Den bondepige fra Skrøbelev ikke bare løb efter fyren hun hang i hans skæbne som en skovflåt i nakken på en malkeko. Han tog til fronten for at slippe for hende. Og i mellemtiden blev hun husets herskerinde.
I den lille landsby Skrøbelev på Langeland, midt blandt bølgende marker og skovbryn, sagde folk ét om Frida: Det stædige pigebarn, hun giver aldrig slip. Der lød ikke blot en hovedrysten men også en vag, undrende respekt i stemmerne, som om de fornemmede noget urørligt i hende.
Hun var kun lige fyldt sytten, da hun erklærede for sin familie og de unge, at hun ville giftes med Holger Madsen, og at han kun skulle tilhøre hende. Hun sagde det med en ungdommelig, urokkelig sikkerhed, som om hun med viljens kraft kunne flette sin skæbne ind i hans.
Holger bliver min, insisterede hun til sin mor, og hun stod foran den lille, buldrende kakkelovn, lysglimtene bølgede i hendes mørke øjne. Han skal ikke kende til andre. Jeg skal nok klare det!
Mor Ragnhild smilte blot blidt og tørrede hænderne i sit gamle bomuldsforklæde.
Åh, Frida, lille due. Han tager dig s’gu ikke alvorligt, gør han. Han sidder nok og ler med kammeraterne af dine stædigheder. Hans hjerte brænder ikke sådan på kommando, mit barn.
Sikken skam, sagde far Benno, lagde snedkerkniven fra sig og så over brillerne. Løbende efter en fyr, som om du ingen stolthed har. Stop nu, inden jeg finder grenen frem! Det er jo en mands sag at vinde pigen, ikke omvendt.
Jeg løber ikke efter en fyr, far, hun rankede sig jeg går efter min egen lykke.
Jamen, sødeste, man jagter ikke lykken som en kat jagter solstrejf blide mors ord gled over hende som smeltevand. En pige skal ikke løbe efter en mand; han trækker dig gennem mudderet og forlader dig, og så står du knust tilbage.
Søsteren, Ingrid, mere bramfri, gav sig endda til at skære det ud i pap:
Han ses sgu allerede med Karen! Så dem nede ved åen. Forleden gik han arm-i-arm med Sine, bar hendes kålrabi hjem. Du er ham i vejen, som en majflue i øjet Frida, slip ham.
Men Frida kneb læberne sammen og så stædigt ud af det småsprossede vindue til den dybe aften, hvor disen snoede sig i jordhøjde.
I får se. Jeg får min vilje. Karen eller Sine kan ikke rokke ved min skæbne. Han har bare ikke opdaget, at det er mig, der bliver hans lykke.
Så løb hun videre efter sin feberfantasi. Lå i baghold bag stalden, hvor han, nynnende, vanded hestene. Uforvarende mødtes de ved landsbybrønden, idet hun lod sin spand snurre med et frygteligt brag ned i brøndens kant, så han måtte vende sig. Frida gik ikke til værks med hemmelige suk og slyngede blikke, men med en gennemtrængende, næsten pågående iver, der satte alle på Skrøbelevs næser på sned.
På de ulmende lørdagsdanse i forsamlingshuset, duftene af humle og billig lavendelsæbe, pressede hun sig selvsikkert igennem og tog første skridt, rakte ham hånden og krævede valsen. Folk så skævt til hendes åbenhed, og Holger den nydelige, stærke fyr med godmodige, drillende øjne blev bange for alt det, hun trak frem i lyset. Fra at grine det væk, blev han sky; begyndte at dukke sig, når hendes rødlige fletning blinkede for enden af vejen. Afviste hende, næsten som et myg man vifter væk. Men hjertet blev dog ikke hårdt som reb.
En eftermiddag, da Frida lurede bag den gamle lade og betragtede ham save lod store bjælker, vendte Holger sig og fangede hendes blik. Smilet blev for én gangs skyld forsigtigt og overrasket varmt. Den aften, mens de gispede ud fra ungdomsfesten (hvor hun selvfølgelig igen var mødt op for hans skyld) fulgte han hende helt til havelågen. De tav længe, betragtede den store, sølvmåne, så rakte han sig uventet og stak hånden i hendes fletning.
Dine hår Lange og bløde, næsten som silke, mumlede han, og rødmede selv over sine ord, trak hånden til sig.
Det berøring, det klodsede lille kompliment, var nok til at tænde håb som bål i Fridas bryst. Hun løb hjem, svævende, og i et øjeblik var det som om verden skulle bryde sammen om hendes lykke.
Men dagene holdtes ikke i hævd: Krigen trængte ind, kold og uforsonlig. Brevet kom på en regnvejrsgrå morgen, og snart samledes hele Skrøbelev mellem gråd og stumme afskeder. Holger var blandt de første, der blev sendt bort. Frida stod lidt for sig selv, så ham slynge sig op i lastbilen, nu iført grå uniform. Han vinkede, da bilen satte i gang, og først da støvet over vejen havde lagt sig, sank hun sammen, det lille tørklæde presset mod læberne for ikke at skrige sin sorg ud.
Snart skrev hun breve, så snart hun havde opsnuset feltpostnummeret fra hans mor, Bente. Frida vidste, ingen anden pige skrev, ingen havde bundet sig til ham, kun hende. Om aftenerne, med petroleumslampen sitrende, bøjede hun sig over papiret og kradsede bokstav for bokstav, som lagde hun sjæl i hver streg. Hun skrev om koen Ruth, der havde kælvet, om hvordan de i fællesskab kogte grønkålssuppe, om lugten af den pløjede muld efter regn, om sin tro på at han vendte hjem i live.
Svarene kom sjældent, tørre. Ikke direkte til hende, men via Bente. Hun kom med de krøllede, grå lapper, hvori der stod:
Frida. Jeg er ok. Tak for brevet.
Eller: Blev såret, snart rask. Tak for omsorg.
Ikke et ord om tanker sendte ham hjemad, ingen erindring om hende ved lågen, kun nøgternt som rapport. Nu lo man af hende, men sørgeligt, småblidt. Selv Bente sukkede, så hendes mørke øjne blev våde:
Kære, derude tænker man ikke på kærtegn. Bare de overlever.
Ragnhild trykkede Fridas hånd og hviskede:
Det går jo ikke, du. Han skriver kun for høfligheds skyld. Glem ham, vær god ved dig selv.
Men Frida var som døv for råd. Stædigheden blev til en mærkelig troskab, ikke til ham, men til sig selv og det løfte hun én gang havde aflagt i ungdommens rasen. Hendes breve blev med tiden roligere, varmere, ikke barnligt forelskede, men kløgtige og stærke. Hun skrev om det slidsomme i marken, om kvinderne der bar hele landsbyen på deres skuldre, og hun var nu blevet hans stille, usete støtte måske uden han vidste det.
Efteråret ’43 kom sorgen til Holgers hus: Der kom besked om far Madsens død. Bente stod med telegrammet, læste linjerne om og om igen, til bogstaverne gled sammen og hun sank ned på bænken. Huset blev tomt, alt hvad manden og sønnen havde efterladt, raslede i stilheden som spøgelser.
Dagen efter, stod Frida på dørtærsklen.
Bente, må jeg hjælpe dig? Vand, mad, brænde?
Nej, gå hjem, søde barn. Du har jo selv belastning nok, sukkede Bente.
Mine opgaver venter. Har du spist i dag?
Bente svarede ikke. Men Frida gik ind og blev. Hun kom nu dagligt med broderigarn, satte sig for at lær’ Bente små stik, som tilfældigt til en skjorte til Holger. Hun afledte sorgen, fortalte om landsbyens småskænderier, om de tidlige stære og rakte Bente op af sorgen, holdt hende tæt når hun græd uden varsel.
Godt, kære, græd bare. Man skal græde sorgen ud, sagde Frida, og klemte om hendes spinkle skuldre.
Hun mærkede ikke selv, hvordan det lille ord mor slap ud af hende. Bente hørte det, og blev hængende i hendes kjole, for første gang fandt hun nyt holdepunkt i den stædige pige.
Nu blev Frida ikke bare hjælp hun blev datter, veninde, skytsengel. Da endnu en ulykke ramte, var hun der. En frostklar morgen i februar 1944, gled Bente på trappen og brækkede benet slemt. Nabokonerne bar hende ind; beskeden fra lægen fra Rudkøbing var dyster:
Hun skal ligge, ellers vokser benet skævt.
Hvordan? Vejene er tildækket af sne, ikke heste, ingen biler, udbrød Frida.
Jeg gør det, lød hendes rolige svar.
Hun lærte, hvordan man plejer, masserer, forebygger liggesår. Hun flyttede ind og blev nat og dag sygeplejerske, kogekone, selskab og del af husholdet. Forældrene gav slip, knurrende men forstående.
Hvorfor gør du alt det? hviskede Bente, da Frida ryddede op.
Fordi I er som min familie. Og Holger han vender hjem. Det tror jeg.
Blot lidt af din tro, min pige
Selv hvis jeg aldrig bliver hans, svigter jeg jer ikke, lovede Frida.
Bente kom sig, med liden men evig halt. Frida blev ved at komme næsten dagligt, de groede kartofler, strikkede, læste de sparsomme breve fra fronten, og græd og lo sammen, da freden blev fejret med flag og kjoleskvulp i maj.
Holger vendte hjem i oktober ’45, mager og mærket, medaljer glimrende på hans slanke bryst, øjnene dybere. Moren græd tavse lykkens tårer. Beretningen om de svære år gled frem, og Holger hørte af hende det, der ikke stod i brevene.
Hvordan klarede du dig, mor? Hvorfor skrevs du ikke?
Frida hjalp. Uden hende ja, hun bar mig næsten. Hun kløvede brænde, bar vand, sad hos mig som et barn. Aldrig et ondt ord. Som om det var selvfølgeligt.
Holger så ud mod æbletræets nøgne grene. Hans sind blev fyldt med skam for al hans spot, og i skælvende stille hulrum anede han nu en ny slags kvinde stærk, mild, utrættelig.
Sikke dog mumlede han, så ud på regnens striber i vinduet.
Frida hørte hans hjemkomst fra nabodrengen, som råbte hen over plankeværket. Hendes ben blev bløde, hjerte hoppede afsted. Hun gik mod døren, snerrede tørklædet over hovedet.
Stands! Moren var over hende, stram om stemmen. Skal du nu løbe efter ham igen? Har du slet ingen skam i livet? Han skrev dig aldrig noget godt.
De ord var kolde som søbrise. Hun slap dørgrebet, gik ind, satte sig til vinduet, lod panden glide mod det kolde glas og hviskede: “Vent. Du har ventet så længe. Vent lidt endnu.”
Og det gjorde hun. Næste dag kom han selv. Ingrid kiggede fra køkkenruden, smilte:
Hør, Frida, sagde jeg det ikke? Han står der.
Hun gik ud. Der stod Holger, voksen, alvorlig, men stadig ham.
Goddag, Frida, sagde han, en blødme i stemmen som aldrig før.
Hej Holger. Tilbage? Jeg er glad.
Skal vi gå en tur? Jeg har noget at sige.
Hun nikkede, sneg sig ind og skiftede til sin pæne kjole, glattede håret, sveden kildrede håndfladerne. De gik til den gamle krogede birk på bakkerne ved engen og satte sig på stammen.
Tak, sagde han. For mor. Hun har fortalt alt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige tak.
Der er ingen grund, hun så ned på de våde blade ved skoene jeres familie blev min.
Men hvorfor? Jeg var afvisende, kynisk, tør i brevene. Tænkte du ville gi op.
Frida så op, blikket fyldt med ro og stædighed.
Fordi jeg elsker hende hun er din mor og fordi jeg elsker dig. Fra dag ét.
Alt i Holger blev vendt rundt; de gamle undskyldninger syntes så små. Over for ham sad hun: en kvinde der ventede og tilgav.
Frida, han kunne ikke få ordene ud.
Hun rejste sig, stod foran ham med bar pande.
Kom igen i morgen under birken. Klokken fire. Kan du det?
Han nikkede, ramt af hendes styrke. Hun gik hjemad, slank ryg mod den blå himmel.
De mødtes ofte under birken, snakkede eller sad blot. Om vinteren kom hun ind til ham, dog aldrig for at trænge sig på. Først en martsdag, da hun inviterede ham ud med kælk på den sidste sne, greb han pludselig fat i hende:
Frida, gift dig med mig!
Hjertet stak til, men hun sagde med fasthed:
Nej, Holger.
Han trak sig forbløffet væk.
Nej? Du har jo ventet?
Jo, men ikke for taknemmelighedens skyld. Jeg gifter mig med dig, kun hvis du virkelig elsker mig. Ellers venter jeg videre.
Han forstod, og sagde ingen ting mere. Men i forårets bløde lys blev han overvældet af vished: Han elskede hende, manglede hende i alt, frygtede hun kunne smutte fra ham som solskin gennem hænderne.
En dag trådte han så hen til hendes hjem, midt under familiens middag, hættetrøjen i hånden:
Frida, jeg står her fordi jeg elsker dig. Ikke af pligt. Uden dig er der tomt. Jeg elsker dig for den du er, intet andet. Hvis du siger nej, venter jeg hver dag under vores birk.
Stille, men med tårer hun ikke kunne holde tilbage, nikkede hun til sidst:
Ja, Holger, jeg vil gifte mig med dig. Men først til høst, så vi kan holde ægte bryllup.
Så længe, jamrede han men smil og glæde strålede fra ham.
Vent og se, lo hun, og i hendes blik glimtede den samme stædige pige.
Brylluppet blev holdt, mens æbleduften og kardus røgen drev over Skrøbelev. Holger gik ind i sit hus med Frida ved hånden, og vidste, at hun havde kæmpet sig til ham ikke med jagt, men med godhed og en kærlighed, der ventede, bar og forvandlede.
Du skal elske kun mig, sagde hun engang stolt.
Kun dig, hele mit liv, svarede han nu, voksen og rørt.
De levede et langt, roligt liv opfostrede børnene Asta og Peder og deres saga blev fortalt videre: Om tålmod, styrke og den slags drømme, hvor logikken slipper, men hjertets stemme råber højt, længe efter solen er gået ned som farverne i den kjole hun bar, dengang under birken, ved skæbnens begyndelse. I det stille samvær fandt de mere kærlighed end i ord og dans, mens verden rundt dem gav slip, og drømmen blev en drøm, der aldrig døde.
