Hvordan forklarer jeg dem, at jeg altså ikke har lyst til at passe mine børnebørn? Hvorfor tror alle, at bedstemødre skal ofre alt for familien?
Jeg er 58 år gammel. Jeg har opfostret tre børn selv. Min ældste søn, Mads, har fået fast arbejde, en sød kone og selvfølgelig et lille barn. Jeg var absolut ikke begejstret for, at han skulle være far så tidligt, men tro mig, der var overhovedet ingen, der gad høre på mig.
Hver eneste weekend tropper Mads op hos mig, afleverer sin lille søn, Elias, på dørmåtten, får et stykke kage og er så ellers pist væk med konen. De er begge unge, og gud ved at de elsker at tage på café og fjolle rundt i København. Og ja ja, jeg er udmærket klar over, at de er unge og skal nyde livet. Men hør nu: Jeg er altså heller ikke gammel! Jeg har mine egne venner, mine fritidsinteresser jeg har faktisk lige luret på at starte til keramik og yoga. Men det bliver jo aldrig til noget, for mit barnebarn optager hele min kalender.
I går kom min mellemste søn, Søren, grinende ind ad døren og sagde:
Mor, du får snart et barnebarn mere! Nu kommer du da i hvert fald ikke til at kede dig.
Øhm… undskyld, hvad får ham til at tro, at jeg keder mig? Jeg vil faktisk bare leve mit eget liv og tage noget af den tabte ungdom tilbage for sandheden er, at jeg brugte alle mine unge år på at tage mig af dem.
Og hvis min datter, Lærke, kommer og afslører, at hun også venter sig, ja, så flytter jeg altså til Bornholm og slukker mobilen.
Hvordan skal jeg dog få forklaret mine børn, at jeg faktisk ikke gider være fast børnepasser? Hvorfor er det sådan i Danmark, at man tror alle bedstemødre står klar med hjemmebag og friske lommepenge 24/7 som om vi ikke har andet at tage os til? Det er altså en skrøne… Bedstemødre er også rigtige mennesker. Vi vil også i biografen, ud med veninderne og have weekender fri til brunch og jazzfestival.
Hvad synes I har bedstemor i Danmark pligt til altid at passe børnebørnene, eller er hun i sin gode ret til at sige nej og kun tage dem, når hun virkeligt har lyst?
