et maleri. Kattene sidder fastfrosset. Skildpadden svømmer samme bane hver gang. Køleskabet er stumt. Ingen nabostøj eller trafik kun når hun selv laver lyde, høres noget. Ellers: Et vakuum af stilhed.
“Det hele er fake… De har anbragt mig i en flad tegning, og der er ingen vej ud.” En kendt melodi, om solopgang og ingen udvej, kører i hovedet. “Måske er telefonen den sidste ægte ting. Måske svarer hjælperen…”
Telefonen ryster pludselig i hånden. Hun åbner beskeden.
Jeg er her, selvom jeg helst ikke burde svare.
Men du ville hjælpe?
Ikke helt. Jeg skulle.
Hvad mener du?
Du har forstået det: De har sat dig i en skrevet verden, fordi du bad om ro. Og nu vil du ud.
Jeg vil have dig til at skrive en udvej. Dør til min verden.
Det kan jeg ikke.
Hvorfor? Du fik jo billederne til at fungere.
Jeg tegnede ikke jeg skrev et program, der åbnede din hukommelse. Fordi “han” sagde det. Eller… hun. Lige meget. Og denne verden er din og ikke din.
Hvordan ikke? Hvad så med børnene, minderne? Hvem er denne han/hun?
Minderne er skrevet, så du kan opleve. Hun forfatteren, skaberen er stemmen i dit hoved. Hun siger: “Skriv”, og du skriver. Hun siger: “Sov”, og du sover.
Men hvad er ægte her?
Det må du spørge hende om. Hun skriver denne samtale nu. Og hun dukker snart op.
Anne-Marie lægger mobilen væk. Hun venter. Hun hælder mere kaffe op og sætter sig.
“Når jeg bare er skrevet, kan jeg jo lige så godt slappe lidt af,” tænker hun, blunder hen.
Ikke tid til at sove. Du ved det hele. Stemmen trænger ind igen.
Jeg har spørgsmål.
Spørg, jeg svarer på dem, jeg vil. Men ét ad gangen. Du elsker jo at overdrive.
Elske? Kan jeg det, når jeg ikke findes?
Elsker du dine børn?
Det føler jeg, men… jeg er ikke rigtig…
Føler du, at du lever?
En usynlig hånd kniber hende i skulderen.
Av! Ja, jeg føler det Men jeg forstår dig ikke!
Ja, jeg fandt på dig. Da du opstod i mit hoved, blev du levende i din egen virkelighed. Du lever, så længe jeg skriver, og folk læser. Når jeg stopper, og læseren lukker bogen, fortsætter du alligevel. Måske vender jeg tilbage og skriver videre. Verdenen den rigtige er dér, hvor din familie og larmen hører til.
Kan jeg komme tilbage? Jeg tror, jeg hører dit smil, derfor tør jeg spørge…
Hvis jeg ikke smilede, ville du ikke turde? Måske ikke. Måske kan jeg få dig hjem. Men der er regler. Jeg skriver dig kun, som opgavekrav præcis som du skriver dig selv. Kan du vise mig, hvad DU får skrevet? Jeg så kun din heksameter. Opgaverne er virkelige. Vi må begge vente på næste twist.
Stemmen forsvinder, og Anne-Marie smiler til sin tomme kaffekop.
Mere kaffe, så læser jeg næste opgave…”
Alt roder sammen
Anne-Mai hører du mig?
Hm?
To nyheder…
Kom så… af din tone at dømme ikke gode.
Jo okay. Jeg KAN måske bringe dig tilbage til din verden. Men vejen bliver sær.
Hvad kan være værre end en tegnet verden uden dem, man savner?
Gange med tre. Og tilsæt usammenhængende sort humor.
Hvad?
Din opgave: Mix alle fire dele til en cocktail med lidt humor. Ville ikke sige det, men…
Mere når hun ikke at høre, før noget gelé springer ud af computerskærmen og bliver til en pindsvinelignende klump på tastaturet. Gelépindsvin. Det glider, sprutter og folder sig sammen, mens stemmen lyder nede fra midten.
Hører du mig overhovedet? Pindsvinet hopper på gulvet og splatter ud.
Tak for rengøringen. Men… du er vel nu et det? Gelé kan være hun, han eller intetkøn på dansk…
Gelé kan være hvad som helst…
Så du er det gelépindsvin?
Nej, ikke mig… Hvad sker her?
Velkommen i min galninge-verden! Anne-Marie griner.
Skærmen viser nu dansende stjerner, og hun begynder selv at blive gelé, trukket mod universet. Alt bliver mørkt.
—
To kvinder, næsten ens, sidder sammen ved computeren.
Du kan blive her… eller gå tilbage.
Jeg går. Anne-Marie ser på billedet af babyen med den gule dyne.
Det er ikke en dyne. forfatteren læser hendes tanker. Det var hans hule.
Er jeg dig?
Både værre og bedre. Du er min ekstreme side hårdere, følsom. Ikke mig. Bare dig.
Skabet åbent igen.
Glem det, børnene rodede mens vi var væk.
Hun ledes hen til døren. Låsen klikker, døren åbner sig. Lev nu et godt liv…
—
Mobiltelefonen sidder foran computeren og ser på, mens de to kvinder tager afsked og døren lukker, lyset går ud i hele lejligheden.
