Den blide smag af kærlighed
Birgitte kørte hjem fra sommerhuset sent på aftenen. Hun havde med vilje ventet til det blev mørkt, før hun satte sig bag rattet og kørte hjem – denne gang ikke ad den hurtigste vej, men slentrede stille og roligt af den lange omfartsvej. Hvis ikke hun skulle møde på arbejde næste dag, var hun blevet i sommerhuset natten over.
Hvorfor hun ikke skyndte sig? Jo, det var nu sådan, at hun slet ikke havde lyst til at komme hjem. Eller rettere sagt hun havde ikke lyst til at se sin mand.
Birgitte havde for længst fået den der indre stemme, der sagde, at hun og hendes mand ikke ville bo under samme tag meget længere. Forholdet havde længe været køligt, anspændt og tit endt i skænderier over ingenting.
Nu sad hun bag rattet, stirrede ud i mørket foran sig, mens tankerne kredsede om alt det mærkelige og usunde i deres ægteskab.
Et sted gik omfartsvejen gennem en lille landsby. Som man nu skal, satte Birgitte farten ned, og så lige ved busstoppestedet fangede billygterne en ældre kvinde. Hun stod stille og holdt noget svøbt i et klæde tæt ind til brystet, som om det var et lille barn. Og blikket, hun sendte mod de forbipasserende biler, var så håbefuldt, at Birgitte instinktivt trådte bremsen i.
Hun standsede, steg ud af bilen og gik hurtigt over mod den ældre dame. Da hun kom tættere på, lagde hun mærke til en trolley-taske på hjul ved damens fødder.
Hvorfor står du herude i mørket? spurgte Birgitte bekymret. Har du brug for hjælp? Er det et barn, du har på armen?
Et barn? Den gamle kvinde blev lettere forvirret over spørgsmålet og smilede undskyldende. Nej, det er ikke et barn… Det er bare et brød…
Undskyld, hvad? Nu var det Birgittes tur til at være overrasket. Et brød?
Et hjemmebagt brød… Fra ovnen… Jeg sælger brød her i landsbyen…
Sælger du brød? Hvor får du det fra?
Jeg bager det selv Sælger lidt, når pensionen ikke kan slå til. Sådan får jeg det hele til at løbe rundt. Må jeg slet ikke det? Nogle køber det jo. De siger mit brød giver lykke med på vejen.
Hvordan da lykke?
Jeg ved det ikke rigtigt. Der er én mand, han køber altid mit brød, og han siger, at det bringer ham lykke. Måske kigger han forbi i dag. Har du ikke brug for et brød? Det er stadig varmt.
Mig? Brød? Birgitte kunne godt regne ud, at kvinden sandsynligvis havde brug for pengene, så hun nikkede straks. Jo, jeg vil gerne købe et brød. Hvad koster det?
Ti kroner stykket, sagde den gamle kvinde forsigtigt og holdt øje med Birgittes reaktion. Er det for meget?
Hvor mange brød har du?
Ti. Jeg har ikke solgt noget endnu i dag. Kom først lige nu. Hvor mange skal du bruge?
Jeg tager dem alle sammen! sagde Birgitte bestemt og begyndte at gå tilbage mod bilen efter pengepungen.
Nej! Jeg kan ikke give dig dem alle! udbrød kvinden forskrækket.
Hvorfor ikke? Birgitte standsede forvirret.
Fordi jeg kan se, du kun køber for at hjælpe mig. Men tænkt hvis der er andre, der har brug for et brød i dag? Måske kommer manden, og så står jeg med ingenting.
Birgitte rystede på hovedet af den naive logik.
Nå men Hvad vil du sælge?
Fem brød kan jeg godt undvære… sagde kvinden tøvende.
Måske lidt flere?
Nej, sådan skal det ikke være Den gamle dame rystede på hovedet. De skal spises, ikke købes af medlidenhed. De er jo hjemmebagte.
Okay smilede Birgitte og gik ud for at hente penge og en pose, som hun fyldte med fem dejligt lune brød, før hun satte sig bag rattet igen.
Kort efter kørte hun videre, men bilen duftede nu så vidunderligt af friskbagt brød, at hun ikke kunne modstå fristelsen. Hun rev et solidt stykke af en af brødene og stak det i munden og det smagte som intet andet, hun nogensinde havde smagt.
Lige da ringede mobilen.
Birgitte så på displayet og rynkede på panden, før hun tog den.
Birgit, sagde hendes mand, lige så muggen som altid, smut forbi Netto og køb noget brød med hjem.
Hvad? Birgitte kastede et blik på de varme brød på passagersædet. Hvorfor mangler vi pludseligt brød?
Fordi vi ikke har en krumme! Og selvfølgelig vælger dine veninder lige at dukke op nu!
Hvilke veninder? Birgitte blev endnu mere forvirret. Det er jo næsten midnat.
Du kan selv spørge dem. I hvert fald: køb nu noget brød! Dine veninder har slået sig ned i køkkenet, drikker te og venter kun på dig.
Hold op Birgitte trykkede speederen i bund og satte kurs mod hjemmet.
Da hun kom ind ad døren, var det med duften af friskbagt brød svævende omkring sig.
Birgit, det dufter himmelsk! jublede hendes veninder fra universitetstiden og gav sig til at kramme hende.
Også hendes mand blev lokket af duften, stak hånden i posen, rev et halvt brød over og snusede dybt, helt lamslået.
Hvor har du købt det sindssygt lækre brød?!
Der, hvor jeg købte det, har de ikke mere trak Birgitte bare på skuldrene.
Manden forsvandt ind i sin egen stue med brødet, mens Birgitte blev i køkkenet sammen med veninderne. De sad der til midnat, nød vin, brød og snakkede om deres mænd, klagede over dem og fik endda en lille tudetur over, at de slet ikke var sådan, som de engang havde drømt om.
Da aftenen var slut, gav hun hver veninde et af de hjemmebagte brød med hjem.
Efter hun havde lukket døren bag dem, listede hun udenom mandens værelse, hvor han allerede sov ind i stuen og lagde sig på sofaen.
Næste morgen begyndte der at ske underlige ting. Hun havde dårligt åbnet øjnene, før hendes mand satte sig ved siden af hende på sofaen og lidt drillende erklærede:
Birgitte, jeg tror, jeg har spist mig dum i dit brød i går. Jeg har fået en åbenbaring: Vi er idioter.
Undskyld, hvad?! kvækkede Birgitte søvndrukkent.
Vi er idioter, Birgit. Og vi skal tage os sammen. Jeg inviterer dig hermed på date i aften på restaurant, der hvor jeg friede til dig i sin tid.
Hvorfor?
Fordi jeg tror stadig, der er noget at redde. Kærligheden, du ved. Jeg smutter på job nu, men klokken seks venter jeg på dig samme sted.
Og han gik, og pludselig føltes denne morgen lidt anderledes end de andre. Det var som om, foråret lurede lige udenfor vinduet, selvom det var efterår. Og Birgitte begyndte med det samme at glæde sig en lille smule til den sære aften med sin mand.
Kort efter ringede telefonen. Det var en af veninderne fra i går. Hun snakkede i ét væk, helt overstadig:
Birgit! Forestil dig min mand og jeg blev gode venner i nat igen! Vi har jo været på randen af skilsmisse, men vi sad og spiste dit brød til klokken tre i nat og så blev vi pludselig forsonede Du er fantastisk!
Hvad har det med mig og brødet at gøre..? mumlede Birgitte forvirret.
Efter frokost ringede endnu en veninde, og lidt senere den tredje. Begge fortalte om, hvordan alt pludselig var blevet fred og idyl derhjemme. Hvor fjollede havde de ikke været i går, der de sad og brokkede sig over deres mænd.
Med alting sådan i tankerne gik Birgitte ud i køkkenet, fandt det sidste halvspiste brød fra den gamle dame og snusede længe til det, før hun nappede en lille bid. Og denne gang mærkede hun noget særligt i smagen en blid, næsten magisk eftersmag en smag af kærlighed. Kærlighed til alle menneskerUden at tænke nærmere over det, begyndte Birgitte at le. Først bare en lille, forsigtig latter, men snart sådan rigtigt, helt nede fra maven. Søvnigt satte hun sig i vindueskarmen med det lune brød i hånden, mens morgensolen fandt vej ind og fejede hen over hendes skuldre.
Og mens hun sad dér, spiste langsomt og så ud på vejen, vidste hun pludselig, at noget var skiftet. Ingen trylleformularer, ingen store forklaringer bare en blid, varm fornemmelse, som da man opdager, at man faktisk savner at dele livet med nogen.
Hun trak vejret dybt og tænkte på den gamle kvinde ved busstoppestedet og alle de mærkelige veje, held og lykke kan finde én på, lige når man mindst venter det. Måske var det bare et brød. Måske var det bare kærlighed, bagt i en ovn, pakket ind i et klæde og sendt ud i natten.
Birgitte smilede ud gennem ruden. I dag ville hun tage imod det, der kom. Måske begynde forfra, sammen med den mand, hun engang havde elsket over alt. Eller måske bare med sig selv men altid med smagen af kærlighed, frisk og blid, på tungen.
