4. juni
Jeg åbnede døren. På trappeopgangen stod min datter Signe med kæmpestore øjne, nikkede ivrigt og begyndte at danse vilde papua-danse hun forsøgte tydeligvis at advare mig om noget. Hun sendte tegn. Med al min kraft holdt jeg masken, for ikke at bryde sammen af grin. Men hendes vanvittige stammedans var uimodståelig, og jeg måtte til sidst dække latteren med et passende host.
Gæsten trådte intetanende ind med en gigantisk grøn army-rygsæk sådan en rygbåret minilejlighed, fyldt med alt en ung soldat ejer, fra tøj til tandbørste. Han var virkelig flot; høj, bredskuldret og med en nakke som en viking. For mig lignede han én af de gamle danske helte fra malerierne på Nationalmuseet.
Signe havde mødt Jakob på et førstehjælpskursus; på bare to uger var det blevet klart, at de ikke kunne undvære hinanden. Kærlighed, selvfølgelig, en af den slags, der varer altid. Hvordan ellers?
Jakob var soldat i Flyvevåbnet og boede på kasernen i Karup. Han var kommet til Danmark som barn fra Grønland, da hans farfar døde, og ingen længere rigtig havde brug for ham. Faren kendte han ikke, moderen huskede han kun svagt – sidste gang, de så hinanden, gik han stadig i tredje klasse. Hans farfar havde opdraget ham; lært ham at slå telt op, fiske, cykle og endda at skyde. Hele sin barndom lavede han morgengymnastik med farfar og kom ud i naturen. Da farfaren blev syg, brugte han det sidste af sin energi på at sikre sig, at Jakob kom godt videre, fik styr på papirerne, fik skrevet huset over på ham og sat ham i kontakt med hjælpeprogrammet for børn og unge fra yderdistrikterne. Og så døde han.
Pludselig stod Jakob helt alene. Men ensom, det var han nu ikke han havde sine venner fra skolen, kontaktfamilier i weekenderne, kollegaerne fra grillbaren, hvor han arbejdede. Han betragtede sig selv som heldig og elskede hverdagens små glæder. Især efter han mødte Signe. Farfar ville have sagt, at drengen lyste op som et kobberkedel, når han så på hende.
Jeg kunne straks lide Signes kæreste. Han var vanvittig charmerende, havde det der åbne blik og et smil, der fik alle til at smile med. Et tandpastasmil, så man nærmest blev blændet. Brad Pitt ville være misundelig.
Jakob undskyldte for at troppe op med rygsæk og det hele, og havde egenhændigt slæbt en kage med man kommer jo ikke tomhændet. Lidt betuttet blev jeg i hjertet. Det virkede næsten som om Signe havde fundet den sidste ordentlige mand i kongeriget Danmark. Min datter kan ellers noget, hun er en charmetrold.
Jeg beordrede ungerne ud at vaske hænder og smuttede selv i køkkenet for at gøre salaten klar. Signe havde advaret mig tidligt om, at der ville komme gæster allerede kl. 6 om morgenen!
Omkring frokost stod de så der flyvevåbnets elite, to attenårige, fulde af støv og snavs, klar til at hilse på. Bordet blev fyldt med salat, dampende hvedekerner, en gryde med hønsekødssuppe, stegte frikadeller og en bradepande laks. Maden var væk på tyve minutter. De unge sultne ulve så sultent på mig: Er det hele?
Rutineret fik jeg tryllet et fad kyllingevinger ud af ovnen. Ved bordet gik snakken let. Signe kunne se, at Jakob faldt i min smag, og hun søgte ubevidst mit blå stempel mødres godkendelse betyder alt for ens barn.
Mit falkeblik fangede straks, at Jakobs blik på Signe nærmest standsede hans åndedræt. Han var fortabt på den absolut heldigste måde. Morhjertet dansede også en lille papua-dans. Åh, hvor er det dog sjældent, nogen ser sådan på ens barn, og endda finder de gode stykker til hende på fadet.
Jakob var begejstret for hele vores lille hjem, for Signe og ikke mindst for maden han sagde, at det var længe siden, han havde fået så rig og kærlig dansk mad. Signe sad klistret op ad ham, og han så lykkelig ud.
Efter middag var de begge trætte helt ind i knoglerne, og jeg sendte dem ud i bad. Snart kunne jeg høre latter og plasken. Jeg åndede dybt, trak mig tilbage på værelset, og tænkte: Hvis man ikke aner, hvordan man reagerer, så må man hellere gemme sig.
Om aftenen ringede dronning-mor det var vores kælenavn for min egen mor, Signes farmor. For nogle år siden havde hun forelsket sig i en argentinsk nabo på vej til Føtex, og var endt med at flytte med ham til Buenos Aires, hvorfra hun nu regerede via WhatsApp og Zoom.
Hun spurgte nysgerrigt ind: Nå, hvordan går det? Jeg havde ikke nerver til at fortælle hele sandheden hvordan behandler man hjertesmerte på argentinsk? Så jeg sprang pænt over de beskidte detaljer om fælles bade og at ungdommen havde ligget i sengen i timevis. Dronningens nåde var tilfreds.
Senere, da jeg listede forbi værelset, så jeg Signe sove med sine gyldne krøller flydende ud over dynen, og Jakobs solbrune arm med det tydelige hvidemærke fra uret lå tungt om hende. Begge smilede i søvne. Jeg måtte bagefter ud i køkkenet for at lave te og stortude. Hvorfor er man dog holdt op med at ryge? Lige nu ville jeg gerne kunne tage et dybt drag. Min glæde for Signe voksede og fyldte alt helt ud i fingerspidserne.
De to unge var gode sammen: tog på skovtur og i biografen, hjalp hinanden med lektier og gik på officerskurser i weekenderne. Når de endelig var hjemme, lavede de mad sammen, gjorde rent og passede på hinanden. Jeg blandede mig så lidt som muligt; de havde nok at gøre. Imens vaskede jeg militærlinned, lavede bjerge af mad og holdt styr på både Signes eksaminer og Jakobs vagter. Jeg blev mor for to.
Jakob viste sig at være usædvanlig hjælpsom han reparerede alt, var først til at rydde af bordet, hjalp uden at skulle spørges og var altid ansvarsfuld og ordentlig. Han sparede op, og selvom han inviterede Signe i biografen og betalte selv, begyndte han virkelig at tage sig ud som en mand, farfar ville have været stolt af. Signe var vild med ham også selvom hun kunne få ham rundt om sin lillefinger.
Så, en torsdag aften, ringede det på døren. Jeg stod midt i boller og småkager, for de skulle komme hjem til weekend, og jeg styrtede ud stadig med dej på hænderne.
Udenfor stod der to mænd i uniform.
I Danmark ved man, hvad det betyder. Må Gud skåne den mor, der åbner den dør.
Luften blev kvalt i min hals, alt blev sort, og jeg gled ned ad væggen. Selv min krop vidste ikke, hvor den skulle gribe fat. Rummet bølgede, jeg henfaldt i chok.
De meldte, at Flyvevåbnets unge Jakob Madsen var faldet i tjeneste.
Jeg faldt sammen.
Men så: det var ikke Signe. Ikke min egen datter. Hun var i live!
Men Jakob! Gud! Hvordan kunne det ske?
En storm rasede i mit hoved lettelse, skam, sorg og frygt alle følelser på én gang. Signe sank sammen og blev død indeni. Hun spiste ikke, talte ikke bare lå i mørket. Selv var jeg også ved at give op, men så kom min mor direkte fra Argentina og ruskede op i mig: “Du er nødt til at fungere for dit barns skyld. Kom i gang!”
Psykologen, der kom forbi, talte tålmodigt med Signe, anbefalede terapi men det prellede af. Jeg prøvede at sidde hos hende, ae hende, holde om hende. Det hjalp ikke. Alting var meningsløst.
Efter nogle dages mørke slæbte min mor et fotoalbum ind med forstørrede billeder af Jakob. Hun stillede dem op overalt: Lad ham se på dig.
Så brast det. Signe skreg, kastede billederne rundt, slog sig på gulvet, græd som et vildt dyr, knuste service. Men endelig det måtte ud.
Min mor listede ud og røg på altanen. Jeg blev tilbage for at samle min datter op stykke for stykke.
Senere begyndte vi begge at mødes med andre familier, der havde mistet. Jeg overbeviste Signe om, at man måtte hjælpe dem, der havde det værre, for vi var stærke os tre. Min mor dæmpede sorgen med tre kopper baldriandråber dagligt. Signe nægtede medicin, hun bearbejdede sorgen alene.
Hun gennemførte sin værnepligt to hjemmegribende cerberuser gav hende ikke lov at opgive. Hun arbejdede nu i psykologisk støtte for soldater, lavede frivilligt arbejde på børneafdelingen og hjalp problemeramte unge i weekenderne.
Jeg fyldte vores dage med hverdagsting, så vi om natten kunne falde omkuld af udmattelse. Men skyldfølelsen druknede mig stadig jeg kunne ikke tilgive mig selv det lettelsens gisp, da jeg opdagede, det ikke var mit barn. Skam holdt mig vågen, kvalte glæden, jeg tabte appetitten, og frygten for ensomheden overmandede mig gang på gang.
Men en nat drømte jeg.
En ren og velduftende Jakob iført sin hvide t-shirt kom mig smilende i møde, lagde armene om mig og så mig ind i øjnene: Jeg er så lykkelig, at Signe lever. Det er dét vigtigste; hun skal blive gammel jeg ville have givet alt for det! Vær nu glad, begge to. Elsker jer.
Jeg vågnede badet i tårer og mine hænder duftede stadig af hans aftershave, den vi købte sammen. Jeg sad i køkkenet, bryggede kaffe og græd. Signe kom farende mor, hvad sker der? og jeg fortalte mellem snøft og snot om drømmen og om Jakob. Hun duftede mine fingre, holdt om mig, og vi græd sammen. For første gang på måneder blev alt lidt lettere. Lyset vendte tilbage, mit hjerte bankede igen.
Jakob blev vores familie, og familie er helligt. Vi bærer ham i hjertet, og sådan skal det altid være i livet og hinsides.
Livet har lært mig, at skyld og sorg aldrig forsvinder men de kan deles og bæres. Og kærlighed, også den, vi mister, vokser kun, når den deles.
