Den bløde celle
Telefonen sang i halv otte-tiden om aftenen, mens Helga Pedersdatter netop trak lynlåsen i på den blå weekendtaske. Lyden krøllede sig sammen inden i hende, der hvor alt føltes ømt og varmt.
Hun kendte den ringetone. Ikke selve lyden, men… fornemmelsen. Som kun én kan, der har levet i seksoghalvtreds år og lært at læse verdens tegn, før de overhovedet optræder.
Helga, jeg dør, sagde mor.
Ikke noget med “hej”. Ikke “er du optaget”. Bare direkte ind.
Mor, hvad er der sket?
Mit hjerte. Nu er det slut. Jeg mærker det. Du rejser, og jeg ender alene. Sådan dør jeg i denne lejlighed, helt alene, ingen finder mig før i morgen.
Helga så på tasken. På de printede billetter, sirligt lagt i side-lommen. På Viktor, der stod i døren med jakken på og blikket, Helga allerede var blevet vant til at tolke. Ikke vrede. Træthed. Den trætte kugle, der kun formes af år og lag, som vandet i en mørk kælder.
Mor, har du ringet til lægevagten?
Hvad skal jeg med lægevagten. Jeg skal bare have dig. Du er min datter. Eller er jeg ikke længere din mor?
Helga lukkede øjnene. Kulden gled ned gennem halsen og fandt plads, hvor der burde være varmt.
Mor, vi tager afsted i aften. Jeg har sagt det til dig. Vi aftalte det.
Jaja. Selvfølgelig. Du aftalte med en eller anden mand at tage på tur, mens din mor ligger her og ikke kan bevæge sig. Det var det, du aftalte.
Mor
Afsted med dig. Det siger jeg intet til. Men du skal ikke blive overrasket, hvis der ikke er nogen, som åbner døren næste gang du kommer hjem. Bare så du ved det.
Viktor forsvandt lydløst ud i køkkenet. Helga hørte kedlen klirre.
Jeg kommer, sagde hun i røret.
Hvad?
Jeg kommer over. Nu.
En tavs pause. Så mors stemme, blødere, mere tilfreds:
Det er godt, du er fornuftig. Jeg vidste, du ikke ville svigte mig.
Helga lagde telefonen på sengen. Sad lidt. Kiggede på væggen. Så gik hun ud i køkkenet.
Viktor stod og så ud ad vinduet. Han havde ikke lavet te. Bare stod der. Stirrede ud i aftnen.
Vik, begyndte hun.
Jeg hørte det.
Hun siger, det er hjertet.
Det siger hun altid, Helga. Hver gang. Tre år nu. Hver gang vi vil noget, så siger hun det.
Men hvad nu hvis det denne gang er
Nu så han på hende. Ikke bebrejdende. Bare længe.
Måske. Altså hvis det nu er, sagde han og lod ordene dumpe i rummet. Så må du tage afsted. Jeg forstår det.
Vi kan bare flytte det. Tage afsted en anden dag.
Helga, sagde han og vendte tilbage mod ruden. Jeg har allerede flyttet det, to gange. Kan du huske Silkeborgsøerne i foråret? Eller da vi ville til Skagen?
Det kunne hun. Selvfølgelig.
Jeg kan ikke mere, sagde han lavt. Uden vrede værre end hvis han havde råbt. Jeg vil være sammen med dig, men ikke som tredjehjul efter din mor og hendes sygdom.
Men Vik, du er ikke tredje …
Tag afsted, Helga. Det er okay.
Så hun tog afsted. Bestilte et taxa i regnvær, lod Viktor stå tilbage i hendes køkken og hans træthed bag det lille vindue.
Hele vejen så hun ud over Aalborgs lys, og tænkte på, at han var otteoghalvtreds, hun seksoghalvtreds. Voksne mennesker, måske med tyve gode år tilbage. Hvis de var heldige.
Mor boede et kvarter væk i en gammel gulstensejendom på Niels Ebbesens Gade. Helga gik op, ringede på. Snusede.
Bag døren duftede det sødt, hjemligt, af gær og kanel duften af teboller.
Døren gik op uden spørgsmål. Anne Petersen stod der i forklæde, mel på ærmerne, kinderne farvede levende. Mere levende end nogen.
Nå, Helga! Hvor dejligt du kom. Jeg har netop boller klar, med kål det kan du jo lide.
Helga så på hende. På melet. På forklædet. På de rødmossede kinder.
Mor du sagde jo lige, at du var ved at dø.
Hold op. Jeg sagde bare, jeg havde det skidt. Tog en pille og lagde mig, nu er det fint igen. Men kom nu ind, det trækker.
Helga trådte ind, tog skoene af, hængte jakken op. Gik ud i køkkenet. På bordet små cirkler dej, pande brændende varm. En stak boller dækket af viskestykke.
Helga satte sig på den lille skammel, så på det hele.
Hvorfor ser du så trist ud? spurgte mor. Er du træt? Arbejdet?
Jeg aflyste ferien, sagde Helga.
Det var klogt. Hvorfor rejse ud midt om natten.
Mor, jeg har planlagt det i tre måneder. Viktor og jeg skulle jo
Hvem? Mor vendte sig dramatisk. Nå, den dér Viktor. Jamen, så tag ud med ham i morgen. Eller i overmorgen. Det er da lige meget.
Helga svarede ikke. Kiggede på mors hænder. Hurtige, kloge, firs år, men uden rysten. Ingen antydning af hjerte, ingen svagelighed.
Hun blev dér til næsten midnat. Åd to boller skulle spise, for mor så på. Drak te. Hørte om naboen Lise, der var blevet “påtaget”, om tv, hvor “alt er forkasteligt”, og om pensionen der “ikke rækker til noget som helst”.
Hjemme igen efter klokken tolv.
Viktor svarede ikke på sms. Ikke natten, ikke næste dag.
Tre dage senere skrev han: “Helga, undskyld. Jeg kan ikke mere. Du er fantastisk, men jeg kan ikke.” Otte ord. Tre års forhold, otte ord.
Hun græd ikke. Det var underligt. Sad der med telefonen i hånden, læste de otte ord, uden tårer. Blot den tomme rumklang indeni, hun kendte så godt, og altid kom, når livet stjal noget vigtigt. Ikke smerte tomhed. Som et værelse, hvor alt inventar er væk.
Hun arbejdede på et arkitektkontor. Treogtyve år ved samme bord, samme kolleger, samme tegninger. Et godt, stille job. Helga Pedersdatter pålidelig, ansvarsbevidst, aldrig udeblevet.
Og aldrig i ferie. For mor havde det jo altid dårligt.
To måneder gik sådan. Arbejde, hjem, mor tirsdag og fredag. Mor ringede tre gange mere “mit hjerte”. En gang tog Helga afsted, to gange fik hun mor til at tage en pille og gå i seng. Hver gang Helga kom, var mor frisk.
En novemberaften lød igen ringen.
Helga, ring til lægevagten.
Kan du ikke selv?
Nej, mine hænder ryster. Ring du, kom ikke, jeg ved, du trænger til ro.
Det var nyt. For første gang sagde mor “kom ikke”. Mistanken løb koldt gennem Helga et trick? For at kunne sige: “Du ringede til en læge men kom ikke selv”. Men hun sagde bare:
Okay, jeg ringer.
Alligevel tog hun tøj på og tog ud.
Ambulancen holdt allerede ude foran. Helga gik op. Døren stod på klem. I entreen trippede en ung redder, fra stuen lød stemmer.
Inde lå mor. Ved siden af hende en mand, ikke helt ung, måske femoghalvtreds, med rolige, trætte træk. Han tog mors håndled, mærkede pulsen. Mor så på ham Helga kendte det udtryk: lidt lidelse, lidt tilfredshed over opmærksomheden.
Blodtrykket er normalt, sagde han dæmpet 140 over 85, det kan man forvente i din alder.
Hvis det er normalt, hvorfor har jeg det så elendigt? jamrede mor.
Svimmelhed, hjertebanken det sker. Det går over.
Det er bedst, jeg ligger ned?
Det er bedst men du skal op, bevægelse er vigtigt.
Helga stod i døren. Han så hende ikke. Noterede i sin tablet.
Anne, ringer du tit efter lægevagten?
Når det er slemt, gør jeg.
Hvor mange gange bare denne måned?
Pause.
Tja, nogle.
Fire, konstaterede han. Ellevte gang i løbet af tre måneder, kan jeg se. Hver gang trykket fint, ingen akutte problemer. Han så op. Bor du alene?
Ja. Datteren kommer ikke.
Den tone tvang Helga et skridt tilbage.
Datteren er her, sagde hun højt.
Manden vendte sig. Så på hende. Øjnene var lyse, let falmede, som folk der har set for mange åbne vidder og svære ting.
Godaften, sagde han.
Godaften. Jeg er Helga. Datteren.
Anders. Han så på mor, så på Helga. Ændrede blik, uden noget medlidenhed. Mere genkendelse, forståelse.
Mor, jeg er her, sagde Helga, satte sig og tog mor i hånden. Den var varm, stærk.
Nu har jeg det bedre, sagde mor. Nu hvor du kom.
Anders noterede færdig. Fortalte om piller, rutiner. Ude i entreen fulgte Helga ham til døren.
Hun fejler ikke noget?
Fysisk, nej, sagde han lavt. For firs i god form.
Helga nikkede. Ville sige tak og lukke, men han blev stående.
Har det været sådan længe? spurgte han.
Hvad?
En hovedbevægelse mod stuen.
Helga åbnede munden, lukkede. Lo tørt.
Det kan ses?
Lidt. Blikket. Det er velkendt.
Har du også … mor?
Bror. Var.
Pause. Hun spurgte ikke ind.
Vi ses nok igen, sagde han.
Det tror jeg. Mor plejer at tilkalde vaskeægte drama.
Det har jeg bemærket.
Han gik. Helga blev stående lidt, så lukkede hun og satte sig igen ved mor, hørte om de “hjerteløse røde”, folk der “ikke forstår gamle”, og tog hjem. Tænkte på noget helt andet.
To uger senere dukkede Anders igen op. Mor ringede søndag “svimmel, næsten faldet”. Helga kom før lægevagten, sad hos mor, da det bankede på.
Han hilste, gik i gang. Mor teatrede, holdt sig for brystet, rullede med øjnene. Anders reagerede ikke udadtil. Bare gjorde sit job.
Ude i entreen, i det mærkelige skumringslys, sagde Helga pludselig:
Undskyld, hun er sådan.
Du behøver ikke undskylde på hendes vegne.
Jeg er bare vant til det.
Netop. Han så på hende. Skal vi tage en kaffe?
Hvad?
Det lyder mærkeligt, jeg ved det. Jeg har fri om en time, og der er en god kaffebar rundt om hjørnet. Hvis du bare vil snakke. Jeg fik fornemmelsen du kunne bruge det.
Hun betragtede ham. Moden mand, lidt tung i blå uniform, venligt, træt ansigt. Ikke charmerende men der var noget trygt over ham uden påtagenhed, bare ro.
Okay, sagde hun.
De mødtes på Café Niels, tre borde, god kaffe. Blev siddende ved vinduet.
Fortæl om din bror, spurgte Helga.
Han var yngre, syv år. Da far døde, blev alt lagt på mig storebrorens lod. Og så viste det sig, han aldrig lærte at klare sig selv. Nogen gjorde det altid for ham. Først mor. Så mig. Indtil jeg opdager, det var en slags fængsel. Et blødt. Anders holdt pause. Mest for ham. Men også for mig.
Mener du, det er med vilje? spurgte Helga.
Jeg dømmer ikke din mor. Jeg taler om dig.
Om mig?
Dit blik siger, at du længe ikke har måttet bestemme.
Det ramte præcist. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.
For tre år siden havde jeg en mand en god en. Han gik sin vej i september.
På grund af din mor?
Fordi jeg nok tænkte, hun skulle være vigtigst.
Det er ikke det samme.
Nej.
De sad der længe. Anders fortalte om livet på lægevagten, sønnen i Aarhus, om at broren nu faktisk klarede sig. At det var svært. Ikke mindst for ham selv.
Hvordan slap du fri? spurgte Helga.
Ved at indse, at jeg ellers aldrig fik mit eget liv. Han var stille. Det var vigtigt. Måske egoistisk.
Det synes jeg ikke.
Da de gik, spurgte han:
Må jeg få dit nummer?
Hvorfor?
Bare, hvis du vil tale.
Hun gav det.
December kom, og de mødtes om søndagen langs Limfjordens bred. Bagefter på café, så lavede hun mad hjemme hos sig, han kom med vin og blikket, der læste hendes bogreol.
Du læser om forhold? spurgte han.
Jeg prøver at forstå, hvad der er gældende for mig.
Og? Hvad finder du?
At jeg altid har frygtet at gøre mor ked af det. Lige siden jeg var barn. Hvis jeg trådte ved siden af, sagde hun aldrig noget bare den tavshed, det blik, som om jeg ødelagde hendes liv.
Tavshed er værre end vrede, svarede han.
Meget værre.
De talte om alt uden råd, uden formaninger. Derfor føltes det let.
I midten af december opdagede Helga, at hun ventede på hans beskeder. At det, når han skrev “god aften”, gjorde det lidt varmere indeni. Lidt. Som varme i et hus, hvor der ellers altid frøs.
Hun nævnte ham ikke for mor. Hun vidste ikke helt hvorfor.
Du frygter hendes reaktion, sagde Anders en dag.
Måske.
Hvad gør hun, hvis hun får det at vide?
Helga tænkte. Siger, at jeg ikke behøver “alt det”, at mit hjerte snart brister, at jeg svigter hende til fordel for en fremmed. Og så føler jeg skyld.
Så du kender allerede hele manuskriptet.
Jeg har spillet den rolle i tyve år.
Har du forestillet dig, aldrig at føle skyld? Eller bare spille en anden rolle?
Nej. Aldrig.
26. december inviterede Anders hende til Mols Bjerge ved nytår. Liten hytte, sø, skov, tre dage.
Helga stirrede på beskeden. Læste. Lavede te. Læste igen.
Tre dage. Nytår.
Hvad siger mor?
Det var det første spørgsmål, ikke det “vil jeg tage med”.
Hun skrev til mor: “Mor, jeg vil gerne snakke med dig i morgen, må jeg komme?”
“Kom bare, jeg sidder alene,” svarede mor straks.
Næste dag kom hun med lagkage. Mor modtog i badekåbe midt på dagen, unødvendigt.
Mor, jeg er begyndt at se en mand.
Kniven stoppede.
Hvilken mand?
Han hedder Anders. Læge. Vi har talt sammen halvanden måned.
Mor sagde intet. Helga mærkede det gnave indeni.
Du siger ikke noget?
Jeg tænker. Hvor gammel er du, Helga?
Seksoghalvtreds.
Nå. Og nu vil du leve med en eller anden. Eller rende til ham?
Jeg fortæller bare, jeg har mødt en god en.
Nu betyder jeg pludselig mindre
Mor, jeg kommer jo stadig, jeg er her.
Endnu. Indtil han fylder det hele.
Mor, hør nu
Nej, nu hører du. Jeg er alene. Din far er væk. Jeg har kun dig. Jeg beder ikke om meget, bare du er der.
Jeg er her. Jeg er.
Indtil videre
Helga spiste et stykke kage og hørte igen om “at være gammel”, om “ensomhed”, alt det.
Hjemme igen den tunge tomhed. Skylden, kendt helt ind i marven. At være en dårlig datter. At bøger om psykologi ikke rimer på porcelæn med mors fingeraftryk.
Om aftnen skrev hun: “Jeg har sagt det til hende.”
“Hvordan gik det?”
“Skidt. Hun blev ked af det.”
“Selvfølgelig.”
“Anders, jeg har det så dårligt…”
Han ringede med det samme. Hun svarede, men sagde intet først. Bare åndedræt.
Jeg kan høre dig, sagde han i telefonen.
Hvorfor føles det så slemt, når jeg ikke gør noget forkert?
Fordi du i mange år har lært, at din lykke gør andre ondt.
Men det passer jo ikke.
Nej, men sådan føles det. Følelser er ærlige, men taler ikke altid sandt.
Hun grinede, mod sin vilje.
Det lyder som en klog bog.
Det er bare mig, der lyder lidt klog i aften. En pause. Helga, skal du med?
Til Mols?
Ja.
Hun lukkede øjnene. Udenfor stille vinter. En bus i det fjerne. En hund gøede.
Jeg tager med.
De sidste dage gik med at ordne alt. Tog fri fra arbejde. Pakkede tasken. Aftalte med underboen, fru Klara Hansen, en afdæmpet ældre, som gerne tilbød selskab til mor. Klara sagde straks ja hun ville kigge ind til Anne morgen og aften, de skulle se nytårsaften sammen, og hun glædede sig.
Helga ringede til mor den 28.
Mor, jeg tager til Mols i nytåret. Tre dage. Med Anders.
Tavshed.
Mor?
Jeg hører dig, sagde moren lavt. Med vilje lavt, træt. Nå. Jamen, tag bare afsted.
Klara kommer forbi. Du har hendes nummer.
Ja.
Du bliver ikke alene.
Næh, selvfølgelig ikke.
Mor
Tag nu bare afsted, Helga. Jeg forstår.
Når mor sagde “jeg forstår”, betød det det stik modsatte. Men Helga sagde kun: “jeg elsker dig”, og moren svarede mumlende.
Den 30. december kørte de tidligt. Anders’ gamle Volvo duftede af gran på bagspejlet. Snet fløj ind over landet; først let, så tunge fnug.
Helga så ud. Kunne ikke huske, hvornår hun sidst bare sad i en bil og kiggede. Intet ansvar, ingen deadline.
Hvad tænker du på? spurgte Anders.
Sneen.
Godt emne.
At det er sært at være på vej, uden at skulle skynde sig hjem.
Du skal jo hjem. 4. januar.
Men du ved, hvad jeg mener.
Ja, sagde han og lagde let hånden over hendes. Det letter. Lidt efter lidt. Du får friheden tilbage.
Er du sikker?
Nej. Men jeg håber.
Hun lo. Bemærkede, at hun lo oftere nu.
Hytten ved søen var lille og lun, træværk og gammeldags gardiner. Skoven helt tæt, en tavshed så massiv, man kunne røre ved den.
Gud, sagde Helga ud for bilen.
Ja, sagde Anders.
De pakkede ud, gik til søen. Kom hjem, lavede suppe, sad og så natten falde på.
Fortæl mig noget, sagde Helga.
Hvad vil du høre?
Alt.
Han fortalte om barndommens somre, fortabte ferier med ekskonen, hvorfor han alligevel var glad for at være her igen, nu, sammen med hende.
Elskede du hende? spurgte Helga stille.
På min måde. Vi troede, det var nok. Det var det ikke.
I fik en søn.
Søren. 28, arbejder i Aarhus.
Telefonen ringede halvlever af elleve, nytårsaften. De ville netop åbne champagne. Mor lyste på displayet.
Noget slog klik indeni en refleks.
Tag den, sagde Anders.
Men
Tag nu bare telefonen.
Hun svarede.
Mor?
Helga, stemmen var svag, slet ikke som normalt. Det er slemt. Blodtrykket 180 over 100.
Mor, har du ringet til lægevagten?
Nej ikke endnu jeg vil bare have dig her.
Mor, jeg er ved Ebeltoft. Jeg kan ikke komme.
Tavshed.
Ring efter hjælp nu, mor. Klara kommer over. Ring jeg gør det også.
Du kommer ikke?
Pause. Så lang at man kunne leve i den.
Nej, mor. Jeg kører ikke. Du er ikke alene, ring 1813 nu.
Hun lagde på, ringede Klara. Forklarer. Klara sagde straks: “Jeg forstår, jeg skynder mig” og slukkede.
Helga sad længe med telefonen. Anders sagde intet. Han var bare der.
Jeg tager ikke afsted, sagde hun. Alene til sig selv.
Jeg ved det.
Men det gør ondt.
Jeg ved det.
Men jeg tager ikke afsted.
Nej.
Hun lod sin hånd finde hans.
Ved midnat så de ud over sne og stjerner. Ingen larm, ingen raketter, kun stilhed og sort nat.
Godt nytår, sagde Anders.
Godt nytår.
En time senere skrev Klara: “Er hos Anne. Lægen har været. Et mindre anfald. Har fået sprøjte, trykket faldt. Hun sover. Du skal ikke bekymre dig.”
Helga læste. Let lettelse? Skyld? Noget andet. Noget nyt og stille som at stille en tung pose fra sig. Ikke glæde, ikke sorg bare frihed.
Går det? spurgte Anders.
Mere end det. Hun sover.
Du klarede det.
Jeg ville sådan tilbage.
Jeg ved det. Det er derfor, du klarede det.
Hun forstod ikke helt men spurgte ikke.
De næste dage var lette. De gik i skoven, drak kaffe, læste bøger og sagde ikke nødvendigvis noget. At tie med ham føltes godt.
Helga ringede 1. januar.
Hvordan er du, mor?
I live, sagde mor, kort og kontant.
Godt at høre. Klara siger, du sov godt.
Hun sladrer.
Hun er rar.
Pause.
Ja. Mor mere modvilligt Hun bagte tærte. Med blåbær.
Var den god?
Ikke værst.
Noget lettede. Helga smilede. Anders så spørgende op, hun viste tommelfingeren.
Jeg er tilbage 4. januar og kommer ud, sagde hun.
Okay.
Jeg elsker dig.
En stakåndet pause.
Jeg dig, sagde mor. Ikke “ja ja.” Men: “Jeg dig”.
Det var nyt.
De kom hjem 4. januar. Anders kørte hende hjem, kom op, drak kaffe, stod og læste bogtitler som første gang.
Hvad skal du læse nu?
Noget om Italien.
Hvorfor Italien?
Fordi jeg altid har villet til Italien. Og jeg tror, du har det ligesådan.
Er det en invitation?
Måske.
Hun lo igen. Tredje gang på turen.
Januar gik rolig. Februar ligeså. Helga så til mor to gange om ugen. Noget ændredes ikke bræt, men man kunne mærke det. Klara og hun var blevet venner. Klagende opkald blev færre.
I marts ringede mor selv en hverdag, spurgte: “Helga, skal jeg gå til stavgang med Klara i sognegården? De har hold.”
Helga blev tavs.
Selvfølgelig, mor. Hvorfor ikke?
Jeg ved ikke lidt fjollet i min alder.
Du er stærk, mor. Stavgang er sundt.
Det er tre gange om ugen. Og de tager ud i parker.
Det lyder skønt.
Tjoh jeg prøver.
Hun prøvede og blev hængende. I april fortalte hun om Nina i gruppen, som fortalte utrolige historier. I maj gik de hele holdet til havnen, og mor sagde: “Hyggeligt, men benene værker.”
Helga mærkede gradvist telefonopkaldene ændres. Der gik uger uden hjertebrok.
I april mødte Anders ind hos mor. Udsprang af en indkøbstur sammen moren åbnede, så dem begge, inviterede dem ind. De talte længe mest hun med ham, spurgte om alt. Til slut sagde mor: “Kom igen.”
På trappen så Helga på Anders.
Hun kunne lide dig.
Jeg gjorde mig umage.
Det så jeg.
Troede du ikke?
Jo. Men det føles bare mærkeligt. Som om alting går for godt.
Ikke for godt. Alting i rette tid.
Hun vidste ikke. Måske havde han ret.
I maj friede Anders. Ikke storladent, ikke på knæ. De lavede mad hjemme hos ham han stegte fisk, hun snittede salat. Pludselig så han op: “Gifter du dig med mig, Helga?”
Kniven faldt.
Hvad?
Gift dig med mig. Jeg mener det.
Hun så på ham. Alt var kendt fiskefad, forkullede kalender på køleskabet (med nissens motiv han havde aldrig taget den ned).
Det vil jeg, sagde hun.
Han smilede. Ikke bredt, bare rigtigt. Vendte tilbage til komfuret.
Så brænder fisken ikke på, sagde han.
Er det din måde at fejre på?
Fisk er vigtig.
De giftede sig i juni. Ingen stor fest. Helga tog to veninder med, Anders sin søn, Søren, fra Aarhus, der virkelig lignede ham. Sønnen blev hurtigt fortrolig, snakkede længe med Helga om byggeri.
Mor tog ikke med til rådhuset. “Benene duer ikke.” Men hørte om det senere. Hørte efter. Sagde: “Det er nok bedst.”
Allerede i maj havde Anders booket til Italien. Rom, Firenze, Amalfikysten, to uger i juli.
Helga så på billetterne. Tænkte på, hvordan hun for tre år siden aflyste sommeren, året efter en Skagentrip, sidste år København
Nogle gange tænkte hun på Viktor. Ikke med sorg. Noget mere rent indsigten, at han havde set klart.
En uge før Italien besøgte hun mor.
Mor var i godt humør, fortalte om Nina, der havde forvredet anklen, så hun og Klara havde bagt og drukket te hos hende.
Er du glad? spurgte Helga uventet.
Mor så på hende.
Hvad mener du?
Med livet nu. Er du godt tilpas?
Mor sad stille med koppen.
Tja, det går. Jeg går med Klara, Nina. Nogle dage keder jeg mig. Men det går.
Mor, jeg rejser til Italien med Anders. To uger.
Ja, du sagde det.
Klara, hun kigger til dig
Helga. Mor afbrød, det gjorde hun ellers ikke. Jeg ved det. Klara hjælper. Jeg er ikke lille. Tag afsted.
Helga stirrede på mors ryg, forklædet, hænderne over gryderne.
Jeg tager noget god olie med til dig, sagde hun.
Ja, tag noget lækkert med.
Hvad vil du have?
Du bestemmer. Olie, de siger italienerne laver det bedste.
Det gør jeg.
Sådan.
Den aften pakkede Helga. Anders sad på sofaen med guidebogen.
Er du nervøs? spurgte han.
Lidt.
På grund af mor?
Nej. På grund af mig selv. Tror næppe på, at vi bare tager afsted. At der ikke sker noget.
Han lagde bogen.
Noget sker altid, sagde han. Sådan er livet. Men vi rejser.
Og jeg aflyser ikke denne gang.
Nej.
Sikker?
Hun så på ham. De falmede øjne, nissen på boghylden (nu pynt hele året).
Helt sikker.
Han nikkede, læste videre.
I Amalfikysten skal vi prøve limoncello på små caféer, ikke turiststederne.
Jeg drikker ikke limoncello.
Så kan jeg tage din.
Det er logisk.
Galleriet i Firenze skal bookes på forhånd. Jeg har bestilt.
Allerede i maj?
Ja, da du sagde ja.
Hun stod midt i stuen med tøjet i hænderne. Så på ham.
Du tror på det?
Jeg tror på dig.
Hun satte bagagen fra sig, gik over til ham.
Hvad?
Ingenting. Bare
Hun satte sig. Udenfor lo børn nede i gården. Sommeren hang i luften.
Telefonens skærm blinkede. Mor havde skrevet: “Husk olie og billeder. Jeg vil se, hvordan der er.”
Hvad skrev hun? spurgte Anders.
Nina kan gå igen. De går på torsdag.
Godt nyt.
Og hun vil se billeder. Se, hvordan der ser ud.
Pause.
Svar hende, sagde Anders.
Skriv, jeg viser billeder?
Ja. Skriv, du viser det hele.
Helga skrev: “Mor, jeg viser dig alt, når vi kommer hjem.”
Mor svarede straks: “Aftale.”
Helga lagde telefonen. Så på sine hænder, så på Anders.
Vi rejser overmorgen.
Det gør vi.
Til Rom.
Til Rom.
Ingen stopper os.
Ingen.
Hun sukkede, som om den bløde celle, hun boet i hele livet, endelig blev åbnet. Ikke frigivet alt en dør på klem.
Tak, sagde hun.
For hvad?
For ikke at skynde på mig.
Han var alvorlig.
Det krævede mig selv lang tid at lære ikke at presse. Det var det sværeste.
Sværere end at vente?
Meget.
Hun nikkede. Udenfor skrålede børnene, lys, lun sommer.
Skal vi spise? spurgte han.
Lad os.
Og sådan gik de ud sammen.
