Min mand vil have mig med.
Prøv at se, Anemone, er det ikke din Katrine, der kommer løbende?
Vi var på vej hjem fra engen, rødmossede og møre af dagens arbejde, mine hænder trætte af leer og hø. Mod os løber min lillesøster, Katrine, barfodet i sit lette sommerforklæde, sjalet slængt over skuldrene, og hun snubler nærmest i farten.
Er der sket noget derhjemme?
Ane, Ane, hun pruster og rækker ud efter mig, stopper mig og hiver lidt i min arm, Emil er kommet hjem, får hun fremstammet.
Hvad? det kom helt af sig selv.
Vi forstod hinanden uden ord, Katrine og jeg, og straks gik vi i retning af brønden. Hun tømmer spanden, drejer håndtaget legende let.
Jeg smider tørklædet med det samme, kaster det kolde vand i ansigtet og vasker mig over kind og pande. Katrine rækker mig sit tørklæde, så jeg kan tørre mig. Jeg tager det på hovedet og ser på hende, som om jeg kigger ind i et spejl.
Nå, hvad så?
Det går, nikker Katrine og retter lidt på mit tørklæde, Han siger, han har hentet dig. De har fået lejlighed.
Fået …, gentager jeg som et ekko, fået, ja, jeg sukker, Hvad med hjemme?
Vi drejer mod huset.
Åh, mor var ude ved køerne, og jeg var med kvæget på græs. Kun bedstemor var hjemme … Og så ser vi det slet ikke, han går bare ind i huset. Og der ligger der løg ud over gulvet i gangen det ser tarveligt ud. Bedstemor genkendte ham slet ikke, troede det var smeden der skulle se til ovnen. Mor var helt ude af den over at han så hende i arbejdstøjet. Men han, du skulle se ham, nystrøget skjorte i tern. Sådan lidt byagtig, Ane Katrine stopper brat op på stien, så jeg næsten går ind i hende, Ane, du flytter nu, gør du ikke? Hendes blå øjne er blanke, Og jeg hvad med mig?
Det irriterer mig, jeg har ventet på det her så længe, og så står hun og pylrer.
Tøset, Katrine! Er du blevet skør? Du ved da, jeg er gift. Min mand vil have mig med …, siger jeg skarpt, men tørt.
Katrine snøfter og følger efter mig i slæb.
Og sandt at sige har jeg længtes efter det her. Over et år har jeg ventet. Ikke bare jeg hele landsbyen har ventet, hver på sin måde, nogle med varme følelser, andre med opsnusende latter og fnis.
Bedstemor smågræd, tørrede øjnene i sit slidte forklæde:
Du, stakkels pige! Ikke rigtig pige, ikke enke, ikke rigtig hustru …
Mor rystede på hovedet og sukkede lavt. Far slog i bordet:
Gå fra ham, det er ikke et liv, du lever!
Jeg græd om natten, skrev breve til Emil, gik på posthuset og håbede.
Skriver du stadig? Tante Vera på posthuset så menende på mig, tog kuverten og frankerede, Men du får aldrig noget retur.
Jeg ved det, svarede jeg af uransagelige grunde stolt, jog ud på de knirkende trapper.
Emil kunne ikke lide at skrive, gjorde det sjældent. Fire breve på halvandet år. Hvad skulle han skrive? Han havde sagt det hele: Når han fik lejlighed, hentede han sin kone. Indtil da boede han i Aalborg på fabrikshjemmet sammen med syv andre mænd.
Andre havde deres koner med og blot hængte et forhæng op. Men det ville Emil ikke. Hvad var det for et familieliv bag et gardin? Når de fik deres egen lejlighed …
Jeg blev nervøs. Hvordan så jeg egentlig ud, nu, efter høslæt? Skørtet er slidt, mors gamle trøje, ryggen klam af sved. Jeg havde ellers forestillet mig dette øjeblik gensynet. Og nu ser han mig sådan? Han er bymand nu, med velklædte, dannede kvinder, slet ikke som os.
Gå du ind først, Katrine. Jeg kommer om lidt. Sig bare, jeg skal skifte tøj, jeg har været ude på engen.
Fint. Hvad tager du på? Det blå kjole, du ved, det klær dig.
Den tager jeg, jeg er nervøs for at skulle gense Emil.
Vi tager genvejen under stakittet, ind i gården, op på trappen. Katrine kigger på mig, nervøs, inden hun går ind. Løgene er der ikke længere, mor har bedt hende rydde op.
Jeg træder ind efter hende. Mor står bekymret og binder sit tørklæde tæt om hovedet, ordner på det slidte voksdugsbord. Og der sidder Emil. Han ser op og smiler.
Der er du jo, Ane, råber Katrine, Hun er lige kommet hjem fra marken.
Et øjeblik fortryder jeg næsten, at jeg lod Katrine gå først, som om jeg ikke selv kan tale.
Ane! Hej! Emil rejser sig, bøjer sig over mig, Skal jeg ikke kysse dig?
Vent, jeg skal lige skifte. Bagefter, mumler jeg og slår blikket ned. Det er alt for pinligt foran mor og Katrine.
Inde i kammeret hjælper Katrine mig i kjolen, kæmmer håret. Vi lytter til snakken fra køkkenet.
Typisk, badstuen er først i morgen, brokker hun stille, Skoene! Hun flyver ind efter de fælles sko.
Mor snakker løs om landsbyens liv og sliddet på engen, selvom hun sjældent siger noget hun er nervøs og prøver at underholde Emil.
Emil virker forandret, voksen. Han fylder det lille køkken, dufter af andet tobak, han virker fremmed, mere by end bonde.
Endelig er jeg klar, ser mig selv i spejlet, går ud. Emil rejser sig halvt.
Jeg var da pæn ikke høj, ikke slank, men kvik. Drengene i landsbyen har altid kigget efter mig. Emil var klog nok til at gøre mig til sin kone, før han tog til byen.
Nu står jeg i det blå kjole fletningen tyk som en arm, smilehuller i kinderne, ærlig øjenkontakt.
Emil ser på mig, roder efter en cigaret.
Mor, jeg tager Ane med nu. De værdsætter mig, jeg har fået lejlighed i Aalborg.
Derefter gik dagene med forberedelser trousseau skulle pakkes. Bedste, der græd over, at børnebørn blev hentet bort, var nu stolt.
Mor sukkede, bandt snoren om kufferten, stoppede støvler og uldtæpper i. Katrine var både glad og trist hun sagde farvel til en del af vores trygge, pigeverden.
Selv kunne jeg ikke finde ro. Hvad folk ikke havde troet på, skete Emil hentede mig selv, som han lovede.
Hele landsbyen kom til afskeden. Den hvide hest, der skulle køre os til stationen, gumlede ligegyldigt græsset i vejkanten kun den var rolig. For alle andre var det et særligt øjeblik; Ane Jensen skulle flytte til byen. Egentlig var jeg ikke Jensen mere jeg havde jo båret Emils navn over et år.
Konerne stod i sjaler, veninderne stimlede sammen.
Gammeltante sagde sine meninger om byen og de byfolk.
Veninde Kirsten sagde:
Bliv nu ikke sur, Ane. Jeg mente ikke noget ondt, da jeg sagde Emil havde fundet en anden. Jeg hørte bare om pigerne i byen.
Jeg smilede.
Jeg blev aldrig sur, Kirsten. Jeg vidste, han kom. Vi er jo gift.
Emil hjælp med pakkerne, røg cigaret blandt mændene, gav håndtrykket, da vi skulle afsted.
Pas nu godt på vores lille due, sagde bedstemor og tørrede øjne.
Mor vinkede længe.
Far og Katrine fulgte med til stationen. Da vi kørte, sagde Emil:
Endelig! Det var altså som et hønsehus!
Katrine og jeg vekslede blikke jeg var pludselig bange. Hvordan ville det gå i byen?
Vi kørte, lærken hang syngende i luften, cikaderne sang, det duftede af hø og blomster.
Pas godt på hende, sagde far, trykkede Emil i hånden.
Katrine græd åbenlyst, jeg trøstede hende:
Græd ikke, Katrine. Besøg os. Når du er færdig i skolen, så skal du komme. Vi får stor lejlighed.
Kom selv hjem, Ane, hvis Jeg venter på dig.
Toget rullede, station, remise, vandværk, silo, alt forsvandt. Far stod tilbage, Katrine i blafrende nederdel og tørklæde.
De hvide birkeklynger fløj forbi, bakkerne, skovene, himlen fuld af skyer og sol. Jeg var bange og glad på én gang.
Drop det med “Ane”, sagde Emil, da vi talte med en kvinde på toget, Du hedder Anna. Sådan skal du sige.
Okay, nikkede jeg.
Jeg ville gøre, som Emil sagde. Hvad vidste jeg om byen? Ingenting.
Han fandt en vogn, vi blev kørt gennem Aalborgs gader, forbi huse og boligblokke. Folk var helt anderledes, end dem hjemme.
Alt var nyt, men fremmed. Jeg flyttede ind her men ingen kendte mig, eller ville kende mig.
Emil pegede:
Se, det hegn, det er vores fabrik. Den strækker sig flere kilometer. Se byggeriet? En ny skole. Se køen ved butikken? De har sikkert fået varer.
Vi nåede frem til en gård med gyngestativ og tørresnore. På bænken sad mødre med barnevogne, de hilste ikke. Emil bar kufferterne op alene, jeg stod nedenfor, anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig.
Er det jer der skal bo i 35eren? spurgte de.
Tror jeg jeg ved det ikke.
Det er det sikkert. Hvorfor kom I så sent?
Det ved jeg ikke, sagde jeg.
Emil hentede de sidste tasker.
Emil, bor vi i 35eren? spurgte jeg.
Ja. De spørger for meget, brummede han, Her bærer man kun tørklæde på arbejde. Til butikken kan du gå uden.
Okay … , sagde jeg lavt. Jeg så ud af vinduet hvor højt! Og hvordan skal jeg leve her?
Jeg gik ind i lejligheden og så mig omkring. Gulvet malet mørkerødt, gule tapeter … Alt nyt, men tomt.
Hvad synes du? Emil smilede.
Åh, var alt jeg kunne sige. Så store vinduer havde jeg aldrig set.
Skal vi gå ud på altanen? spurgte han. Jeg turde knap træde ud. Kom nu! grinede Emil.
Næ, jeg er for tung …
Det er du ikke, kom nu!
Jeg gjorde det forsigtigt. Altanen holdt, jeg så ned svimmel.
Lad os gå ind …
Du er sjov. Du har ikke set køkkenet og badet.
Komfuret, flot og rent. Hvordan gøre rent? Og alt det her vand, og badekar… toilettet lige ved siden af.
Se, jeg viser dig gaskedlen. Han slog gnist, viste mig. Jeg turde ikke selv for farligt.
Varmt vand klukkede. Jeg fik lyst til at trykke på hanen nedenunder, som hjemme på messingen.
Vi sad på gulvet, lænet op ad væggen, kiggede ud. Emil fortalte, hvordan han havde fået lejligheden. Et bøvl, men nu var vi her.
Jeg henter gæstesengen fra hjemmet, indtil videre. Vi køber møbler løbende.
Den første nat skulle jeg sove alene pladsen for trang. Men et helt nyt liv ventede.
Emil kom med seng og dyne. Vi grinede, kyssede, men så udmattede at vi bare spiste den medbragte pølse og hjemmebagt brød, mens vi sad på kufferten.
Da Emil var gået, gik jeg længe rundt, så på komfuret, varmede lidt vand prøvede at vaske mig.
Udenfor blev byen mørk, men længe lyste vinduer og gadelygter. Der var liv biler, folk, larm, så ulig roen hjemme hvor man kun hører vinden og få døre smække.
Jeg forestillede mig, hvad familien lavede bedstemor havde garanteret allerede bedt, Katrine læste til sent, mor lå på ovnbænken, som hun plejede med ømme ben og tankerne fulde af mig.
Jeg stod længe i vinduet. Hver lejlighed havde sit liv nu også jeg vores familie, mit vindue, ville snart blomstre op med blomster, gardiner, og mit hjem. Jeg ville snart sidde med barnevogn, vente på Emil, bagerst med mødrene.
Hvor lidt skal der ikke til for at være lykkelig. Nu skal jeg bare vænne mig til det her, vise Emil at jeg er en dygtig husmor.
Bedste plejede at sige: “Rundt om benet og du kan bage.” Tja, ovn og plader var der. Butikkerne måtte jeg finde, så kunne jeg bage …
De første dage alene på den gamle gæsteseng, i lejligheden, med alt duftende af maling, var skræmmende.
Frygten for at gå ud alene! Støder jeg ind i nogen i opgangen? Skulle jeg selv finde butik?
Trafiklys? Jeg kendte kun teorien, men ikke praksis. Jeg måtte lære. Emil arbejdede, kom træt hjem, var her kun kort tid.
Alt var nyt. På andendagen bagte jeg boller fandt butikken, købte mælk, mel bollerne blev lidt brændte, men det gik. Elisa lavede dem på vindueskarmen, der var ikke engang et bord.
Konen havde givet mig lidt penge til at indrette. Jeg foreslog Emil at bruge dem, men han udskød det.
Til sidst gik jeg selv til møbelbutikken. Spurgte den nye nabo til vej, tog bussen.
Bussen var pakket, den tykke konduktør kæmpede sig igennem. En høj, slank fyr med dokumentmappe er ved siden af mig, vi udveksler et blik.
Her er trangt, sagde han undskyldende, jeg nikkede.
Jeg fandt butikken mirakel: sengen kunne købes! Så sagde jeg det til Emil samme aften, men han var ikke mere end mildt tilfreds:
Anna, jeg er ligeglad med sengen. Jeg arbejder fra otte til otte, er slidt. Jeg kommer ikke for langt.
Så besluttede jeg næste dag at tage selv igen.
Den samme fyr uden mappe smilede, trængte hen til mig.
Jeg kender kjolen. Du går på skole her?
Nej, jeg skal købe seng, det er det.
Jeg mangler et sengelampe. Har de det?
Ja, masser, svarede jeg.
Sidst havde jeg beundret udvalget. Møbler var mangel, lamper masser.
Vi stod af samme sted.
Jeg hedder Jens, du?
Ane, kom det, Eller, Anna.
Må jeg kalde dig Ane?
Ja, instinktivt mærkede jeg ham han syntes om mig.
Vi er lige flyttet til byen.
Med din mand? han blev stille, så skuffet ud. Men jeg sagde det for at stille ham af.
Ja, vi har lige fået lejlighed.
Hvor er I fra?
Syd for limfjorden, fra en landsby uden for Viborg.
Jeg er fra Fyn. Så vi er næsten naboer.
Vi faldt i snak, begge delte vores historier, hvordan det var at vokse op på landet.
Har du set Kildeparken? spurgte han i farten.
Ikke endnu.
Besøg den, der er smukt nu, men han glemte sig næsten i invitationen.
Han læste på Landbohøjskolen, kun et år igen.
Jeg købte en trekvartseng den dag Jens kom med gode råd. Sammen valgte vi også gardiner. Han hjalp med leveringen.
Skal jeg samle den for dig?
Nej, Emil gør kan jeg betale dig?
Han afslog og forsvandt. Jeg satte mig ved vinduet og tænkte … Jeg kunne lide ham! Hvordan kunne jeg? Bedstemor ville have sagt “skamløs!” og det rumsterede i mit hoved.
Men jeg var jo gift. Emil kom ikke hjem den nat han var træt, sagde han.
Jeg rullede nyt sengetøj på gæstesengen, kulden bed, det føltes ensomt havde Emil overhovedet brug for mig?
Naboen tilbød at sælge sit køkkenmøblement, men uden Emil turde jeg ikke købe det. Hendes hjem var så hyggeligt. Hos os var alt bart, kun gæstesengen, poser med ting. Næste dag købte Emil møblerne og skruede selv sammen jeg blev glad, alt skulle nok blive godt.
Emil, hvornår flytter du rigtigt ind?
Fabrikken ligger lige ved kollegiet, vendte hurtigt hjem. Jeg skulle blot have lejligheden, ellers blev den taget fra os.
Noget føltes forkert, men jeg forstod det ikke.
Vores hjem, dine og mine og børnene, jeg sagde det beslutsomt.
Han nikkede. Det var nok for mig. Han skulle ikke gide høre på mistanker mere.
Da han lærte mig opsætning af gaskedlen, lo han:
Du er en bonde, Ane! Vent, jeg lærer dig at være bymenneske.
Næste dag skrev jeg hjem: om møbler, badeværelse, og mit glade, rige byliv. Om Jens skrev jeg ikke det var overflødigt.
Ugen efter kom Emil igen ikke hjem, fire aftener i træk. Jeg lavede mad, pyntede, satte bordet. Ingen Emil. Så kom han, så var han væk. Alt føltes usikkert, jeg gik hurtigt fra glæde til fortvivlelse.
En dag mødte jeg Jens på busstoppestedet. Underligt nok blev jeg helt glad.
Det er dig, Ane. Jeg tænkte lige på dig. Min praktik slutter, jeg tager hjem til Fyn i morgen.
Det gør du … Jeg kunne næsten ikke kende mig selv.
Skal vi ikke gå en tur i Kildeparken, bare i dag? Vejret er jo så dejligt, og jeg skal hjem i morgen.
Jeg kiggede rundt, alligevel nikkede jeg, og følte straks mere lettelse.
Vi gik i Kildeparken, folk, musik, børn, is, forlystelser mit hjerte sang.
Skal vi prøve gyngerne? spurgte Jens og spurtede mod billetlugen.
Jeg var nervøs; har aldrig prøvet sådan noget. Kun far havde en gang sat mig på karrusellen i Viborg.
Da gyngerne begyndte at dreje, fik jeg pludselig øje på Emil. Han stod bag en bod, havde armen omkring taljen på en høj, køn pige, de grinede sammen.
For hvert sving så jeg ham tolv gange, talte jeg. Han kælede for hendes hår, hun drillede, gik ind i boden igen.
Er du dårlig, Ane?
Nej, jeg slog ud med hænderne, Vi skal gå! jeg trak i Jens’ arm, hen mod boden.
Hvad sker der, Ane? Han forstod ingenting.
Jeg så Emil vende sig, og pigen råbe:
Emil, køb brød med hjem vi har intet hjemme!
Han vendte sig om, jeg stivnede så han mig? Nej. Han havde aldrig ventet det!
Boden hed “Is”.
Jeg vil have en is, sagde jeg med blikket nede.
Jens ville købe, men jeg insisterede:
Det må jeg selv gøre.
Jeg gik hen til pigen.
Hej! Vi har flødeis til ti kroner, nougatis til elleve.
To tak, sagde jeg.
To fløde eller nougat?
Nougat, sagde jeg, betalte med en ti-krone.
Hun mindede mig om at tage byttepenge.
Du glemmer pengene
Vi gik videre.
Jens, lad os bare tage hjem.
Ane, skal vi ikke sige “du” til hinanden?
Nej, det skal vi ikke! For det er forkert.
Hvorfor? Han blev stille.
Det er det bare! Jeg er gift, og nu er jeg ude at more mig med en anden … Det er ikke i orden!
Nå … men vi …
Præcis, jeg havde ikke lyst til is, kastede det i skraldespanden, Jeg må gå nu.
Jens fulgte mig hjem, vi sagde ikke meget. Til sidst sagde jeg:
Undskyld. Det er bedst vi ikke ses.
Hvorfor? Men jeg var på vej ind.
Oppe i lejligheden løb jeg ud på altanen, lænede mig over ønskede jeg bare kunne flyve væk. Men så så jeg Jens stå nede og vente.
Jeg gik ind, faldt sammen på dynen, græd. Emil kom ikke. Han købte brød til en anden.
Jeg sov ikke. Næste dag tog jeg til fabrikkens kollegium for at lede efter ham.
Emil Pedersen? Han har ikke boet her længe. Han fik jo lejlighed. Sådan er det her, sagde portneren.
Måske sover han hos venner?
Nej, det kan ikke lade sig gøre.
Hvor er han så?
Hvor skulle vi vide det fra? Hvem er du?
Hans kone.
Sådan, sagde hun, kaldte på rengøringsdamen og konverserede lavmælt.
Vi ved ikke, hvor han er. Han har ikke boet her længe.
Det føltes som at stå nøgen på en scene. Sat der af den mand, som betød alt.
Jeg havde ikke lyst til at se ham, høre forklaringer. Alt var tydeligt.
Jeg ville væk, idag. Mens bussen kørte, vidste jeg: Han bragte sin kone, så lejligheden ikke blev taget. Skilsmisse og så kunne han ikke bo der med en anden.
Alt for denne lejlighed? Jeg hadede den rummet, køkkenet, selv badet. Jeg huskede lørdagens bad i landsbyen, hvordan vi vaskede bedstemor.
Jeg pakkede hurtigt. Heller ikke alle mine ting kunne jeg overkomme.
Nede hos naboen fortalte jeg sandheden at vi skulle skilles.
Hvordan blev jeg meldt ud? Det tog en dag mere.
Den følgende formiddag, da jeg havde fået mit sundhedskort tilbage, lagde jeg en besked til Emil.
“Jeg er taget hjem. Vi skal skilles, jeg så dig med en anden.”
Jeg skrev hurtigt, det var let. Tilføjede: “Er udmeldt. Nøglen i postkassen.”
Over skuldrene lagde jeg tre trøjer, pakkede posen, kuffert, og gik til stationen.
Mit tog gik først om aftenen. Ti timers ventetid. Men jeg var ikke bange skulle jeg vente, så gjorde jeg det. Fik billet, satte mig til rette.
Så tog de kendte steder imod mig: stationsbygningen, vogn, lærkesang, duften af nyklippet hø. Jeg var på vej hjem.
***
Ane! Hvad laver du her? Katrine så mig komme med poser i hænderne fra haven.
Hun så forvirret på mig, hunden Thor logrede med halen jeg klappede ham.
Du står jo bare der, kom så hen og hjælpes!
Ane? Han kan ikke lide mit navn, ville kalde mig Anna. Jeg kan ikke. Jeg er Ane, sagde jeg.
Katrine stampede i glæde:
Neej, hvor godt! Ane er hjemme! Hurra! MOR! råbte hun, men mor hørte det ikke. Glædestrålende bar hun poserne ind.
Mor, god og retfærdig, forstod straks. Far brokkede sig lidt men det var tydeligt han var lettet.
Bedstemor ville høre de længste fortællinger om alt det varme vand, badekaret, komfuret.
Vi får også vaskemaskine snart, sagde mor.
Om aftenen spurgte hun blidt, om jeg kom hjem med barn. Nej, svarede jeg. Emil ville ikke have børn.
Jeg afleverede straks papirer til skilsmisse Emil dukkede op i slutningen af august.
Skal vi ikke tænke os om, Anna? Jeg havde ikke regnet med den handlekraft. Vi ku bare ha boet der. Ingen jagede dig. Ville du med, kunne du jo altid komme.
Jeg vil ikke! sagde jeg fast og trådte ind på rådhuset.
Ude efter skilsmissen sagde Emil, mens han tændte en cigaret:
Du er en tosse, Anna. Du ku ha været frue i byen med alle bekvemmeligheder. Nu skal du fyre i kakkelovnen og opvarte grise.
Slyngre, det er du, svarede jeg tørt.
Jeg så på ham. Elskede jeg ham virkelig? Sikkert ikke. Intet savn, ingen had bare ligegyldighed.
Jeg vendte mig mod far, der ventede roligt. Han sagde uinteresseret:
Nå? Hvordan gik det?
Det gik fint, far. Det gør ikke ondt.
Først i september, regnen stille, gårdsporten blev åbnet, Thor gøede, men Katrine slæbte en ung mand med ind under paraplyen hvid skjorte under en af hendes jakker.
Ti stille, Thor! Det er venner!
Er Ane hjemme? Sagde de Asta, hun …
Her bor hun. Hun er på marken, sagde Katrine og blev så stille, så hun kunne se ordentligt, Er du Jens?
Ja, hvor ved du …
Det vidste jeg! Katrine sprøjtede af glæde, smækkede paraplyen sammen, Jeg vidste du ville finde hende! Hun troede ikke selv på det. Kom ind, så tørrer vi dig, får mad og venter på Ane. Hun er ude ved kartoflerne, vi blev sendt hjem fra skoletjeneste; ellers var jeg der også.
Så stoppede hun i døren og kiggede:
Det er vel OK, hun kommer hjem beskidt og våd?
Det går nok, lo Jens, jeg er bare glad for at have fundet hende. Jeg dumper op her, straks fra skole. En nabo sagde hun var blevet skilt og rejst og nu har jeg fundet hende!
Det tror jeg også, hun er … Men, psst! Det har jeg altså ikke sagt, Katrine lagde fingeren på læben.
—
Ude på marken hang regndisen lavt, og selve jorden lugtede sødt og tungt af efterårsgrøde. Jeg så op, da jeg hørte fodtrin i pløret; Katrine kom løbende, andægtig, næsten forpustet, og vinkede med armene. Bag hende kom han Jens. Mit hjerte glemte et slag, da jeg så ham.
Han standsede usikkert i den våde jord, smilede genert under det lyse, pjuskede hår.
Ane, jeg … ordene blev hængende, han sparkede til en klump jord, Jeg tænkte, hvis du nu ikke var her … Men her står du jo.
Jeg kunne ikke holde grin og tårer tilbage på én gang. Alt det store og tunge blev lidt mindre, da han stod der, så menneskelig og kluntet i nystrøget skjorte under Katrines for store jakke.
Jeg havde savnet dig, Ane, han trak vejret dybt, Ikke fordi du er nogen anden, men netop dig.
Jord og regn og fortid hang stadig i mig, men noget begyndte at slippe. Jeg gik langsomt hen til ham, mærkede mudderet synke under træskoene, og lagde min hånd på hans arm.
Her er jeg, sagde jeg lavmælt.
Katrine sprang rundt om os og jublede, så Thor gøede vildt og mor dukkede op i døren med forklæde og latteren trillende.
Vi fulgtes ind mod gården, Jens bar min kurv, og jeg for første gang i mange uger mærkede varme sprede sig i kroppen ikke fra bad eller ovn, men fra et blik, der sagde: jeg ser dig, som du er.
Da vi kom ind, sad bedstemor og strikkede i hjørnet og sendte mig et blik, der rummede både verdens sorg og glæde.
Nå, Ane, sagde hun måske denne gang bliver lykken ved. Men glem ikke, at lykke også skal have vasket hænder og beskidte fødder.
Alle lo. og regnen holdt op, solen lagde et blegt bånd på gulvbrædderne, og Thor sov op ad kakkelovnen.
Udenfor var markerne stadig våde, men hjemmet tørt og varmt og denne gang vidste jeg, at jeg, Ane, nu kunne blive stående her. Ikke som flugten fra noget, men som begyndelsen på alt.
