Æbler i oktober
Signe, du må forstå det rigtigt. Lejligheden er én, og vi er to. Jeg er ældst, det er nu engang loven, der siger, jeg har ret til mere. Det ved du jo selv.
Signe Sørensen stod ved vinduet og så ud på gården, hvor de nøgne rønnebærgrene gyngede i vinden. Hun græd ikke. Hun stod bare og så på grenene, tænkte på, at der i år var ekstra mange, knaldrøde bær på rønnen, og at fuglene næsten allerede havde spist dem alle.
Jeg forstår ingenting, Mads, sagde hun lavmælt uden at vende sig.
Hvordan kan du ikke forstå det? Lejligheden har tre værelser, midt i København. Jeg har adresse her. Jeg har familie, børn.
Det har jeg også.
Det er kun midlertidigt. Mor lod dig bo her, da du blev skilt. Det gør dig altså ikke til medejer.
Til sidst vendte Signe sig om. Mads var 57, hun 54. De var vokset op sammen i samme værelse, havde delt skrivebord, en hylde med bøger, én mor. Nu stod han i døren til hendes værelse i sit dyre frakke, mobilen i hånden, og han kiggede ud over hendes hoved.
Notaren sagde, lejligheden skal deles ligeligt ifølge testamentet. Det bestemmer du ikke, Mads.
Ja, jeg ved godt, hvad notaren sagde. Nu så han hende endelig i øjnene, men hans blik var ikke vredt, bare træt, som en, der havde tænkt sig om for længe siden. Jeg vil tilbyde dig at købe dig ud. Din del har god værdi nu, men jeg kan ikke tage lån. Jeg kan give dig penge over tid. Eller
Eller hvad?
Eller du tager sommerhuset. Mors gamle hus i Nøddebo. Det er lidt slidt, men jorden er god. Seks hundrede kvadratmeter, hus, udhus. Papirerne siger, det cirka svarer til din andel. Næsten da.
Signe var stille. Udenfor bevægede rønnetræet sig kraftigere, og den sidste klaser bær faldt af.
Du vil have mig væk på landet.
Jeg vil bare gerne have, vi skilles som søskende bør. Uden retssag.
Jeg vil tænke over det, svarede hun.
Mads gik uden at smække med døren. Det gjorde næsten mere ondt. At smække ville have betydet, han stadig følte noget.
Nøddebo lå hundrede og tyve kilometer fra byen. Signe Sørensen havde været der som barn, og senere som ung med deres mor. Sidst hun var der, var otte år siden, mens mor stadig kunne rejse. Huset var allerede faldefærdigt, duftede af fugt, taget var sunket, men mor sagde altid, man kunne ånde bedre der. At luften var anderledes.
Da Signe ringede til veninden Birgitte, sagde hun:
Er du vanvittig? Du skal ikke gå med til det. Søg ret. Find en god advokat.
Birgitte, jeg har ikke råd til advokat. Jeg har heller ikke kræfter til at føre sag.
Men kræfter til et liv på landet har du?
Jeg ved det ikke. Signe holdt en pause. Jeg er nødt til at se det først. Kende efter.
Når du ser det, ved du det nok med det samme. Der er jo ikke noget derude.
Mor sagde altid, luften var anderledes.
Birgitte tav lidt og sukkede så:
Signe, du skal bare væk fra det hele. Jeg forstår dig godt. Men livet på landet er ikke løsningen. Det er bare at flygte.
Måske er det netop dét, jeg har brug for lige nu.
Hun tog afsted en lørdag med tog. Oktober var kold det år, træerne langs sporene stod næsten nøgne. Signe stirrede ud ad vinduet, tænkte ikke på noget, observerede bare markerne, små skove og falmede haver med sorte hegn glide forbi. At tænke gjorde for ondt, så hun lod være.
Nøddebo var en lille landsby. En håndfuld gader, et supermarked på hjørnet, en kirke uden spir. Huset lå for enden af én af gaderne, bag gamle æbletræer, og det så præcis sådan ud, som huse gør, når ingen har boet der længe. Malingen skallede af persiennerne, lågen var skæv, på trappen voksede mos. Men væggene stod, og skorstenen var hel.
Signe låste sig ind. Indenfor lugtede der indelukket, men ikke råddent. Hun gik igennem rummene køkkenet med brændeovnen, stuen, det lille værelse med sofaen. I entréen hang mors gamle regnfrakke. Signe rørte ved den, noget strammede sig om halsen, men hun græd ikke. Hun stod bare et øjeblik og holdt fast i stoffet.
I haven var alt vildt, men æbletræerne stod med liv. Nogle få sent-æbler hang stadig, små og gule. Signe samlede et op fra jorden, tørrede det af på ærmet og tog en bid. Det var sødt og lidt tørt, med smag af efterår.
Da hun var tilbage i byen, ringede hun til Mads:
Jeg siger ja. Gør papirerne klar på huset.
Okay, sagde han. Ikke mere.
Flytningen tog to uger. Hun havde ikke mange ting. Bøger i kasser, sengetøj, noget service, lidt tøj. Birgitte hjalp, sukkede og gentog, Signe lavede en fejltagelse, men sagde det uden overbevisning.
Kommer du så af og til? spurgte Birgitte, da bilen var pakket.
Selvfølgelig. Og du må også komme.
Mig? Hvad skulle jeg dér på landet? Birgitte grinede, men ikke rigtig morsomt. Der er myg.
Det er oktober. Der er ingen myg.
Det kommer næste år.
Signe gik i gang med at indtage huset fra køkkenet. Det var det rigtige, besluttede hun. Først skal ovnen fungere, der skal være varmt, og man skal kunne koge suppe. Ovnen virkede, kun skorstenen krævede rens. Naboen på den anden side af vejen, Hans Mikkelsen, kom anden dag forbi. Han kiggede ind, som om det var en tilfældighed, og sagde:
Hørte at Karen Sørensens datter var vendt hjem.
Den yngste. Signe.
Hans Mikkelsen. Jeg var ven med din mor. Sådan helt almindeligt, som naboer nu er.
Kom ind endelig.
Han gik ind, så sig omkring, prøvede ovnen, tjekkede skorstenen og sagde:
Den skal renses. Det klarer jeg, det skal du ikke bruge kræfter på.
Jeg kan vel selv lære det?
Kan du sikkert, smilede han men jeg gør det nu bedst. Der er en særlig teknik.
Mens han rensede skorstenen, ryddede Signe op i stuen. De talte gennem døren, uden at se hinanden, og det var behageligt på en overraskende måde.
Har du boet her længe? spurgte hun.
Altid. Født her.
Ville du aldrig til byen?
Ville jeg gerne. I ungdommen. Så gik det over.
Hvorfor?
Han var lidt stille. Så sagde han:
I byen er der hele tiden noget, man skal. Her bestemmer du selv, hvad du gør. Kan du mærke forskellen?
Signe tænkte sig om og sagde, det kunne hun godt.
Hun levede de første dage i en sær form for bedøvelse. Vågner tidligt på landet kommer lyset før, fuglene larmer i gryningen. Hun drak te ved vinduet, kiggede på æbletræerne, gik i købmanden, købte det mest nødvendige, gjorde rent, læste, lavede småreparationer. Om aftenen gik hun i seng med mørket.
Tankerne om Mads kom om natten. Ikke vrede, mere forundrede. Som om hun hele tiden forsøgte at forstå, hvornår hendes bror var blevet fremmed. Eller om han altid havde været det, uden hun lagde mærke til det. De var vokset op sammen og samtidig hver for sig. Han var tre år ældre, og de tre år stod altid imellem dem som et lavt hegn. Man kunne se igennem det, men ingen havde lyst til at hoppe over.
Sidst i den første uge fandt hun en kat. Den sad under trappen, lille og grå med store gule øjne. Signe satte et stykke brød med smør ud, katten snusede, men trak sig tilbage.
Stolt kat, mumlede Signe.
Næste dag gav hun den mælk. Katten slubrede halvdelen og blev.
Hans Mikkelsen så katten og sagde:
Nå, det er jo bare Lise. Den går vildt fra hus til hus. Ta den ikke for givet, den hører ikke rigtig til nogen.
Det må vi nu se, sagde Signe.
En uge senere sov Lise på hendes sofa.
Der var mere end nok arbejde med huset, og det var godt. Gode hænder fylder hovedet med for lidt plads til tanker. Signe fik styr på hængslet på lågen, malede vindskeder, ordnede hylderne i gangen. Hans kom med brænde og stablede det i skuret. Hun protesterede, men han slog det hen:
Byfolk kan ikke stable brænde. Brænde skal stå rigtigt.
Jeg vil lære det.
Det når du. Næste år kan du selv.
Han studerede hende et øjeblik: Er du kommet for at blive?
Jeg ved det ikke endnu.
Bliver du vinteren over?
Måske.
Han nikkede. Mere blev der ikke sagt. Men han stablede ekstra brænde, så det rakte længe.
November bragte kulde. Landsbyen lå stille, kun røg fra skorstene viste liv. Signe tændte op og opdagede, at brændeovnen beroligede hende. Der var noget enkelt og virkeligt i det: åbne klappen, lægge op, tænde, vente, inden der lægges mere på.
Hun ringede til Birgitte:
Jeg fyrer i ovnen.
Hvordan går det?
Fint. Jeg holder af det.
Er du okay?
Bedre end jeg troede.
Det er godt. Jeg var bange for, du ville gå til i ensomheden.
Det går, Birgitte. Kom og se det til foråret. Æbletræerne blomstrer.
Tal om æbletræerne, som var de noget helt særligt, Signe!
De er særlige. Mor plantede dem.
Jeg kigger forbi til foråret.
I slutningen af november begyndte Signe at bage. Tilfældet var, at hun fandt mors gamle opskriftsbog i køkkenskuffen. Mors skrift var nøje, små bogstaver Æblekage på tørgær, Skorper som faster Hanne lavede, Honningsnitter på den nemme måde. Signe læste og forsøgte sig med æblekagen. Hun havde jo æbler fra egen have.
Kagen var ikke perfekt. Lidt brændt i bunden, skorpen for tyk. Men duften var skøn. Hun skar et stykke og inviterede Hans.
Han satte sig, smagte og sagde:
God æblekage. Er æblerne egne?
Fra haven.
Sorten hedder Ingrid Marie. Din mor sagde altid, det var bedste sorter til kage. Hun bagte tit.
Det vidste jeg ikke. Vi kom så sjældent herud de sidste år.
Hun savnede det, sagde Hans, uden bebrejdelse.
Det ved jeg. Jeg savnede det også.
De tav. Lise sprang op på vindueskarmen og så ud.
Arbejdede du i byen? spurgte han.
Regnskabsfører. Tyve år samme sted. Blev fyret for to år siden.
Og nu?
Lever af opsparing. Ikke meget.
Han nikkede. Uden at tilbyde hjælp eller ynke. Bare et nik, og det føltes rigtigt.
Kan man sælge noget herude? Kager f.eks.? Findes der marked?
Om fredagen i nabobyen. Klokken otte. Folk køber alt hjemmelavet.
Otte kilometer, gentog Signe.
Jeg har bil. Jeg kører altid torsdag til markedet. Kan tage dig med.
Jeg skal tænke over det.
Den tredje fredag bagte hun fire æblekager, pakkede dem ind i viskestykker og kørte med Hans til markedet. Hallen var beskeden, flere boder, hvor folk solgte syltetøj, kartofler, hjemmestrikkede sokker. Signe tog plads, lagde kagerne frem.
En ældre dame i grøn jakke duftede, spurgte:
Hvad er der i?
Æbler fra haven.
Kanel?
Nej.
Nå. Men jeg tager en!
Da markedet lukkede, havde hun solgt det hele, og de danske kroner i hånden føltes ekstra værdifulde fordi hun selv havde tjent dem.
I bilen spurgte Hans:
Hvordan gik det?
Solgte alt.
Lær at bage honningkager, de sælger bedst næste måned.
Mor bagte aldrig honningkager.
Du kan jo gøre det nu. Du har talent, Signe. Stol på det.
Hele december brugte hun i køkkenet. Prøvede opskrifter, noterede hvad virkede, hvad ikke. Bagte to slags honningkager én med ingefær og honning, én med citronskal. Hans bedømte, og de med ingefær var bedst. Lise duftede og gik uden interesse.
En aften begyndte Signe at fotografere det hele kagen på egetræsbordet, katten i vinduet, solnedgangen bag æbletræerne, brændeovnen. Billederne blev gode, havde ægte liv.
Birgitte svarede på et billede:
“Det er umuligt smukt, Signe. Lever du virkelig sådan?”
“Det gør jeg. Man skal bare se det,” skrev Signe tilbage.
“Læg dem på Gro.dk alle kigger på sådan noget nu”, insisterede Birgitte.
Hun lavede en profil og kaldte siden Æbler i oktober. Ugen efter havde hun halvtreds følgere, tohundrede efter to.
Det forundrede hende. Folk kunne åbenbart lide bare bagværk, kat i vindue, ovn der snurrer. Kommentarer begyndte at dukke op: Som hos min mormor, Gid det var mig, Giv opskriften!
Efterhånden lavede hun små videoer af dejen, af ovnen, af hvordan man ruller ud stille og uaffekteret.
Birgitte ringede:
Du er fast inventar på nettet nu, Signe!
Åh, fem hundrede er jo ikke mange.
Det er ikke ingenting. Får du spørgsmål?
Ja. En kvinde i Odense bager nu efter mine opskrifter.
Se selv, Signe. Jeg var bange for, du ville visne, men du blomstrer.
Du overdriver.
Du lyder anderledes i telefonen.
Signe sagde ikke noget med det samme. Så indrømmede hun:
Jeg har det godt her. Det havde jeg aldrig troet.
Jeg er glad for det, Signe.
I januar kom en snestorm, der lagde veje øde i tre dage. Signe holdt varmen, havde mad nok, fodrede Lise. Hans kom forbi med kartofler og syltetøj, bankede på ruden for ikke at slæbe sne ind.
Er alt i orden? råbte han gennem glasset.
Alt i orden! svarede hun.
Han nikkede og gik. Signe kiggede efter ham og tænkte, at hun stort set ingenting vidste om ham, hverken fortid eller fremtid. Men det føltes ikke forkert.
Det var under snestormen, hun fandt pengene.
Da hun rakte op efter en gryde på hylden over ovnen, mærkede hun noget andet: en gammel dansk dåse, tung. Signe tog den ned, åbnede penge holdt sammen af et elastik, og en lille seddel.
På sedlen stod, med mors skrift: “Til Signe. Brug dem godt.”
Signe sad længe ved køkkenbordet med dåsen i hånden. Talte ikke. Så bare på sedlen. Lise sprang op og slog sig ned.
Vidste du det? spurgte hun katten.
Katten nød kælen.
Beløbet var pænt. Ikke formuer, men nok til at klare vinteren, købe en ordentlig komfur til sommer, ordne verandaen, måske til sidst det skæve tag. Mor havde lagt til side i årevis. Til Signe.
Hun ringede til Mads for at sige det.
Mads, jeg fandt penge i mors hus. Med en seddel.
Pausen trak ud.
Mange?
Nok.
Det er jo også arve… I følge loven burde vi dele.
Signe tøvede. Sagde så:
Der står “Til Signe” og det er mors skrift.
Signe, ja men der er alligevel loven.
Jeg hører dig, Mads.
Hun lagde på. Satte kedlen over, drak en kop te med Lise på skødet. Ringede ikke tilbage.
Februar var klar og stille. Sne dækkede landskabet, træerne stod hvide. Signe gik ud om morgenen, fotograferede æbletræerne, som nu stod ranke i kulden.
På Gro.dk havde hun nu over tre tusind følgere. En kvinde, Louise, med et lille hjemmebageri i Århus, skrev og tilbød at købe hendes honningkager. Signe tænkte over det og sagde ja. Den første ordre, hundrede honningkager til Kvindernes Internationale Kampdag.
Hans fandt papkasser. Der begynder du nu for alvor, konstaterede han, da han så æsken.
Vi ser. Måske.
I min ungdom ville jeg også prøve noget selvstændigt. Gjorde det aldrig.
Hvorfor?
Tiderne var anderledes. Jeg var også for forsigtig, måske.
Du virker ikke forsigtig nu.
Nu ikke. Men det er godt, du ikke venter. Du handler.
Hun ville sige, hun selv havde ventet for meget. På at livet skulle falde i hak, på at hendes mand skulle træffe valg, chefen tage ansvar, broren træffe det rigtige. Hun sagde bare ikke mere. Lagde bare honningkager i æsken.
Tiden rettede sig ud. En dag vågnede hun uden den tyngde i brystet, som hun havde båret siden efteråret. Lise lå ved siden af, spandt. Udenfor begyndte knopperne på æbletræerne.
Birgitte kom til april, som lovet. Så huset, æbletræerne, Lise, Hans, der hjalp med verandaen. Birgitte var længe stille. Så sagde hun:
Jeg troede, du flygtede. Men du lever.
Det ene udelukker ikke det andet.
Nej, det har du ret i. Her er godt. Det havde jeg ikke troet.
Sådan sagde jeg selv i oktober.
Nu forstår jeg. Birgitte griner. Vis mig, hvordan man fyrer op.
Kom.
De brugte en halv dag. Birgitte var klodset med brændet, spånerne fløj. Signe indså, hun ikke havde set sin veninde så latterfuld og afslappet længe. I København var hun altid lidt presset, travl her sad hun roligt og så på flammerne.
Ham Hans er han enlig?
Det har jeg ikke spurgt.
Signe…
Birgitte…
Jeg synes, han ser lidt ekstra på dig.
Han er en venlig mand.
Måske, sagde Birgitte. Men stemmen sagde noget andet.
Maj gik hun i haven ikke kun blomster, men også grøntsager, dild, solbær. Hans kom med tomatplanter.
Egen avl. De holder sig godt.
Skylder jeg for dem?
Naboer hjælper hinanden.
Du hjælper mig for tit.
Han satte bakken:
Gør det noget?
Jeg vil ikke være til besvær.
Du hjælper også mig. Med kager, med snak. Jeg har været alene længe. Selskab tæller lige så meget for mig, som tomater gør for dig.
Signe tænkte, han var et godt menneske. Bare godt, uden skjulte motiver.
Tak, svarede hun.
Selv tak, sagde han og gik i gang med planterne.
Sommeren blev lun. Æbletræerne blomstrede så smukt, Signe ikke kunne få nok. Hvide blomster på gamle grene, duft, der gjorde hende helt svimmel. Hun optog video, lagde den ud Æbletræerne blomstrer, det smukkeste i år. Videoen fik tusindvis af visninger. Folk skrev, de græd, længtes, havde glemt æbleblomstens duft.
Louise fra bageriet skrev, at ordrene på honningkager tog til og ville tegne fast aftale. Signe sagde ja.
I juni ringede Mads. Hun så hans navn på mobilen, tøvede, så tog hun den.
Hej.
Hej, Signe. Hvordan har du det?
Fint. Sommer, have.
Ja… jeg har hørt fra Birgitte, du har fået styr på det derude.
Birgitte siger meget.
Signe… det går dårligt for mig. Den bygning, jeg investerede i, står stille. Min partner var svindler. Pengene er væk.
Signe var stille.
Jeg beder dig ikke om noget, tilføjede han hurtigt. Ville bare sige det.
Hvorfor?
Jeg ved det egentlig ikke… Jo, det skulle ud. Hvordan går det med mors hus?
Det er i orden nu. Jeg reparerede det.
Taget?
Det kommer. Først ovnen, verandaen, porten.
Alene?
Naboen hjalp.
Jeg forstår. Lang pause. Signe, er du vred?
På hvad?
På alt det, der skete. Med lejligheden.
Signe så ud. Lise sad udenfor på vindueskarmen, kiggede på haven.
Nej, Mads. Jeg er ikke vred. Jeg lever bare videre.
Han tøvede længe. Du har altid været klogere. Bare aldrig sagt det højt.
Jeg var ikke klogere. Bare anderledes.
De talte mere, men kun løst sagde farvel. Signe lagde telefonen, stod længe i vinduet. Så gik hun i haven, hældte vand på tomaterne. Tænkte ingenting. Gjorde bare.
August gav mange æbler. Signe samlede dem hver morgen, lagde dem i kasser til kager, til syltetøj. Opskriften stod i mors bog. Syltetøjet blev mørkt, tykt, med kanel og nellike. Hans sagde, det smagte som Karen Sørensens.
Kan du huske det? undrede Signe.
Hun bød os jo altid. Han smilede varmere end før. Din mor var et godt menneske.
Det ved jeg.
Du ligner hende. Ikke i ansigtet, men på hænderne.
På hænderne?
Hun gjorde alt med omhu. Som om det var vigtigt det gør du også.
Signe svarede ikke. Hun rørte rundt i gryden og hørte, det boblede, tænkte, det var det fineste kompliment.
På Gro.dk fik hun nu små reklameaftaler. En butik med bageudstyr tilbød samarbejde. Signe sagde ja til et opslag. Ikke mange penge, men det var uventet rart. Hun fortalte det til Hans.
Nu får du penge for at bage? spurgte han.
Og for at fortælle, hvordan. Underligt, ikke?
Slet ikke. Før i tiden købte man kogebøger. Nu ser man videoer.
Ville du selv kigge med?
Han tænkte over det: Dine ville jeg nok se.
Hvorfor?
Fordi det er ægte. Folk mærker forskel på ægte og pænt. Trænger man til noget rigtigt, vælger man det ægte.
Er du træt af alt det pæne?
Jeg har altid valgt det ægte.
September kom, og pludselig stod Mads på døren uden varsel, med sportstaske og usikkert blik.
Signe lukkede ham ind. Han havde ændret sig, blevet mindre på en måde, ikke i højde, men i væsen.
Må jeg komme ind?
Ja, kom bare.
De satte vand over, han så sig om, betragtede Signe og Lise, der så skeptisk på ham.
Katten
Lise.
Du har aldrig brudt dig om katte.
Hun valgte mig, ikke omvendt.
De drak te, spiste kager og prikkede til samtalen.
Alt er væk, Signe. Alt. Lejligheden er pantsat, gælden uafdraget, nu bor vi til leje hos Kates søster.
Børnene?
De er hos os. Lidt trangt. Men sådan er det.
Signe følte hverken skadefryd eller medlidenhed. Kun, at livet skubbede alle hen, hvor de selv gik.
Vil du bede om noget? spurgte hun direkte.
Nej. Han så på hende. Jeg ville bare sige undskyld. Dengang. Med lejligheden. Jeg bildte mig ind, jeg handlede fornuftigt. Men det var forkert.
Du tænkte på din familie.
Jeg tænkte på penge. Det er ikke det samme.
Lise hoppede ned, nærmede sig forsigtigt. Mads rakte hånden frem, Lise snuste, men gik ikke væk.
Det er et godt hus, Signe. Det er blevet meget bedre.
Jeg har lagt kræfter i det.
Det kan jeg se. Han betragtede gardinerne, reolerne, komfuret. Bor du her for alvor? For altid?
Ja.
Og du er glad?
Signe trykkede om sin kop:
Jeg er glad.
Mads sad lidt, så sagde han stille:
Du behøver ikke tilgive mig. Jeg forstår det.
Jeg går ikke og holder fast i det mere, Mads. Det er lettere at slippe.
Er det at tilgive?
Måske.
Han blev hele dagen. De gik gennem haven, Signe viste æbletræerne frem, forklarede sorter. Det føltes først underligt, så almindeligt som om fremmede sagtens kan blive mindre fremmede igen.
Hans gik forbi, vinkede. Signe vinkede igen.
Er det ham naboen?
Ja.
Han virker rar.
Det er han også.
Så er du ikke alene her.
Nej.
Han kørte mod byen i mørket. Lidt betænksom, så sagde han:
Må jeg komme igen? Bare sådan…
Selvfølgelig.
Han nikkede. Forsvandt ind i mørket.
Signe stod længe i døren. Gik ind. Lise kredsede om hendes ben. Signe løftede hende op, og katten spandt straks, trygt.
Dagen efter kom Hans forbi med store æbler fra sit træ.
Prøv dem. Guldborg, kaldes de. Blødere end Ingrid Marie.
Smukke. Signe tog et. Ses vi til marked fredag?
Ja. Som altid.
Vi følges ad.
Ja. Han smilede. Det er blevet en vane.
Hun tog en bid. Blødt, sødt, en anelse syrligt. Oktober kom, træerne blev gule. Hun havde klaret det første år.
Hans, spurgte hun ud i morgenluften, er du glad her i Nøddebo?
Han tog sig tid. Så på æbletræerne.
Jeg tror det, ja. Jeg har ikke tænkt på det sådan, men jo.
Jeg også. Og det overrasker mig stadig.
Hvad overrasker?
At man kan begynde forfra. Når man er 54.
Han vendte sig:
Hvorfor egentlig ikke?
Nogle siger, det er for sent.
Hvem siger det?
Signe svarede ikke straks. Lise gik ud, strakte sig på trappen og lagde sig.
Før syntes jeg det. Nu ikke så meget.
Godt sådan. Han løftede æblekassen. Afgang klokken otte?
Klokken otte, ja.
Signe blev stående på trappen, så ham gå. Oktoberluften var klar og kølig. Æbletræerne lyste gult med de sidste frugter. En hund gøede et sted, lyden bar. Telefonen summede. Birgitte skrev:
“Er du der? Alt godt?”
Signe så på skærmen, på æbletræerne, og skrev:
“Alt er godt. Oktober er begyndt.”
Birgitte svarede hurtigt:
“Hvad betyder det?”
Signe tænkte. Lise strøg sig forbi.
“Det betyder, det snart er tid til æblekage. Kommer du?”
Birgitte svarede ikke straks. Så skrev hun:
“Lad mig tænke over det.”
“Tænk endelig,” svarede Signe.
Hun lagde telefonen fra sig, gik mod æbletræerne, samlede et op, tørrede det på ærmet, tog en bid. Sød, let tør som for et år siden.
Nogle gange indebærer begyndelser, at man tillader sig at give slip og først da kan man igen smage, hvor sødt livet faktisk kan være.
