**Dagbogsnotat: Han Bar Begge Mine Børn Ud Af Oversvømmelsen Men Ville Ikke Fortælle Mig Sit Navn**
Jeg vidste ikke, hvor vandet kom fra.
Det ene øjebik stod jeg og vaskede op, det næste stod det til anklerne og så knæene. Strømmen gik ud med det samme, og trykket mod hoveddøren blev større.
Jeg greb børnene og løb op ad trappen, mens brunt vand fyldte stuen. Min telefon var død. Jeg prøvede at være rolig for deres skyld, men jeg rystede.
Udenfor, gennem den hamrende regn og den uhyggelige stilhed, hørte jeg et bump. Et lysglimt. En mand i en lysegul regnjakke vadede gennem vandet, der nåede ham til livet.
“Jeg er her!” råbte han. “Bare giv mig børnene!”
Jeg tøvede ikke. Først Emil, så Freja. Han holdt dem tæt ind til sig, som om de ikke vejede noget, rolig og sikker, mens de klyngede sig til ham og græd. Han bevægede sig gennem vandet, som om det var hverdag.
Jeg fulgte efter, men en båd dukkede op i den oversvømmede gade. Han satte børnene forsigtigt i båden, vinkede stille til bådføreren og vendte sig mod det stigende vand.
“Vent,” kaldte jeg. “Hvad hedder du?”
Han standsede.
“Bare fortæl dem, at nogen holdt dem i sikkerhed i dag,” sagde han og gik videre til naboens hus.
Bådens besætning hjalp mig om bord. Mine ben rystede, og jeg kunne kun mærke den kolde, våde frygt. Under turen til fastlandet holdt jeg børnene tæt. Alt jeg kunne tænke på, var hans stemme, hans ansigt og måden, han gik ind i fare uden at tøve.
På nødhjælpscentret begyndte spørgsmålene. Hvem var han? En redningsarbejder? En nabo? En fremmed?
Jeg beskrev ham for de andre. Ingen kendte ham.
Da jeg nævnte den gule jakke, tav en ældre dame med tykke briller.
“Det lyder som manden, der redede Reimers’ hund fra deres tag,” sagde hun. “De ved heller ikke, hvem han er.”
Det blev hængende i mig.
Ved morgenstund var stormen ovre, og vandet trak sig langsomt tilbage. Det, vi kom tilbage til, lignede ikke vores kvarter. Mudder overalt. Have stole kilet ind i hegnet. En trampolin snoet omkring et stopskilt.
Vores hus stod endnu, men jeg kunne ikke gå ind med det samme. Børnene havde brug for tøj, medicin og alt, der kunne reddes.
Jeg bar Freja. Emil holdt min hånd. Da vi trådte ind, ramte lugten os fugt gips, fordærvet mad, mug. Vi blev kun et kvarter, nok til at nå dokumenter og tøj fra skabet ovenpå.
Da vi gik, lagde jeg mærke til noget underligt mudrede fodaftryk på trappen. Store. Større end mine.
De stoppede ved det ødelagte vindue det, han havde nået ind gennem.
Den aften på centret sov børnene på lånte senge. Jeg sad og stirrede på mine hænder, overvældet. Vi havde næsten mistet alt. Ikke bare huset men hinanden.
Og han reddede os uden at fortælle sit navn.
To dage senere flyttede vi ind hos min søster på den anden side af byen. Det var småt, men varmt og sikkert. Børnene kom sig hurtigt. Freja gjorde det til sin mission at få fætteren Lukas til at grine. Emil fulgte min svoger overalt og spurgte om værktøj og søm.
Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på manden i den gule jakke.
Om aftenen, når børnene sov, begyndte jeg at gå. Banke på. Spørge.
“Jeg leder ikke efter noget,” sagde jeg til folk. “Jeg vil bare sige tak.”
En aften stoppede en ældre mand hr. Mikkelsen mig.
“Du sagde, han gik tilbage til huset ved siden af?” spurgte han.
Jeg nikkede.
“Det hus har stået tomt siden sidste år,” sagde han. “Ingen har boet der siden branden.”
“Det med den afbrændte veranda?” spurgte jeg.
“Ja. En brandmand boede der engang. Mads, tror jeg. Hans kone døde, og så kom branden. Han solgte huset og forsvandt.”
En kuldegysning løb ned ad ryggen.
“Ved du, hvor han tog hen?”
Hr. Mikkelsen rystede på hovedet. “Ingen anelse. Men hvis det var ham så burde han ikke være her.”
Næste morgen gik jeg tilbage til det hus. Det så værre ud, end jeg huskede. Hængende veranda. Sorte ruder. Jeg svor på, noget bevægede sig men måske var det bare vinden.
Alligevel bankede jeg på.
Intet svar.
Da jeg vendte mig for at gå, så jeg noget tape
Han reddede begge mine børn fra oversvømmelsen – men han ville ikke fortælle mig sit navn
