Jeg giftede mig med min kone af medlidenhed.
Ja, det gjorde jeg også af medlidenhed.
Medlidenhed med hvem?
Ikke med mig selv, vel. Med hende. Tror du mig ikke? Jeg ville næppe selv tro det nu.
Frode Madsen tog en sankt morgen-slurk af sin kaffe og rynkede utilfreds panden.
Hans kone lavede altid den bedste kaffe til ham. Selv kunne han brygge den, men aldrig som hende. Selv på feriecentret havde han prøvet kaffe rundt omkring, men ingen steder faldt det i hans smag.
Hans samtalepartner en ældre herre var ankommet alene. De boede på naboværelser, og morgenlufte-turen langs havnepromenaden var blevet fast morgenritual for dem.
Frodes kone skulle tidligt til nogen behandlinger noget med lægen havde foreskrevet og så tilbragte Frode tiden med naboen, Svend Jørgensen.
Ikke medlidenhed med mig, med hende, siger jeg. Tro det eller ej.
Hun er yngre end dig?
Ja, ni år yngre. Jeg så hende først knap nok som kvinde hun lignede en ranglet teenager. Senere kiggede jeg rigtigt og blev overrasket.
Så hvorfor giftede du dig uden at være forelsket?
Tja, det startede faktisk nærmest som et køb. Hvis du vil, skal jeg fortælle dig det.
Købte? Hvordan? Fortæl bare jeg har selv været gift to gange og skilt, bor alene nu. Har mine egne historier, men vil gerne høre din. Er helt fascineret af din kone. Hvor finder man sådan en?
Hvor? Ja lad mig bare sige, at det ikke helt var rart. Men det var, ved havet Rønne. Kender du Bornholm? Jeg arbejdede med olieselskabet der.
Nå, Bornholm, ja ikke dårligt.
Dengang blev der fundet olie men folk talte mest om Esbjerg. Min far var en stor kanon i branchen, og han sendte mig dertil så kommer du da ikke til at fryse, sagde han. Jeg var allerede 28 og chef på projektet med at bygge det nye oliefelt.
En dag gik jeg med min kollega, Viggo, til det lokale fiskemarked. Jeg havde aldrig regnet med at finde min kone der blandt fisk, skæl og salt. Du skulle have set hende! Forældreløs, med en fjern slægtning værre end fremmede, og hun arbejdede der.
Men I lagde da mærke til hende?
Både ja og nej. Vi gik med næsen i vejret for stanken. De stod der og rensede, mænd og kvinder i gummiforklæder. Og så hende en slank pige, måske femten år, brun i huden, tynde arme som tråde. Kniven hun brugte, var næsten større end hende selv.
Jeg tænkte: her står jeg og bliver dårlig, mens hun uden blinken hakker fisk.
Pludselig hørte vi råb bag os. En voksen kvinde hamrede pigens ansigt ned i stinkende fisk. Hun rettede sig op, blod og indvolde over det hele, mens kvinden trykkede hende ned igen. Folk råbte, men ingen hjalp.
Det gjorde jeg. Jeg rev hende væk og trak pigen fri.
Hun har ødelagt min fisk! råbte kvinden og forsvandt.
Pigen stod der, tværede fiskesnask ud over ansigtet med handsken. Forklædet var blodigt, fødderne i træsko, og jeg nydeligt klædt i lys skjorte og beige sko.
Jeg fandt en klud under disken, tørrede hende af hun græd ikke, sagde næsten ingenting.
Var det din mor? spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
Moster, hviskede hun.
Hvorfor gjorde hun det?
En dame forklarede: pigen havde hakket hovederne, men mosteren ville have dem til noget andet, og hun glemte det.
Vi gik derfra, stank af fisk, vores tøj plettet, temmelig trætte af det hele.
Så det var hende din konen, Erna?
Frode nikkede, tog endnu en slurk kaffe, og rynkede panden igen. Savnede konens kaffe.
Ja, det var hende. Jeg havde ellers en forlovet i København, læste på CBS. Vi skændtes dog tit hun var krævende, men familien forventede bryllup.
Og hvad skete der så?
Par år senere mødte jeg pigen igen. Jeg var i Hasle på opgave vi skulle flytte hele afdelingen. Midt på vejen ser jeg en pige, der slæber på en kæmpe sæk. Det var selvfølgelig hende.
Vi samlede hende op, spurgte til mosteren spøgende sagde jeg, om hun stadig slog hende.
Hun vendte bare blikket mod vinduet, tavs. Jeg prøvede også at fortælle, at min farfar slog mig som barn håbede, hun ville smile, men hun var helt væk.
Vores chauffør, en lokal ældre mand, fortalte så om pigen. De var flyttet til Bornholm fra udlandet, hun mistede forældrene, havnede hos en ligeglad moster, ingen kunne hjælpe hende.
Hun var halvt fremmed, sagde han nærmest uden valg, arbejdet var alt, hun havde.
Et par dage senere gik vi igen på fiskemarkedet. Hun var der, denne gang så hun os i øjnene.
Hvor gammel er du? spurgte jeg.
Sytten. Gik otte år i skole ovre i Jylland.
Jeg købte fisk og ville gå, men bagfra kaldte hun:
Frode, vil du mødes ved fyret i aften?
Vi havde andre planer og jeg sagde det ærligt. Men jeg gik hele dagen og spekulerede. Hvad nu hvis hun ventede på mig?
Mandag aften kørte jeg forbi. Der sad hun under molen. Hun sagde ikke meget, men bad om en tjeneste:
Kunne du give kalym (brudepris) for mig? Som om du ville gifte dig.
Pigen ville have jeg skulle give penge, lade som om vi var forlovede, så hun kunne slippe væk fra mosteren. Hun svor at betale det hele tilbage.
Hvor meget? spurgte jeg.
Hun nævnte et beløb, der svarede til to måneders løn. Jeg havde pengene, og hendes blik nagede mig. Jeg delte bekymringen med Viggo, som mente, det var fup de ville narre flere mænd på den måde.
Men da jeg så hende igen, var der intet fup over hende tværtimod var hadet tydeligt mellem hende og mosteren.
Pengene betød ikke så meget for mig, men kunne måske ændre alt for hende. Jeg talte med mestre Niels, som kendte dem. Han forhandlede brudeprisen ned. Samme dag hentede vi Erna. Først boede hun på mit værelse jeg sov hos Viggo. Jeg tænkte mest på, hvordan jeg kunne hjælpe måske ansætte hende i kantinen, men hun ville langt væk, bange for mosteren.
Samtidig manglede jeg personale. Min sekretær Karen havde sagt op. Jeg bad hende lære pigen op.
Første dag kom Erna i slidt tøj og træsko, men klar til at lære. Jeg tænkte, hun var bedre hjulpet her end på fiskemarkedet.
Karen sagde senere, hun aldrig havde set så hjælpsom en pige. Erna kunne alt hurtigt fra arkivering til kaffe. Hun var flittig, tålmodig, bad aldrig om noget. Hun sad sulten i flere dage, fordi hun aldrig havde haft penge.
Jeg gav både hende og Karen kontanter og sagde, det var hendes nu.
Det lægger jeg til gælden, sagde hun stædigt. Jeg rystede bare på hovedet.
Erna flyttede ind i kvindekollegiet. Hun gik i noget arvet kluns og træsko, men blev hurtigt mere tryg.
Hun var så diskret, jeg lagde knap mærke til hende. Men hun lavede te, så jeg blev forelsket i teen før hende.
Frode så på uret.
Hendes behandling er snart færdig. Kommer du med til morgenmad?
Nej tak, jeg har spist. Men jeg vil gerne følges til bygningen. Hvad skete der så?
Frode rejste sig besværet. Han virkede endnu ældre end sin kone, som holdt sig fantastisk godt. Man kunne aldrig gætte, hun snart var halvfjerds snarere halvtreds. Men deres ældste søn var jo i halvtredserne…
Tiden gik. Karen rejste fra øen, men Erna blev. Jeg blev vant til hende, lærte hende op. Hun var ikke på fiskemarkedet, men blandt os. Hun gav mig pludselig penge:
Første afdrag på min gæld, sagde hun, for kalym.
Jeg blev vred, prøvede at give hende det tilbage, men hun nægtede. Næste dag lå pengene alligevel på mit bord.
Vi fik besøg fra København fulde ingeniører sad og roste en helt vidunderlig pige. Jeg vidste ikke hvem, indtil de alle priste Erna.
Hun er ikke gift?
Nej, sagde jeg bare. Forældreløs.
Jeg fortalte ikke, hvordan vi mødtes, det ville virke mærkeligt for en parti-mand som mig.
Så frier jeg til hende, sagde en af chefingeniørerne pralende.
Det irriterede mig. Ikke på grund af jalousi bare princippet. Jeg havde jo hjulpet hende, betalt hendes frihed. Så jeg svarede, at hun var forlovet, at jeg havde betalt brudeprisen, og at reglerne var strenge derovre.
Senere kom hun ind og ville endnu en gang afregne på gælden. Jeg råbte af hende:
Kommer du med flere penge, sælger jeg dig bare videre! Jeg har allerede fået bud på dig!
Hun stod bare stille, så mig i øjnene og sagde lavmælt:
Jeg skal nok betale. Ellers bliver jeg solgt, og det kan jeg ikke bære.
Så lagde hun pengene og gik. Jeg skældte ud efter hende, men hun var væk. Først senere gik det op for mig for hende var jeg aldrig rigtigt blevet hendes mand, men en slags ejer. Gælden vejede på hende.
Hun sagde senere, at hvis jeg havde solgt hende, ville hun være gået ud i havet.
Stolt som jeg var, gik jeg bare rundt og brokkede mig over det hele. Hun arbejdede i stilhed, lavede te. Først langt senere opdagede jeg, hvor smuk hun faktisk var. Slank, lang hals, fletning du har set hende selv. Med årene er hun ikke ændret.
Jeg sendte hende til Hasle på opgave, så hun kunne komme lidt væk. Imens gik alting mig galt teen smagte af intet, dokumenterne forsvandt. Tingene gik i hårdknude.
De nåede frem til behandlingsbygningen.
Så din medlidenhed blev til kærlighed? spurgte Svend.
Lad os sætte os dér. Hun kan se os. Ja, det blev kærlighed. Men Erna siger stadig, hun giftede sig af medlidenhed med mig!
Hvordan det?
Efter at inspektørerne var rejst, kom der ballade på pladsen. En svær fyr, Martin, hadede ledelsen mig særligt. En dag råbte vi ad hinanden, og pludselig var vi i slagsmål. Jeg vågnede på hospitalet brækket ben, tænder væk. Totalt ydmygelse.
Min forlovede i København ringede ikke engang oprigtigt. Hun talte kun om sig selv og sine planer.
Men Erna hun sad ved min seng, sagde ikke meget. Hun bragte blyant og papir. Jeg begyndte at tegne hende måske blev jeg ikke kunstner, men jeg indså, hvor meget hun betød for mig.
Vi talte om drømme. Hun havde spillet klaver, ville være musiker, men livet havde vant hende væk. Senere købte jeg hende et klaver på hendes fødselsdag vores søn blev faktisk dygtig musiker.
Og hvordan friede du?
På hospitalet! Første gang sagde hun nej. Gik ud og rystede på hovedet. Jeg forstod det ikke og spekulerede hele natten. Næste dag fattede jeg hun troede, jeg kun spurgte for at takke hende, ikke for kærlighedens skyld.
Men jeg gav ikke op. Først i Esbjerg indvilligede hun. Vi blev gift. Jeg kunne ikke forestille mig livet uden hende.
Mine forældre brummede lidt, da vi landede i København, men da de så hende, forstod de. Hun kom godt ud af det med min mor og blev mor til tre sønner.
Der er ikke meget medlidenhed dér mest kærlighed.
De bemærkede knap, at en kvinde nærmede seg. Høj, let, med opsat hår, smilende hvidt.
Men Frode betalte jo brudeprisen af medlidenhed!
Haha, ja, og jeg har måttet arbejde den af i snart halvtreds år, lo Erna hjerteligt.
Erna! Vi ventede dig ovre fra indgangen, Frode fjernede en hårtot fra hendes pande med et kærligt blik. Svend huskede de første fiskeskæl, Frode fjernede, for længe siden.
Hej, Svend. Skal du med til morgenmad? spurgte Erna varmt.
Nej tak, Erna. Jeg fik et stykke brød før. I må have god appetit!
De vinkede og gik ned ad alléen. Svend så efter dem. Han forsøgte at forestille sig lette, elegante Erna i gummiforklæde på fiskemarkedet men det lykkedes aldrig helt.
Sidste år havde han set dem på centret uden at hilse. Dengang tænkte han, at Frode havde fundet en meget yngre kone, men i år erfarede han, de havde levet hele livet sammen.
Længe efter tænkte Svend på det mærkelige ved skæbnen. Hans familieliv havde aldrig lykkedes. Nu blev det nok aldrig.
Hvorfor havde han aldrig mødt sådan en kærlighed? Måske tog han altid fejl af den ægte og den påtagede.
Uheld? Han smilede for sig selv måske skulle han have været villig til at betale brudeprisen…
Og han forstod: sand kærlighed vokser ofte ud af omsorg, ikke af planer og lykken kommer nogle gange, hvor du mindst venter.
