Børn er ingen forhindring for lykken
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må være at bo under samme tag med andres børn. Specielt hvis der er tale om teenagere sagde Tamara og sendte sin veninde et blik, der smagte af overdrevet medfølelse. Mon ikke hver dag for dig føles som én lang prøve?
Janni tog sig tid, før hun svarede. Forsigtigt trak hun ærmet på sin tykke, marineblå bluse op og forsøgte at smile, selvom smilet ikke helt nåede øjnene.
Du overdriver gevaldigt, svarede hun tørt. Vi har faktisk ret gode relationer herhjemme. Ikke noget, man ikke kan klare.
Tamara fnyste skeptisk, svingede en krøllet hårtot bag øret og kiggede på Janni, som om hun lige havde sagt, at hun havde set en havfrue i Esbjerg Havn.
Hm, det må du længere ud på landet med, svarede hun. Kom nu, fortæl sandheden. Kalder de dig allerede mor? Vær nu ærlig går det ikke skævt i hjemmet? Jeg dømmer dig ikke, tværtimod veninder er jo til for at støtte!
Janni trak på skuldrene og talte roligt der var ikke så meget som et suk i stemmen:
Hvorfor skulle de kalde mig mor? Der er kun tretten års forskel på os! Jeg prøver ikke at overtage deres mors plads. Jeg vil hellere være den voksne ven, man kan komme til med sine bekymringer. Jeg forsøger ikke at være ekstra-mor, bare nogen, man kan regne med, hvis det brænder på.
Hun tog en slurk af sin kaffe og lod stilheden flyde, mens Tamara kneb øjnene sammen, som om hun stadig ikke troede et ord.
Janni var efterhånden ved at være træt af at forklare, at hun faktisk var glad for sit liv, som det var. Det virkede, som om alle og enhver havde en mening eller et godt råd parat. Men sandheden var nem nok: hendes mand, Egon, var alt, hvad mange bare kunne drømme om. Han var flot, betænksom til fingerspidserne han kunne endda lave mad uden påmindelse. Og hans stabile job i Mærsk gav både økonomisk sikkerhed og ro i hverdagen han kunne både svinge en støvsuger og skære bøffer.
Det eneste problem, som omgangskredsen blev ved med at hakke ned på, var, at Egon havde to piger fra sit første ægteskab. De boede nu sammen med Janni og Egon. Egons første kone var gået bort, og Egon havde stået alene tilbage med tvillingerne. Men Janni havde aldrig set dem som en byrde for hende var de bare børn, der havde brug for en varm tryg havn.
Hvad Janni knapt gad diskutere længere, var, at hun selv ikke kunne blive mor. Allerede som 16-årig havde lægerne fortalt hende, at en graviditet ville være livsfarlig på grund af en sjælden diagnose. Derfor var ønsket om egne børn aldrig vokset sig stort hun havde for længst vendt blikket mod andre glæder i livet.
Men familien blev ved. Især hendes tante lagde en heroisk indsats for dagen. Hun hev fat i Janni næsten hver gang, snakkede om børn, og mente nærmest, det var pligt at prøve. Da hun havde fundet en helt fantastisk specialist i Odense, blev Janni sendt afsted for at høre på kloge ord om mirakuløs medicin. Intet er umuligt, moderne lægekunst kan alt! havde specialisten sagt, og tanten var straks blevet begejstret.
Janni nikkede, lyttede og lod det trænge ind det ene øre og ud det andet. Tanten kaldte moderskabet en kvindes sande mission, og forsikrede, at hun ville fortryde, når hun så andres børn grine på legepladsen, mens hun selv stod uden nogen. En mand forlader aldrig en kvinde, der kan give ham en arving! sagde tanten, der havde fået den slags udtryk på rygraden. Janni rystede indvendigt på hovedet, men udvendigt smilede hun høfligt hun havde for længst valgt sin egen definition på lykke og nægtede at lade andres meninger overtage.
Der blev tættere mellem de bekymrede spørgsmål, jo ældre hun blev hun kunne nærmest time, hvornår nogen ville foreslå endnu en specialist eller komme med en ny opskrift på fertilitetste. Hun sagde sjældent meget og lyttede tålmodigt til venner, familie og fremmede, men indeni blev hun mere og mere sikker på, at nu skulle hun have sat et endeligt punktum for diskussionerne.
Så hun gjorde det, enhver rationel dansker ville gøre: hun fandt kontaktoplysningerne på landets førende eksperter, og da tiden var knap i København, bookede hun to overnatninger på et billigt hotel og købte et DSB Orange-billet. Det kostede lidt over 2.500 kroner, men hun var stædig og beslutsom.
Klinikken tog venligt imod hende. Lægen var ikke forhippet, men grundig han læste hendes sag igennem, spurgte uddybende, tog blodprøver og brugte timevis på at forklare. Janni følte sig faktisk hørt.
Senere, da prøverne var klar, inviterede han hende ind igen og sagde ligeud: en graviditet ville være ekstremt risikabel. Chancen for det lykkelige udfald var minimal, og komplikationer kunne ende fatalt. Han fandt statistikkerne frem, svarede på alle spørgsmål og sluttede af:
Jeg vil på det kraftigste fraråde at lytte til dem, der siger: Det går nok moderne medicin kan alt. Hvis du har mødt læger, der benægter risikoen, bør du måske overveje en klage. Sådan noget kan koste liv.
Janni tænkte på den optimistiske specialist, tanten havde sendt hende til, og indså med ny ro, at nu var det hendes tur til at tage ansvar. Hun sendte en klage til Sundhedsstyrelsen med alle dokumenter vedlagt. Specialisten blev ret hurtigt fritstillet. Ikke at Janni frydede sig men ingen skulle sætte andres liv på spil for at sælge drømme.
Da Janni kom hjem, føltes luften lettere hun skulle ikke længere forsvare sine valg eller høre på andres formaninger. Nu var der plads til det, der virkelig betød noget.
Og det var der faktisk en del af. Egons piger, tvillingerne, var snart på vej mod deres tolvte fødselsdag. De var store nok til at klare morgenmaden selv, lave deres lektier og koge pasta uden at sætte ild i køkkenet. Natten var fri for barnegråd og bleskift alt var blevet lettere.
Jannis rolle var hverken stor eller spektakulær, men værdifuld: hjælpe med svære matematikopgaver, være det trygge øre, når de kom sårede hjem fra skole, foreslå den rigtige kjole til klassefesten eller bare holde om, når der var brug for det. Hun prøvede ikke at tage mors plads, men hun kunne godt være den pålidelige voksen i baggrunden. Det var, ærligt talt, mere end nok.
Alt går jo godt nu, mumlede Tamara med Jeg-har-læst-voksenlivet-på-YouTube-mine, hovedet let på skrå. Men vent bare til et halvt år. Så kommer tårerne! Du burde løse problemerne nu det bliver kun mere bøvlet siden.
Janni stivnede, lod kaffeskeen klinge mod keramikken og løftede øjnene imod sin veninde ansigtet så roligt ud, men indeni var det nemt at mærke raseriet gnistre.
Siger du virkelig, at børn er et problem? spurgte Janni, mens hendes ene øjenbryn løftede sig og afslørede alt andet end forståelse. Har jeg forstået dig rigtigt?
Tamara trak bare på skuldrene og sendte et overbærende smil.
Tag dig ikke så højtideligt du ved da godt, hvad jeg mener. Andres børn kræver for meget opmærksomhed. Start stille med at klage en gang imellem over dem sig de nægter at lytte, de svarer igen, eller de tager ikke ansvar. Bring det op til Egon, så ideen sætter sig. Så kan du tage næste skridt på et passende tidspunkt.
Janni kunne næsten ikke tro sine egne ører. Hun så på Tamara i stilhed, forsøgende at forstå, hvordan nogen, hun faktisk regnede som veninde, kunne foreslå den slags. Hun trak vejret dybt for ikke at fare op.
Hvor synes du Egon skal sende sine børn hen, hvis jeg nu skulle følge dit råd? spurgte hun med et løftet øjenbryn. Mere af nysgerrighed end forventning.
Tamara tøvede et splitsekund, før hun rullede løs igen:
Man kan jo overveje en efterskole. Eller måske kan Egon hive fat i familien nogen kan da tage sig af dem midlertidigt? Det gælder bare om at handle, mens det stadig kan lade sig gøre.
Janni stillede koppen fra sig med et lidt mere klaprende brag, end hun havde tænkt sig, satte stål i stemmen og sagde:
Jeg troede faktisk ikke, du havde den slags forslag i ærmet. For mig er pigerne ikke et problem. De har bare brug for voksne, der gider dem. Jeg gider i hvert fald ikke lave nogen plan for at slippe for dem. Det er ikke bare forkert det er decideret nederdrægtigt.
Tamara rødmede under kindbenene, men fik hurtigt pokerfjæs på.
Jamen for hulen, jeg prøvede jo bare at hjælpe, ikke? Det er jo vanskeligt, det her med andres børn, det ved du da.
Det ved jeg, sagde Janni roligt. Men de er ikke et problem. De er bare en del af mit liv og jeg er glad for, de er her.
Hun trak koppen til sig, tog endnu en tår, og selvom Tamaras stemme stadig summede i baghovedet, vidste hun med hele kroppen: andres råd skulle ikke få lov at splitte lige præcis hendes familie ad.
Du er nødt til at se det i øjnene de står i vejen for dig. Så kan du jo overveje egne børn senere, ikke?
Janni kunne mærke irritationen snige sig op bag brystbenet, men hun holdt tonen rolig og sagde bestemt:
Du kender min situation. Jeg kan ikke få børn jeg har fortalt dig alt. Forstår du det?
Tamara viftede det væk, som om det blot var et enkelt myggestik.
Så brug en rugemor, sagde hun stædigt. Din mand har penge nok. Vær nu lidt strategisk, Janni! Få ham knyttet til dig, ellers ender du med ingenting!
Janni lænede sig tilbage og så Tamara direkte i øjnene ikke vred, mest lidt træt af hele cirkuset.
Siger du det ud fra erfaring? spurgte hun skarpt. Du fik et barn til din mand og hvad gjorde han? Han stak af, så snart du blev gravid. Måske var kæden ikke så stærk alligevel?
Tamaras kinder blussede. Hun satte koppen så hårdt, at kaffen næsten skyllede ud over bordet.
Hvis ikke for hans børn, var vi stadig sammen! sagde hun oprevet. Jeg nåede bare ikke at tage affære hurtigt nok og se, hvor det førte hen. De børn gjorde livet surt for mig! Alt skulle gå efter deres hoved!
Der var så meget gammelt nag i hendes ord, at Janni et øjeblik følte medlidenhed. Så huskede hun, hvordan Tamara havde omtalt Egons piger, og al medlidenhed forsvandt som dug for solen.
Tror du virkelig, det var børnenes skyld, han gik? Måske skulle I have talt lidt mere sammen om det hele?
Tamara svarede ikke. Hun stirrede ud af vinduet, hvor sneen dryssede ned over cykelstier og biler. Janni tog endnu en slurk af sin nu lunkne kaffe og tænkte, at det nok var tid til at skifte samtaleemne.
Du startede med at være den strenge. Hvis du havde prøvet at blive ven med dem, var det måske endt anderledes. Jeg forsøgte at være ven og det virkede for mig.
Hun lod ordene hænge, mens Tamara snøftede fornærmet og skubbede koppen fra sig.
Du forstår det ikke, mumlede hun og så væk. Jeg prøvede at være sød, men de vidste altid, jeg ikke var deres mor. Så udnyttede de mig bare, gjorde alt for at gøre livet besværligt.
Janni rystede på hovedet.
Har du prøvet bare at være der? Ikke forvente mirakler, bare tage den tid, det tager? Børn mærker lynhurtigt, hvis man ikke mener det.
Tamara vendte sig mod hende, blikket fugtigt og stemmen skælvende:
Hvordan skal man være oprigtig, når man hele tiden bliver mindet om, at man ikke hører til? At de børn er en del af en fortid, han nægter at slippe?
Det er ikke nemt, erkendte Janni. Men hvis man er klar til kamp, skal det nok blive til kamp.
Tamara sukkede tungt og så ned.
Måske har du ret. Men når jeg ser min dreng vokse op uden sin far, forstår jeg stadig ikke, hvorfor det hele gik skævt. Jeg føler, jeg mistede min plads til nogle børn, der slet ikke ville have mig der.
Janni så bare blidt på hende.
Tamara, børnene bærer ikke skylden for, at de voksne ikke kan finde ud af det. Hvis din mand virkelig ville være med dig, havde han nok gjort det.
Tamara svarede ikke. Sneen udenfor lagde sig som et tæppe, og stemningen på caféen dalede stille sammen med dagslyset.
Janni pressede ikke på. Hun vidste, at Tamara først var klar til at se tingene fra en anden vinkel, når hun selv var klar.
*****************
Imens tænkte Tamara tilbage.
I begyndelsen var optimismen stor. Hendes nye mand var både sød, velfungerende og økonomisk solid og han lyttede endda til, hvad hun sagde. Hun havde set det hele for sig: Fælles familiehygge søndag aften, mørkt rugbrød og tv-avisen, alle i hjemmestrik.
Men så var der børnene. Datteren på otte og sønnen på ti boede der også. Tamara insisterede på, at nu var det hende, der bestemte. Kælenavne eller tante var bandlyst freden skulle opnås gennem ordensregler og stramme rammer.
Hun indførte rengøringsskema om morgenen og køkkentjanser om aftenen. Slik og tegnefilm efter klokken ti var lig med forbudt område, og man hilste pænt på gæster, ellers blev der minuspoint.
Børnenes protester var forventelige. Datteren klynkede over, at alt var bedre før, og sønnen blev tavs i opposition. Tamara tænkte: Jeg må vise, at det er mig, der bestemmer, ellers aner de ikke, hvor skabet skal stå.
Hun interesserede sig brændende for, hvem børnene sås med og noterede sig minutiøst, hvornår de gik ud og kom hjem. Hun tjekkede straks døgnrapporten, hvis en lærer havde skrevet noget grimt hjem: Sådan bliver man ikke til noget!
Datteren forsvarede sig med, at mor ikke gik så meget op i det tidligere, men Tamara slog hårdt ned: Under mit tag mine regler. Jeg redder kun dit liv, du har ingen undskyldning!
Stemningen blev hurtigt tyk. Børnene trak sig tilbage til værelserne eller gik mere ud. Tamara gryntede, at det var pjas fra deres pubertet, og at hun bare skulle holde skruen i vandet.
Sønnen valgte bare stilhed. Han begyndte at hænge længere ud efter skole, kom sjældent hjem i weekenden, skød blikket væk, når hun spurgte hvor han havde været. Det var næsten en sportsgren for Tamara at gennemgå hans mobil, mens han så Pokémon. Hun læste samtaler og dømte, om vennerne var tvivlsomme. Hun måtte jo holde styr ingen børn skulle snøre hende.
Endda Egon begyndte at se bekymret ud.
Skal vi ikke slække lidt? De er jo stadig børn. Man prøver jo bedst med forklaringer, sagde han forsigtigt.
Men Tamara rystede på hovedet:
Nogen må tage ansvar! Hvis ikke du gør det, så må jeg!
Hverdagen blev tung som grå dansk vinterregn. Datteren begyndte at svare igen, sønnen ignorerede hende, og Tamara svarede igen med flere regler og mere overvågning. Når datteren én dag kom sent hjem pga. ekstra matematik, blev hun straks overfuset:
Hvor har du været? Vi havde en aftale!
Vi blev forsinket i skolen
Ikke flere undskyldninger! Du vil bare snige dig udenom!
Da Egon denne gang tog ordet, var det med en usædvanlig fast stemme:
Nu er det nok. Du kan ikke behandle børnene som om de er dine ejendele. Du skal forstå, at du slet ikke har ret til at bestemme alt.
Tamara gik straks i forsvarsposition:
Hvis ikke jeg gør det, sker der jo ingenting! Du tager dem bare altid i forsvar!
Jeg prøver at forstå dem, svarede Egon. Du prøver kun at tryne dem. Se, hvor langt det har bragt os: De hader dig, og jeg jeg magter ikke mere.
Bagefter blev de hver især tavse, og mørket i huset blev helt fysisk.
En måned senere indgav de skilsmisse. Det gik hurtigt, ingen gjorde indsigelser. Børnene blev lettede, datteren erklærede til veninden: Endelig overstået! Sønnen sagde bare Mhm, men smilede for første gang i mange måneder.
Tamara sad tilbage alene. Længe tænkte hun på, hvordan det hele var gået så galt, og hver gang landede hun det samme sted: Det var børnene, der havde ødelagt det. Hun kunne eller ville ikke se sit eget ansvar det var nemmere at sige, det hele var de små ballademageres skyld.
********************
Fem år senere var Jannis liv, som hun altid havde drømt om. Hun var fortsat lykkeligt gift med Egon, og deres forhold blev kun stærkere med årene. Pigerne var blevet store og var fløjet fra reden til studier i Aarhus. Men de ringede hjem hver aften de sagde mor nu helt uden tøven eller forsigtige smil. Ordet havde vokset sig rigtigt og varmt. Der var studiehistorier, spørgsmål om kødfars og kærestesorger, og gerne ønsket om en bid af mors hjemmebag, næste gang de kom forbi.
En dag tog pigerne hjem til Fyn og havde en gave med: en vaskeægte dansk slædehundehvalp af racen grønlandshund, så I ikke keder jer nu, hvor huset er tomt! Hvalpen tumlede ind i Jannis og Egons rolige hverdag, tyggede deres træsko i stykker, brasede ind i sofaen og sov om aftenen op ad Jannis ben, som om den vidste, her hørte den til. Janni grinede, brokkede sig mildt over at skulle købe nye sneakers, men indeni var der kun taknemmelighed. Den lille pelsklump fyldte præcis det hul, pigerne havde efterladt.
Sådan gik det ikke helt for Tamara. Efter skilsmissen mødte hun en ny mand. Pæn, velklædt, helt uden hang til at stikke af i tide og utide. Men han havde en femårig datter fra tidligere forhold, der ofte boede hos ham, når moren var i Bruxelles på forretningsrejse.
Tamara gjorde et forsøg: hun købte bamser, bagte kanelsnegle og legede med så stor hjælpsomhed, at man skulle tro, hun havde været børne-tv-vært før. Men efterhånden begyndte hun at mærke, at pigen tog for meget plads, var for højlydt, for nysgerrig, stillede for mange spørgsmål fx: Hvorfor har vaskemaskinen navnet Miele? Tamara blev mere og mere bitter. Hun brokkede sig over rod, over, at der var for meget larm eller for lidt fokus på hende.
Hendes mand prøvede at forklare, at barnet bare lige skulle finde sig tilrette. Men Tamara kunne ikke finde balancen, og tonen blev hårdere. Manden stod til sidst ikke helt neutralt på sidelinjen, men begyndte at forsvare datteren. Konflikterne blev flere og samtalerne kortere.
Efter halvandet år flyttede han og pigen. Tamara stod igen tilbage, denne gang med udsigt til tomhed, en børstehårsbørste og et pige-tegning på køleskabet som eneste minder.
Hun huskede sine samtaler med Janni og de bramfrie råd, hun havde råbt ud over et cafébord i Odense. Nu lød de fjollede lidt som udtryk fra Morten Korch på hash.
I mellemtiden fodrede Janni hunden, tog imod nye opkald fra pigerne, grinede over deres små dagens drama-historier og nød hvert eneste sekund af det familiekaos, hun havde været så heldig at falde ind iEn dag, hvor regnen silede ned over Fyn, stod Tamara pludselig på Jannis dørtrin. Hun havde ingen aftale, håret var gennemblødt, blikket mat, hænderne gravet ned i frakkelommerne. Janni tøvede et øjeblik, men huskede på årene, hvor de havde grinet, delt hemmeligheder og drømme før alt blev forvredet af forventninger, misundelse og skuffelser.
Hun åbnede døren og kaldte på hunden. Den logrede, tumlede ud og overraskede Tamara med en varm snude mod benet. Tamara satte sig tøvende på bænken i entréen og stirrede længe ned på det våde klinkegulv, mens Janni bryggede kaffe. Ingen af dem sagde noget i starten. Mellem dem fyldte tavsheden rummet op med alt det sagte og usagte. Da Janni rakte hende koppen, løftede Tamara endelig blikket. Hun så træt ud men også ældre, som om lidt af modstanden var sluppet.
Jeg tror, jeg har misforstået det hele, sagde Tamara stille. Jeg troede, lykken var noget, man kunne forme med regler og retfærdighed. At alt bliver godt, hvis man bare holder nok fast og styrer nok. Men det eneste, man rigtig har magt over, er måske sig selv.
Janni satte sig ned ved siden af hende, smilede blidt og sagde:
Det sværeste er at vælge, hvornår man skal give slip og bare lade hjerter finde vej på egen hånd.
Ude i entreen hoppede hvalpen op med et pindsvin af stof mellem tænderne. Tamara lod sig blødgøre af det fjollede udtryk i hundens øjne. Hun greb bamsen, lo dæmpet og så på Janni gennem tårer, der trak smilerynkerne opad.
Hvordan lærte du at holde af børn, der ikke var dine egne? spurgte hun.
Janni tog en pause, trak vejret dybt.
Ved at opdage, at kærlighed ikke beder om ejerskab, men om plads og tillid. De mærker, om man prøver på at ændre dem eller bare vil være nær. Og det gælder ikke kun børn.
De sad længe i roen, mens hunden begyndte at snorke ved deres fødder. Snart var der ingen forskel på den bløde stilhed mellem dem og lyden af regn, der trommede blidt mod ruden.
Da Tamara forlod huset senere på dagen, følte hun sig lettere. Måske var ikke alt tabt. Måske var der stadig noget nyt, der kunne gro i veninder, i familien og i hende selv.
Inde i stuen blev Egon og Janni siddende ved vinduet med kaffen, mens grønlandshunden strakte sig på tæppet og prustede drømmende ud i varmen. Udenfor gled et par små fugle gennem regnen. Janni trak tæppet tættere om sig, lyttede til stilheden og mærkede med overbevisning så rolig, at den kunne flytte bjerge at børn aldrig havde været forhindringen for hendes lykke. Tværtimod. Lykken var, at hun aldrig mere følte, hun skulle bevise, hvad det krævede at høre til. Den kom af at vælge at elske, selvom intet var givet på forhånd. At høre nogen sige mor ikke fordi hun insisterede, men fordi hun var blevet det, uden at kræve det.
Sådan sluttede dagen i mild tilfredshed, og i det lille hjem under regnen vidste Janni, hvad hun aldrig ville glemme: Man får ikke lykken ved at kræve plads men ved at give den.
