Den perfekte brudgom

Ninna! Jakob er en yderst respekteret mand og det har selvfølgelig også betydning, at han har styr på økonomien! Og vigtigst af alt han mangler ikke penge. Du får både en stor treværelses lejlighed i Indre By, en spritny bil og en smuk pels. Minkpels, min pige. Hele klædeskabet fyldt op med pelse. Han ER den perfekte brudgom, bedre end ham finder du ikke. Og jeg jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor du ikke vil sige ja til hans frieri?

Jeg ved det ikke… svarede Ninna eftertænksomt og så væk.

Hun vidste det virkelig ikke.

Da Jakob, efter næsten et halvt års ihærdig opmærksomhed, uventet friede til hende, blev hun faktisk lidt paf også selvom det måske ikke var så mærkeligt. Hun havde igennem årene vænnet sig til, at mændene omkring hende aldrig gjorde alvor af noget. De holdt ikke, hvad de lovede. Og pæn var hun jo også dét, som folk altid sagde: “Hun har det hele.” Ninna var velsignet, både med ynde og skarpt intellekt.

Når mænd så hende på gaden eller i caféen, kunne man nærmest mærke deres blikke bore sig ind i hende.

Hvad de tænkte, måtte man kun gætte sig til.

Faktisk havde Ninna altid været centrum for mændenes interesse. Fra børnehave, til folkeskole og videre igennem universitetet.

Selv på sit nye arbejde hvor hun kun havde været ansat et par måneder blev hun jævnligt mødt af komplimenter og inviteret ud.

Samtlige mandlige kolleger så på hende med beundring, ja, måske snarere liderlighed.

Alligevel, til trods for alle de bejlere, sad hun stadig alene, da hun nærmede sig de tredive.

Det irriterede hendes mor, Karen Møller, gevaldigt.

Ninna, min skat, hvorfor trækker du tiden ud? Hvorfor går du og venter? Skønhed varer ikke evigt alt har jo en udløbsdato, også kvinders ydre. Hvis du bliver ved med at afvise, ender du med ikke at nå det sidste tog. Du er fyldt tredive, men har hverken mand eller børn. Sådan bør det ikke være!

Ninna forstod det; hun var endda enig. Men hvad kunne hun gøre?

For ingen af mændene, hun mødte, tog det videre skridt.

Nogen elskede friheden for højt, andre var allerede gift, og nogle havde kun brug for hende som et tjek på listen.

Alle kunne lide Ninna, men ingen ønskede noget seriøst.

En tur på restaurant den ene dag, i biografen den næste, eller måske endda en uge sydpå. Men når talen faldt på papirer og fælles fremtid, forsvandt prinserne på de hvide heste ud af billedet.

Så Ninna holdt op med at lade sig rive med. Der var ingen mening i det mere.

Vi kunne måske bare ses en gang om ugen? havde en af de mere vedholdende foreslået tøvende.

Nej tak, havde hun svaret og smilet. Så vil jeg hellere tage i fitnesscenter. Det giver trods alt mere.

Kort tid derefter dukkede Jakob Christiansen op. Da hun lige var startet på nyt arbejde, lagde han med det samme mærke til hende.

Jakob havde ledelsesansvar på kontoret vicedirektør var han, første stedfortræder for chefen. Og det gav ham visse fordele.

Frokoster på caféen overfor, daglige blomster og chokolade og ekstra bonus på lønsedlen hver måned.

Ninna lavede ikke mere end de andre, men alligevel var det altid hende, der blev begunstiget.

Ninna, vil du ikke invitere mig hjem til dig? spurgte Jakob med sukkersød stemme.

Hjem til mig?

Ja. Er vi ikke bekendte nok til næste skridt i forholdet?

Har vi… et forhold? spurgte Ninna skeptisk.

Selvfølgelig!

Tak for oplysningen, Jakob. Det vidste jeg da ikke. Men… jeg bor jo sammen med min mor. Hvis du tør, er du velkommen.

Hun var sikker på, at nævnelsen af moderen ville skræmme ham væk. Men hun tog fejl.

Han lovede at komme forbi fredag aften.

“Imponerende, at han ikke opgiver” tænkte hun.

De fleste bejlere trak sig, når de hørte om “mor”.

Men Jacob mødte op klædt på til lejligheden lagkage i den ene hånd, en overdådig buket roser i den anden.

Straks faldt han mores hånd kyssende og takkede hende for hendes ynde.

Karen Møller blev helt blød i knæene.

“Er hun måske blevet forelsket?” grinede Ninna for sig selv.

Jakobs besøg blev hyppige. En aften friede han naturligvis til Ninna, selv om Karen bestemt ikke ville have haft noget imod at modtage frieriet selv.

Ninna blev forvirret over Jakobs insisteren, men moren så straks chancen.

Pige, jeg havde sagt ja med det samme på din plads, sagde Karen med et skælmsk blik.

Jeg… Jeg må tænke, svarede Ninna.

Hun grublede længe flere uger. Var det nu rigtigt at sige ja til én, hun ikke var sikker på at elske?

Ninna! Jakob er respekteret og ovenikøbet økonomisk ovenpå, formanede Karen. Du får alt det, du kunne drømme om! Bedre tilbud finder du ikke. Jeg begriber slet ikke, at du tøver.

Men han er jo ældre end mig, indvendte Ninna forsigtigt.

Og hvad så? Den slags mænd ved, hvad de vil. Tænk på din far og mig, tolv års forskel, og det gik jo forrygende!

Indrømmende tav Ninna.

På den ene side havde hun intet dårligt at sige om Jakob: han var opmærksom, omsorgsfuld og generøs og han var den eneste, der havde friet til hende.

Så Ninna sagde ja. Ringen med brillanten glimtede på hendes finger, og nu manglede kun et ja på Rådhuset om en måned.

Eller rettere, niogtyve dage.

Moren hjalp med at vælge kjole, planlagde menu og skrev invitationer til venner og familie.

Jakob sagde, festlokalet kunne rumme hundrede gæster, så moren måtte endelig invitere løs.

Veninder og kolleger sagde det samme: Hun burde være lykkelig!

Men Ninna følte sig utilpas.

Der var ingen glædesglimt i øjnene, ingen sprudlende forventning.

“Hvordan kan jeg være sikker på, det er det rigtige?”

Hold nu op, Ninna! udbrød hendes veninde Lise, da Ninna betroede sig. Du får den tryghed og den luksus, alle sukker efter. Hvem drømmer ikke om én, der både elsker, beskytter og betaler? Kærlighed? Det er en illusion, kvinde! Folk tager til Mallorca, bor i store lejligheder og ifører sig smukke pelse ikke på grund af kærlighed, men muligheder. Hertil og ikke længere!

Karen Møller forsøgte at overbevise datteren: Jakob var hendes chance.

*****

Nu sidder hun så i den flotte hvide limousine med farvede bånd og en endnu flottere kjole. Hun prøver at føle glæden…

…men kan kun tænke på Jakobs små, kirsebærformede øjne.

I stedet for at kigge på Jakob, prøver hun at kigge ind i hans sjæl som moderen har lært hende: “Man skal kende sjælen alle har en, og alle menneskers sjæl er smuk på sin vis.”

Men hun ser ingenting.

Jakobs indre forbliver en lukket bog.

Limousinen kører mod Københavns Rådhus, der er kun en halv time til vielsen, og hun ville ønske, at turen varede længere. Hun har trukket tiden ud så længe, hun kunne tøvet, frygtet, været nervøs.

Sådan er det jo, når både mor og brudgom presser hende.

Kan du ikke køre lidt hurtigere? siger Jakob utålmodigt til chaufføren.

Jakob ville nødigt komme for sent men mest glædede han sig bare til at holde Ninna ind til sig og kysse hende.

Snart ville ingen kunne forhindre ham.

Kunne Ninna bare slippe væk…

Hun beder himlen om at lade bilen gå i stå midt på vejen.

Jo tættere de kommer, jo mere vil hun fristes til at springe fra.

Og så pludselig bremser chaufføren hårdt op. Jakob dumper på alle fire, som en lille hund.

Ninna, hvis hun ikke lige havde grebet sædet, var også fløjet frem.

Hvad laver du? Er du vanvittig? råber Jakob til chaufføren.

Det er bare… en lille killing, der løber forvirret rundt på vejen.

Kan du ikke bare køre udenom? Eller køre? Vi har travlt, mand.

Den løber forvirret i alle retninger…

Så lad den! Hvis den bliver kørt ned, er det dens egen skyld. Kør nu!

Jakob! Hvordan kan du sige sådan? udbrød Ninna.

Hvad? Vi har travlt, min mor venter, gæsterne er på plads. Vi skal til Rådhuset!

Vi må hjælpe den!

Nej, vi skal til at giftes, og det punktum!

Ninna så ud af ruden efter killingen, men kunne ikke få øje på den. Da chaufføren igen ville til at køre, fløj hun op, åbnede døren og sprang nærmest ud i farten.

Ninna! Hvor skal du hen!

Hun hørte ikke Jakobs råb eller rettere, hun valgte at ignorere dem.

Jakob forsøgte at holde hende fast, men med en hård bevægelse vred hun sig fri.

I sin hvide kjole gik (eller nærmest løb) hun gennem bilerne hun skulle bare have fat i den lille killing.

Da hun løftede den op, havde hun tårer i øjnene, for dyret var rædselsslagen. Hendes hjerte bankede i takt med dens lille, bange bankeværk.

Hvad har du gang i? Se på din brudekjole! Det er pinligt, beklagede Jakob. Hvad siger folk dog?

Skidt med kjolen, sagde Ninna. Jeg har reddet et liv. Ville du bare have kørt den over?

Det er jo bare en kat! spottede han. Det er kjolen, der bekymrer mig. Den var dyr, skal du vide.

“Så nu er det pengene også,” sukkede hun, mens hun så på den grå pelsbold. “Der er intet varmt bag den facade.”

Kom nu. Læg den fra dig og sæt dig ind. Nogen finder den nok, men vi har en bryllupsfest!

Nej. Den tager jeg med. Den har været igennem nok. Hvis du vil til Rådhuset, så tag du bare afsted alene. Du har jo tydeligvis ikke nogen sjæl, jeg kan få øje på.

Hvad? Vil du lade mig stå? Jeg ringer til Karen, hun skal nok give dig en opsang.

For sent. Jeg vil ikke giftes med dig, Jakob. Her, tag din ring du ved, hvor du kan finde den!

Hun trak med besvær diamanten af førstefingeren og smed den på vejen.

Mens Jakob og chaufføren dermed var optaget, gik Ninna og killingen målrettet væk.

Telefonen i hendes taske vibrerede straks. “Mor eller Jakob eller begge…” vidste hun, uden at se.

Men hun havde ikke lyst til at tage den. Ikke nu. Ikke længere dukke for mandschauvinisten eller moderen, der ikke så hende.

Hun ville leve for sin egen skyld nu.

Da hun kom op på fortovet, råbte Jakob bagved. Hun satte hastigheden op.

Pludselig bremsede en bil op ved fortovet døren blev åbnet.

Hop ind, hvis du vil væk, sagde en venlig stemme bag rattet.

Hun satte sig ind, og straks var hun på sikker afstand væk fra limousinen, væk fra sit gamle liv.

Fortrød du? spurgte chaufføren. Jeg så skænderiet. Jeg hedder Mads.

Ninna. Ja, jeg fortrød. Forstår stadig ikke, hvordan jeg kunne sige ja. Hvis ikke killingen var dukket op, havde jeg sikkert ødelagt mit liv.

Den er sød. Killingen altså.

Ja, ikke? Men hvad skal jeg gøre? Jeg bor med min mor, og hun HADER dyr! Hun dræber mig, hvis jeg dukker op i dag med det her væsen…

Du kan lade den bo hos mig, indtil du finder en løsning? Jeg har masser af plads og bor alene.

Mener du det? udbrød Ninna lettet. Smider du den ikke bare på gaden?

Bestemt ikke! Og du er velkommen forbi, så tit du vil. Især om aftenen, for ellers arbejder jeg.

Af en eller anden grund stolede Ninna på Mads. Måske fordi han hjalp hende væk, måske fordi han så på hende som et menneske, ikke en ambition.

Samtalen gled let, og hun mærkede, at hun kunne slappe af. Han satte hende af hjemme, derefter tog han killingen med og lovede at give nyt om den. Hun fik hans nummer.

Allerede samme aften savnede hun det grå lille væsen og sendte en besked. Kom hun måske forbi? Med kattemad, legetøj og en bakke.

Tak, grinede Mads. Den havde ellers lavet to søer på mit trægulv! Skal du ikke have en kop te?

Ninna kom næsten dagligt. De grinede begge, især af kattens ulykker og påfund. Det føltes trygt hos Mads.

Hvad med navnet? Må den hedde Sofus? spurgte hun.

Det tænkte jeg også på. Sofus, er det okay? sagde han, og killingen svarede: Mjav!

“Sjovt, hvornår flytter vi alle sammen sammen?” tænkte katten lidt også.

Efter en måned kunne Ninna ikke længere holde ud at bo hjemme.

Mads foreslog, at hun flyttede ind, og hun sagde ja.

Halvandet år senere, da roen havde lagt sig, friede Mads til hende og denne gang sagde hun “ja” med glæde.

Brylluppet var lille og hyggeligt kun de nærmeste inviteret, og selvfølgelig Sofus.

Karen Møller kom aldrig, og hun taler stadig ikke med datteren.

Men Ninna, Mads og Sofus de har fundet hinanden, og de lever hver dag med kærlighed og gensidig respekt.