– Mor – Signe sagde det så dybt og eftertænksomt, efter det solide H.C. Andersen-bind ramte hende i hovedet, at selv den frække kat Bastian stod stille et øjeblik og nysgerrigt betragtede sin ejer, inden han forsatte sin gåtur på bogreolen over sengen.
Bogen, som havde tilhørt Signes mormor, var faldet på gulvet og lå nu og blafrede med siderne i det lette gennemtræk, tydeligvis utilfreds med sådan en behandling.
– Ja, det var nok dumt at sætte reolen lige over sengen Mor advarede mig jo. Man skulle altid lytte til sin mor! Signe gned sin pande og forestillede sig allerede den ordentlige bule, hun ville få der hvor bogryggen havde ramt. Hvorfor skal man altid forstå forældres kloge råd, efter man har fejlet? Findes der virkelig en vej uden alle de knubs?
Bastian lyttede til hendes mumlen, satte sig for enden af reolen, kløede bag øret med sin umådeligt lange pote, og uden betænkningstid sprang han ned og landede lige på Signes mave.
Kun stoltheden forhindrede Signe i at skrige op. Hun ville ikke give sin kat den tilfredsstillelse, at kunne drive hende til vanvid på under tre minutter selvom det ofte gik endnu hurtigere med Bastian.
Grebet om den tilfredse kat, stirrede Signe ind i de store grønne øjne og gav ham et kærligt dask på øret:
– Jeg skal først møde til anden time, din skurk! Hvorfor roder du altid med mormors ting? Hvorfor tabte du lige netop Danmarks store digter ned over mig? Tror du, jeg bliver klogere af et hug i hovedet? Næppe. Nej, nu er jeg fornærmet! Du får ikke flere oplæsninger i dag!
Katten så overrasket ud og sendte hende et strøg med den ru, lyserøde tunge over hånden.
– Nå, nu prøver du bare at charme dig ind. Ud med dig! Når nu jeg alligevel er oppe, så lad os gå en tur hen til kaffebaren. Jeg nåede ikke i Brugsen i går, og vi mangler kaffe derhjemme.
Bastian, smidt ud af sengen, bredte sig på gulvtæppet, kastede et blik mod den bog, han havde væltet.
– Nej, det gør du bare ikke! Signe skubbede hans frække pote væk og tog bogen op igen. Det her er min yndlingsbog! Min mormor læste altid for mig fra den, da jeg var lille. Men hvad ved du om gamle danske eventyr, Bastian?
Hun kunne ikke lade være at få ondt af sin frække følgesvend, da han så kravlet krænket ud.
– Okay da! Jeg ved godt, at du også elsker eventyr især dem med katte. Så lad nu være med at se så fornærmet ud! Det var ikke mig, der vækkede dig!
Bastian var en gave fra hendes mor, givet da hun vidste, at Signe snart ville blive alene. Hun bad en veninde tage hen på internatet og fandt den lille, sortøjede bandit til sin datter.
– Du må selv finde på navn til ham.
– Mor! Du har da altid været imod at have dyr i huset.
– Nu har jeg ombestemt mig! Se hvor nuttet han er! Og han er meget selskabelig! Da du var væk, sang han serenader til os. Du kommer ikke til at føle dig ensom
– Åh, mor!
– Sådan skulle det være, Signe!
Det tog dem lang tid at navngive uhyret, der øjeblikkeligt skabte liv og glæde for både Signe, hendes mor og sågar naboerne på trods af, at han ofte lavede natlige løbeture, som ikke tog hensyn til døgnrytmen.
Senere lærte Signe at værdsætte sin mors gave. Katten var virkelig selskabelig. Han forlangte opmærksomhed konstant, og Signe tørrede sine tårer bort for at se, hvordan Bastian sprang rundt, hang i gardinerne og bagefter klistrede sig op af hende, mens han snakkede kattesk på hans egen måde.
Nu dansede han også omkring hendes ben, så det var svært for Signe at klæde sig på.
Jeans, T-shirt og gamle sneakers. Det må være godt nok i dag.
Signe brød sig ikke om at gøre sig til, kun hvis hun skulle til noget helt særligt som kusinens bryllup, der lige var overstået.
Mens hun tænkte tilbage på weekenden, rynkede Signe på næsen.
– Nu må du altså snart finde dig en familie, skat! gned hun næsen og imiterede sin tante, Grethe. Min lille Laura er både smuk og dygtig! Alt går som det skal, men dig, Signe det duer ikke! Jeg har lovet din mor
Hun kastede irriteret tæppet på sengen og kastede sig ovenpå.
– Jeg er træt af det! Hver gang skal de henvise til min mor Som om der ikke findes andet i livet end at blive gift!
Bastian vippede med hovedet og nøs pludselig.
– Du er jo enig! Det kan ikke være løgn!
Men da hun kiggede på katten, der havde indtaget spynx-positur for enden af sengen, blev hun igen lidt trist.
– Hvis du ikke var kat, skulle jeg tro, du gør grin med mig!
Katten svarede med et langt miv og pjattede rundt i stuen.
– Nu må det være nok! Du har allerede overgået din plan for i dag! Signe stillede bogen tilbage på reolen og greb fat i linen. Kom her!
Bastian vidste straks, hvad det betød og stak glad forpoterne ind som han plejede. Efterhånden var nabolaget vant til at se den unge kvinde med den rodede fletning lufte en sort, slank kat. Selv tante Grethe, morens gode veninde, var holdt op med at forundres.
– Han er godt nok tynd, din Bastian. Du burde fodre ham mere!
– Tante Grethe, han spiser som en hest! Det er altså bare sådan katten er skabt. Ikke til at fede op, som mor plejede at sige.
– Ligner dig! Elegant og slank! Grethe bøjede sig ned og kløede katten bag ørerne og smilede. Og hans ører! De er fantastiske!
– Ja, dem har jeg åbenbart også arvet Signe kunne ikke lade være at grine.
– Hør her, Signe. Kom ind i aften. Jeg skal bage boller, og Mathilde har stilforfatning. Hjælper du hende?
– Det gør jeg med glæde!
Signe hjalp ofte Grethes barnebarn med lektierne. Nu hvor begge hendes forældre var væk, boede Mathilde hos sin bedstemor og så op til Signe som en storesøster.
– Må jeg sidde hos dig, Signe? Jeg er alene Kan jeg blive her?
Signe pakkede pigen ind i sit tæppe, holdt hende tæt, og forsatte med at læse historie eller matematik højt. Mathilde faldt altid hurtigt i søvn, og når Grethe kom for at hente hende, blev hun ofte efterladt på Signes brede sovesofa.
– Jeg vækker hende ikke hun sover trygt her.
– Bare lad hende ligge. Jeg følger hende selv til børnehaven i morgen. Sov nu godt, tante.
Siden sagde Grethe, at det var Signes skyld, at Mathilde kom op af de mareridt, hun kæmpede med efter forældrenes død.
– Hun skriger om natten. Når jeg vækker hende, kan hun ikke sove igen.
– Men hos mig sover hun trygt.
– Måske, fordi du er hendes anker, Signe.
– Hvad mener du?
– Du giver hende ro Jeg burde jo, men Mathilde vælger dig. Hvordan kan jeg nogensinde takke dig?
– Det behøver du ikke. Bare hun får det bedre.
Den mulighed for at takke kom alt for hurtigt. Signes mor blev syg og i den sidste tid, hvor Signe var rystet og bange, delte Grethe arbejdet og støttede hende trofast.
– Du skal ikke være bange, Signe. Jeg er her! Grethe, der arbejdede som operationssygeplejerske, tog sig af det hele. Du skal bare passe din skole! Din mor ønsker kun, du klarer eksamen!
Signe nåede ikke bare at bestå adgangsprøven, men også at afslutte første år med flotte karakterer, før hendes mor bukkede under for sygdommen.
End ikke da, slap Grethe hende. Hun organiserede begravelsen og holdt Signes hånd hele tiden.
– Jeg er hos dig, pige! Vi klarer det!
Signes tante som straks blev informeret kunne ikke komme før ni dage efter begravelsen.
Signe stod, rødgrædt, uden helt at forstå, hvad tanten forventede.
– Kom hjem til os at bo. Der er plads, og du er jo ung endnu. Huset her føles tungt og trist.
– Vi havde ikke råd til at gøre det hyggeligt. Alt blev brugt på plejen
– Jeg ved det. Så kom du og bo hos os. Vi er jo din familie.
– Tak, men jeg vil blive her.
– Som du vil. Men jeg kan ikke komme ofte, og du er stadig ung. Tænk over det.
Signe sagde nej, og først senere forstod hun, at hun havde gjort det helt rigtige. For hun fandt snart ud af, at tanten gerne ville have hendes lejlighed. Men Grethe var mere erfaren og så hvad der foregik.
– Signe! Tro mig, du skal ikke overlade dit hjem til nogen. Stol på mig!
– Hvorfor?
– Jeg vil ikke tale dårligt om folk Men tag bare mit ord for det. Sig nej til tanten. Tiden vil vise dig hvorfor.
Senere erkendte Signe, hvor rigtigt det var. Ikke engang et halvt år senere dukkede tanten op igen, nu for at spørge, om hendes datter Laura kunne flytte ind hos Signe.
– I er jo begge på universitetet. Det ville lette transporten meget for hende.
Signe nåede ikke at svare, inden Grethe, der kom for at aflevere Mathilde, venligt men bestemt blandede sig:
– Signe, har du ikke fortalt tanten, at du snart skal giftes? Vil det ikke blive lidt trængt? Og Ditlev sikke en god fyr! Din mor ville have været stolt
Signe sad målløs.
– Hun er bare genert, sagde Grethe dæmpet. Hun har haft nok at se til. Alt har hun klaret selv. Din mor var så stolt!
Tanten afsluttede samtalen og forlod hurtigt lejligheden. Signe kikkede spørgende på Grethe.
– Sådan skal man gøre, Signe. Det er nødvendigt!
– Den har jeg da hørt før Og hvem er Ditlev?
– Bare et navn, jeg fandt på i farten!
– Tak, Grethe
– Åh, piger, I mangler alle sammen jeres mors omsorg. Jeg skal gøre, hvad jeg kan!
Signe og Bastian begav sig til Kaffebaren, men den var lukket.
– Nå, så må morgenmaden findes et andet sted. Tante Grethe er nok på arbejde nej, vent, hun har vist nattevagt. Hvorfor har hun så ikke bragt Mathilde forbi?
Hun nåede knap at tænke det, før katten rev sig løs og spænede afsted, så hun knap kunne følge med.
Det Signe så fik hende til at fryse fast.
Grethe, med tårerne strømmende ned af kinderne, kom løbende i hjemmesko, og råbte:
– Åh Signe, hvor er det godt, jeg fandt dig! Mathilde er væk!
Signe mærkede panikken stige, kunne ikke få vejret. Bastian bed hende i foden, og smerten bragte hende tilbage til virkeligheden.
– Hvad mener du med væk?!
– Da jeg kom hjem efter nattevagten, var hun ikke der. Der var ingen spor! Åh, Signe, hvor er mit barnebarn?!
Grethe var ved at gå i opløsning. Signe måtte give hende en kærlig lussing og trække hende ind til sig.
– Vi skal nok finde hende! Vi skal til politiet nu. Kom!
Med Bastian på armen løb Signe, men tvang hurtigt katten over i Grethes favn.
– Hold fast! Ellers skal vi lede efter to! Jeg skal lige ringe rundt!
Grethe greb katten, som et redningsbælte. Bastian protesterede, men sad klistret til hende, da Signe skyndte sig videre.
En time senere samledes en lille flok foran politistationen. Der var kammerater fra universitetet, venner fra nabolaget og endda et par lærere. Alle, Signe hurtigt kunne samle.
En spinkel fyr stoppede op på cykel, delte printede efterlysninger ud:
– Folkens, vi må gå sammen to og to. Ring til mig, Signe eller Ditlev, hvis I finder noget. Ditlev, kom frem og vis dig!
En højdragen, klodset fyr trådte frem.
– Vi leder på alle de steder, Mathilde kunne have gemt sig. Tag kontakt, spørg folk med hunde, kig i opgange. Det betyder alt, hvor hurtigt vi handler nu! Vi kan godt, selvom vi ikke er professionelle. Held og lykke!
Grethe var pludselig blevet ældet mange år, da hun på trappen støttede sig til Signe.
– Benene vil ikke bære
Signe satte sig ned, lagde en hånd på hendes skulder.
– Vi skal hjem nu, Grethe.
– Hvorfor skulle vi det? Hvad nytter det hvis Mathilde ikke er der?
– Hvis nu hun selv kommer hjem, men ingen er der? Det er tryghed for hende.
Grethe nikkede, greb katten under armen og prøvede at rejse sig.
– Du har ret! Vi går hjem! Måske venter hun på os allerede? Hun må være sulten!
Signe nikkede til de andre og tog sig kærligt af Grethe.
– Bastian! Kom her!
Katten var ligeglad. Han hang slapt under Grethes arm, kæmpende for at følge med.
– Hvis det er bedst sådan Signe granskede uret.
Mathilde havde været væk for længe. Hun havde tjekket med skolen mens Grethe udfyldte papirerne pigen var ikke mødt.
Da de nåede til et vejkryds, stak Signe pludselig væk fra vejen hjem.
– Hvor skal vi hen, Signe?
– Bare forbi skolen. Måske er der nogen, der har set hende. Ellers kan du gå hjem, og jeg spørger igennem skolen.
– Nej, jeg går med! Grethe forståeligt forpustet.
Men Grethe kunne næsten ikke følge med. Stemningen blev tungere, katten virkede pludselig ti gange tungere. Hun nåede knap at række katten til Signe, før han vred sig fri, piskede mod en byggeplads og forsvandt under hegnet.
– Bastian! Stop! Signe løb, linen slæbende efter sig.
– Signe, løb gennem porten! Jeg bliver her!
– Skal jeg ringe efter en ambulance?
– Nej, ingen panik! Find kattedyret, han er nok tæt på. Skynd dig, så jeg ikke skal lede efter dig også!
Signe så, at Grethe, på trods af sit eget hjerte, tænkte mere på hende og katten.
– Jeg giver opsynsmanden mit nummer. Jeg kommer tilbage straks.
Grethe nikkede slukøret. Hvorfor lyttede hun dog til Mathilde, da hun sagde, hun var stor nok til at være alene om natten? Nu havde hun fortrudt hvert et valg.
Mathilde havde altid været så ansvarlig. Fik ros i skolen og gik pænt til musikundervisning. Men frygten sneg sig ind. Hvor var hun nu?
Pludselig lød der råb fra byggeriet. Vagten kom løbende med Mathilde på armen.
Signe nåede først, mens Grethe sank tilbage på bænken.
– Ring efter en ambulance! Mathilde, det skal nok gå vi er her nu!
Ambulancen kom hurtigt. Mathilde med et brækket ben, men ellers uskadt; Grethe blev kørt hjem for at hvile sig.
Senere, med Bastian trygt spindende ved siden af hende, fortalte Mathilde, hvordan hun var havnet på byggepladsen.
– Vi så nogle drenge kaste sten efter en hund med hvalpe. Vi plejede at fodre hende om morgenen! Men nu kastede de sten, og en hvalp løb væk. Vi ledte og jeg faldt i en grøft. Det var mørkt, og jeg kunne ikke komme op. Hunden satte sig og hylede. Bastian må have hørt det og hentet jer. Han var ikke bange for store hunde, ikke engang selvom det var fare på færde!
– Men hvor var opsynsmanden?
– Ingen anelse. Jeg sad alene. Undskyld, bedstemor! Det var ikke meningen.
– Åh, Mathilde! Jeg lader dig aldrig være alene mere. Nu bliver du som Bastian i snor!
– Det vil jeg også gerne. Det var virkelig, virkelig uhyggeligt
Signe fik takket alle, der havde hjulpet, og gav tilmed sit telefonnummer til den nu rødmen Ditlev. Bastian blev hos Grethe og Mathilde om natten, og Grethe sad længe ved sengen og fortalte eventyr til Mathilde, der sov trygt.
For hvor meget betyder det egentlig, hvad man hedder, hvis man kan det, kun engle kan? Og selvom du ikke har vinger, er lange ben gode til at løbe hurtigt, og skarpe kløer kan jage mørke væk. Store ører hører, når nogen har brug for dig. Og måske er det egentlig dét, der gør livet trygt at vi passer på hinanden, selv når verden føles skrøbelig.
