Alt gik flydende som smeltet smør. Drømmen bølgede, stille marengsagtig, og Anders sad på kontoret og betragtede sin kollega Marie-Louise, mens hun pakkede sine ting sammen. Lokalet var på mærkelig vis både hans barndoms stue i Næstved og et moderne kontor midt i Viborg væggene bøjede sig, lamperne drejede rundt om sig selv som svævende, og klokken var altid over seks.
Ugen havde Anders og Marie-Louise nærmest svævet gennem, begge hængende tilbage på arbejdet, selv da alle andre var blevet til slørede gestalter, som forsvandt ud på cykel eller blev opslugt af regn, der væltede ind ad vinduerne fra Amalienborg til den jyske hede. Anders havde ikke travlt med at komme hjem. Hans datter, Lærke, var midt i et syret teenageoprør, hvor hendes hår konstant skiftede farve, og stemningen i hjemmet var altid anspændt, som om brødristeren skulle eksplodere hvert øjeblik.
Hans kone, Kirstine, var begyndt at færdes gennem drømmen med en hektisk nervøsitet hun stak hovedet ind og ud af køkkenet, skar tomater i sære, forbudte vinkler, vaskede bestik i et uendeligt kredsløb. Anders blev mindre og mindre, jo nærmere han kom hende. Hvis han dristede sig til at antyde, at agurken kunne have været skåret tyndere til salaten, svarede hun med et isnende blik, som åbnede mørke porte ind til spejle, man ikke tør se ind i.
Anders havde på et tidspunkt forsøgt at vende sin fortvivlelse med sin ven Poul, som kun eksisterede fra halsen op i drømmen resten var blødende tvetydighed. En dynamit-kone er bedre end en gummifigur, lo Poul uden mund. Temperament betyder, at du aldrig keder dig! Anders sukkede og svarede med dunbløde hovedrystelser. Sengen føles, som om den allerede sover, længe før vi lægger os. Det hele er bare rod og ophidselse, men aldrig den slags ophidselse, jeg længes efter.
I samtalerne med Marie-Louise blev tiden bøjelig, kaffen smagte af skyer, og hun duftede af hyldeblomst og varm asfalt. Når de talte om deres døtre, føltes det hele let og varmt. Af og til rørte Anders ved Marie-Louises knæ, uden at nogen opdagede, hvad der virkelig foregik: Den rene berøring sendte ham svævende gennem stueetagen på kontoret og ind i et glimt af hendes parfume, der slog rødder i hans hjerte.
Men netop den aften, hvor alt var ekstra gyldigt, rejste Marie-Louise sig op og pakkede ned, som om hun allerede var forsvundet. Hvor skal du hen? Anders syntes ikke at kunne finde sin egen stemme. Hjem, svarede Marie-Louise med et torskeblåt blik. Men vi plejer jo begyndte han. Hun takkede for hans hjælp, rakte formelt en tapetblomst frem og sagde: Vi må hellere stoppe det her.
Anders blev pludselig lige så rød som rudekanten på en gammel bus. Det er blevet lidt for intimt, forklarede Marie-Louise sagte. Han forsøgte desperat at trække tråde ud af luften, fange minder om rørende hænder, flydende duft, men hun var allerede ved at trække gulvet væk under dem begge. Du er gift, Anders. Det dur ikke for mig.
Efterhånden skyllede tiden langsomt videre ligesom Limfjorden om natten. Anders blev mere bitter over Kirstines tilstedeværelse. Deres ægteskab var kun skænderier, tavshed, og en mislykket omgang leverpostej. Hos Marie-Louise kunne han næsten mærke, hvordan snakken blev til silkebløde aftner. Da hun manglede hjælp til at flytte, tilbød Anders straks sin (ikke-eksisterende) ven med en flyttebil. Jeg finder noget, løj han og brød alle regler i Randers.
Flyttekassen blev sat ind i en kaserne af et slot, ni meter over jorden med udsigt til marker dækket af frosne kornblomster. Med sved på overlæben spurgte Anders, halvvejs ude af vinduet, om der mon var plads til endnu én i lejligheden ham selv. Marie-Louise rystede på hovedet med bløde jazzhåndled: Du er fantastisk, men jeg insisterer. Hvis du presser mere, lukker jeg døren.
Han insisterede alligevel og kyssede hende ligesom en søløve, der har tabt orienteringen. For et sekund svarede hun, men trak sig så med tårer, der lignede storme i Vesterhavet. Gå hjem, Anders. Jeg vil ikke høre mere! Men nu var han som propfyldt med mod, det blå vindstød i maven for at forlade Kirstine.
Han marcherede hjem, hvor Kirstine sad, indkapslet som en rugbrødsskive i et Dannebrog-ternet viskestykke. Døtrene råbte, tiden var i opløsning, og snart begyndte den dramatiske, dramatiske danske diskussion, hvor ord blev til brætbølger mod hyttefadet.
Du er aldrig hjemme! skreg Kirstine med fiskesuppe i stemmen. Måske skulle vi bare skilles. Nu tømte de deres ord over hinanden i et inferno af brudte knive og te, indtil Lærke trampede ind, øjne blanke som Koldingfjord: Stop dog! Skil jer nu bare! Enden blev, at Kirstine overtog både lejlighed og gæld, og Anders vandrede ud i forstadens tågeland.
Skilsmisse. I byretten blev det hele surrealistisk dommeren lignede barndommens matematiklærer, men bar paryk af rejer. Kirstine var mærkelig kold og formel, selv mens hun modtog boligen som var hun Klim Kirke.
Anders flyttede ind hos sine forældre, hvis hjem nu føltes som et duftlys med lunkent leverpostej på frostklar nat. Marie-Louise blev målrettet i sin distance hun var høflig, men hendes duft var tabt ind i støjen af kaffeautomater og e-mails. Da han holdt sit skillsmissepapir i hænderne, føltes det som at have vundet i Lotto og alligevel kun have fået en pose ristede løg.
De forsøgte at indlede noget nyt. De gik på restaurant i Himmelbjerget, hvor desserten smagte af saltede tårer. Hun hviskede, at hun havde kæmpet mod sine følelser, men ønskede nu at prøve. De gik gennem natten, snakkede om at bo sammen, men hun sagde, at hendes datter, Viola, havde brug for hendes opmærksomhed. Anders foreslog biograftur for tre.
Viola accepterede straks, og weekenderne blev til mærkeligt hyggelige scener med popcorn, skæve film og mild latter. Til sidst flyttede Anders sine ting ind i Marie-Louises drømmelejlighed. Alt var lyst og nyt men skabene virkede uendelige, og tapetet havde undertoner af grød.
Men da Marie-Louise og Viola skulle på ferie til Skagen, følte Anders sig låst ude. Jeg tager ikke dig med, sagde hun nøgternt. Det her er Viola-tid. Ugen blev til år, og da de kom hjem, var alt vendt på hovedet. Marie-Louise rasede over rod, og maskinen med varme suppeaftner fra Kirstine eksisterede ikke her.
Du kan jo bare selv lave suppe, svarede Marie-Louise. Skal jeg? Anders mærkede et sort hul i maven.
Næste nat blev han sendt ud på sofaen. Han trampede ud, bankede på, ventede på snigløb med undskyldninger og tårer. Men telefonen forblev stum, selv mens hans ansigt pressede sig mod glasruden ude foran.
Da han forsøgte at vende hjem, gik døren op, og Kirstine serverede kartofler med frikadeller. Alt duftede som en skolekantine i Esbjerg, og hendes øjne var varme og afklarede. Lærke var på udflugt til Aarhus, så der var kun de to tilbage. Han spurgte, om de kunne finde sammen igen. Nej, rystede hun på håret. Tror du virkelig, du kan trække mig tilbage i fortiden? Jeg er videre. Lærke og jeg klarer os fint uden dig. Du kan se hende, men resten er slut.
Så sad Anders i bilen udenfor, hovedet på rattet, vinduesviskerne gik i takt med hans tårer. Han indså, at nu var han fanget; han svævede alene i den danske drøm, hvor ingen længere havde brug for ham hverken i fortiden eller fremtiden.
