Telefonen ringede netop som Karen Mortensen forsøgte at række ud efter kald-knappen til sygeplejersken. Smerten i brystet havde ikke sluppet sit tag i snart tre timer, og hver eneste indånding var besværet.
Mor, jeg har virkelig nok at se til, sagde hendes datter, Line, træt og lettere irriteret. Du er voksen, du klarer det nok selv.
Line, min skat, jeg har det virkelig skidt, mumlede Karen og kæmpede for ikke at bryde sammen. Lægen siger, jeg skal opereres. Kom, bare for en lille stund.
Mor, jeg drukner på arbejde. Børnene skal hentes. Ring til Christian, han har mere tid end mig.
Så var der bare korte bip i røret. Datteren lagde på. Karen stirrede på telefonen, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Tooghalvfjerds år gammel, to børn, opdraget alene efter mandens død. Alt havde hun givet dem: ungdom, kræfter, helbred. Nu lå hun på stue 214 på Odense Kommunale Sygehus, uden så meget som nogen til at række hende et glas vand.
Hendes stuekammerat, Birthe Hansen, en fyldig kvinde på omkring tres med milde blå øjne, så bekymret over på hende.
Kommer de ikke? spurgte hun stille.
De har travlt, svarede Karen og tørrede øjnene med lagenet. Deres egne familier, deres eget liv.
Vi har alle familier, sukkede Birthe. Men mødre er altså også bare mennesker. Min søn ringer hver dag, selvom han bor i København. Han kan ikke komme, men han spørger da til mig.
Karen nikkede og kiggede ud af vinduet. Oktoberregnen piskede mod ruden, himlen og bygningerne tonet i gråt. Alderdommens ensomhed sneg sig særligt ind på hende netop her, i et rum med fremmede, med fremmede stemmer og smerte.
Hun tastede Christians nummer. Han svarede først efter tredje ring, og hun kunne høre trafik udenfor.
Mor, jeg kører, sagde han kort. Hvad er der?
Christian, jeg er på sygehuset Jeg skal have en hjerteoperation. Lægen siger, det er alvorligt. Vil du ikke komme?
Hvornår er operationen?
Om to dage.
Mor, hør nu, sagde han opgivende. I morgen har jeg et vigtigt møde, og projektet haster. Du ved, det handler om penge. Camilla og børnene er i sommerhus, huset ligner noget der er løgn. Du har altid været stærk. Det er du også nu.
Men, Christian
Mor, jeg kan virkelig ikke. Ring, når det er overstået, så sender jeg penge til medicin, ikke?
Korte bip igen. Karen lagde telefonen og lukkede øjnene. En klump samlede sig i halsen. Du klarer det selv, sagde de. Men hvordan, når benene er gelé, hænderne ryster, og dødsangsten overtager alt?
Hun huskede, hvordan Line engang havde ligget på det samme hospital med blindtarmsbetændelse. Karen forlod ikke hendes side. Hun sov i en stol, fodrede hende, vaskede hende. Dengang var Line femogtyve, men mor forbliver mor sådan havde Karen altid troet.
Også da Christian fik lungebetændelse som barn, sad hun tre uger på hospitalet. Tog ulønnet orlov og sparede på alting for at være der. Læste bøger højt, holdt ham i hånden, vuggede ham, når han græd. Han var otte, men hun stoppede aldrig med at trøste.
Jeg gav alt, og nu er jeg bare tilovers, hviskede Karen.
Sådan må du ikke tænke, sagde Birthe, og trak sin natbord lidt tættere. Skal jeg lave te? Jeg har en termokande, den er stadig varm.
Tak, Karen satte sig forsigtigt op. Du er meget venlig.
Ah, det er bare fordi, jeg ved hvordan det føles, svarede Birthe. Jeg lå også her alene sidste år. Men en anden patient hjalp mig igennem. Nu prøver jeg at gøre det samme.
De drak te i stilhed, mens skumringen faldt på, og gangene summede af sygeplejersker og lyden af senge, der rullede forbi. Hospitalslivet gik videre, monotont og ligeglad.
Om aftenen kom lægen, Marianne Laursen, en yngre kvinde omkring de fyrre, med trætte træk.
Karen Mortensen, hvordan går det? spurgte hun og skævede til journalen. Kommer familien inden operationen?
Nej, svarede Karen stille. De har for meget at se til.
Lægen så op og mødte Karens blik.
Jeg forstår, sagde hun blidt. Jeg ser det næsten dagligt. Ensomhed blandt ældre er blevet et folkesygdom. Børnene vokser op og glemmer.
Jeg bebrejder dem ikke, krammede Karen dynen. De har travlt. Arbejde, familier Jeg forstår det jo.
Du forstår det, men det gør stadig ondt, konstaterede Marianne. Det er helt normalt at føle sorg, ikke kun fysisk smerte. Operationen bliver svær, men vi gør alt hvad vi kan. Hvil dig. Anæstesilægen taler med dig i morgen.
Da lægen gik, sukkede Birthe.
Hun virker dygtig og venlig, sagde hun. Dem er der ikke mange af tilbage.
Natten sneg sig langsomt forbi. Karen kunne ikke sove. Smerten kom og gik, hun stirrede på lysskæret fra gadelygterne mod loftet.
Så dukkede minderne op. Line som lille med en buket mælkebøtter: Mor, den er til dig! Christian som purk, der stolt viste sit rene karakterblad: Se mor, jeg har gjort mig umage! Og senere, de både mutte og forvirrede teenageår. Lines bryllup, så smuk: Mor, tak for alt. Christian med sin nyfødte søn: Nu forstår jeg, hvor meget du elskede mig, mor.
Hvornår blev de fremmede? Det skete så snigende. Først blev opkaldene sjældne. Så blev besøgene formelle. Dernæst undskyldninger som mor, vi har så travlt, eller det kan altså ikke lade sig gøre denne gang. Til sidst blev tavsheden bare regel.
Hun huskede, hvordan hun for et halvt år siden forsøgte at sige det til Line.
Jeg savner at se børnebørnene, foreslog hun forsigtigt. Jeg kunne jo tage over en weekend?
Mor, lad være, svarede Line uden at løfte blikket fra sin telefon. De har så mange aktiviteter og venner. De har ikke tid.
Men jeg kunne jo passe dem
Mor, please, Line så endelig op. Lad os nu passe os selv. Vi klarer det.
Lad os nu passe os selv. De ord gjorde ondt da nu lød de som en dom. Karen havde opdraget børnene selv, frasagt sig alt for at de fik det godt. Nu var hun blevet en byrde, de skubbede væk.
Om morgenen kom sygeplejersken, Pia, en kvinde på omkring tres, med slidte hænder.
Nå, du gamle, hvordan gik natten? spurgte Pia, mens hun skiftede drop.
Jeg sov dårligt, indrømmede Karen.
Sådan har de fleste det før en operation, sagde Pia, Er du bange?
Ja og så er jeg så ensom. Ligger her helt alene, som en gammel hund. Børnene kommer ikke.
Ja, sådan er det tit nu om stunder, Pia satte sig på kanten af sengen. Jeg har været her i over tyve år, og jeg ser det hele tiden. Respekten for de ældre er ikke, hvad den var. Nu overlader man dem til sig selv. Ensomhed er den nye folkesygdom.
Måske var det min egen skyld, hviskede Karen. Måske gjorde jeg for meget for dem?
Eller måske satte du barren for højt? indskød Birthe tørt. Jeg var selv for optaget af orden og succes. Lærte ikke mine børn at være venlige kun at klare sig.
Pia nikkede.
Det er nok lige meget nu. Man må leve videre.
Hvordan? spurgte Karen stille. Hvad gør man, når man indser, at man ikke betyder noget for sine egne?
Prøv at finde lidt mening for dig selv, sagde Pia og tog den gamle dropflaske med. Ikke for andres skyld, men for din egen. Det er uvant. Men det er på tide.
Karen lå længe og tænkte på de ord for sig selv? Hele livet havde hun levet for sine børn og senere børnebørn. Hobbyer? Aldrig haft tid. Veninder? Glimret væk over årene. Egeninteresse? Familien var alt.
Dagen gik trægt. Karen svarede distræt på spørgsmål fra læger og sygeplejersker. Hun prøvede at ringe til børnene; Line tog ikke telefonen, Christian var kort:
Mor, jeg sidder til møde. Vi taler senere.
Han ringede aldrig tilbage.
Om aftenen blev der indlagt en ny patient, en kvinde på næsten firs. Hun lå næsten uden at røre sig, mens personalet forbandt drop og apparatur.
Har hun pårørende? spurgte Marianne Laursen.
Datteren sagde hun kommer i morgen, svarede en sygeplejerske. Kunne ikke komme i dag.
Karen kiggede på den gamle kvinde og så sig selv. Hjælpeløs, ensom, glemt. Alderdommen var ikke kun sygdom men denne fornemmelse af at være uønsket, overset af sine egne.
Der burde være mere psykologhjælp til ældre, tænkte Karen. Men hvor? Psykologen kom knap en gang om ugen. Hvad skulle han også sige at det hele blev godt? Det passede jo ikke.
Næste dag før operationen tog Karen en dyb indånding og ringede til Line:
Line, jeg beder dig, kom, bare en halv time. I morgen bliver jeg opereret. Hvad hvis noget går galt? Jeg vil så gerne se dig.
Mor, nu må du ikke gøre det værre, end det er, svarede Line koldt. Sådan nogle operationer sker hver dag. Lægerne ved, hvad de laver.
Men jeg er bange og alene. Jeg har givet jer alt
Mor, stop nu, brød Line ind. Det var dit valg at opofre alt for os. Og du styrede altid alting, ville kontrollere. Nu kan jeg altså ikke bare droppe alt for din skyld, hver gang du har det skidt. Jeg har også mit eget liv.
Line hvordan kan du sige sådan?
Fordi det er sandt, kom Lines trætte stemme. Du kvalte os med din kærlighed. Nu vil du have det tilbage, vi aldrig bad om. Jeg kan ikke komme. Jeg ringer efter operationen.
Karen kunne ikke sige mere. Var datteren virkelig berettiget i sine anklager? Husker hun, hvor hun altid insisterede på sit? Forbød Line at se ham den første kæreste, fordi han ikke passede hende? Ville have Christian ind på ingeniørstudiet hans drøm var kunst? Havde hun holdt fast alt for længe?
Måske har du ret, hviskede Karen. Jeg har elsket jer så højt. Jeg ville bare det bedste.
Det ved jeg mor. Men det bedste var ikke altid det, vi ville. Nu må jeg gå. Jeg ringer senere.
Efter samtalen lå Karen længe og tænkte. Birthe rørte sig ikke men kiggede forstående over.
Om aftenen kom Pia ind med aftensmad.
Kommer din familie i morgen?
Nej Karen rystede på hovedet. Jeg tror, de har ret. Jeg har selv lagt grundlaget for denne afstand.
Det er aldrig ens skyld alene, sagde Pia. Men ensomhed skal du ikke bare acceptere. Man må selv fylde livet ud.
Hvordan, når man er alene?
Med dig selv, Pia smilede. Lær at forkæle dig selv bare lidt. Ellers går du tabt.
Operationen var sat til klokken ti. Karen blev vækket tidligt, fik medicin, blev gjort klar. Hun lå på båren og stirrede op i sygehusets hvide loft. Frygten skælvede i hende. Hvad hvis hun ikke vågnede? Hvem ville opdage det?
Karen Mortensen, det skal nok gå, Marianne Laursen bøjede sig ned. Operationen udføres af en erfaren kirurg. Du er i gode hænder.
Tak, hviskede Karen.
Hun blev rullet ind på operationsstuen. Stærkt lys, fremmede ansigter, kulde fra stålet. Hun hørte knap anæstesilægens stemme. Tankerne fór; minderne, billeder af børn og børnebørn. Hvis jeg overlever, vil jeg lære at leve anderledes, tænkte hun, inden mørket tog hende.
Hun vågnede på opvågningen. Kroppen tung, smerten hæmmet. En sygeplejerske sad ved siden af.
Du vågner? Operationen var vellykket. Hvordan har du det?
Det gør ondt, mumlede Karen.
Jeg giver lidt mere smertestillende. Hvil dig nu. Du kommer tilbage på stuen i morgen.
Karen lukkede øjnene. Hun havde overlevet. Nu ventede lang genoptræning. Og selvom tanken om at skulle gøre det alene skræmte, var der brudt noget i hende; som om eftersmagen af dødsangst havde gjort hende fri af den fortvivlede længsel.
Efter to døgn kom Karen tilbage til stue 214. Birthe tog venligt imod.
Sådan! Du klarede den!
Tak, sagde Karen og satte sig forsigtigt. Det er rart, du tænkte på mig.
Har børnene ringet?
Line ringede en enkelt gang, Christian sendte en sms. Men det er okay. Jeg vil ikke forvente mirakler.
Pia købte medicin til Karen på apoteket i nærheden, bragte frugt og juice. Birthe delte sin hjemmebagte bolle. Andre fra stuen kom forbi, spurgte hvordan det gik. De fremmede blev en form for støtte, tættere end hendes egne børn.
Efter en uge blev Karen udskrevet. Marianne Laursen gav gode råd og recepter.
Du har brug for hjælp derhjemme det første stykke tid. Kan børnene hjælpe?
Nej, jeg tror ikke det. Men jeg har lært at klare mig selv.
Taxi bragte hende til hendes lejlighed i udkanten af Odense. Chaufføren fulgte hende op. Hun takkede og lukkede døren bag sig.
Lejligheden hilste med stilheden. Tom entré, tomt køkken, tomt værelse. På køleskabet sad magneter, børnene havde haft med hjem. På væggen fotos: små børn, konfirmation, bryllup. Glade ansigter. For længst forsvundet.
Karen satte sig i sin lænestol ved vinduet. Udenfor faldt der sne for første gang den vinter. Før ville hun have ringet til børnene: “Se, det sner! Kan I huske, hvor I glædede jer?” Nu sad hun bare og betragtede fnuggene.
Telefonen ringede. Line.
Mor, er du hjemme? Kom du godt hjem?
Ja, tak fordi du ringer.
Jeg prøver at kigge forbi næste uge, kommer med lidt mad og gør rent.
Det behøves ikke, sagde Karen roligt. Jeg klarer den selv.
Jamen, hvis du mener det… Nå, så ring, hvis der er noget.
Det skal jeg nok.
Da samtalen var slut, lagde Karen telefonen og kiggede igen ud på sneen. Snefnuggene dansede i lyset fra gadelampen. Smukt. Hun havde længe glemt, at der fandtes noget smukt, fordi hun altid så alt gennem børnenes behov.
Måske havde Pia ret. Måske skulle hun lære at leve lidt for sig selv. Ikke egoistisk, bare genfinde sig selv. Karen, som engang drømte om andet end at være mor. Genfinde gamle fornøjelser måske opdage nye. Slippe forventningerne om, at børnene skulle give hende tilbage, hvad hun havde givet dem. Det kom de ikke til. Livet går videre.
Hun gik ud i køkkenet, satte vand over. Tog en særlig kop frem, som altid var blevet gemt til gæster. Hvorfor ikke tage den i brug nu bare for sig selv? Hvorfor vente?
Karen lavede te og puttede lidt honning i, den Birthe havde givet. Hun satte sig igen ved vinduet og lod øjnene glide over sneen. En lang vinter ventede, et langt forløb efter operationen, alderdommen alene. Men måske var det ikke det værste.
Måske var ensomheden ikke en dom, men en mulighed: chancen for at genopdage sig selv. Hun havde lært at være mor, kone, medarbejder. Nu måtte hun lære bare at være Karen.
Telefonen summede. Sms fra ukendt nummer: Karen Mortensen, det er Birthe. Jeg noterede dit nummer fra natbordet. Håber det er i orden. Har du det godt? Sig til, hvis du mangler noget, eller bare vil snakke. Karen smilede hendes første smil i lang tid. Hun svarede: Tak. Alt er fint. Lad os ringes ved i morgen.
Udenfor dalede sneen stille ned. I den lille lejlighed på tredje sal sad en tooghalvfjerdsårig kvinde med te i yndlingskoppen og øvede sig i at tage ensomheden på sig ikke som straf, men som et nyt kapitel. Svært, ja, men et kapitel, der også havde ret til at være der.
Hun tømte koppen og så på klokken. Ni. Tidligere ville hun have ringet til børnene, spurgt til dagen. Nu satte hun sig blot i stolen og tændte fjernsynet. En gammel dansk film. Hun kiggede lidt, tankefuld.
Måske lå noget af ansvaret hos hende selv. Hun var blevet så forfalden til at leve gennem andre, at hun havde glemt sig selv. Da hendes mand døde, kastede hun sig over børnene. Da de flyttede hjemmefra, levede hun deres liv på afstand: ringede, gav råd, bekymrede sig. Nu var hun ikke længere nødvendig og hun skulle måske lære at slippe det.
Pia havde nævnt psykologhjælp. Måske burde hun finde en støttegruppe. Mange ældre sad med samme følelse. Ensomhed var vor tids plage børn flytter, venner falder fra, arbejdet forsvinder. Men tomheden måtte fyldes ud.
Karen fandt papir og kuglepen. Længe siden hun sidst havde skrevet andet end indkøbssedler. Nu skrev hun: Hvad vil jeg med mit liv? Hun tænkte sig om. Første forsøg: At børnene skulle komme mere. Hun sprættede det over. Nej, det handlede om dem, ikke hende.
Hun prøvede igen: Jeg vil lære at male. Det har jeg altid drømt om. Ja, som ung tegnede hun meget. Jeg vil læse bøger, jeg selv vælger. Lave god mad til mig selv. Gå i parken og bare være til.
Listen voksede, og for hver linje tøede noget op indeni. Hun havde faktisk ønsker, gemt under pligter og bekymringer.
Dagene gik i langsomt tempo. Hun fulgte lægens råd, gik træningstur, lavede let mad. Line kom forbi en uges tid efter, med indkøb. Besøget blev kort. Line så træt ud.
Hvordan har du det? spurgte hun, mens hun fyldte køleskabet.
Jeg kommer mig lidt efter lidt.
Det er godt. Jeg må af sted. Kasper er syg, har bare lånt naboen en time.
Selvfølgelig. Tak fordi du kiggede forbi.
Da døren lukkede, tænkte Karen ikke længere så meget på børnenes fravær. Hun forstod nu: De havde deres liv. Det var naturligt. Hun havde hele livet troet, at kærlighed betød evig tilstedeværelse. Men sådan fungerer livet ikke.
Efter fjorten dage inviterede Birthe hende til kaffe. De boede i hver sin ende af byen. Karen fandt kræfterne og sagde ja for første gang det var hendes første tur udenfor siden sygehuset.
Birthe tog varmt imod, lejligheden emmede af gæstfrihed og friskbagt kage.
Jeg bagte lagkage, sagde Birthe stolt. Sønnen er i København, veninderne har travlt. Så det passer jo med dig.
De drak kaffe og snakkede. Det viste sig, de havde meget tilfælles. Børnebørn, de næsten aldrig så, voksne børn med egne travlheder.
Jeg begyndte at lære engelsk, grinede Birthe. Tænk, i min alder! Men jeg vil altid have prøvet det.
Fantastisk, udbrød Karen. Måske melder jeg mig til et malekursus.
Det skal du! Jeg hørte, der er en i kvarteret. Skal vi tage af sted sammen?
Sådan startede et nyt kapitel. Langsomt, men sikkert. Karen begyndte til malekursus. Første time føltes akavet, men læreren, Anna, var tålmodig, og de andre deltagere ligeså. Alle i samme båd: ældre, der ville prøve noget nyt.
Karen blev opslugt af at male. Farverne, lærredet, roen for en stund forsvandt al ensomhed. Også veninder fik hun, bl.a. Elsebeth, og de mødtes til kaffe ud over kurset.
Børnene ringede sjældnere. Karen tog det roligt, fortalte ikke om savn, men om hendes egne små projekter. Line bemærkede det:
Du virker anderledes, mor. Din stemme lyder gladere.
Måske, svarede Karen. Livet ændrer sig, det gør jeg også.
Vinteren trådte i karakter. Karen kunne nu gå en længere tur uden at blive forpustet. Hun malede snebilleder i parken. Hun og Elsebeth begyndte at synge i kor og knyttede et lille netværk.
Børnenes relationer var kølige, men Karen havde lært ikke længere at klamre sig fast til fortiden. Hun forstod, at man kan elske sine børn uden at kræve dem tilbage som trøst. Man kan være mor uden at forsvinde i rollen.
En aften ringede Christian.
Mor, skal du ikke holde jul alene?
Næ, Birthe har inviteret, eller også besøger jeg Elsebeth.
Øh vi tænkte, du måske ville komme her. Men hvis du har planer
Tak, jeg tænker over det, svarede Karen og smilte for sig selv.
For første gang følte hun sig ikke desperat efter juleaften med børnene. Ikke fordi hun havde vendt dem ryggen, men fordi hun omsider havde lidt eget liv.
Hun valgte dog at tage til Christian. Men ikke som afhængig mor, men som gæst og ligeværdig. Hun blandede sig ikke i alt, nød bare samværet.
Efter jul var hun tilbage i egen stue. Udenfor dalede sneen sagte. Karen Mortensen havde lært, at ensomhed kan føles tom, men også fyldes med mening, hvis man vælger det.
Børnene var ikke onde; de levede blot deres eget liv. Og ensomhed var ikke enden, men starten på et nyt kapitel. Et kapitel, hvor det at være nok for sig selv blev det vigtigste.
Hun fandt sin liste frem og tilføjede: Jeg vil lære at være lykkelig alene. Og stregerne under for nu er det hendes tur.
Udenfor dansede sneen stille over Odense. Inde i lejligheden, med teen i yndlingskoppen, sad en kvinde, klar til at blive hovedperson i sit eget liv.
For man kan først for alvor være noget for andre, når man har lært at være noget for sig selv.
