Nå, hør lige her, det her bliver en lang besked, men jeg måtte bare få det ud. For hold nu op, hvad jeg har været igennem de sidste måneder Det føltes som om livet hele tiden lige kunne overraske én, selv når man tror, man har prøvet det hele.
Det hele tog fat en grå oktoberdag, hvor jeg Gud, hvor jeg hader de venteværelser sad og ventede på min tur hos hjertelægen på Bispebjerg. Benet sov, ryggen var øm, og regnen silede ned udenfor. Så ringede jeg til min mand, Poul. Vi har altså været gift i 46 år. Han skulle hente mig, som han plejer, men telefonen røg bare direkte på lydløs efter et par ring.
Til sidst tog han den: Hva nu, Else? Jeg kan ikke lige hente dig bilen er på værksted. Den gik pludselig død, så jeg måtte køre den ud til Bilspecialisten. Du må tage en taxa, så MobilePayer jeg dig bare pengene.
Jeg var sådan: Men du kørte jo i den i går! Og hvad tror du, jeg så hører? Den der helt fnisende, lette pigegrin i baggrunden ikke en lyd, man forbinder med gamle veninder på kaffevisit, men snarere nogen, der hedder Amanda eller Sille og stadig tror, de for evigt er 25.
Poul, hvem er det, der griner? spurgte jeg. Så blev han nervøs Det må være fjernsynet, forbindelsen er ringe, vi snakkes! og lagde bare på. Det føltes som om hans stemme havde fået splinter af glas i sig.
På vej hjem sad jeg med medicinposen på skødet, kørte med 6A og spekulerede. Hvor blev vi egentlig af? 46 år med kaffe hver morgen, breve, fælles minder om de hårde år i firserne, børn og tab og så kan man gennem et helt liv pludselig ikke kende den anden mere.
Han kom sent hjem den aften. Han duftede af en parfume, jeg aldrig har ejet sådan sød, lidt for meget og jeg tænkte ja, ja, der er da nogen, der prøver på at holde sig ung. Han kyssede mig i panden sådan lidt automatik-agtigt, og jeg lod som ingenting. Da jeg nævnte bilen, kvitterede han med et kan vi ikke bare lade vær at tale om det er for træt. Han gik ind og tændte DR1, og jeg stod tilbage i køkkenet og mærkede, at han løj, det stak helt ind i knoglerne.
Senere den nat kunne jeg ikke sove. Han var blevet så sur for tiden, gemte sin mobil, forsvandt i timer for, som han sagde, lige at ordne noget for Per fra badminton. Han havde også pludselig købt sig en ny jakke, nærmest noget min datter ville tage på. Krisen efter de 65, tænkte jeg, den kom åbenbart bare lidt senere her.
Morgenen efter var han ude, og jeg gik ud i vores carport. Vores elskede Peugeot 206, lysbeige, stående præcis hvor børnene satte den efter vores 40 års bryllupsdag. Jeg satte mig bag rattet, kørte hånden over instrumentbrættet og stoppede ved kilometertælleren. 5000 km mere, end vi sidst havde kørt uden at jeg kunne komme i tanke om én eneste tur de sidste uger. I handskerummet lå der tyggegummipapir ingen hos os bruger, og bagpå lå der nogle lange, lyse hårstrå og en tot rød hundepels. Vi har hverken hund eller rødhårede børnebørn.
Da han kom hjem, konfronterede jeg ham: Hvorfor er der 5000 km mere på vores bil, Poul? Hvem har lånt den, og hvorfor fandt jeg hår og hundepels? Han strammede ansigtet: Vi var jo hos Stine i sidste uge. Hun har hund, kan du ikke huske det? men Stines hund er kulsort, og pelsen var rød. Det gjorde ondt at se ham lyve.
Næste dag, mens han var ude, tog jeg mig sammen og ringede ud til Bilspecialisten for at høre, om bilen havde været til reparation. Nej, vi har ikke set den bil. Jeg var helt kold indeni. Han løj, så det drev. Hvad lavede han så?
Det slog mig: måske har han lejet bilen ud? Det gør mange jo i København i dag for at tjene lidt ekstra. Jeg ringede til min veninde, Tove, som jeg har delt alt med siden gymnasiet. Hun lyttede og sagde: Måske låner han bare lidt penge eller, du ved, har et lille eventyr? Jeg kunne ikke mærke andet end panik og tårer, der bare løb ned for et lille eventyr slår det hele itu.
Jeg bad mit barnebarn, Aske, om hjælp til at sætte en tracking-app på bilen han elsker sådan noget teknik. Så kan du følge bilen direkte på mobilen, Bedste! sagde han stolt. Og der var det så, på kortet: ruterne gennem København, til Fields, til Nørreport, Indre By. Kæmpe omveje som en taxa, ikke som en pensionist på kom-og-køb. Han brugte vores bil som udlejningsvogn uden at sige noget.
Penge var der heller ingen af, sagde han, da jeg nævnte økonomien. Men han lugtede stadig af fremmed parfume, og jeg havde ondt hele vejen op til halsen.
Det hele kulminerede den dag, trackingpunktet blev stående uden for en café på Vesterbro. Jeg tog min veninde Tove under armen, og vi satte os i bilen for at lure. Ud kom så den her unge, smarte pige 20 år, max korte boots, blond hår, alt det der. Hun satte sig ind i vores bil, og lidt efter kom Poul ud, med roser og chokolade. De grinede, hun kyssede ham på kinden, og han stak hende penge gennem vinduet.
Jeg gik over. Det var, som om benene ikke ville bære mig. Poul så mig, og hele ansigtet faldt sammen.
Vi sagde nærmest ikke noget til hinanden på vej hjem. Han sad bare og så ud af vinduet. Senere, i vores lille køkken, spurgte jeg: Hvor længe har du udlejet bilen bag min ryg? Hvor længe har du været sammen med hende?
Han så væk og sagde: Tre måneder. Det var eventyr, Else. Hun hun hedder Linnea, hun forstår mig, hun får mig til at føle mig ung.
Vi kunne ikke tale om andet end svigt den aften. Jeg fortalte ham præcis, hvordan jeg havde slidt og slæbt for ham, opfostret børnene, kæmpet, sparet, holdt sammen, elsket ham hele livet. Du har misbrugt mit tillid, Poul. Det er ikke kun bilen, du har smadret det er vores familie, vores fælles historie.
Næste dage var ulidelige. Jeg kunne ikke sove. Gik omkring, pakkede dynen fra soveværelset og lagde mig på sofaen. Han prøvede at sige undskyld, men jeg kunne ikke høre det.
Så kom Mette, vores datter. Jeg fortalte hende det hele. Hun blev helt stille og sagde: Du skal skride fra ham, mor. Du kan altid flytte ind hos mig.
Jeg var i vildrede. Skulle jeg virkelig forlade et liv, et ægteskab, mere end fyrre år? Men hvordan kunne jeg blive?
Senere sagde Poul, at han havde gjort det for at holde døden væk. At Linnea grinede, gav ham følelsen af at være noget. Men det var løgn og bedrag, ikke kærlighed. Og hun var allerede videre, da han prøvede at slutte det.
Så ja, så solgte han bilen. Kom hjem med pengene i en kuvert, som han nærmest skubbede hen over spisebordet. Jeg ville ikke røre dem. De er lige så beskidte som alt det andet, du har lavet, sagde jeg.
Han gik i stykker der. For første gang så jeg ham helt tom. Han sagde, han stadig var bange for alderdommen, for at være alene, for at jeg forlod ham og lod ham ende som en af de gamle mænd i opgangen, der sidder og kigger ud ad vinduet i timer. Jeg ved godt, jeg aldrig kan rette op på det. Jeg beder ikke om tilgivelse. Jeg vil bare have, du ved, jeg forstår nu, hvad jeg ødelagde.
Jeg svarede ærligt: Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive. Eller om jeg overhovedet skulle. Men jeg ved, at det du gjorde, har gjort mig til et helt andet menneske. Jeg er bange, ja men jeg vil ikke dø af sorg. Jeg vil videre. Om så det bare sker med små skridt.
Siden da sov vi hver for sig, simpelthen. Pakkede os væk fra hinanden, lavede mad for to, men sad i hver sit rum. Forholdet var mere som mellem beboere i et bofællesskab. Vores søn, Jesper, ringede fra Odense og tilbød, at jeg kunne flytte ind i gæsteværelset. Min veninde Tove sagde: Forlad ham. Det er ikke for sent at starte forfra, Else. Men jeg kunne ikke bare rive rodnettet op.
Det mærkeligste var næsten, at tiden gik. December så vi TV-avisen om aftenen, talte lidt, men kun om vejret og nyhederne. Poul købte et tæppe til mig, installerede en ny kaffemaskine og genfandt gamle breve, han havde skrevet til mig engang. Jeg læste dem, græd lidt, men kunne ikke slippe følelsen af, at den Poul, der skrev, ikke var den, der løj nu.
Nytårsaften sad vi hver for sig, skålede, så Dronningens tale. Godt nytår, Else, sagde han. Godt nytår, Poul, svarede jeg, men ingen af os smilede.
Sådan gik vinteren. Vi så ikke på hinanden om morgenen. Nogle aftener snakkede vi lidt om gamle dage; børnene, alt det vi havde været igennem. Andre gange kunne jeg ikke holde det ud og gik en lang tur på Østerbro selv.
Så en dag sagde han, at han havde meldt sig til ældrerådgivning for at tale om sin angst og krisen med en terapeut. Du må også gerne gå til nogen selv, Else for din skyld.
Så det tror jeg faktisk, jeg vil. I det mindste for at lære at leve med det uvisse. Det gør stadig ondt som ind i helvede, og jeg ved ærligt talt ikke, om vi nogensinde bliver lykkelige igen. Men jeg arbejder på det små skridt, ikke? Jeg er ikke klar til at kaste det hele væk, men jeg ved heller ikke, om vi kan redde det. Måske tror jeg egentlig ikke på det, men for nu bliver jeg. Jeg vil bare have fred.
Og hvis jeg skal leve alene, så finder jeg også ud af det. Det bliver nok aldrig, som det var men livet er heller ikke, som det var, vel?
Sådan er det, ven. Skriv, hvis du vil høre mere. Jeg trænger virkelig til et glas rødvin og en god snak snartForleden gik jeg gennem Fælledparken, vinden tog fat i halstørklædet, og himlen var lysere, end jeg havde regnet med. For hvert skridt mærkede jeg, at der stadig var en Else indeni, der kunne finde vej gennem alt det, der ligner grus og aske. Jeg satte mig på en bænk og ringede til Mette. Jeg har det lidt bedre i dag, sagde jeg stille. Og jeg mente det.
Livet bider, men det slipper også. Man lærer at trække vejret igen, lidt efter lidt. Jeg ved ikke, hvad der sker imorgen måske kaffe alene, måske sammen. Måske griner jeg, måske græder jeg. Men jeg mærker det hele, og det føles egentlig, som om noget åbner sig ikke mod fortiden, men mod alt det, der stadig er muligt, selv nu.
En spurv landede ved mine fødder, kvidrede som om også den kendte hemmeligheden: at tingene går i stykker, men hjertet kan godt bære det, hvis bare man giver det plads. Jeg blev siddende lidt endnu på bænken og så ud over parken. For første gang i lang tid følte jeg faktisk ikke, at jeg sad fast. Der var plads nok til både sorgen, vreden og ja, måske også til håb.
Og det, tænker jeg, må være begyndelsen på noget nyt.
