Morfar er ikke mere
Sofie er lige kommet hjem efter endnu en arbejdsrejse og har knap nok nået at tage overtøjet af og pakke kufferten ud, før hendes mor ringer.
Stemmen hos Ulla Kristiansen er urolig, men Sofie lægger ikke rigtig mærke til det.
Måske skyldes det bare den voldsomme træthed.
– Sofiebarn, skat, er du hjemme nu?
– Hej mor. Ja, jeg er endelig hjemme. Jeg er lige kommet ind ad døren. Hvorfor ringer du? Er der sket noget?
– Det er godt, så godt du er hjemme.
Sofie kan straks mærke, at hendes mor forsøger at sige noget vigtigt, men trækker tiden, enten fordi hun ikke ved, hvordan hun skal begynde, eller af en anden grund.
“Det er garanteret bare sladder fra hele opgangen hun har samlet, og nu kan hun næsten ikke vente med at dele det med mig…” tænker Sofie. Men hun orker det ikke lige nu.
Hun vil bare allerhelst smide sig på sengen og sove igennem, for natten i toget havde ikke budt på meget søvn.
I nabokuvognen sad fire unge, højlydte mænd, der drak øl fra starten af aftenen.
Efter midnat begyndte de tilmed at synge højlydt til guitar. Endda sangen om hende:
“Der var en ung pige, hun hed Sofie,
hendes øjne lyste som solen varm…”
Kunne Sofie have grinet ad det, hvis hun havde været i bedre humør men alt hun ønskede var, at guitarstrengene ville springe. Det gjorde de desværre ikke.
– Mor, jeg tager lige en lur og får mig lidt samlet, så ringer jeg dig op, og så kan vi snakke, ik?
– Jeg er bange for, det ikke går, – sukker moren.
– Hvad mener du? Hvorfor ikke? Først nu lægger Sofie mærke til, at hendes mors stemme er underlig.
– Du får ikke tid til at hvile.
– Hvorfor dog ikke? Jeg har altså været på arbejde og har virkelig brug for det. Desuden skal jeg ikke have gæster, og jeg skal heller ikke nogen steder. Eller er der noget jeg har misset? Du dukker da ikke op uanmeldt, vel?
– Sofie… morfar er her ikke mere…
Sofie bliver hvid og synker langsomt ned i sofaen med telefonen hårdt i hånden.
– Det var hans nabo, fru Madsen, der ringede til mig i morges. Hun gik ind til ham for at give ham mælk, og der lå han… lige indenfor døren, hånd på hjertet og trak ikke vejret. Han har nok ligget der hele natten. Du må tage til landsbyen og ordne begravelsen. Naboerne vil hjælpe, hvis der er noget. Hører du mig, Sofie?
Sofie er så chokeret, at hun knap kan finde ord. Men et svagt “mm” får hun frem.
– Fru Madsen ringede til hans øvrige slægtninge, men de nægtede at komme. De sagde, at hvis han havde efterladt dem noget i arv, kunne de måske overveje at dukke op. Men hvad skal de bruge det gamle hus til? Ulla holder en pause og fortsætter:
– For at være ærlig, har jeg heller ikke det store behov for at tage dertil. Især fordi morfar selv sagde, at han ikke ville se mig mere i sit hus, heller ikke til begravelsen. Som du husker, lovede jeg ham det. Så min ven, det hele hviler på dig. Du kan tage af sted, Sofiebarn? Du giver ham den sidste afsked?
Ulla bliver stille. Det gør Sofie også. Hun stirrer på brevet fra morfar på natbordet.
Det sidste brev, sendt for en måned siden, hvis man skal tro poststemplet.
Det har hun ikke nået at læse før nu, for det kom midt i en arbejdsrejse.
Det er allerede hendes tredje rejse det seneste halve år, og det er ikke sikkert, det bliver den sidste. Firmaet, hun arbejder for, har åbnet ny afdeling i Odense, og hun skal stå for opstarten.
De sender kun hende, for hendes kolleger har enten dårligt helbred, små børn eller andre familieforhold… Hun er den eneste, der tilsyneladende er fri.
– Sofie? Jeg ønsker ikke, at naboerne skal tro, vi bare har glemt manden. Han kunne være besværlig, ja. Men han var trods alt et menneske. Og du havde jo faktisk et godt forhold til ham. Så hvad siger du til fru Madsen? Tager du afsted?
– Ja, mor. Selvfølgelig. Men…
Sofie rejser sig fra sofaen, tager brevet fra morfar i hånden, lægger det igen.
– Mor, jeg kan slet ikke forstå, hvordan det kunne ske. Han havde det jo fint, da jeg var hos ham til jul. Han virkede frisk og klagede ikke.
– Ja, Sofie… Men hans alder… Der er mange mænd, der ikke engang når pensionsalderen. Og din morfar var næsten halvfems. Man kan ikke klage. Må han hvile i fred.
Sofie er i chok. Hun har elsket sin morfar højt måske var hun den eneste, der havde kontakt med ham i de sidste år. Hverken hans andre slægtninge eller hendes egen mor holdt forbindelsen.
Det er selvfølgelig klart med moren hendes forhold til morfar har været dårligt i mange år.
Morfar kunne ikke tilgive Ulla tabet af hendes mand, Sofies far, og mente det var hendes skyld, at han døde så tidligt.
Og ærlig talt, hun pressede ham hårdt. Han var lærer, men hun fik ham væk fra det job og sendte ham rundt på skiftende arbejdssteder.
Der skulle jo renoveres, sommerhus købes hun ville have et smukkere liv.
Så Anders rejste væk i måneder ad gangen og kom hjem med gaver og penge. Indtil en dag kom han ikke hjem. Hjertet gav op.
Morfar græd som et barn til begravelsen. Alle forstod sorgen. For “Forældre skal ikke begrave deres børn.”
Siden den dag ville han ikke se sin svigerdatter igen og sagde, hun aldrig skulle sætte sin fod i hans hus.
– Fint! havde Ulla sagt den gang. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Man er mand, så skal man tjene penge. Jeg vidste ikke, at hans hjerte havde problemer han sagde aldrig noget.
Morfar kontrollerede sig lige, så han ikke kastede en brændeknude efter hende.
Fra da af var det kun forholdet til barnebarnet, han holdt ved lige. Han elskede Sofie, og hun ham.
Da hun læste på gymnasiet, boede hun tit hos ham om sommeren. Som voksen, efter universitet og arbejde, begyndte de at skrive breve.
Det var breve. For han brød sig ikke om mobiltelefoner, tablets, computere eller internet.
Det var måske derfor familien ikke så ham. Hvem skriver da breve i dag? Man kan bare ringe eller skrive på mail hurtigt og nemt.
De mente, han var mærkelig. Også mange i byen grinede af ham.
– Han er blevet fjollet, – hviskede pensionisterne på bænken. Men det er vel forståeligt: først mistede han sin kone, så sin søn.
De sidste uger mente mange, han blev mere og mere sær. Selv fru Madsen, der altid forsvarede ham, begyndte at tvivle.
Han talte nemlig ofte højt ikke med folk, men med en kat.
Det underlige var bare: der var ingen, der nogensinde havde set den kat.
Sofie lagde telefonen og stirrede længe ud i luften, så begyndte hun at græde.
Hun ville så gerne have set morfar den her sommer, men hun nåede det ikke. Hun ville komme i foråret, men rejserne kom i vejen den ene efterfulgt af den næste…
Hendes chef, hr. Mortensen, var umulig, men smilede bare ad hendes protester:
– Ifølge kontrakten, Sofie Andersen, har jeg ret til at sende dig ud. Og hvis du ikke bryder dig om det, står det dig frit for at sige op. Men den løn får du ikke andre steder.
Lønnen var god, så Sofie holdt ud.
Engang ville det stoppe, og så kunne hun igen leve et normalt liv.
Alligevel syntes hun, det var for hårdt man bør behandle folk ordentligt, ikke som slaver. Man kan også få nok af evige rejser.
*****
På kirkegården gik det sin stille gang: efter præstens ord og det sidste søm i kisten lod mændene den glide ned i graven vha. reb.
Blot et par håndfulde jord skulle kastes over, og så var processen ved at være slut.
Friske blomster og kranse. En ny grav. “Er det virkelig slut nu? Var der en morfar, og så er der ikke…” tænker Sofie.
Men der venter jo en mindesammenkomst, hvor snapsen og de gode ord om den afdøde flyder.
Det er netop samtalerne, der gør, at han “lever videre”. Ikke som før, men i minderne.
Da de sidste havde drukket op, gik folk hver til sit hjem eller til Brugsen.
Til sidst var Sofie alene. Hun følte sig tom, trist og ensom.
“Jeg nåede det ikke… jeg fik aldrig set morfar igen…” tænkte hun tungt.
For at flytte tankerne lidt begyndte hun at gøre rent i huset.
Hun luftede ud, vaskede trægulvet, tørrede støv af hvor hun kunne, børstede spindelvæv væk fra loftet og satte rester på køl.
Luften blev nemmere at trække nu.
Morfarens store gamle hus havde sit enkle, hyggelige præg, på trods af det spartanske interiør.
Udenfor var det blevet aften. Hun gik ud på trappen og indåndede den friske landoft.
Hun så sig omkring. Haven var som haver er, ikke noget særligt.
De pæne rækker i køkkenhaven stod tomme morfar havde nok ikke nået at plante noget endnu. Eller måske havde han på fornemmelsen, at han snart skulle herfra så han lod jorden stå bar.
Æbletræerne blomstrede, solbær og hindbærbuske stod i blomst. Morfar tillod aldrig jorden at ligge øde.
“Hvem mon passer det nu?” sukkede Sofie.
Hun ringede til sin mor og sagde, at hun havde fulgt morfar på den allersidste rejse.
– Godt gjort, Sofiebarn. Ligegyldigt hvad, han var jo et menneske.
– Han var udmærket, mor. Han havde bare oplevet for meget sorg du skal ikke være vred længere. Han elskede far over alt.
– Jeg er ikke vred. Må han have fred. Hvornår kommer du hjem? I morgen eller måske allerede i dag? Det må da være skræmmende at være dér alene?
– Nej, jeg tager ikke hjem endnu. Jeg har fået fri, og vil blive lidt hvile ud, ni dage skal jo gå. Skal du ikke komme ned?
– Det kan jeg ikke. Jeg har travlt med haven det er jo højsæson nu.
– Ok. Jeg vil bare minde dig om, at fars grav også er her. Du har ikke været her siden vi begravede ham.
– Jeg sagde til Christian, at han skulle begraves i byen, men han ville ikke høre på mig. Nå Sofiebarn, mit yndlingsprogram begynder nu. Ring hvis der er noget!
Sofie smiler over sin mors evne til at finde på undskyldninger, når hun løber tør for ord.
Inde igen laver Sofie te af solbær- og mynteblade, hun finder blandt morfars ting, og drikker inden hun går i seng.
Inden hun lægger sig, tager hun brevet fra morfar op igen. Hun har læst det straks efter hun kom hjem, men det giver hende stadig en mærkelig fornemmelse.
Normalt skriver morfar om sig selv, men denne gang handler det mest om en kat.
Sofie forstår det ikke. Han har aldrig ejet en kat. Han har aldrig været glad for dyr.
Derfor vil hun læse brevet igen, i ro og mag.
“Forstil dig, Sofie, den her Sorte, han elsker mælk! Folk siger jo, at voksne katte ikke bør få mælk, men Sorte drak næsten en hel liter. Jeg er nødt til at få fru Madsen til at bringe noget mere. Hun vil nok undre sig jeg bruger jo ellers kun tre liter om ugen. Men Sorte er meget sulten. Køleskabet er ved at være tomt. Men du ved, jeg har stadig aldrig rigtig set ham tæt på. Han smutter forbi mod skuret, og så er han væk. Jeg føler bare hans blik i nakken. Gad vide, om du kan få ham fanget, når du kommer?”
Det meste af brevet handler om denne Sorte. Men … Sofie har ikke set nogen kat, selvom hun har været der flere dage.
Dog, følelsen af at der er nogen, der holder øje, har hun mærket meget tydeligt.
“Må spørge fru Madsen, hvem Sorte er…”
*****
Hun vågner ved solopgang.
De første solstråler lister ind bag gardinerne, spurve kvidrer, hanerne galer. En typisk dansk morgen på landet.
Hun åbner vinduet og lukker øjnene, lytter til lydene fra barndommen.
Sofie husker, hvordan hun som barn lavede fuglekasser sammen med morfar.
Hun går hen til naboen for at spørge til katten.
– Kat? spørger fru Madsen overrasket.
– Jeg ved det ikke selv… Sorte… Han var ikke nævnt i brevet i april, men det sidste brev handler kun om den kat.
– Nåh! siger fru Madsen og klapper sig i panden. For en måned siden begyndte din morfar pludselig at tale med en kat. Jeg har selv set ham stå og overtale den til at vise sig, men der var ikke nogen kat. Han fortalte historier om sit liv til “Sorte”. Det er ikke kun mig, mange har hørt det. Men ingen har set nogen kat. Jeg besøgte ham jo tit kom med mælk, lidt boller, eller bare for at snakke. Spurgte ham, men han jokede bare med det. Jeg tror, han blev lidt sær på sine gamle dage. Hvis katten havde været der, ville nogen have set den, ikke?
– Måske… Men jeg tror nu, han var klar i hovedet. Måske er det os, der mangler noget information. Måske var Sorte verdens bedste til at gemme sig. Har der ikke været forsvundne katte i byen?
– Nej, ingen sorte katte her.
Sofie vendte hjem og brugte resten af dagen på at gøre rent, mens hun tænkte på katten.
“Hvis han var der hvor er han så nu?”
Bag hendes ryg, skjult, betragtede Sorte hende.
Han har bemærket hende, ligesom hun intuitivt mærker ham. Hun minder ham om den venlige, gamle mand, der gav mælk og frikadeller.
Han ser helst, at han ikke bliver opdaget, men han kan ikke lade være med at holde sig tæt på hende.
Skræmt af mennesker og af alt, hvad han før havde erfaret, lister han rundt han har været kastet sten efter, jaget væk, altid på flugt.
Men morfar var anderledes. Blide øjne. En venlig stemme. Den gamle mand fortalte om sit liv, hustruen, sønnen Sorte kunne lytte dag og nat.
Men så, en dag, var morfar der ikke mere.
Sorte mærkede straks, at noget var galt. Han kradsede på døren, kiggede ind ad vinduerne. Men der var lukket. Hele natten sad han foran døren og jamrede sagte.
Nu følger han Sofie, mærker at hendes hjerte er godt. Men han har endnu ikke turdet vise sig.
En dag, på niendedagen efter begravelsen, ser Sofie Sorte i haven.
– Aha, dér er du jo, Sorte! siger hun glad. Så morfar løj ikke. Kom herhen, vi skal lære hinanden at kende.
Men bare hun nærmer sig, forsvinder han.
– Hvorfor er du så bange, lille ven? Jeg skal snart hjem, og jeg vil så gerne hilse på dig…
Fru Madsen overhører samtalen, mens hun bringer småkager over til Sofie. Hun kigger ind over hækken og ser pigen men ingen kat.
“Det er ikke muligt… Først blev morfaren sær, nu barnebarnet,” tænker hun og skynder sig hjem.
Om eftermiddagen samler skyer sig og dækker solen. En sort, tyk sky nærmer sig. Luften bliver tung, kun afbrudt af nervøse høns og fjerne tordenbrag.
– Vejret skifter, – siger Sofie og kigger mod himlen mon ikke vi får regn?
Et øjeblik efter falder regnen, og Sofie kalder på katten, så han kan komme ind. “Kom, Sorte!” Men han viser sig ikke.
Sorte har søgt skjul, trykker sig til jorden, skræmt over tordenen. Han frygter tordenen mere end han frygter mennesker.
*****
Regnen trommer på taget hele natten. Det bliver mørkt, og Sofie vender sig rastløst i sengen, uden at kunne falde i søvn.
Indrømmet: hun har aldrig før oplevet så voldsomt et tordenvejr.
Pludselig et lyn, og i vinduesåbningen ser hun to glødende øjne.
– Åh nej! udbryder Sofie og springer bagerst i sengen.
Noget sort og gennemblødt springer ind, farer rundt i værelset og gemmer sig til sidst under sengen.
“Det er jo Sorte!” tænker Sofie.
Det lykkes hende omsider at lokke ham frem, tørrer ham og tager ham op på sengen. Ude buldrer stormen, men pige og kat ligger tæt og varmer hinanden.
Så skræmmende er lynene og tordenen nu ikke længere.
*****
Sofie vågner, da en kat kradser på vinduet. Selvfølgelig Sorte.
Solen skinner ind, stormen er forbi.
– Hvor skal du hen, min ven? smiler hun.
Sorte ser undskyldende ud, næsten som om han siger undskyld for sin svaghed natten før.
– Miv… mjaver han, vil ud.
– Ikke før morgenmaden, Sorte. Bagefter må du vælge: vil du blive her, eller med til København? Jeg tror, morfar ønskede, at jeg tog dig med. Jeg vil i hvert fald gerne. Men det er dit valg.
Efter at have givet ham mad, lukker hun ham ud og pakker færdig. Nogle timer senere forlader hun huset men på trappen venter Sorte allerede.
Han stiller sig op, kigger hende i øjnene og gnider sig mod hendes ben. Det er besluttet: han tager med hende til byen. For hun er god. Han har overvundet både frygten for torden og for mennesker.
Hun smiler: “Det vidste jeg, du ville.”
Fru Madsen får nøglen nogen må holde øje med huset. Da hun ser katten i armene på Sofie, stivner hun:
– Er… er det den kat?
– Ja, den rigtige Sorte. Så der var ikke noget galt med morfars hoved. Katten var bare sky. Men torden slår alt nu får han det godt.
– Godt, jeg holder øje med huset. Kommer du igen?
– Selvfølgelig! Mig og Sorte kommer altid tilbage. Tit, håber jeg.
– Her, tag nogle boller med til turen. Og tak for alt!
I bussen kigger Sofie ud. Måske er det bare indbildning men højt oppe, i en sky, synes hun at se morfars ansigt et øjeblik. Selv Sorte spidser ører og ser op.
Ansigtet smiler og blinker. Så starter bussen, skyen forsvinder. Men for Sofie og Sorte betyder det ikke så meget, om det var rigtigt.
Det vigtigste er, at morfar ikke er borte han lever videre i dem. Og et sted, hvor end han er, er han glad for, at hans barnebarn og hans hemmelige, sorte ven fandt hinanden.
