Klokken syv om morgenen vågnede jeg af min hunds vilde gøen, der prøvede at vække mig på alle mulige måder, og jeg såg noget forfærdeligt
I morges skete der noget med mig, jeg aldrig vil glemme.
Klokken var næsten syv. Udenfor var det stadig stille og fredeligt, og jeg nød en sjælden fridag. Siden i går var jeg helt udmattet jeg havde ikke engang energi til den sædvanlige morgenluftegåtur med hunden. Jeg sov som en sten, og i drømmene var alt roligt og hverdagsagtigt.
Pludselig mærkede jeg noget tungt presse mod mit bryst. Halvsovende åbnede jeg øjnene lige foran mig stod min hund. Han støttede sine poter mod mig og stirrede intenst på mit ansigt.
Hvad vil du? mumlede jeg og lukkede øjnene igen, overbevist om, at han bare var sulten eller skulle ud.
Men han gik ikke. Tværtimod begyndte han at trampe med poterne, slikke min kind og hvine lavmælt, som om han kaldte på mig. Jeg forstod stadig ikke, hvorfor han vækkede mig så ihærdigt. Da jeg ignorerede ham, gøede han pludselig lige ved øret, hoppede op i sengen og begyndte at gø højt, skarpt og med en bekymret tone.
I det øjeblik åbnede jeg øjnene igen og lagde mærke til noget underligt 🫣🫣 Så forstod jeg endelig, hvorfor min hund opførte sig så mærkeligt.
Jeg åbnede øjnene og kunne lugte en sær, stikkende duft. Jeg fattede ikke med det samme, hvad det var. Men efter få sekunder gik det op for mig: røg. Og den blev stærkere og stærkere.
Jeg satte mig hurtigt op, mit hjerte hamrede, så jeg kunde mærke det i tindingerne. Jeg sprang op af sengen, løb barfodet ud i gangen og stivnede.
Fra gangen strømmede der tyk, grå røg, der allerede var begyndt at trænge ind på mit værelse. I stuen brændte det flammerne slugte grådigt halvdelen af rummet, sprækkede og spredte gnister.
Hunden stod ved siden af mig, gøede ad ilden og så derefter på mig igen, som for at sige: *Skynd dig!*
Jeg tog telefonen, ringede til brandvæsenet med rystende hænder og løb ud af lejligheden med ham uden at tøve.
Først da vi var i sikkerhed, og jeg prøvede at få vejret, gik det op for mig: uden ham ville jeg have sovet videre og måske slet ikke vågnet.
Senere viste det sig, at jeg aftenen før havde stryget tøj og, helt udkørt, glemt at slukke strygejernet. Det lå stadig på tøjet det var årsagen til branden.
Jeg kan ikke huske noget. Men min hund kunne lugte røgen før mig og gjorde alt for at vække mig.
Hvis det ikke var for ham ville jeg måske ikke fortælle denne historie i dag.
