Kære dagbog,
I dag gik alt forkert på et øjeblik, som om universet havde besluttet at kaste mig ud i en storm, jeg ikke kunne holde fast i. Jeg står stadig i apoteket på Nørrebro og hører ekkoet af kollegaens stemme, der driller mig for endnu en forbudt ferie. Gælder det stadig, at man kan blive fyret for at tage en dag fri til at passe på sin børnebarn? Gali, chefen på apoteket, kiggede strengt på mig, mens jeg forsøgte at samle de mange plastflasker med medicin så som om jeg sorterede brikker på et puslespil. Gali trak vejret dybt og sagde: Dette er din sidste chance, Lina. En gang til, og du er ude. Jeg nikkede, men hjertet slog i halsen.
Arbejde i et apotek i København er som at balancere på en knivsæg konstante stress, kræsende kunder og en chef, der aldrig giver en pause. Men jeg har brug for pengene. Jeg er 42 år gammel, men kroppen føles som en gammel cykel, der knirker ved hver eneste tur. Hovedpine, søvnløshed og en konstant træthed har blevet mine følgesvende. Lægerne siger, det er stress, og giver mig vitamintilskud, men intet hjælper.
Om aftenen kom jeg hjem til en tom lejlighed. Min mand, Søren, var stadig på kontoret, og min datter, Jytte, var blevet efterladt hos en veninde for at lave lektier. Jeg skiftede til bløde tøfler, tændte for vandet i kedlen og sank ned på sofaen. Telefonen ringede; en kort besked fra Jytte: Bliver hjemme hos Lise til kl. ni. Jeg svarede kort: Okay, ingen grund til at blive for sent.
Jytte er kun femten, men hun minder om sin far mørkt hår, brune øjne og et skarpt blik. Søren har altid været stolt af, at hun ligner ham, selvom jeg selv har lyst hår, gråblå øjne og et blødt ansigt. Døren gik op, og Søren kom ind uden en eneste hilsen.
Hej, sagde jeg. Hvordan gik din dag?
Alletiders, mumlede han, hældte sig en glas vand og slugte det i en slurk. Jeg så på ham, forsøgte at læse hans tanker. Hans ansigt var mørkt, spændt. Normalt kom han hjem i godt humør og fortalte om arbejdet.
Er alt i orden? spurgte jeg.
Ja, brummede han og gik ind på soveværelset.
Noget var galt. Måske noget på arbejdet? Søren er leder i et handelsfirma, og der kan forekomme perioder med ekstra pres. Jeg gik mod ham, men han sad på sengen, stirrede tomt ud i luften.
Søren, hvad sker der? Du virker mærkelig, sagde jeg.
Han løftede blikket, og i øjnene så jeg en ny kolde, fremmed afkald. Vi må tale, sagde han.
Om hvad? spurgte jeg tøvende.
Om Jytte.
Jeg satte mig ved siden af ham. Er der noget galt med hende?
Nej, men der er noget med mig.
Han rejste sig, gik til skabet og trak et konvolut frem. Læs dette.
Jeg tog konvolutten, mærkede den tunge stempling fra et laboratorium. Inden i brevet lå et papirløb med tal og tabeller. Jeg skimede kort, men forstod intet.
Hvad er det? spurgte jeg.
En DNAtest, svarede han, krydsende armene over brystet. Jeg fik den lavet for en måned siden.
Kølet som is løb en kulde gennem min krop.
Hvorfor en DNAtest? Til hvad?
Til fædreskab. Jeg ville sikre mig, at Jytte er min datter.
Jeg sprang op, rystet og rasende. Du er tosset! Selvfølgelig er hun min datter!
Nej, sagde han roligt. Den viser, at jeg ikke er far. Se nederst: Fædreskab udelukket.
Jeg læste den sorte linje: Sandsynlighed for fædreskab 0%.
Det må være en fejl! stammede jeg. Det kan ikke være sandt.
Hvorfor kan det ikke? hans stemme blev hård. Måske vil du fortælle mig noget?
Fortælle hvad? Jeg var forvirret. Jeg forstår ikke, hvad der foregår!
Lad være med at spille dum, sagde han. Du har været utro. Jytte er ikke min.
Jeg sank ned på sengen, benene svajede, hovedet snurrede. Jeg har aldrig været utro. Aldrig!
Så forklar, hvorfor testen viser, at jeg ikke er far?
Jeg ved det ikke! Måske er der en fejl i laboratoriet? Måske har de byttet prøver?
Han lo lavmælt. Alle siger det. Laboratoriet er en af de bedste i byen. De laver aldrig fejl.
Lyt til mig, Søren, greb jeg hans hånd. Jeg sværger, at jeg aldrig har været utro. Jytte er din datter, jeg er sikker på det!
Han slækkede hånden. Så vil du fortsat lyve mig?
Jeg lyver ikke!
Okay, sagde han, trak sin jakke på. Jeg skal tænke over det. Jeg tager et par dage væk, på min mors hus.
Du kan ikke bare forsvinde! Vi skal finde ud af det!
Find ud af det selv. Jeg er træt af løgne.
Han gik ud af lejligheden med et bang, og døren smækkede. Jeg blev siddende på sengen med konvolutten i hånden. Det kunne ikke være sandt. Jeg tænkte på hver eneste uge af min graviditet, på den dag, Jytte blev født. Det var vores barn, skabt i kærlighed.
Tårerne løb ned ad mine kinder. Hvad foregik der? Hvorfor viste testen så?
Klokken ni kom Jytte hjem, glad og med lysende øjne.
Mors, hej! Lene og jeg snakkede om vores biologiprojekt! sagde hun.
Jeg tørrede tårerne og forsøgte at smile. Det er godt, pige.
Mors, græder du? spurgte hun bekymret. Hvad er der?
Ingenting, bare træt. Gå og spis aftensmad.
Hvor er far?
Han er på bedstemorens. Hun har noget at ordne.
Jytte gik ind i køkkenet. Jeg sad i stuen og prøvede at samle mine tanker. Jeg ringede til min veninde Vicky, som boede i en lille lejlighed i Østerbro.
Sofie, hej! Jeg har brug for at komme over.
Selvfølgelig, kom endelig. Hvad er der sket?
Det er svært at forklare over telefon. Jeg er på vej.
Vicky åbnede døren, så mig rød i ansigtet. Sofie, hvad er der sket? Du ser bleg ud!
Jeg fortalte om DNAtesten, om Søren og hans beslutning om at rejse. Vicky lyttede med bekymrede øjne.
Hvorfor lavede han testen? spurgte hun.
Jeg ved det ikke. Måske mistroede han mig.
Hvad sagde testen?
Den viser nul procent sandsynlighed for fædreskab.
Det er umuligt!
Jeg forstår ikke, jeg har aldrig været utro.
Vicky tøvede, men sagde så: Du bør få en ny test i et andet laboratorium, bare for at bekræfte.
Jeg følte en gnist af håb. Ja, en ny test!
Jeg fandt flere store klinikker på nettet, vælgte den med de bedste anmeldelser og bestilte tid. Søren svarede ikke på mine beskeder, men Jytte spurgte om sin far, og jeg sagde, at han snart kom hjem.
Lørdag tog vi til klinikken. Jytte forstod ikke, hvorfor vi skulle have en mundprøve, men jeg forklarede, at det var en sundhedstjek. Vi gav en buccalprøve, og de lovede resultater om en uge.
Hvorfor gør vi det? spurgte Jytte på vej hjem.
Bare for at være sikre, svarede jeg. Det er almindeligt.
Ugen gik langsomt. Jeg arbejdede, lavede mad, men tanken om testen fyldte mig. På femte dag ringede Søren.
Hej, hvordan går det? spurgte han.
Fine, svarede jeg kort. Jytte spurgte efter dig.
Sig hende, at jeg snart kommer. Jeg har brug for at tænke.
Jeg fortalte ham, at jeg havde fået en ny test i et andet laboratorium.
Hvorfor? spurgte han.
For at bekræfte. Jeg er sikker på, at den første test er forkert.
Han tøvede. Okay, jeg kommer.
Mandag modtog jeg resultaterne på email. Mine hænder rystede, da jeg åbnede filen. På toppen stod: Sandsynlighed for fædreskab 0%.
Det samme igen, fra et andet laboratorium. Jeg læste teksten flere gange. Det kunne ikke være sandt. To uafhængige test, samme resultat.
Søren kom hjem den aften. Jeg viste ham begge rapporter. Han nikkede.
Ser du? Samme resultat.
Men jeg forstår det ikke, sagde jeg, stemmen skælven. Jeg sværger, jeg aldrig har været utro!
Sandsynlighederne er klare. Jytte er ikke min datter. Så må du have været utro.
Nej! Måske er du selv…? begyndte jeg at råbe.
Han afbrød mig. Vi skal finde en forklaring. Hvorfor blev du gravid? Hvornår?
Jeg tænkte på september for femten år siden. Det var efteråret, vi var stadig unge, vi havde kun været sammen seks måneder.
Var du med nogen anden? spurgte han.
Nej! Kun dig!
Er du sikker?
Helt sikker!
Han sukkede. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke.
Jeg fik en pludselig idé. Søren, er du egentlig min mand?
Han så forvirret på mig. Hvad mener du?
Måske har vi byttet børn på hospitalet? Har du hørt om den slags?
Han lo kort. Det er kun i film.
Jeg huskede pludselig en gynækolog i 2008, der havde foreslået en behandling. Der var en procedure måske kunstig befrugtning?
Søren så skeptisk ud. Det lyder vildt.
Jeg gik i gang med at lede i mine papirer. En mappe fra den kvindelige klinik fra september 2008 stod frem: diagnose fertilitetsproblemer, anbefalet kunstig befrugtning. Der stod ingen donor, men et notat om donormateriale anvendt.
Jeg ringede til klinikken. Receptionisten lukkede mig igennem til en leder.
Jeg vil gerne vide, hvis der blev brugt donorsæd i min behandling.
Hun søgte i systemet. Behandlingen blev udført af Dr. Kristensen. Der er registreret brug af donorsæd, men navnet på donoren er ikke registreret.
Så jeg kan ikke finde ud af, hvem faren er? spurgte jeg.
Desværre, ja.
Det gik op for mig: Jytte kan have været befrugtet med donorsæd, mens jeg troede, det var dig.
Jeg fortalte alt til Søren. Han lyttede tavst.
Så du har aldrig vidst, at du var donor? sagde han.
Nej, jeg skrev under på papirer, men så læste jeg ikke. Jeg stolede på lægen.
Han gik rundt i stuen, så på Jytte, som legede med sin dukke.
Det betyder, at jeg har opdraget et barn, der biologisk set ikke er min.
Men jeg elsker hende som min egen! sagde jeg, greb hans hænder. Det er ikke din skyld.
Han så på mig, så ud til at overveje. Til sidst sagde han: Jeg vil blive. Jeg kan ikke bare forlade dig og Jytte.
Jeg åndede lettet op. Skal vi holde det hemmeligt? spurgte jeg.
Ja. Lad Jytte tro, at jeg er hendes far.
Vi krammede, og jeg mærkede en tung vægt løfte fra mine skuldre. Familien gik videre, selvom sandheden lå gemt.
Tiden gik, og vi gik tilbage til hverdagen. Jytte gik i skole, Søren gik på kontoret, jeg fortsatte på apoteket. Emnet DNAtest forsvandt fra vores samtaler.
En dag kom Jytte hjem fra skole og sagde: Der er et projekt om slægtsforskning på skolen. Man kan få en test, så man kan se, hvor man kommer fra.
Søren spurgte: Hvorfor vil du have det?
Hvor er vores rødder? Lene fandt sine i Skandinavien!
Søren rystede på hovedet. Vi behøver ikke det. Vi ved allerede, hvem vi er.
Jytte var lidt skuffet, men gik videre med projektet. Hendes test viste østlige europæiske og skandinaviske rødder. Det var nok for hende.
Jeg så på Søren med taknemmelighed. Selvom vi har en hemmelighed, så har vi stadig kærlighed og tillid. Vi har lært, at familie ikke kun er blod, men også den omsorg, vi giver hinanden.
Det er den eneste sandhed, jeg kan holde fast på i disse kaotiske dage.
Sofie.
