Tudetørklæde
Telefonen lå alene på det runde bord i stuen. Skærmen glimtede igen og igen, en blid tone lød, en insisterende dansk popmelodi, men lejligheden var indhyllet i en doven, sæbeagtig stilhed. Ejeren svarede ikke.
Heldigvis mærkede Amalie intet af det. Hun nød efterladte rester af drøm eller virkelighed, det var svært at sige, der hvor hun lå hensunket i badekarret. Dagens slid var skyllet væk, og hun havde hældt lavendelbadskum i blot fordi hun egentlig havde ønsket sig at dufte som under en sommerhimmel på Samsø i juli. Hun dæmpede lyset, lukkede øjnene, forsvandt i den cremede varme. Vanddråber og halvgennemsigtige bobler lavede fortidsagtige formationer på vandoverfladen. Alt var stille. Det var, som om tiden i den københavnske forårsskumring dryssede langsomt og vanvittigt af sted, dryp, dryp.
Men telefonen nægtede at give op. Skærmen blinkede med navnet Ingeborg næsten rytmisk, som et fyrtårn for mistro eller kaos. Ingeborg ville tale det måtte hun for opkald og beskeder tikkede ind, én efter én, med en drømmende omhu. Amalie slap hovedet ned mod nakkepuden, og lod tanker glide op: myldretiden, chefen, deadlines, alt forsvandt. Kun lethed og slumrende, bløde bevægelser tilbage. En underlig fred gled ned gennem dunens kerne.
Over en time gik under en sky af lavendelskum. Da Amalie til sidst kravlede ud, blød som et stykke ostekage, og svøbte sig i sin slidte hvide badekåbe, skar telefonens blågrønne lys i øjnene. Hun kiggede over tyve ubesvarede opkald fra Ingeborg! Før hun nåede at forstå, ringede den igen Ingeborgs navn lyste op, som om hun havde forudset, at Amalie nu var nærværende.
Før hun svarede, åbnede Amalie beskederne. De var talrige. Amalie, hvor blir du af? Tag nu telefonen, det er vigtigt! Længere nede blev tonen bekymret. Er du okay? Ring straks tilbage, jeg mener det!
Hvad pokker vil hun nu, mumlede Amalie og mærkede den lette spænding stige i nerverne. Det var som om denne samtale, som ethvert øjeblik i drømmen, hang i et mærkværdigt limbo uundgåelig og ubehagelig.
For hun kendte Ingeborg alt for godt. Alt blev klaget over: arbejdet, kærligheden, drømme, selv søndagshandlen i Netto kunne vælte hele verdensordenen. Amalie havde så ofte været tudetørklæde for venindens sorger, især efter det svære brud med Rasmus. Amalie havde lyttet, trøstet, flettet ord sammen, givet, givet og kun følt sig tommere for hver gang.
I går var alt jo fint sagde Amalie til sig selv, forsøgende at overbevise sit sind, imens hun huskede latter og fnisen fra sidste aftens samtale. Hvad kunne dog ske på en nat?
Hun smed sig tungt på sofaen, tiltrak en pude, skævede til vinduet, og telefonen lå varm i hendes hånd. Drømmen blev en plade af søvnig modstand, mens hun ønskede bare én aften ingen drama, ingen tårer, kun kanelte, og måske et afsnit af Badehotellet i tvet.
Men Ingeborgs beskeder løb ind i strømme. Amalie trak vejret dybt, forberedte sig mentalt. Hun vidste, at det snart blev hende, der skulle svare for sådan var det, evigt.
Det seneste halve år lignede mestendels en underlig, sløret rækkefølge fra det virkelige til det absurde. Ingeborg var flyttet ind midt i sit brud. Først som støtte men med tiden blev Amalies liv til små afviste ridser i kalenderen, alt forsvandt i tågede cirkler: ensomhed, mistede kaffeaftaler, weekender udvisket.
Hver aften kom Ingeborg med sine fortællinger, øjne blottet for glæde, kun håb og fortrydelse. Jeg kunne ikke engang gå i Meny uden ham, sagde hun dramatisk, og ordets ekko blev hængende i luftboblerne fra badekarret. Han skulle kontrollere alt! Stemmens rysten, skiftevis anklagende og sårbar.
Amalie lavede te, maskinelt, forsøgte at skjule sin træthed denne historie havde hun hørt før, så mange gange. Det bedste var bare at lytte, ikke protestere, ikke bremse floden.
Jeg gjorde alt for ham og hvad fik jeg? Han fandt en anden. Hvordan skal jeg stole på mænd igen? Ingeborgs øjne fyldtes med blanke tårer.
Amalie satte koppen. Måske er det meget godt,” sagde hun stille. “Nu kan du møde én, der virkelig værdsætter dig, og du bliver glad igen.
Men Ingeborg hørte hende ikke. Hun trak snøftekluden tættere til sig, blev i sit lillebitte univers, hvor fortidens kulde aldrig veg.
Jeg så ikke på andre, gentog hun grædefærdigt. Kun ham. Og han Han slog mig endda! Forstår du det?
Amalie sukkede, og mærkede sit indre svinde bort. Hver dag de samme klager, de samme historier. Hvor blev Amalies egne ønsker egentlig af? Hun havde glemt sit gamle liv, efterladt drømme i Hillerøds dystre vinter, nu var alt kun Ingeborg og hendes drama.
På et næsten modigt sekund rakte hun ud, lagde en hånd på venindens hånd og sagde: Du er stærk, Ingeborg. Du klarer det. Det lover jeg.
Ingeborg så på hende med taknemmelighed, men fortvivlelsen slukkede ikke i øjnene. Amalie følte sig som en brugt karklud, presset tør for empati.
Selv efter skilsmissepapirerne var klar, blev cyklussen aldrig brudt. Ingeborg kom stadig ligegyldigt om det var søndag eller fredag satte sig med samme ord, samme forventning: Kan du huske, hvordan han var mod mig?
Amalie nikkede, sagde alt det rigtige, indimellem gav hun et kram. Men rastløsheden voksede indvendigt; den slags udmattelse, der ikke kunne soves væk.
For et par uger siden flyttede Ingeborg endelig ud. Amalie så melankolsk på hende og hendes flyttekasser, da hun steg ind i en cykeltaxa, og lettelsen skyllede ind som sensommerregn. For første gang på mange måneder var Amalies sind klar, hendes nætter fyldt af tunge drømme uden andres nød i baghovedet.
Dagene efter føltes som bløde lagener. Amalie så film, gik tur ved Søerne, inviterede endda en gammel studieveninde til mormorvafler. Hverdagen gled tilbage i kroppen, endda kaosset i Netto blev rart, for ingen brokkede sig.
Men i dag var det som om, hende og Ingeborg aldrig havde været fra hinanden. Telefonen vibrerede Amalie, det er vigtigt!, Du må ringe!, Jeg kan ikke tie længere!
Hun så på beskederne, og et mærkeligt ubehag voksede. Skulle hun ignorere? Eller var det måske rigtigt denne gang noget vigtigt? Men inde i sig mærkede hun, at Ingeborgs “nu” aldrig handlede om andet end selv, og at Amalies behov igen blev fordrevet af stædighed og tempo.
Hun sukkede voldsomt, og besluttede næsten febrilsk at slukke telefonen. Hun begravede den i den nederste skuffe, dækket af tynde strømper. Lad hende tro, den er gået død på strøm, mumlede hun, I Svendborg ringer ingen på dette tidspunkt alligevel.
Aftenen faldt blid og grynet. Amalie bryggede kakao, viklede uldpleddet omkring sig og satte et afsnit af Badehotellet på fjernsynet. Ingen skænderier, ingen tårer, ingen venindebøvl. Ingen støj. Kun hende selv, og ro.
Natten gik hurtigt. Hun sov drømmeløst, intet uvissent, blot ny fred. Da hun stod op og tændte sin mobil, styrtede beskedere og opkald ind: Amalie, hvor bliver du af? Tager du overhovedet telefonen for mig? Det betyder alt, du må ringe!
Beskyldningerne voksede som vilde svaler. Okay, så finder jeg nogen anden at tale med.
Amalie mærkede trætheden og blev stille. Skulle hun nu igen vende tilbage? Alt den energi, følelsen af at drive væk fra eget liv?
Hun stirrede på telefonen længe, og endte med at ringe op hellere nu end at mærke flere stød.
Ingeborg svarede straks stemmen spids, halvt krænket.
Hvor var du i nat? Havde du søvnproblemer igen? spurgte Amalie, i et forsøg på lille humor.
Jeg har den vildeste nyhed! næsten råbte Ingeborg tilbage, med en mærkelig blanding af begejstring og vrede. Og så tager du ikke telefonen! Vil du ikke engang høre på, hvad jeg oplever?
Amalie mærkede sin irritation stige som tidevand. Selvfølgelig. Det handlede ikke om Amalie nogensinde kun Ingeborgs behov var relevante.
Har du ikke tænkt, at min mobil kan løbe tør for strøm? Jeg havde travlt, det var sent, mumlede hun.
Alt handler om dig! Du glemmer, jeg er din veninde, du skylder mig faktisk at tage telefonen! Ilende blev Ingeborgs stemme, næsten krævende.
Nu kunne Amalie mærke det briste. Forbandet uretfærdigt.
Har jeg ikke også ret til mit eget liv? Prøv at tænke over det, Ingeborg. Hvad er der egentlig på spil denne gang?
En pause. Stilheden brølede ud gennem forbindelsen begge ventede.
Undskyld, sagde Ingeborg langsomt. Det er vigtigt, jeg kunne ikke vente med at dele det
Amalie lukkede øjnene, den gamle træthed skyllede over hende. Bedre at få det overstået.
Sig det nu, så, lidt for tørt.
Det føles næsten dumt at sige, for du lyder ikke glad, kom det forsigtigt fra Ingeborg, som om hun børnligt håbede på belønning.
Amalie følte sig næsten sarkastisk. Hele dagen var allerede planlagt møde med kollegaer, frisøren på Nørrebro, og i aften skulle hun gå tur langs Christianshavns kanaler med en anden veninde.
Kom nu videre, jeg har travlt, lød det skarpere, end hun havde tænkt.
Endnu en pause, men så stak ræven snuden ud:
Jeg skal giftes, sagde Ingeborg. Ordene landede som sne i august, unaturligt og uroligt.
Aldrig havde Amalies drøm været mere surrealistisk end nu. Giftes efter alt det her? Med hvem? Hvordan? Ideen begyndte at opløse virkeligheden til underlige formationer.
Med hvem? spurgte Amalie. Stemmen var hul, som ekko i Kronborgs kasematter.
Selvfølgelig med Rasmus! Vi mødtes, talte sammen, og besluttede at starte på en frisk! Er du ikke glad for os?
Amalie kunne ikke lade være med at grine af det absurde. Så mange tårer, så mange klager, og nu bryllup?
Fantastisk, mumlede hun. Seriøst?
Jeg elsker ham. Så meget, at jeg kan tilgive alt, svarede Ingeborg alvorligt.
Noget brast dybt i Amalie. Hun indså, at dette blev en ny cyklus. Samme gamle rolle ventede. En drøm uden ende men hun ville ikke mere.
Fint, sagde hun køligt. Men næste gang du får ondt, ringer du ikke til mig. Tillykke.
Hun lagde på, lagde hænderne i skødet. Drømmens logik hang som et skævt spejl om hende ville hun altid være tudetørklædet?
Hun så sig i vinduet, spejlet i den blå morgen. Træt, men også urokkelig. Aldrig mere ville hun hælde sig selv ud over andre, uden grænser.
Tudetørklædet er slidt op, sagde hun stille. Hvis hun så gerne vil græde, må hun gøre det uden mig.
