Moderen vil dække den spirende plante med sine grene
Engang for mange år siden, i en lille landsby på Sjælland, skete der noget, alle i området stadig husker og det var om den stille pige, Vibeke.
Det blev opdaget på én dag, at Vibeke var gravid. Lægen fra amtet kom ud til landsbyskolen, og alle klasser blev ført ind til hende, drengene først, derefter pigerne.
Er du gravid, eller hvad? spurgte Camilla og Kirstine, da de stadig stod udenfor lægekabinettet.
Jeg tror det vel svarede Vibeke mat og stille, mens hun stod foran lægen.
Sygeplejersken så forskrækket op.
Camilla stivnede halvt med kjolen trukket op over hovedet, og Kirstine, der allerede var på vej ud, kom ud med store øjne og bed sig i læben. Sådan gik rygtet om Vibeke gennem hele skolen med lynets hast.
Det hele skete efter skoletid. På ingen tid havde hele landsbyen fået det at vide. Da Vibekes mor, Gitte, kom hjem fra arbejdet med bussen og gik igennem det fugtige bystrøg, blev hun mødt med ekstra smil og venlige hilsner af naboer, der råbte Dav! tværs over vejen, selv de gamle på bænken.
Hvad var der dog i vejen med hende i dag, tænkte Gitte, mens hun betragtede sit tøj. Var skjorten mon knappet forkert? Hvorfor hilste folk så specielt i dag?
Hun låste døren op. Henning var på nattevagt ved stationen, og Vibeke var heller ikke hjemme. Sikkert på hendes elskede malerskole. Der kunne hun sidde hele dagen.
Der var en tid, hvor Gitte havde overvejet at tage datteren fra det dér fjollede maleri. Der var jo så mange ting at tage sig af hjemme. Men efterhånden som Vibeke begyndte på 10. klasse, ja, så hun, hvordan fascinationen af kunsten var det eneste, datteren holdt fast i. Og med det håb om, at det måske kunne give Vibeke adgang til lærerseminariet i København, lod hun hende blive. Vibekes billeder blev da også udstillet og vandt tit priser, både indenfor og udenfor landsbyen.
Men Vibeke var helt anderledes end moren. Gitte var altid smilende og udadvendt, mens Vibeke var stille og drømmende og gik mere rundt med sine egne tanker end med tøj, der var strøget. Kun med pensel i hånden lyste hun op.
Hendes kunstlærer, Hans Petersen, som Gitte satte stor pris på han var selv blevet i landsbyen for at passe sin gamle mor sagde tit, at Vibeke uden problemer kunne søge ind på seminariets kunstlinje. Ingen var nogensinde i tvivl om hendes talent.
Da Vibeke kom hjem, var det begyndt at skumre. Hun havde sit staffeli under armen og en stor mappe med papir.
Endelig hjemme. Hvor har du været henne?
Skoven, malede…
Nu? Foråret er knap begyndt Har du noget at vise?
Gitte tørrede hænderne i viskestykket. Hun holdt af at se processen i Vibekes billeder hvordan de groede frem.
Vibeke betragtede sin mor lidt. Det var tydeligt, at ingen havde fortalt hende noget. Lige før havde hun mødt et par piger fra 8. klasse:
Vibeke, de siger du er gravid
De får sige, hvad de vil, svarede Vibeke bare.
Men passer det? råbte pigerne efter hende, men hun så sig ikke tilbage.
Hvorfor havde ingen sagt noget til moren? Åh, det var fordi lægen og sygeplejersken var kørt hjem, før Gitte kom fra arbejde. Og klasselæreren, Karen, boede ganske vist tæt på, men hun var altid lidt sløv og skulle nok selv lige fatte det først.
Naboerne havde nok også fanget nyheden, men de snakkede bag ryggen ansigt til ansigt ville de aldrig spørge. Det her var ikke utålmodige 8.-klassespiger.
Vibeke foldede et stort stykke papir ud. Forrest på billedet stod en enkel, bladløs birk, som om den havde fjernet sig fra skoven og nu beskytter en lille spire tæt ind til stammen med sine grene som et telt mod verden. Skitsen var uden farver, men allerede levende og smuk.
Hvor har du set sådan en birk? spurgte Gitte undrende.
Ingen steder. Vi tegnede ovre ved bakken, der står masser af birk, så
Vibeke gik ind for at skifte. Hun overvejede, hvordan hun skulle sige det til moren før læreren. Men først ville hun have ro til at spise. Der skulle nok blive tid til alt.
Men i det Vibeke trak skolekjolen over hovedet, så hun Karen, klasselæreren, der nærmede sig med hovedet over det lave plankeværk. For sent!
Halvt klædt i strømpebukser og undertrøje løb Vibeke i køkkenet.
Mor, Karen kommer. Lyt nu, bliv ikke vred jeg forklarer bagefter, men jeg er gravid.
Gitte stivnede midt i køkkenet, mens Vibeke hurtigt tog sin gamle havejakke og gik for at åbne for læreren.
Ved din mor det? spurgte Karen sagte.
Vibeke nikkede.
Godaften, Karen, hilste Gitte, mens hun forlegent skjulte opvasken Vil du ind i stuen?
De satte sig. Gitte og Karen på sofaen, Vibeke overfor. Hun beholdt jakken på.
Jeg bliver ikke længe, sagde Karen. Ingen beslutninger er taget. Men skolelederen sagde, jeg skulle tale med jer. Hvad gør vi?
Gitte så spørgende på Vibeke. Hvorfor kom du i det snavsede tøj? Klæd dig om, sagde jeg!
Vibeke ville gerne, men der var intet andet sted at gå hen det lille hus bestod kun af et køkken, stue og en lille væg, der adskilte alkoven, som hun selv delte med Henning, morens mand.
Hun gik ud for at skifte, men kunne høre samtalen.
Hvem er faren? Det skal vi finde ud af. Det kan blive alvor du er under atten, det kan blive en sag, sagde Karen bekymret.
Det må være en fejl, mente Gitte.
Nej, hun indrømmede det selv overfor lægen.
Vibeke blev kaldt ind, satte sig mat og nikkede.
Men med hvem? Gitte sank en klump; tanken om datterens kærlighedsliv føltes frygtelig pinlig.
Vibeke svarede ikke.
Karen slog sig frustreret på låret og rejste sig. Vibeke siger jo aldrig meget.
Nej, og hun har aldrig været ude med drenge, sagde Gitte stadig fortumlet.
Men det, sukkede Karen, gør det kun værre. Nu skal vi gætte os frem. Er det en voksen mand, Vibeke? Hun var tavs.
De voksne gik ud sammen. Vibeke blev siddende i kulden.
Hun så på sin forvirrede mor, der stod i havekappen med bare ben. Gitte nikkede, undskyldte, bøjede hovedet.
Vibeke havde mest af alt ondt af sin mor. Derfor havde hun undladt at sige noget så længe. Moren havde igen fundet glæden, efter hun havde mødt Henning, ti år yngre, i skoven. Det blev et lysere hjem for Vibeke. Der var mere liv; hun var glad på morens vegne.
Men efter nogle måneder var tingene begyndt at slå revner Hennings øjne søgte mod naboernes datter, og Gitte blev mere og mere jaloux. Skænderierne begyndte, og Vibeke fornemmede, at Henning var på vej væk og nu dette
Fortæl mig, hvordan det er sket, Vibeke. Hvem er faren? Din lærer vil have, vi tager på hospitalet. Hvem? græd Gitte.
Mor, lad mig nu være. Jeg vil bare sove.
Datteren krøb sammen og vendte ryggen til. Gitte gjorde alt, hvad hun kunne for at få hende til at fortælle, men uden held.
Efter nogen tid gik Gitte ud, besluttet på at opsøge lærer Hans Petersen måske var det ham, måske havde hun set forkert i alt og nu troede hun det værste.
Det var vådt og mudret i haven, men i sin ivrige gang tænkte hun kun på én ting: at få vished. Læreren boede bag skolen, forbi hele landsbyen.
Da hun kom til huset, dækket af syrener, kunne hun næsten ikke få sig selv til at gå ind. Hun ville jo aldrig have mistænkt ham for noget ondt.
Men Hans Petersen kom hende i møde, med skjorten åben og et brød i hånden.
Godaften, fru Gitte. Kommer du ind? Vi er til aftensmad.
Nej, nej det er bedst udenfor, tak.
Hun så sig om efter at kunne dreje samtalen væk, men han forstod straks.
Vi har allerede hørt om Vibeke, sagde han alvorligt, Ungerne snakker hurtigt.
Jeg ville bare høre hun kommer jo ofte her. Kan du sige mig noget?
Hans smilede venligt. Hun er en vidunderlig lærer, og jeg beundrer hende. Men der er ingen kærlighedsaffære mellem os. Jeg ser hende som min egen elev.
Tak Jeg havde ikke troet andet, sagde Gitte rødmende.
Hans forklarede, at Vibeke havde let ved det følsomme og måske var hendes stille sind det, der gav hende fordele i kunsten. Var der noget Vibeke ikke sagde, havde hun sine grunde.
Det blev sent, Gitte gik hjemad gennem den mørke aften.
På vejen hjem brød tanken om Henning frem: kunne han være faren? Tanken blev efterhånden så stærk, at hun til sidst troede på det. Han var jo yngre, og måske havde han udnyttet datteren Gitte blev dårlig af tanken, ja, skamfuld. Men hvad hvis det ikke var ham? Hvad hvis Vibeke kæmpede med sin egen hemmelighed alene?
Næste morgen undgik hun datterens blik, gjorde klar til Henning, pakkede mad og tog Vibeke med ind til hospitalet i Roskilde for at få vished.
Lægen noterede alt, sukkede, spurgte om skolen vidste det og sagde, hun skulle melde det. Men i det store hele var hun venlig mod Vibeke, satte hende til rutineundersøgelser.
Fødslen skulle ske sidst i september, sagde lægen. Hver eneste detalje var som en knytnæve i maven på Gitte, der stadig ikke ville tro, det her var hendes liv.
I skolen dukkede politiet og kvinden fra kommunekontoret op. Én efter én blev Vibekes klassekammerater kaldt ind til samtale først pigerne, så drengene. De kom ud med beklemte ansigter at have en gravid klassekammerat var uhørt.
Indenfor sad to drenge, Ole og Morten, lavmælt.
Var det jer nytårsaften? spurgte Ole.
Nej, for pokker! Stop nu med det. Lad være med at sige noget, okay? svarede Morten.
Klart. Jeg holder mund.
Efter eksamen skulle de begge til forsvaret. Ingen havde lyst til ballade.
Karen, kvinden fra kommunen og betjenten opsøgte huset, men stødte kun på Henning, sløvet efter nattevagten, der ikke vidste, hvor Vibeke og Gitte var, og blev meget rystet over nyheden.
Da Gitte og Vibeke kom hjem, var huset fyldt med fremmede og spørgsmål. Gitte blev så nervøs, at hun begyndte at flytte gryder og til sidst brast i gråd.
Men Vibeke var rolig, svarede høfligt. Da moren brød sammen, lagde hun hånden på hendes skulder og mindede hende om, at der var vasketøj, der skulle sættes over.
Kan du sige, hvem faren er? spurgte damen fra kommunen.
Han findes ikke, sagde Vibeke forvrænget smilende.
Det kan ikke passe
Måske er det Helligånden, sagde Vibeke med løftede bryn.
Er du morsom nu? Damen fra kommunen sukkede. Er det frivilligt, eller blev du tvunget?
Der er ikke sket noget, svarede Vibeke.
De voksne måtte give op. Gitte skrev under på, at de ikke havde klager.
Senere, da gæsterne var gået, opstod et voldsomt skænderi mellem Gitte og Henning.
Hvordan kunne du? råbte Gitte til Henning.
Vibeke forstod først ikke. Efterhånden gik det op for hende, og hun udbrød:
Mor, nej! Det er ikke ham! Han har ikke gjort noget.
Hvem da? Men Gitte brast ud i gråd, slog ud efter Henning, der roligt begyndte at pakke sin lille brune kuffert.
Jeg havde tænkt at tage afsted længe, sagde han.
Gitte råbte og græd. Men Henning gik.
Vibeke klemte tårerne inde og tog sig til vasketøjet, strakte det over det fugtige græs. Sorgen var tung, men hun holdt sig travlt beskæftiget.
Gitte stirrede ud i mørket. Hun tænkte på dengang, hendes egen mor smed hende ud, da hun var blevet gravid i sin ungdom. Hun huskede det ensomme, brutale valg aborten. Hun fødte Vibeke senere i ægteskab, men ægtemanden var fordrukken og voldsom, og hun var flygtet alene med barnet.
Længe betragtede Gitte Vibekes billede af birken: Hun indså pludselig, at hun så sig selv som træet, og den lille spire det var Vibeke. Og hvor meget den spire trængte til sine mors beskyttende grene!
Hun løb ud, kaldte på Vibeke, fandt hende ikke. Over gården, gennem haven, ned mod åen løb hun bange, at Vibeke måske havde gjort skade på sig selv.
Men der, nede ved åen, gik Vibeke, med vasketøj i favnen.
Hvor skal du hen? Hvad laver du med alt det tøj?
Bare til åen for at skylle det, mor. Hvorfor er du så urolig?
Gitte bar kurven det sidste stykke. Jeg hjælper dig, du skal ikke stå i det kolde vand nu!
Med rank ryg vaskede hun sammen med Vibeke mellem de andre kvinder ved åen. Snakken blev dæmpet. Til sidst blev vasketøjet lagt i kurven. Gitte sagde så alle kunne høre det:
Vibeke, du tager kun tøj, jeg hjælper med resten. Du skal passe på dig og barnet.
På vejen hjem sagde Gitte:
Læreren mener, du kan nå at begynde på fjernstudiet til seminariet til august, inden fødslen. Sådan burde du gøre, mit barn.
***
Senere samme nat blev Vibeke vækket af en forsigtig banken på ruden. Hun gned øjnene, åbnede forsigtigt vinduet.
Det var Jesper, en af hendes klassekammerater.
Hej.
Hej hvad laver du her midt om natten?
Kunne ikke sove Jeg ville bare sige, jeg har ikke sagt noget. Du behøver ikke være bange.
Det ved jeg Hvordan går det med moren din?
Hun forstår mig. Hun hjælper. Din ville nok ikke.
Nej, aldrig, sagde Jesper. Kommer du til eksamen?
Ja, jeg må jo godt komme kun til selve prøverne.
Godt Altså, hvis du får brug for noget, siger du bare til.
Det skal jeg nok.
Jesper hoppede over plankeværket og forsvandt ned ad vejen, med rank ryg, på vej mod sin egen drøm.
Sådan var det dengang i landsbyen. Også i stilhed og uvished lærte vi at række grenene ud over hinanden som den birk, der beskytter den unge spire tæt ved sin stamme.
