Børn er ingen hindring for lykke
Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være at bo under samme tag med andres børn. Især når det drejer sig om teenagere sagde Karen og så på sin veninde med en overdreven medlidenhed. Hver dag må da være en prøvelse for dig, ikke?
Pernille tøvede et øjeblik, trak ærmet på sin uldtrøje lidt op og forsøgte sig med et smil, der ikke helt nåede øjnene.
Du overdriver nu, svarede hun roligt. Vi har faktisk en rigtig fin udveksling. Der er ikke noget, jeg ikke kan klare.
Karen rynkede skeptisk på næsen og skubbede en tot af sit lyse hår bag øret. Hun manglede tydeligvis tillid til venindens ord.
Jaja, mumlede hun. Lad nu bare være med at sige, de allerede kalder dig mor. Vær ærlig: Der er garanteret noget knas i den familie! Ingen vil nogensinde dømme dig vi er jo veninder, og jeg vil altid lytte og støtte dig.
Pernille rystede bare let på hovedet. Hendes stemme var fast og afbalanceret:
Hvorfor skulle de kalde mig mor? Jeg er kun tretten år ældre end tvillingerne! Jeg har heller ikke noget ønske om at tage deres mors plads det ville være forkert. Jeg kan bedst lide at være den voksne, de kan gå til, hvis der er noget, der trykker. Jeg prøver ikke at gøre mig til mor jeg vil bare være en, der lytter og støtter, når det er nødvendigt.
Pernille tog en tår kaffe og så ud af vinduet et øjeblik, mens Karen betragtede hende med et halvt mistroisk, halvt medfølende blik.
Pernille havde efterhånden fået rigeligt af at forklare sig over for andre, der altid stillede de samme spørgsmål eller gerne ville kommentere hendes valg. For hende var det så enkelt hendes mand, Mads, var alt, mange kvinder blot kunne drømme om: charmerende, opmærksom på de små ting og lydhør over for hendes humør. Han havde et fast job, der gav god løn, og han hjalp derhjemme af sig selv, uden evige påmindelser både med madlavning og rengøring.
Det eneste, folk stadig betragtede som “problemet”, var Mads to børn fra første ægteskab. De boede fast hos dem. Mads havde mistet sin første kone til sygdom, og pludselig stod han alene med tvillingepigerne. Men Pernille havde aldrig set børnene som en byrde eller forhindring; for hende var de blot to børn, der havde brug for et trygt hjem og varme.
Pernille havde tidligt indset, at hun selv aldrig skulle blive biologisk mor allerede da hun var seksten, havde lægerne fortalt hende, graviditet ville være forbundet med alvorlig risiko for hendes helbred og liv. Den viden havde hun for længst accepteret; den blev nu en naturlig del af hendes liv, og hun fandt glæde i hverdagen på andre måder.
Især familien havde dog svært ved at give slip på håbet. Særligt hendes moster havde det svært: igen og igen kom samtalen ind på børn. Ofte havde mosteren linet endnu en fantastisk fertilitetsekspert op; en gang endda en læge, der, med et fast håndtryk og et muntert smil, forsikrede Pernille om, at nutidens medicin kunne klare alt, så hun sagtens kunne blive mor.
Pernille nikkede og lyttede, men hendes ører lukkede bare af. Mosteren insisterede: Moderrollen var og blev kvindens vigtigste formål. Du fortryder, når du ser andre mødre med deres børn, og du har ingen og så er det for sent, sagde hun gang på gang.
Og ingen mand bliver hos en kvinde, der ikke kan give ham et barn! hævdede hun, med en livserfaring, der virkede mere lært end levet. Men Pernille stod fast: Hendes lykke bestod ikke i at leve op til omgivelsernes forestillinger, men i at leve, så hun selv havde det godt sammen med en mand, der forstod hende.
Efterhånden fik Pernille nok af diskussioner om børn. Hver eneste gang det kom frem, at hun ikke selv havde børn, begyndte spørgsmålene og de bedrevidende råd. Hun lyttede tålmodigt både til familie, venner og halvt fremmede men besluttede til sidst at trække en streg i sandet.
Hun tog derfor kontakt til én af de førende specialister i fertilitet en erfaren professor fra Rigshospitalet i København. Tidsbestilling var svær: Der var ventelister, og hun måtte sætte en hel weekend af til togtur, hotel og konsultation. Prisen løb hurtigt op det kostede godt og vel 5.000 kroner, men nu skulle det gøres.
Konsultationen var professionel og grundig; lægen gennemgik hele Pernilles sygehistorie, stillede spørgsmål og bestilte supplerende prøver. Det tog over en time, men for én gangs skyld følte Pernille sig set og lyttet til.
Svaret var klart og uden omsvøb: Graviditet ville indebære en livsfarlig risiko for Pernille. Sandsynligheden for succes var minimal; faren for alvorlige komplikationer væsentligt større. Lægen forklarede alt, viste grafer og statistik, og svarede roligt på alle spørgsmål. Til sidst sagde hun:
Jeg vil på det kraftigste fraråde dig at tro på dem, der siger det går nok. Det er uansvarligt. Hvis du møder andre læger, der bagatelliserer risikoen, bør du overveje at klage. Sådan noget kan koste liv.
Pernille kom til at tænke på den optimistiske læge, mosteren tidligere havde anbefalet. Hun overvandt straks sin tøven og sendte en klage alt dokumenteret til Styrelsen for Patientsikkerhed. Lægen blev efterfølgende fyret. Pernille følte ikke hævn, kun lettelse: Ingen såkaldt ekspert skulle bringe andre i livsfare.
Da Pernille kom hjem, lettede hun på skuldrene nu behøvede hun ikke længere forsvare eller forklare sit valg. Hun kunne fokusere på det, der for alvor betød noget.
Meget betød noget. For eksempel havde Mads tvillingepiger snart fødselsdag 12 år. Ingen natlige opvågninger, ingen bleer, ingen skemad. Pigerne gik selv i skole, lavede lektier og klarede deres små pligter.
Det lidt, Pernille skulle gøre, betød meget. Hjælpe med lektier eller en matematikopgave, lytte hvis en veninde havde været led, give fif om det rigtige kjolevalg til skolefesten. Nogle gange bare sidde sammen, når der var tunge tanker. Det var måske ikke mors kærlighed, men Pernille kunne være støtte og klippe og det var mere end fint.
Lige nu kører det måske, sagde Karen med kyndig-mine og tiltede hovedet. Men vent og se: Snart flyder tårene! Kom dem i forkøbet, det vil blive sværere senere.
Pernille stivnede hun rørte uvilkårligt ved kanten af kaffen. Hun så Karen ind i øjnene og holdt stemmen rolig, mens hun tænkte: Hvor går din grænse egentlig?
Taler vi virkelig om børn som et problem? spurgte Pernille og mærkede, hvordan hendes øje begyndte at sitre svagt. Forstår jeg dig rigtigt?
Karen trak bare på skuldrene, mens hun ordnede sit hår:
Kom nu, Pernille. Du ved, det er sådan, du tænker inderst inde. Det er altid besværligt med andres børn. Begynd at nævne deres fejl lidt efter lidt de hører jo aldrig efter, de svarer igen Gentag det regelmæssigt over for din mand, så vil han selv begynde at tænke over det. Til sidst kan du skabe en passende anledning
Pernille så måbende på Karen forstod ikke, hvordan hendes veninde uden skam kunne sige noget så koldt. Hun tog en dyb indånding.
Hvor mener du så, Mads skal placere sine børn? spurgte hun og hævede brynet. Hun var mere optaget af at forstå grænserne for Karens logik end selve svaret.
Karen tøvede et øjeblik:
Han kan da overveje en efterskole. Eller måske tage kontakt til familien, om de kunne tage pigerne midlertidigt. Det gælder om at handle, før det hele ender i kaos.
Pernille satte lidt for hårdt koppen på bordet og kiggede Karen fast i øjnene.
Hvordan kan du råde mig til det? For mig er de børn ikke en ulempe. De har bare brug for omsorg. Jeg kunne aldrig finde på sådan nogen fupnumre for at slippe af med dem. Det ville være både tarveligt og egoistisk.
Karen blev en smule rød i kinderne, men rettede hurtigt sin ryg.
Jeg ville bare hjælpe. Måske lød jeg lidt skarp men det er altså svært at bo med andres børn.
Det er jeg klar over, svarede Pernille roligt. Men det gør dem ikke til et problem. Det gør dem til en del af mit liv, og jeg er faktisk glad for, de er her.
Hun vendte sig atter til sin kaffe, og mens Karens ord klingede i hendes hoved, lovede Pernille sig selv aldrig at lade andres meninger ødelægge det, hun havde.
Men børnene vil jo bremse dig! Måske ændrer du mening og vil have dit eget barn?
Pernille mærkede en understrøm af irritation. Hun greb fat om koppen med begge hænder.
Du kender godt min situation, Karen. Jeg har forklaret dig alt. Det er umuligt for mig og det skal respekteres.
Karen viftede det væk:
Så brug en rugemor! insisterede hun. Det har I råd til, og så sikrer du dig, at Mads bliver. Ellers står du tilbage alene!
Pernille sendte Karen et lunt og lettere træt smil. Der var ingen vrede, kun en opgivende humoristikken.
Skal jeg tage imod livsråd fra dig? Du fik et barn og hvor blev din mand af? Han smuttede så snart han hørte om din graviditet. Måske var kæden alligevel ikke stærk nok?
Karens ansigt blev ildrødt. Hun satte koppen hårdt på bordet, så kaffen skvulpede.
Hvis ikke det var for hans børn, havde vi stadig været sammen! skød hun tilbage. Jeg var bare ikke hurtig nok, og de unger skubbede mig ud. Alt blev gjort forkert for deres skyld!
Pernille nåede at føle et stik af medfølelse, men mindede sig hurtigt om Karens råd om bonusbørn, og det forsvandt straks.
Tror du virkelig, det er børnenes skyld, din mand gik? spurgte Pernille mildt. Måske skyldtes det også måden, I håndterede tingene på?
Karen svarede ikke, men sad og stirrede ud ad vinduet. Pernille overvejede at skifte emne, for nu var der for meget smerte i luften.
Dit problem er, at du aldrig prøvede at bygge en relation langsomt, fortsatte Pernille. Du gik straks ind og forsøgte at tage styringen. Jeg valgte at være ven. Det var klogere. Tænk over det, Karen.
Hun holdt en lille pause, så ordene kunne synke ind. Relationer kræver tålmodighed og oprigtighed.
Karen fnøs, trak koppen til sig og vægrede sig ved at lytte.
Jeg prøvede altså at være venlig, peb hun. Men børn kan mærke, du er outsider. De udnyttede, at jeg ikke var mor, og så gik det galt.
Pernille rystede blidt på hovedet.
Men forsøgte du bare at være til stede? At give tid og ægte interesse i stedet for at forvente noget? Børn ved, om man virkelig vil dem.
Karen vendte sig hurtigt:
Hvad gør jeg, når jeg dagligt bliver mindet om, jeg er udenfor? Når de børn er en del af min mands gamle liv, og jeg aldrig kan overtage det?
Jeg siger ikke, det er let, svarede Pernille Men forbereder man sig altid på modstand, så får man den også. Jeg deler bare det, der virkede for mig.
Karen trak hånden gennem håret og sukkede tungt.
Måske har du ret men når jeg ser min søn vokse op uden sin far, tænker jeg, alt gik galt pga. de børn. De tog pladsen, der skulle have været min!
Pernille forblev stille, mens hun forstod, hvor svært det var at komme videre med den form for bitterhed.
Karen, børn har ikke skylden for, at voksne ikke kan samarbejde. Hvis din mand virkelig havde villet dig og jeres søn, havde han fundet en løsning.
Karen svarede ikke, men stirrede tankefuldt ud over det sneklædte Frederiksberg. På caféen blev der langsomt mere stille, kun lampernes varme lyskegler forblev.
Pernille pressede ikke på. Uanset hvad, ville hendes veninde få brug for tid og måske forstå hende engang.
*****************
Karen havde mange tanker.
I starten havde hun virkelig troet, hun kunne lykkes. Hendes nye mand var pålidelig, stabil og sådan én, der både lyttede og udviste nærhed. Hun var sikker på, at de sammen skulle skabe et solidt, rart hjem.
Den eneste lille bekymring var de to børn fra hans forrige ægteskab: en otteårig pige og en tiårig dreng, der boede hos dem. Karen bildte sig ind, at børn vænner sig hurtigt, og jeg skal nok finde ud af det.
Allerede efter få uger begyndte uroen at slå rod. Børnene var høflige men distancerede de betragtede hende, men søgte ikke tæthed. Karen tænkte straks: Regler fra starten ellers løber de om hjørner med én. Hun havde ingen interesse i rollen som den altid rare reservevoksen, men så sig som den, der satte tonen.
Hun krævede, at børnene ikke skulle kalde hende tante eller noget særskilt, men bare ved fornavn. Reglerne var strenge: De skulle rydde op på værelserne hver dag, følge vagtplanen i køkkenet og senest kl. 22 i seng.
I bor i mit hjem, sagde hun og her gør vi, som jeg siger!
I starten protesterede børnene: Pigen forsøgte at forklare, at de derhjemme måtte være oppe længere og kun ryddede op én gang om ugen. Drengen sagde ikke meget, men blikket sagde nok.
Karen gav ikke efter. Hun kontrollerede deres omgangskreds, krævede udførlige svar, hvis de skulle være væk, og forlangte, at de kom til tiden.
En dag havde pigen fået bemærkninger i skoledagbogen og det skulle ikke gå ubemærket hen.
Du skal tage dit ansvar alvorligt, sagde Karen strengt.
Det er bare et par advarsler, mumlede pigen. Mor var ikke så striks.
Så længe du bor her, følger du mine regler! afbrød Karen straks. Jeg ønsker kun det bedste for dig, og du skal lære at spille med.
Pigen slog blikket ned og gik i sit værelse. Karen stod tilbage, halvirriteret og halvt tilfreds man må jo holde på sin autoritet.
Med tiden lukkede børnene sig om sig selv. De blev tavse, søgte hinanden eller vennerne udenfor. Karen tilskrev det deres alder og besluttede at stramme yderligere flere regler, mere opsyn.
Drengen begyndte at undgå hjemmet endnu mere; hun gennemgik hans mobil, læste beskeder og gav ham afhøringer om, hvor han havde været.
Til sidst bemærkede også Karens mand det.
Tag det nu roligt, skat. De skal have plads. Du skal forklare tingene, ikke tvinge.
Hvis ikke du gør det, så gør jeg det! svarede Karen kontant.
Stemningen blev tungere. Børnene blev ligeglade, begyndte at sabotere hende med små ligegyldigheder: salt i teen, skjulte nøgler. Karen blev kun hårdere.
En aften kom pigen en halv time for sent hjem. Hun forsøgte at forklare, at hun havde haft ekstra lektier, men blev overhørt:
Det er undskyldninger! Du vil bare ikke følge regler!
Samme aften gik Karens mand ind i stuen, tændte lyset og sagde fast:
Stop nu. Du går for vidt. Det er ikke dine børn du bestemmer ikke alt!
Karen drejede sig, skarp i stemmen:
Hvem skal så? Du? Du griber jo ingenting an.
Jeg prøver at forstå dem, svarede han roligt. Du trykker bare på dem. Og nu orker jeg ikke mere
Så blev der stille. Inden måneden var omme, var de i gang med skilsmissepapirerne. Pigen sagde lettet til sin veninde: Endelig er det slut. Drengen sagde ikke noget, men smilede svagt.
Karen blev alene. Hun nægtede at tænke over, om hendes metode havde fejlet og gav stadig børnene skylden. Det var nemmere end at overveje egne fejl.
********************
Fem år senere havde Pernille det, præcis som hun havde ønsket. Hendes ægteskab med Mads blev kun stærkere år for år. Der var ro, varme og åbenhed i hjemmet. Når tvillingerne senere flyttede til Aarhus og Odense for at studere, ændrede det ikke deres bånd. De ringede hver aften nu kaldte de Pernille for mor, helt uden at nogen havde presset på. Først lød det forsigtigt, men det blev snart naturligt og i opkaldene var både snak om studier, venner, og små, ærlige bekendelser om savn til hjemmet.
En dag kom pigerne hjem på weekend med gave i støvlerne: en sprælsk, blåøjet husky-hvalp. De forklarede glad: Så I ikke savner os for meget! Hvalpen ommøblerede hurtigt Pernille og Mads rolige tilværelse og fyldte hjemmet med glæde, pels og ballade. Den gnavede sko, forsøgte at overtage sofaen og lå hver aften trygt ved Pernilles fødder. Hun hyggede sig og gemte smilende sine nye hjemmesko væk, sikker på, det var dét hele værd.
Imens gik det anderledes for Karen. Efter skilsmissen mødte hun en ny mand. Han var rar og betænksom men havde en lille datter fra første ægteskab. Pigen boede jævnligt hos dem, mens hendes mor arbejdede i udlandet.
Karen gjorde sig umage fra start: købte legetøj, bagte kager, læste bøger højt. Men hun blev hurtigt frustreret, når pigen krævede opmærksomhed eller rodede eller talte for meget. Hun begyndte at rette på hende, at vrisse over støj og kommentere hendes opførsel. Hendes kæreste forsøgte at forklare, at datteren behøvede tid og tryghed, men Karen blev kun mere uforsonlig.
Efterhånden blev stemningen for giftig. Pigen lukkede sig om sig selv, blev tavs og søgte farens arm. Karen så det som et oprør, hævede stemmelejet, og voksede kun i frustration. Til sidst flyttede manden og datteren ud.
Karen sad tilbage i en tom lejlighed. Hun så på de sidste efterladte børneting en hårbørste, en tegning på køleskabet og kunne ikke forstå, hvordan hun for anden gang havde tabt noget, der kunne være blevet godt.
Hun mindedes Pernille og deres diskussioner om bonusbørn alle de regler hun selv havde sværget til, men nu føltes ordene hule og bitre.
Pernille fodrede hunden, tog telefonen fra pigerne og lo for sig selv, mens pigerne skændtes om, hvem der først måtte fortælle dagens historie.
Pernille nød hver dag og vidste nu med ro i hjertet: Hun havde gjort alt for, at hendes hjem virkelig var blevet en rigtig familie Da hvalpen havde lagt sig til at sove, satte Pernille sig i sofaen med et tæppe over benene. Mads slog sig ned ved siden af hende og lagde armen om hendes skuldre. Hun mærkede, hvordan alting var faldet på plads: roen, der fulgte med at acceptere sig selv og ikke lade egne eller andres forventninger styre lykken. Hun havde ingen biologiske børn, men hendes liv var utvetydigt fuldt af kærlighed ikke på trods af, men på grund af de børn, der tilfældigt var blevet hendes.
Hun tænkte på Karen: på ensomheden, regellisterne, frygten for ikke at blive valgt til, som havde farvet alt hun gjorde. Og hun håbede, næsten i stilhed, at Karen en dag ville kunne føle det, Pernille havde fundet en relation, hvor reglen først og sidst var at være til stede, ikke for at få noget, men for at give dét videre, man selv havde manglet.
Pernille lænede hovedet mod Mads, lyttede til hvalpens stille snorken, og til lyden af pigerne, der grinede gennem mobiltelefonen. Hun lukkede øjnene et øjeblik og lod sig fylde af det, der var: ikke kun en familie, men et fællesskab født af valg, ikke af blod.
Hun smilede, næsten ubemærket, og vidste endelig at lykken ikke spørger, hvem børnene tilhører, men hvem der elsker dem.
