15. marts
I dag kan jeg næsten ikke lade være med at grine ad det hele. Eller rettere, jeg smiler til mig selv, fordi jeg endelig begynder at føle mig som… mig. Det er længe siden sidst. Jeg tror, det første skred skete, da Søren en dag, uden forvarsel, meddelte, at han var træt af vores liv sammen og ville have en pause. Han var træt af familien, træt af mig, træt af at være gift. Han stod i køkkenet og formede ordene med en sikkerhed, han kun fik, når han havde fået et par glas snaps: Jeg har brug for at være alene, jeg må finde mig selv. Jeg stod bare og lyttede. Ordene føltes som kolde slag.
Vi har været gift i ti år, begge 35, med en lille dreng på bare tre. Seks lange år forsøgte vi at få ham hospitaler, undersøgelser, håb, skuffelser, hele vejen. Jeg husker stadig, da testen endelig viste to streger, og Søren sank ned på sine knæ og græd af glæde. Da vi kom hjem fra hospitalet, var soveværelset én stor blomsterbutik.
Men nu stod han der, pakkede sammen til at tage, efterlod kun vinterjakken, mens han skridtløst kastede tøj i tasker. Vores søn klamrede sig til hans ben, men han så det ikke engang. Nu og da holdt Søren pause for at tage endnu et glas. Det gav ham et mod, han ellers manglede.
Han forlod os.
Og jeg stod tilbage.
Heldigvis boede vi i min mormors gamle ejerlejlighed i Valby, så jeg havde i det mindste ikke nogen, der kunne sparke mig ud af mit hjem. Min veninde Karla insisterede: Han har sikkert fundet en ny. De bliver alle trætte, når børnene kommer. Gå ud og søg om børnebidrag med det samme. Du kan gøre det før skilsmissen, Marie! Ellers, hvordan vil du og lille Frederik klare jer?
Hun havde ret. Jeg havde ikke meget at leve for. Søren havde overtalt mig til at sige op fra mit job, da Frederik var halvandet år, for han skulle jo ikke passes ude, når vi endelig havde fået ham. Søren sørgede for alt økonomisk, og jeg holdt hus, passede barn, levede gennem deres glæder.
En uge efter hans afsked stod jeg, lettere forfjamsket, på Retten på Frederiksberg og søgte om børnebidrag. Samtidig ledte jeg febrilsk efter jobopslag. Skæbnen ville, at min gamle kollega netop var gået på pension, og der var en ledig plads på kontoret jeg kunne starte allerede dagen efter! Men der var intet institutionsplads til Frederik. Jeg havde ikke tilmeldt ham ventelisten; det var jo aldrig meningen, jeg skulle tilbage på arbejdsmarkedet.
Mor tilbød at passe ham: Du må komme her med ham, Marie. Det bliver nok hårdt med en krudtugle i min alder, men vi skal nok finde ud af det. Du kan give lidt til mad, så skal jeg nok tage mig af ham. Og det var kun rimeligt hendes folkepension er jo ikke stor. Jeg måtte låne penge af Karla til det første, for at få mad og kunne komme på arbejde.
Søren ringede ikke én eneste gang.
Svaret fik jeg dog hurtigt selv. Søren holdt sin time out sammen med en mørkhåret kvinde på omkring 25, slank og høj. Jeg så dem sammen på en café ikke langt fra mit arbejde på Vesterbro han sad og smilede, så fri. Jeg tog et billede med mobilen og gik videre. Ingen skandale, ingen drama. Bare ro.
Men noget begyndte at forandre sig i mig. Hjemme blev der stille, rent, let. Jeg var fri for at lave mad, jeg ikke kunne tåle, ingen beskidte sokker på gulvet, ingen stænk af shampoo over hele badeværelset. Jeg begyndte at opdage, at jeg er en anden end hende, der forsøgte at forsvinde ind i min mand. Jeg lærte, at jeg faktisk elsker ishockey ikke fodbold. At parfumen, som Søren elskede, gav mig hovedpine, og at jeg altid har hadet min mørkebrune hårfarve, som han insisterede på. Jeg fik klippet det kort, og for første gang længe kunne jeg kende mig selv i spejlet.
Kjolerne blev udskiftet med jeans og jakkesæt. Jeg malede væggene i stuen mintgrøn og soveværelset solgul mine farver. Og tre måneder efter min nye start kom der både lønforhøjelse og forfremmelse. Pludselig begyndte jeg at genfinde brikkerne af mig selv, som var forsvundet i ægteskabet.
Jeg søgte om skilsmisse. Otte måneder efter Søren gik, havde jeg ikke hørt ét ord fra ham. Men to dage før retssagen dukkede han op, sent på eftermiddagen, med blomster og en bakke jordbær.
Jeg har tænkt over tingene, Marie. Jeg vil gerne tilbage. Nå ja, hvad har du dog gjort ved entreen? Og hvorfor har du klippet håret af det klær dig ikke.
Jeg så roligt på ham, og sagde: Jeg har også fundet mig selv. Farven er min yndlings, håret mit eget valg. Hvad hedder egentlig din pause-pige? Slap hun dig? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det anderledes jeg ønsker dig ikke tilbage. Jeg har tænkt, mærket efter. Det er bedre uden dig.
Søren begyndte straks at bebrejde mig mit egoisme at vores søn mister en far, at ingen har brug for en kvinde som mig, snart fyrre, og endda med barn.
Men jeg har brugt otte måneder på at tænke på Frederik, og på hvordan jeg får hverdagen til at hænge sammen, mens hans far fandt sig selv. Og ja, jeg er egoist det føles faktisk rart. Og hvad angår det at blive usynlig med alderen, tager han fejl. Jeg har virkelig brug for mig selv. Jeg har savnet mig så længe.
Jeg lukkede døren bag ham. Anger føler jeg ikke. Og jeg vil fortsætte med skilsmissen. I rigtige forhold tager man ikke pauser. Og mit forhold til mig selv har endelig fået førsteprioritet.
