Ikke til salg lejligheden bliver her
Grethe Madsen hørte dem allerede ude på trappen. Først svigerdatterens lyse og utilfredse stemme, så hendes søns nærmest mumlende svar. Hun gjorde ikke en indsats for at høre, hvad de sagde hun satte bare kaffe over og gik hen til vinduet. Udenfor regnede det stille, oktoberregnen blev ved, våde blade lå på taget over naboopgangen, og hele gården havde den der særlige, grå danskhed over sig sådan en morgen.
Da døren gik op, drejede Grethe ikke en gang hovedet.
Mor, vi skal snakke, sagde Peter. Hun kunne høre, at han egentlig bare gerne ville have samtalen overstået.
I kan da sætte jer, jeg laver kaffe.
Nej tak, vi skal ikke have kaffe, sagde svigerdatteren. Helle gik forrest ind i køkkenet, Peter stod og vaklede i entreen. Helle beholdt jakken på og tasken over skulderen. Hun så ud som en, der allerede har bestemt sig og bare kommer for at levere beskeden.
Du kan da i det mindste tage jakken af, sagde Grethe venligt.
Grethe, vi mener det alvorligt. Vi kommer for at snakke om lejligheden.
Så var den der. Grethe vendte sig langsomt mod vinduet igen, som om der kunne være forandret noget derude de sidste sekunder.
Lejligheden, sagde hun stille.
Ja. Du ved jo godt, vi har brug for mere plads. Peter tjener fint, jeg tjener fint, men København er nu engang København, sagde Helle med en kontant, nærmest forretningsagtig tone. Lejligheden står i dit navn, du bor alene. Vi er trods alt tre, med Felix. Vi har brug for flere kvadratmeter.
Felix, jeres dreng, sagde Grethe, uden at spørge, bare som et konstaterende faktum.
Ja, selvfølgelig.
Hvor gammel er han nu?
Ni. Mor, hvad har det med noget at gøre? råbte Peter ude fra gangen.
Peter, kom nu herind, sagde Grethe. Uden hævede stemmer. Han adlød. Stod så akavet op ad køleskabet med hænderne i lommerne. 42 år, og stod dér som en gymnasiedreng, der er kaldt til tavlen.
I vil have, jeg flytter, sagde Grethe roligt.
Vi syntes, det ville være bedst, hvis du flyttede ud til Ruth fra forsamlingshuset I har det jo så godt sammen, og hun har det store hus i Birkerød.
Ruth døde sidste juni, sagde Grethe.
Helle åbnede munden og lukkede den lydløst. Peter skiftede vægt fra fod til fod.
Mor, det vidste hun ikke
Nej. Så har hun ikke spurgt.
Nu vendte Grethe sig for alvor mod de to. Hun så længe på dem først Helle, så Peter. Tag hjem, sagde hun bare. Jeg ringer til jer.
Mor sagde Peter forsigtigt.
Peter bare gå hjem.
De gik uden at sige mere. Helle uden så meget som en mineforandring, Peter vendte sig i døren, men sagde heller ikke noget. Døren smækkede. Grethe stod ved vinduet i ti minutter mere. Det regnede stadig. Kanden havde forlængst klikket sig selv fra kaffen næsten kold.
Hun havde boet i den lejlighed i 38 år.
Det var her, hun havde hentet Peter hjem fra fødeklinikken, set hans første skridt, grædt, da Niels døde. Det var her, Peter havde introduceret hende for alle pigerne indtil Helle kom ind i billedet. Det var her, Grethe havde siddet mange nætter med rettelser, dengang, hun var lærer. Her havde hun modtaget sin første folkepension.
Lejligheden var en toværelses på fjerde sal, med udsigt til gården ikke ny, ikke fancy, men hendes egen. Væggene bar minder om Niels hænder, der selv satte tapet op. På køkkenvæggen hang stadig en hylde, han havde sat lidt skævt op det havde hun aldrig rettet.
Grethe hældte sig en kop kaffe, satte sig ved bordet, hvor hun og Niels plejede at spise aftensmad. Holdt koppen i begge hænder.
Hun var 67 år. Alene.
Hun ringede først efter tre dage. Ikke til Peter.
Hun tastede et nummer, hun ikke havde brugt længe. Ventede på svar.
Hallo?
Hej, det er Grethe. Grethe Madsen, fra dengang med Niels.
Pausen var lang.
Grethe! Hold da op, hvor mange år Hvordan har du det?
Tja, det går. Grethe tøvede. Hvordan går det hos dig?
Jo, vi bor nu i Vordingborg efter min mor Nå, men vi trives, jeg arbejder nu på biblioteket og Ole underviser stadig. Børn har vi ingen endnu, men nu må vi se.
Jeg har brug for et godt råd, sagde Grethe.
Det kan du tro! Hvad sker der?
Grethe fortalte det kort, uden pynt. Nina lyttede, uden at afbryde et sjældent talent, Grethe altid havde sat pris på.
Jeg kan godt se problematikken, sagde Nina. Hvad vil du gøre?
Jeg ved det ærligt talt ikke. Derfor jeg ringede.
Grethe, det er din lejlighed, dit hjem. Du bestemmer.
Det kan jeg selvfølgelig godt se, men Peter
Peter er voksen. 42 år. Han klarer sig.
Det er jo min søn.
Ja, men det betyder ikke, du skal give alt.
Grethe blev stille. Kiggede ud på regnvåde gård. Regnen var stoppet, alt var bare vådt og stille.
Du har altid været god til at sige tingene lige ud, sagde hun.
Det har jeg lært af dig.
De talte lidt mere om løst og fast. Om Vordingborg, biblioteket og om Niels, når Nina kom til at tænke på ham. Da samtalen sluttede, blev Grethe siddende med telefonen i hånden længe.
Nina, lærer i biologi, havde i sin tid hjulpet Grethe meget, især efter Niels død. Siden var tiden løbet.
Grethe satte telefonen fra sig. Gik hen til reolen i gangen, hvor billederne stod. Peter som barn, som soldat, som nygift. Niels med fiskestangen. Hende selv som ung, ved tavlen.
Der var ingen billeder af Helle. Ikke fordi Grethe ikke holdt af hende Helle havde bare aldrig foreslået det. Grethe havde heller aldrig spurgt.
En uge senere ringede Peter.
Mor, hvordan går det?
Fint nok, min dreng.
Har du tænkt over det, vi snakkede om?
Ja.
Og?
Kom forbi alene. Uden Helle.
Pause. Grethe kunne høre hans vejrtrækning.
Men mor, Helle er min kone.
Det ved jeg. Men bare kom selv.
Han kom søndag, omkring middag. Ringede nedefra, hun lukkede ham op. Hun nåede lige at sætte suppe over. Ikke noget specielt bare resterne fra fredag, som trængte til at blive spist.
Peter kom ind, hang jakken fra sig. Grethe syntes, han så mere tynd ud eller var det bare længe siden, hun havde set ham uden overtøj?
Sæt dig, vi skal spise.
Mor, jeg er ikke sulten.
Sæt dig nu bare.
Han satte sig. Hun stillede tallerken, brød, creme fraiche på bordet. Slog selv sig ned overfor.
Spis.
Mor, skal vi ikke snakke?
Jo. Du spiser, jeg taler. Hun flettede fingrene på bordet. Peter, kan du huske, hvordan far og jeg knoklede?
Han kiggede op.
Ja, det kan jeg.
Far arbejdede på fabrikken, jeg i Folkeskolen. 25 år sammen, hvor vi sparede op, levede billigt. Den lejlighed fik vi egentlig af firmaet, men vi betalte stadig af i 20 år. Husker du det?
Mor
Men husker du det?
Ja, mor, det husker jeg.
Godt. Hun holdt en pause. Peter, jeg har ikke planer om at opgive lejligheden. Det her er mit hjem. Fars minde. Jeg bliver her, så længe jeg kan.
Han lagde skeen fra sig.
Mor, vi har ikke andet sted at tage hen. Felix vokser, han skal have sit eget værelse.
I har lejet i syv år. Jeres valg.
Det er spild af penge.
Men det er dine penge, ikke mine. Jeg skylder ikke at flytte, blot fordi du har spildt penge på husleje.
Peter rejste sig og gik lidt rundt i køkkenet. Hun så på ham han havde Niels gang, altid lidt foroverbøjet, som om han havde travlt.
Helle siger, du ikke kan lide os, sagde han så.
Helle siger meget.
Mor.
Peter, jeg elsker dig. Jeg fødte dig, opfostrede dig. Hun sagde det uden gråd eller drama. Men jeg skal ikke opgive mit hjem for at vise det. Synes du det, tager du fejl.
Han sagde ingenting.
Spis nu, sagde hun. Suppen fejler intet.
Han spiste. De sad der lidt, talte om naboens brækkede arm, om arbejdet sådan overfladisk. Så gik han.
Grethe ryddede op, vaskede op. Tørrede hænderne i det viskestykke med kirsebær det havde hængt der i 15 år.
Først da hun gik ud i gangen, lænede hun ryggen mod væggen. Lukkede øjnene.
Så tog hun sig sammen og gik ind i stuen.
Hun besøgte sin nabo, fru Magnussen, hver anden dag. Naboen boede overfor, alene, med armen i gips helt hjælpeløs. Datteren boede i Aarhus og kom kun nytårsaften.
Grethe, du har da ikke igen! Ikke du render så meget for mig?
Nej, det gør jeg nu ikke, sagde Grethe. Hun satte indkøbsposen på køkkenbordet, havde grøntsager eller bagværk eller te med og hjalp til med rengøring.
Fru Magnussen var fem år ældre, engang stor og stærk, nu skrumpet sammen. Hun snakkede meget om ægtemanden, der døde for mange år siden, og datteren, som sjældent ringede.
Ved du hvad, Grethe jeg forstår ikke, at jeg gav alt for hende. Nu bor hun trygt i Aarhus, og mig ser hun ikke.
Åh, Magnussen, lad nu være, sagde Grethe.
Hvordan kan man lade være?
Grethe svarede ikke. Hun var ikke til at give gode råd man gør alligevel bare, som man gør.
I november, da gipsen var væk, men armen stadig gjorde ondt, spurgte fru Magnussen:
Kommer din søn nogensinde?
Sjældent.
Og svigerdatteren?
Aldrig.
Magnussen nikkede.
Det er noget skidt, Grethe.
Ja ja, jeg klarer den.
Jeg mener ikke sådan. Jeg mener ensomheden.
Ensomhed er ikke en sygdom. Man kan godt leve med det, sagde Grethe.
Magnussen kiggede på hende. Grethe så væk.
Du er stærk men ikke lavet af stål.
Nej, jeg er ikke uopslidelig.
Du burde have nogen flere end mig.
Du er da ikke gammel.
72 år, Grethe. Gamle damer, det er os.
De grinede. Det var godt at grine lidt.
I december skete det med Line.
Grethe hørte om det via Marion nede fra forsamlingshuset, som ringede en fredag:
Grethe, du var jo lærer, ikke?
Jo. Har været på pension i fem år nu.
Ja, jeg ved det. Vi har en pige på kun 11 Line moren har ikke helt styr på det, og kommunen har været der. Pigen er god, men forsømt. Går på mit tegnehold. Kan du ikke tage en snak? Hun bor i din opgang, tolvte etage.
Jeg kender ikke nogen Line der.
Det kommer du til nu.
Grethe lagde på. Sad længe. Rejste sig, tog jakken og gik ned ad trappen.
Nummer 12 var på anden sal. Hun trykkede på klokken.
Der åbnede sig en lille, mørkhåret pige i for stor sweater skeptiske øjne.
Er det dig, Line?
Ja.
Jeg er Grethe fra fjerde. Marion bad mig kigge forbi.
Line sagde ikke så meget, men lukkede hende ind. Der var køligt og rodet. Kun lys i stuen.
Er din mor hjemme?
Nej. Hun er på arbejde.
Så du er alene?
Mmmm.
Har du spist i dag?
Line sagde intet. Tavsheden talte for sig selv.
Kom op til mig, sagde Grethe. Jeg har varm kålsuppe og hjemmebagt kage.
Line tøvede, men gik så med op. Grethe dækkede bord, Line sad stille og kiggede på reoler og billeder.
Mange bøger, sagde hun.
Var lærer i dansk.
Hvorfor arbejder du ikke mere?
Gik på pension.
Nå. Line krammede armen. Hvem er det? spurgte hun og pegede på Niels billede.
Min mand. Han er død.
Død?
Ja.
Line nikkede uden omsvøb. Havde ikke behov for trøst eller at gøre det pinligt.
Hun spiste godt. Takkede pænt. Inden hun gik ud igen:
Må jeg komme igen?
Selvfølgelig.
Line begyndte at komme. Først én gang om ugen, siden oftere. Lavede lektier ved køkkenbordet, mens Grethe lavede mad. De snakkede meget. Line fortalte om skolen, om Marion, om sin drøm om at blive kunstner.
Det er svært, sagde Grethe.
Jeg ved det. Men det vil jeg.
Så skal du holde fast.
Line grinede. En klingrende latter.
Om moren nævnte hun kun:
Hun er ikke streng. Hun har det bare svært.
Det sker.
Fordømmer du hende ikke, Grethe?
Nej.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg ikke kender hele historien.
Det er måske rigtigt, sagde Line.
I januar ringede Peter igen. Hans stemme var anderledes, lidt skyldbetynget.
Mor, hvordan går det?
Godt, min dreng, og dig?
Jo, det går. Pause. Mor, jeg ville bare sige … Helle tog fejl med det dér lejlighed. Jeg sagde det til hende.
Grethe var stille.
Sagde du? Nå, godt.
Vi må finde en anden løsning. Måske prøver vi at få et realkreditlån.
Det er fornuftigt, Peter.
Er du sur?
Nej.
Helt sikker?
Helt, søn.
Vi kommer gerne forbi og spiser rigtigt mad.
To uger senere kom han og Felix med ham. Helle blev hjemme, havde travlt.
Felix var en stille, høflig dreng på ni. Han lignede Peter, kiggede på ham, som om han skulle have lov at sige noget.
Bedstemor, har du kat?
Nej, vil du have en?
Han så op.
Må ikke for mor.
Så har vi ingen kat.
Felix spiste kage og kiggede ud af vinduet. Peter kiggede ned i mobilen og så derefter også ud.
Hvordan har Helle det?
Fint. Pause. Hun mente det ikke. Sådan er hun bare opdraget kampen for alt.
Jeg forstår.
Er du ok med det?
Peter, jeg har set det meste i Folkeskolen. Jeg tager ikke Helle ilde op. Men lejligheden den bor jeg stadig i.
Ja, mor. Det er din ret.
Han sagde det afslappet, som om det var givet. Grethe så på ham. Måske var han virkelig kommet til sig selv eller bare træt af at kæmpe. Hun vidste det ikke.
Men de havde en hyggelig eftermiddag. Felix bad om mere kage, Peter fortalte sjove historier. Grethe grinede.
Da de var gået, kiggede hun på billederne igen. På Niels med fiskestangen.
Du havde håndteret det kvikt, Niels, sagde hun lavt.
Niels smil svarede hende fra billedet.
I februar skete noget, Grethe ikke havde ventet.
Lines mor bankede på.
En kvinde omkring de 35, træt og lidt sjusket. Så på Grethe som en, der havde planlagt at skælde ud, men som ikke helt turde.
Er det dig, der er Grethe?
Ja. Kom indenfor, hvis du vil.
Jeg bliver kun kort. Er du klar over, at Line
Hun sagde, du havde det svært.
Moren, der hedder Charlotte, så ned.
Hvorfor tager du dig af hende?
Hun spiser og laver lektier her. Ikke andet.
Jeg kan godt give hende mad.
Selvfølgelig.
Jeg arbejder meget, det er derfor.
Det sker. Vil du have en kop kaffe?
Charlotte stirrede lidt, men satte sig så. De småsnakkede ingen anklager, bare snak om vind og vejr, lidt om ejendommens slidte trappe, lidt om Magnussen.
Langsomt lettede Charlotte. Hun arbejdede som kassedame i Netto, på skæve tider. Line kendte ikke sin far.
Hun er en god pige, sagde Grethe.
Det ved jeg.
Hun vil være kunstner.
Charlotte løftede overrasket øjenbrynene.
Siger hun det hos dig også?
Ja.
Hun siger det også til mig. Jeg ved ikke, hvordan det skal gå kunstnere bliver ikke sådan noget i dag.
Det kommer an på pigen.
Måske. Charlotte tabte blikket i bordsprækkerne. Hun er så glad for dig. Kommer hjem og taler om dig hele tiden.
Noget varmt rørte sig i Grethe.
Smid hende ikke ud, sagde Charlotte.
Det gør jeg ikke.
Hun trives jo her. Det ser jeg.
Kom selv forbi en dag.
Charlotte nikkede, lidt blidere i ansigtet.
Det kan ske.
Og hun kom flere gange. Snart kom mor og datter også sammen. De drak kaffe, talte uformelt. Grethe tænkte tit på, hvor mærkeligt det var: at fremmede mennesker kunne blive nære.
I marts ringede Nina fra Vordingborg igen.
Hvordan går det?
Bedre end før jul.
Og Peter?
Han har lagt sig lidt fladt. For nu.
Hvad har ændret sig?
Måske har han snakket med Helle. Måske har han selv tænkt lidt. Grethe kiggede ud nu var foråret endelig kommet.
Grethe, har du mødt nogen ny?
Ja, en pige, Line, fra anden. 11 år. Tegner godt hendes mor har det svært. Hun kommer, jeg giver hende mad, vi griner. Det er bare rart.
Se, sagde Nina sagte. Livet fortsætter. Bare ikke altid dér, hvor man forventer det.
Grethe svarede ikke, nussede telefonens hjørne.
Du er klog, Nina.
Det har jeg lært af dig.
De grinede.
April bragte et uventet besøg.
Helle kom alene en søndag uden varsling, med en pose æbler.
Kan jeg komme ind?
Selvfølgelig, sagde Grethe.
Helle satte sig i køkkenet, usædvanligt afdæmpet.
Jeg ville sige undskyld for sidst. Det var forkert. Lejligheden er jo dit hjem, ikke mit anlæggende.
Grethe lod hende tale færdig.
Peter forklarede men egentlig indså jeg det selv bagefter.
Du havde ret til at mene noget, sagde Grethe. Men du krævede.
Ja det gjorde jeg nok.
De var lidt stille. Grethe skar æblekage og satte foran hende.
Spis.
Tak, sagde Helle, og tog et par bidder.
Du bliver aldrig vred, sagde Helle pludselig. Eller, du har sikkert været det. Men ikke nu.
Vrede er en luksus, Helle. Den kan jeg ikke betale på pension.
Helle smilede for første gang rigtigt.
Peter siger altid, man ikke kan diskutere med dig.
Man kan sagtens. Hvis begge parter kan tåle at tabe.
Det har jeg aldrig lært.
Det skulle du. Og du skal ikke opdrage Felix til at tro, verden er imod ham.
Helle nikkede tavs:
Jeg prøver.
De snakkede mere, om Felix, om hendes job hun overvejede at blive noget andet end leder.
Kan jeg komme forbi igen? Bare for at snakke?
Altid.
Helle takkede for kagen og gik.
Grethe gik ud i gangen, kiggede i spejlet. 67 år, grå opsat knold, rynker på hænderne. Hun vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe mellem hende og Helle. Men hun kunne åbne døren.
Sommeren kom pludselig. I maj var det koldt, så blev det uventet varmt og grønt. Grethe lod vinduerne stå åbne for duften af lindetræerne udenfor.
Line kom næsten hver dag nu, og sad ved det store bord og tegnede. Grethe læste eller lavede mad eller sad bare der var ikke brug for mange ord.
Grethe, har du nogensinde ønsket dig et andet liv? spurgte Line uden at se op.
Nej, ikke et andet. Jeg kunne bare nogle gange ønske, det her var gået lidt anderledes. Men ikke noget andet, ikke rigtigt.
Men jeg drømmer tit om noget helt andet.
Det gør man, når man er ung og klog.
Line lænede sig over papiret igen.
Jeg har det godt her. Næsten som hjemme.
Grethe sagde ikke noget, bare så på hendes tynde fingre, på hendes mørke hår.
I juni faldt fru Magnussen igen, slog hoften, så Grethe hjalp dagligt.
Grethe, du må da blive træt af det?
Nej, tværtimod. Du er blevet lettere!
Løgner.
Sandhed. Du spiser for lidt.
Valentina fra tredje sal dukkede også op højrøstet, glad. De sad som tre damer og drak kaffe.
Er det rigtigt, at den lille Line kommer hos dig? spurgte Valentina.
Ja.
Hendes mor er god nok. Hun har det bare svært.
Jeg ved det.
Du er speciel, Grethe. Hvorfor sidder du ikke bare og surmuler? De fleste ville.
Jeg vil ikke sidde alene.
Erindrer du dig nogensinde ensomheden?
Ja men det skal ikke styre mig.
Magnussen sagde:
Det er derfor, jeg holder så meget af dig. Du lever, Grethe.
Hvad skulle jeg ellers gøre?
Nemlig.
I juli kom Peter og Felix. Helle arbejdede. Peter var i godt humør, Felix var vokset og virkede mere løsrevet fra sin far.
Bedstemor, kan du spille skak?
Det lærte far mig.
Har du et sæt?
I skabet, hvor det altid har stået.
De spillede efter frokost. Felix tænkte længe, Peter så TV. Efter lidt tid spurgte Felix:
Bedstemor, er det ikke rigtigt, du får besøg af en pige?
Line. Ja. Hvor ved du det fra?
Far har fortalt det. Må jeg møde hende en dag?
Hvis din mor siger ja.
Felix kiggede straks spørgende på Peter.
Spørg din mor, lød det rutinemæssigt.
Far! sagde Felix insisterende.
Peter sukkede og nikkede.
Grethe tabte med vilje. Eller næsten.
I august kom Charlotte forbi og så bekymret ud.
Grethe, jeg har fået tilbudt nyt arbejde i Brønshøj. Bedre løn, men langt væk. Line kommer til at være alene meget.
Så er hun bare her. Efter skole og til du har fri.
Charlotte satte sig ned. Hvorfor gør du alt det her for os, Grethe?
Grethe tænkte sig om.
Familie er ikke kun blod familie er dem, som er der for hinanden.
Charlotte tørrede en tåre væk.
Jeg siger tak. Og jeg lover at købe ordentlig kaffe næste gang!
De grinede begge.
September forløb roligt. Line gik i sjette. Felix i fjerde. Grethe tænkte, det var sjovt, at børnene aldrig rigtig havde mødt hinanden nu snart et år.
I midten af september kom Helle igen bare forbi, uden grund, med en lagkage.
Må jeg komme ind?
Kom ind, sagde Grethe.
De drak kaffe snakkede om jobbet, om Helles nye arbejde. Pludselig siger Helle:
Felix er begyndt at synes rigtig godt om dig. Vil gerne besøge dig oftere.
Det er bare dejligt.
Før var jeg bange for, at han skulle knytte sig for så kan han jo også blive ked af det, hvis noget går galt.
Man skal aldrig lade være at knytte sig, Helle. Man bliver ked af det alligevel.
Du ser tingene anderledes.
Jeg har haft længere tid til at fejle og lære af det.
Du har taget fejl?
Masser af gange.
Og hvad så?
Så levede jeg videre.
Jeg er glad for, vi fik talt ud i foråret, sagde Helle.
Det er jeg også.
Jeg har brugt mange kræfter på vrede, tror jeg.
Du kan spare resten, sagde Grethe.
Hvordan?
Lad være med at bruge mere.
Helle nikkede alvorligt.
I oktober, præcis et år efter, sad Grethe ved køkkenbordet sammen med Line.
Line malede denne gang ikke med blyant, men akvarel, som Grethe havde købt tilfældigt i sommers.
Hvad maler du?
Lejligheden. Line så ikke op: Vinduet dér. Og den skæve hylde.
Grethe så på den skæve hylde med geranien, som Magnussen havde foræret hende. Røde blomster mod den gamle træplade.
Må jeg se, når du er færdig?
Selvfølgelig.
Der var stille. Grethe sad med en bog, men læste ikke. Lyttede til regndråberne mod ruden, til Lines pensel mod papiret.
Grethe, må jeg sige noget?
Selvfølgelig.
Line lagde penslen.
Mor har sagt, det kan være, vi flytter. Ikke langt bare til Vanløse, hvor moster har en lejlighed, vi måske kan få.
Grethe sagde ikke noget.
Det er ikke snart måske sker det slet ikke. Men hun sagde, hun giver besked i god tid.
Det er fornuftigt.
Ville du blive ked af det?
Ja.
Og hvad så?
Så bliver jeg ked af det og så bliver det bedre igen.
Men hvad så med mig?
Så bor du i Vanløse. Metroen går lige hertil.
Line så på hende, så tog hun penslen.
Du er mærkelig, Grethe.
Det har folk ofte sagt.
Mærkelig, men god.
Det var da rart at høre.
Der var stille. Penslen gled videre.
Næste gang tegner jeg dig i stolen med en bog, sagde Line. Må jeg det?
Selvfølgelig.
Og den skæve hylde.
Og hylden, ja.
Grethe åbnede bogen, fandt siden.
Udenfor faldt oktoberregnen præcis, som da alting startede sidste år. Bladene hang fast på taget over gården. Himlen var grå.
Men noget føltes forandret. Ikke udenfor, men indeni.
Hun kunne ikke sætte ord på det. Det var bare sådan. Duften af akvareller, gammel lejlighed, liv og latter, og lyden af regnen. En pige med pensel, en kommende fredag hvor Peter og Helle og Felix ville komme, fru Magnussen, Charlotte, Nina, Valentina, Felix, Line alt det tilsammen, det var liv.
Ikke let, ikke nemt.
Men levende.
Dørklokken lød.
Grethe gik ud til døren.
Helle stod på dørtrinnet, lidt forpustet, med en pose æbler.
Jeg gik bare lige forbi. Købte de der æbler, du elsker Ingrid Marie.
Kom ind, sagde Grethe.
Har du gæster?
Line. Hun maler.
Helle tøvede.
Må jeg komme ind?
Selvfølgelig.
Hun trådte ind. Line kiggede op, nikkede.
Hej, sagde Helle.
Hej, sagde Line.
Det er Helle, sagde Grethe. Min svigerdatter.
Altså, er du så rigtigt svigerdatter? spurgte Line.
Det ser det ud til, sagde Helle med et smil. Hun så på Lines maleri. Det er smukt.
Tak, sagde Line.
Jeg ville ikke forstyrre ville bare aflevere æblerne.
Bliv nu bare, sagde Grethe. Vi er tre til te det er sjovere.
Helle så på Line. Line så bare nysgerrigt tilbage.
Må jeg se, hvad du maler?
Her, sagde Line, og viste det næste billede samme køkken, men nu også ansigtet, lidt skitseret, med øjne der kigger ud.
Helle så længe på det.
Det ligner faktisk, sagde hun.
Ansigtet er svært, sagde Line.
Ja, sagde Helle. Men det er godt forsøgt.
Grethe satte vand over til madte. Deres stemmer blandede sig, de grinede.
Grethe stod med ryggen til, lyttede til lydene. Tænkte, at på fredag ville køkkenet være fuldt så var det tid til at udvide bordet og bage æblekage.
Og at Lines tegning faktisk var god ansigtet var slet ikke så svært. Alt var på sin plads: vinduet, regnen, den skæve hylde med blomsten.
Alt var på plads.
Hun stillede krusene frem.
Så er der te, sagde hun.
Vent, sagde Line jeg mangler kun én streg.
En streg kan altid tåle at vente.
Krusene stod på bordet. Helle rykkede til side, så alle kunne være der. Line lavede den sidste streg og lagde penslen.
Udenfor titter solstrålerne pludselig frem gennem regnen.
Se! sagde Line, og vendte papiret.
Grethe så på billedet.
Hvad siger du? spurgte Line.
Det er rigtig, rigtig fint, sagde Helle.
Grethe nikkede bare.
Hun tog sit krus.
Line tog sit.
Grethe, sagde hun.
Ja.
Næste gang tegner jeg os alle sammen. Alle der kommer på fredag.
Det bliver mange mennesker.
Det kan jeg sagtens!
Helle så på Line, der sad med rank ryg og udstrålede et eller andet, man ikke kan sætte finger på.
Vil du virkelig være kunstner?
Helt ærligt, ja. Tror du ikke på det?
Helle tænkte sig om, og sagde:
Det gør jeg faktisk.
