Vidunderlige Tante.
Astrid klemte sig ind i menneskemængden og snoede sig frem. Bussen var proppet, havde lige spyttet fem mennesker ud og skulle nu opsluge tyve nye.
Man nærmest bar Astrid med. I farten rakte hun mønter mod den udmattede chauffør, mens hun båret af massen, slæbte på sin rygsæk og den våde paraply, med et lettere fjollet grin plantet på ansigtet.
Hun morede sig faktisk lidt. I sådanne situationer smilede hun altid. Hun blev hverken vred eller nervøs, men søgte istedet at smile væk fra det negative det havde hun lært var bedst for psyken.
Folk stødte ind i hinanden, forsøgte at finde pladser, hvislede over våde paraplyer, tasker, alt for lidt plads.
Mængden trykkede hende ind mod en ældre dame til venstre og en skoleelev til højre. Drengen vidste ikke hvor han skulle gøre af sin overfyldte skoletaske, men en kvinde i grå hue ved vinduet tilbød straks at holde den.
Folk der sad, lignede uinteresserede skulpturer. Disse heldige kunne sidde godt og uforstyrret, stirrende på telefoner eller ud på de grå, regnvåde vejbaner, hvor kun kulørte paraplyer lyste op.
De siddende lod irritation over menneskemængden gå sig selv. Hvorfor tage stilling til andre folks stress? Negativitet var der alligevel rigeligt af det rationelle jeg herskede.
Undtagelsen var kun denne lille kvinde med grå, hjemmelavet hue. Hun havde den store skoletaske i skødet sammen med sin egen gamle dametaske. Ved siden af hende sad en velpolstret dame med mobilen. Kvinden i huen roterede hovedet som en solsort, nervøs for om alle nu også kom med hun tilbød hele tiden sin plads.
Der kommer endnu flere! Kan I ikke rykke lidt? prøvede hun at lede scenariet midt i det hele.
Arh, vi kan sgu da ikke mase os mere ind sid nu bare, kvinde!
Vil du ikke tage min plads, jeg står op, det er helt okay!
Hold nu bare op, sagde damen brat og fjernede sig med sin sms.
Kvinden i huen blev let fornærmet og vendte sig mod ruden, men fornærmelsen var overfladisk, Astrid kunne se, at hun fortsat kiggede mod døren og bekymrede sig. “Hun er nu en rigtig vidunderlig tante,” tænkte Astrid.
Endelig skreg bussen af døre, chaufføren bad dem flytte sig væk fra dørene, og en ung fyr blev nødt til at hoppe ned på boulevarden i det skybrud, uden at slå paraplyen ud, og forsvandt løbende i regnen uden at ænse hverken pytter eller små floder under fødderne.
Astrid så Vidundertanten følge ham med bekymrede øjne. En lille rynke spandt sig mellem hendes øjenbryn, sorgfuldt.
Denne menneskelighed og talemåden “sæt dig” både morede og forvirrede Astrid. Hvor kom sådan én mon fra?
Men snart glemte hun hende igen. Tankerne flød.
Hvis bare hun havde bil… Hun kunne jo have haft en, hvis ikke…
“Stop, tænk ikke på det!”
Faren ville ikke. Det kunne hun godt forstå. Især nu, hvor Bodil var kommet ind i hans liv. Måske købte han endda bil til hende før til Astrid. Midlerne havde han, det vidste Astrid!
Faren var altid godmodig og populær. På overfladen virkede han alvorlig han var lektor på universitetet, havde ph.d. Engang imellem kørte hun med ham i hans gamle Volkswagen, men deres skemaer passede sjældent sammen. Faren var blød, nærmest et lam.
Moderen var streng og krævende, men mor var jo…
“Stop, tænk ikke på det!”
Oftest måtte Astrid tage bussen til og fra universitetet, også på sådanne regnfulde, kolde dage.
Nu var det hendes tur til at mase sig ud. Oppe bagfra uro. Astrid så sig over skulderen. Kvinden i huen maste også mod udgangen, trak sin store taske.
Jamen skal du mase dig igennem med den, tordnede en mand med dramatisk stemme, bekymret for sin frakke og fine sko.
Undskyld, undskyld, men tasken skal jo med…
Frøken, skal du ud nu? Kvinden tørrede sved fra panden under huen, og Astrid så, at hun slet ikke var gammel.
Ja heldigvis gik hun foran den store taske; ellers, farvel strømpebukser.
Astrid sprang ud, slog paraplyen op og trak den kolde, tunge novemberluft ned i lungerne. Ved fodgængerovergangen vendte hun sig om. Vidundertanten spurgte en forvirret, ældre dame om vej, men fik bare et fortabt rykken-på-skulderne til svar.
Måske kendte hun ikke området? Lyset blev grønt, men Astrid standsede op. Hun kendte bydelen godt, selvom hun kun boet der i tre år.
Før boede hun med mor og far i en anden del af København. Efter mors død flyttede hun tre år hjem til mormor, men da hun kom ind på uni, flyttede hun tilbage til far. I mellemtiden havde han solgt deres gamle lejlighed det var for hårdt, for mange minder om mor, og Astrid havde også begyndende psykiske problemer. Noget måtte ændres.
De havde råd til en moderne, større lejlighed.
Alt for dig, Astrid! sagde far dengang.
Hun blev taknemmelig. Klar til at sætte sit præg på hjemmet, forkæle far med mad. Mormors opskrifter kunne bruges, og nettet inspirerede. Hun gik fra jernpander til foodprocessor og slowcooker, bagte boller, lavede romantisk middag ved levende lys, eksperimenterede. Køkkenet blev hendes rige.
Astrid, jeg bliver tyk af dig! Hvis du ikke stopper, kan jeg snart ikke komme gennem døren, grinede far.
Vidundertanten var lille. Hendes taske var større end hende, nærmest, men heldigvis på hjul. Hun bar cowboyjakke med fake pels, stram hue, jeans og sorte støvler.
Hverken hætte eller paraply, kun et uldent tørklæde hun viklede om hovedet. Det så tosset ud kun toppen dækket, nakken fri.
Astrid gik tilbage.
Skal jeg vise dig vej?
Hvad? Jo, ja tak! hun satte tasken Det er Birkegade, kender du den?
Det var på Astrids vej. Pragtfuldt.
Kom, jeg hjælper dig.
Nej nej, hvad skulle det være godt for! Den er jo let, der er hjul under!
Du bliver drivvåd, der er et stykke vej.
Det går, jeg har jo tørklæde!
Astrid sagde ikke noget. Kvindens cowboyjakke var allerede gennemblødt, tørklædet også. Så hun forsøgte at give lidt skærm med paraplyen, det gik nogenlunde. De gik udenom pytter og regnfloder.
Men kvinden var glad, småtrippen, og hun smilede tilmed lidt.
Hvor er du fra? råbte Astrid gennem regn og trafik.
Mig? Jeg er fra Fyn, nærmere fra en lille landsby udenfor Odense.
Det er langt væk!
Tjah, jeg fløj. Det tog længere tid at komme til Odense end til København. Men her, regn. Hjemme var det tørt. Men sådan er det drømmer man om regnbuen, får man vel regnen med…
Ingen regnbuer mere, nu er det snart vinter, svarede Astrid.
Ja, kun mudder og vandpytter
Undskyld, hvad?
Pytter Sådan siger vi derhjemme.
Tasken gjorde at tempoet blev sløvt. Der var trapper, brosten, huller. Nok er nok, tænkte Astrid og greb også fat i håndtaget. Sammen gik det.
Til sidst var de på Birkegade.
Dér er den, hvilken nummer? Uh, lidt endnu, men jeg følger dig.
Ej, nu skal du altså ikke af bryde dig. Du har da lavet én stor omvej. Måske du hellere skal gå nu?
Jeg har ingen travlt, men uden paraply drukner du. Kom nu, sagde Astrid og tog fat i tasken, Besøger du nogen?
Min søn. Han studerer her, bor til leje.
Hvorfor møder han dig ikke?
Han ved ikke jeg kommer. Jeg vil overraske. Han siger altid, jeg ikke skal komme han vil ikke jeg skal have besværet. Men nu besluttede jeg, at det sku være. Har medbragt mad til ham. Og så kan jeg se byen, opleve København.
Og hvad synes du så?
Hun trak på skuldrene og trådte udenom en kæmpe pyt.
Folk er meget optaget af sig selv. Ser ikke rigtigt hinanden. Det er ikke så godt… Nå, her er det vist.
De stod ved en femetagers ejendom. Astrid gjorde sig klar til at sige farvel, men hoveddøren krævede kode. De gik i læ under udhænget og prøvede dørtelefonen. Ingen svarede. Kvinden ringede sin søn op, men intet svar.
Beboeren der svarede til tilfældigt tryk kunne ikke sige noget, havde ikke set sønnen længe.
Hvornår talte du sidst med ham? spurgte Astrid.
Jo, i går, tror jeg. Han er nok på uni. Tusind tak for hjælpen, virkelig! Skulle jeg ikke give dig en bolle? Eller lidt chokolade?
Astrid takkede nej.
Kun alt godt til dig! Hav det rigtig godt!
Det var synd, men Astrid ville også helst hjem fra det klamme vejr. Og hun havde lavet en ordentlig omvej allerede.
Hun gik hurtigt mod hjemmet. Nu var hun alene og det var godt.
Hjemmeaftenerne var ikke, hvad de havde været, efter at Bodil, farens kæreste, var blevet en fast del af hjemmet. Først kom hun kun sjældent, men efterhånden var hun der hver dag.
En morgen så Astrid hende i fars badekåbe, helt hjemmevant. Og hun blev hængende hele dagen.
Hun begyndte at agere værtinde ville lære Astrid at lave mad, “se her, sådan laver jeg bøf stroganoff”, ignorerede, at Astrid egentlig var langt bedre.
Jeg laver nu en Caesar-salat Astrid, ved du hvordan?
Far kan bedst lide det med bacon, du bruger bare kogt kylling.
Ja, men det kan man ikke i hans alder, bacon er ikke sundt
Hvis han er for gammel til bacon, hvad laver sådan en ung kvinde så med ham? Hun var kun elleve år ældre end Astrid. Eller… er det kærlighed, eller spiller hun?
De trygge, hyggelige aftener, Astrid og far havde haft, de forsvandt. Når de så fjernsyn sammen, eller hun lagde hovedet i hans skød. Nu var det Bodil, der sad tæt på ham, rakte ham det tæppe, mor havde elsket, og Astrid gemte sig inde på værelset.
Astrid brød sig bestemt ikke om Bodil. Og ja, man kunne tale om datterjalousi far skal også have sit liv, men denne Bodil…
Engang kom Astrid tidligt hjem fra uni, og der sad Bodil i sofaen, fodbad, lavede pedicure.
Hej, du er hjemme tidligt! Kom og vær med, jeg har det vildeste sæt! Eller gør du ikke sådan noget?
Jeg gør, men i badeværelset, svarede Astrid, tog en bolle og gik ind til sig selv.
Bodil kunne snakke, men Astrid og selv faderen fornemmede der var ikke meget substans bag Bodil. Hun var vild med film og musik, det var hun god til og takket være hende havde Astrid set flere gode film.
Elsker du hende, far? spurgte Astrid.
Mest vant til hende. Når man har det godt, leder man ikke efter bedre. Du flytter jo snart, og så vil jeg ikke sidde alene. Bodil er sød.
Hun har nu ikke meget indhold, far Hun bestemmer over dig.
Tja, jeg har jo aldrig været ledertypen. En kvinde uden luner er som general uden soldater!
Det eneste hun har, er effekt.
Måske elsker hun mig Ikke vær jaloux, Astrid. Tænk på dit eget liv, ikke?
Alligevel var Astrid ked af det på farens vegne. Var det bare jalousi? Måske bare det der sted mor havde.
Hun klædte om, gik i bad og følte, hvordan Bodil havde indtaget hele badeværelset med nye produkter. Bodil fyldte hele lejligheden, også selv om hun slet ikke boede der officielt.
Hun var kun lige gået ud af badet, da der tikkede et ukendt opkald ind.
Hej, du ringede? Jeg så et ubesvaret opkald, sagde en dyb stemme.
Nej, men vent, vent! Bor du på Birkegade?
Ja. Hvorfor?
Din mor er kommet, som overraskelse, og venter i regnen. Men du er der ikke
Min mor? Tak, tusind tak, jeg skynder mig
Og han lagde på.
Astrid skulle til at lave mad, irritationen voksede, idet hun så Bodil havde glemt at vaske sin pande af Suk.
Så ringede telefonen igen.
Undskyld, men situationen er sådan… Jeg er på studietur i Ukraine med mit hold. Jeg er væk en uge. Moren ved det ikke havde hun vidst det, var hun blevet ked af det Men jeg kan ikke komme i kontakt med hende, telefonen er slukket. Nøglen har udlejeren, men hun er på sommerhus til på mandag. Måske kan du give besked til mor, at hun ikke skal vente måske finde et hotel til hende? Hun er impulsiv.
Jeg bor lidt langt væk, Astrid kiggede ud i den silende regn. Men så så hun billedet af den lille kvinde med tasken, og sagde:
Jeg går derhen nu. Vi ringer til dig, så du kan tale med hende.
Tak! Tusind, tusind tak!
Astrid klædte sig varmt på, gummistøvler, paraply og gik mod Birkegade, besluttede at tage et smut forbi supermarkedet på vej hjem. Hun funderede over hoteller i nærheden kunne kvinden nu betale for mange dage i København? Men hun var jo selv ude om det, ingen tager på overraskelsesbesøg længere.
Under udhænget var ingen. Hun så sig omkring og opdagede den blå jakke ved legepladsens overdækning, indhyllet af vissent vedbend.
Kvinden sad forkrøblet, hænderne mellem benene, tydeligvis frossen.
Hej igen! sagde Astrid sprudlende.
Vidunder-tanten så op, prøvede at smile, men det blev ikke så lyst.
Du ligner en gråspurv på en gren. Fryser du ikke?
Lidt, og dig?
Astrid greb telefonen.
Din søn kan ikke få fat i dig.
Min mobil er død har prøvet at ringe ham op igen og igen.
Her, tag min.
Kvinden greb den, og da hun hørte sønnens stemme, gjorde hun straks større skrift, som en lille fugl der mærker forår efter vinter.
Du er i udlandet? Åh, tak, min søn! Selvfølgelig, jeg finder et sted. Du skal ikke bekymre dig. Jeg venter på dig!
Hendes ansigt var nu fuldt af lykke, nærmest som havde alle hendes problemer forladt hende.
Hvad nu? spurgte Astrid.
Kvinden smilede, lidt distræt, som om hun skulle overveje hvor hun nu skulle gå hen. Hun var lykkelig for sønnens kærlige omsorg, men tænkte slet ikke på sig selv.
Ja, hvor skal jeg så gå hen? Hun rejste sig, klar til at trave byen tynd.
Er der da hoteller i nærheden? ved du det?
Kom, vi sætter os og søger, og de dykkede ned i telefonen. Hoteller udsolgt eller alt for dyre. De gik videre til at søge lejligheder for kortere ophold.
Ellers jeg kunne jo aflevere tasken i opbevaring og gå rundt i byen hele dagen. København, jeg er endelig her.
Men se nu vejret! Du skal have varmen, Astrid smækkede telefonen sammen. Du følger bare med mig. Så kan du bo hos os, indtil din udlejer kommer med nøglen om nogle dage.
Nej nej! Det kan du ikke mene. Jeg er jo fremmed! Tænk hvis jeg er bedrager, det er jo ikke til at vide i dag Ikke at jeg er, selvfølgelig, men du kender mig jo ikke?
Kvinden blev ved at plapre om bedrageri. Så gjorde hun store, forargede øjne og så på Astrid hun spillede bedrager.
Astrid kunne ikke lade være at grine, så komisk var hele situationen. Hun begyndte at fnise og grine vildt, og den lille kvinde stemte i.
Jeg skal nok, bare på toilettet forinden, grinede hun, krydsende benene.
De to gik sammen hjem ad regnvejret.
Vi er som fisk og vand, sagde Kvinden, nu på du.
Mit navn er Astrid, jeg læser.
Jeg hedder Lisbet! Jeg er leder af forsamlingshuset derhjemme og danser og synger også lidt af hvert.
Holder du styr på et helt forsamlingshus?
Ej, det er slet ikke så stort, lidt som en klub. Mangler folk, så jeg må stille op til både dans og kor.
Lisbet var tydeligt træt men rørte, spurgte flere gange, om det virkelig var i orden, at hun sov hos Astrid, og tilbød at betale
Hun beundrede lejligheden, gik begejstret rundt, klappede sig på benene og roste. Hendes korthårede frisure klædte hende, og uden hue og våd, latterlig jakke så hun næsten ung ud.
Mens Lisbet tog et varmt bad, lavede Astrid frokost. Astrid havde sit eget værelse lejligheden var stor.
Sikke mange bøger du har! Elsker du også Brøgger? Mig også Og hele samtlige Isak Dinesen! Kom her hun læste en linje op, jeg ved aldrig om jeg skal græde eller grine. Sådan er det jo med livet nogle gange skal man bare give sig hen til følelsen.
Du har læst meget. Men hvorfor siger du “sæt dig”, sådan lidt dialekt?
Sådan taler vi på landet, jeg er jo sammen med folk hele tiden. Astrid, hvis din far bliver sur over, at du tager mig ind, siger du bare til. Jeg flytter straks!
Vær du bare rolig han tog jo selv Bodil ind, og hun har boet her mere end lidt. Det her er også mit hjem.
Du kan ikke lide hende?
Nej. Det var bedre med kun os to.
Syv i huset kan have plads, og to små kan have ondt af for lidt sådan går det, hvis man ikke finder nærhed.
Vi havde den, dengang mor levede nu
De spiste og ryddede af.
På Astrids væg hang et billede af hende og hendes mor. Astrid var ti år moren omfavnede hende kærligt bagfra. En smuk kvinde, med krøller og et blidt smil.
Lisbet kiggede længe, opmærksomt. Astrid blev næsten nervøs for, hvad hun så.
Du holder noget i hånden, hvad er det?
Et ur. Mor havde lige givet mig det.
Fortæl mig om din mor.
Hvorfor? Men Astrid fik lyst. Lyst til at fortælle det, hun kun havde delt med sig selv de første år efter mors død, det hvis hun ellers var kommet ud af balance.
Hvem kunne hun fortælle det til? Far og mormor? De havde selv nok at bære. Veninder? Nej. Drengene? Nej, det var ikke deres arena.
De første år var hun ustyrlig af sorg. Hun blev lægeundersøgt, fik beroligende. Far blev gråhåret. Mormor led også dybt.
Fjorten år gammel var Astrid. Hun ville ikke mere. Sorgen borede sig ind, trak hende ned i mørket, forhindrede hende i at trække vejret.
Mor var væk. Det var som at miste sig selv, sin halve identitet.
De fjernede hendes telefon, billederne, flyttede hende til mormor. Men det hjalp ikke.
Hun kaldte på sin mor, tryglede om at drømme om hende. Mor kom aldrig. Forsvundet.
Siden lærte Astrid sig at sige STOP. At lade sorgen blive overfladisk, ikke genkalde duftene, ikke røre ved detaljerne for så kunne det hele vælte igen.
Mor døde på en glat landevej, ramponeret af en bil der kørte over i den forkerte vejbane.
Nu hvor hun fortalte Lisbet hele historien, kom alle billederne frem. Selv mors hånds venen, den lille plet på skulderen.
Hvor stærk hendes kærlighed var, forstod Astrid først, da det var for sent. Hun talte og talte om små hemmeligheder de delte, om løfter, om de frisurer, om hvor målrettet mor var på hendes vegne.
Og hvordan hun havde fået det ur. Slog ikke over i hysteriet nu var det, som om Lisbet var hendes STOP.
Lisbet lyttede intenst, med den karakteristiske rynke mellem brynene den samme som Astrid kunne huske hos mor.
Først opdagede Astrid, at tårerne løb. Lisbet sad stille, alvorlig.
Gud, jeg græder, hva? Astrid rørte ved kraven.
Det regner jo. Man må godt fælde tårer sammen, Astrid. Græd videre, det er sundt. Man må tage sorgen ind, sådan er det bedst. Det ville din mor have været enig i.
Og Astrid forstod for første gang græd hun over sin mor uden at gå i stykker, uden strømmen tog hende. Blødt og roligt. Og hun kunne stoppe, når hun ville. Hvorfor nu?
Hvorfor fortalte hun det alt sammen til en kvinde, hun knap nok kendte?
“Rigtig vidunderlig tante,” tænkte Astrid, før hun faldt i søvn.
Lisbet sov også, på sofaen, gik ikke i sit værelse.
Træerne på alléen slap tavst deres efterårsløv i byens gyder og mørke gyldne lag.
Og regnen blev ved at falde, udviskede grænser mellem himmel og jord, mellem sorg og glæde, mellem i går og i morgen.
Som om regnen hjalp Astrids minder med at forme sig, afrunde dem, gøre dem klar til at slippe. For regnen falder jo heller ikke evigtNæste morgen vågnede Astrid til duften af kaffe og lyden af sagte nynnende stemme i køkkenet. Hun trak badekåben om sig, gik derud og fandt Lisbet stående, ryggen til, stadig i uldstrømper, med den slidte cowboyjakke over nattøjet.
Jeg kunne ikke sove længere, håber det er okay jeg satte kaffe over, sagde Lisbet, mens hun skænkede i to kopper og blinkede over skulderen.
Astrid nikkede, et smil gled hen over læberne. De satte sig sammen, vinduet dugget af varmen og de første, rolige solstråler skar igennem ruden regnen havde fejet sig væk, gaderne glimtede i morgengryet.
De sad længe, tavse og alligevel ikke. Der var ikke brug for ord; det fortrolige var talt, nu var der bare ro.
Da hun senere fulgte Lisbet til Birkegade med tasken, lød byen anderledes. Morgensolen gjorde vandpytterne gyldne, cyklisterne smilede til hinanden, og børn sprøjtede i små damme, inden deres forældre trak dem videre. Det hele føltes mindre farligt, mindre koldt.
Ved hoveddøren krammede Lisbet hende ét sekund for længe og sagde:
Husk du kan altid ringe til mig. Og bliv ved at åbne døren, selv når regnen står ind. Man ved aldrig hvem der har brug for et hjem, en pause, lidt at græde ud.
Astrid nikkede, med hjertet åbent som en våd blomsterknop.
På vej tilbage mærkede hun, at noget i hende alligevel havde sluppet lidt af sorgen, lidt af ensomheden, lidt af det gamle, der havde presset på brystet. Og det, der kom ind, var en anden slags styrke, lysere, mildere. En fornemmelse af at verden var lidt større, at mennesker måske slet ikke var så langt fra hinanden, hvis bare de gav plads.
Kælderdøren smækkede bag hende, hun pustede november-luften ud og tænkte på alle de vidunderlige tanter, der går rundt, måske lidt våde, lidt tossede og klar til at række en hånd, hvis man vover sig ud i regnen.
