Min niece, Siv, kom på besøg til mig i København, men hun blev sur, da jeg ikke tilbød hende mad.
Jeg bor sammen med min søster Marianne i forskellige byer. Hendes datter drømmer om at blive optaget på universitetet i Aarhus, så hun skal bo på kollegium der. Før hun flytter, er hun kommet til mig i et par uger for at ordne eksamener og papirer. Jeg har ikke holdt mig opdateret på de formelle detaljer jeg ved bare, at en tur før studiestart er helt normalt. Marianne har aftalt, at Siv skal bo hos mig i denne periode.
Spørgsmålet om, hvem der lægger på bordet, har vi ikke talt om. Hvis hendes mor, Ingrid, ikke siger noget, løser de det selv. Jeg ser, at Siv sidder og rynker panden i stuen. Jeg spørger, hvad der er galt. Hun svarer, at hun troede, jeg ville servere en varm frokost. Jeg svarer skarpt: Jeg skal ikke både give dig mad og tilpasse mig din tidsplan. Jeg må straks af sted! Ring til din mor og lad hende overføre penge til din konto, så du kan købe noget ost, en bolle og te. Te skal du også selv købe jeg har ingen tilbage! Du er jo kun 18 år gammel!
Ingrid har i lang tid ikke snakket med mig om livet. Hun ved ikke, at så snart børnene fløj ud af reden, forlod min mand os og forsvandt, og jeg kastede mig over arbejdet. Min arbejdsplan er ekstrem, så jeg er sjældent hjemme, og energien til huslige pligter er væk. At få en god nats søvn er det eneste, jeg kan drømme om.
Jeg vil ikke ofre noget for gæsten. Det er selvfølgelig dejligt at møde Siv igen. Hun er vokset sig kvindelig, men jeg er ikke længere den frie, hurtige tante Lise, der engang kunne lave en hel middag uden at tænke på tiden eller kræfterne.
Lad hende købe sine egne indkøb, skære, koge, stege eller dampe. Endnu bedre, lad hende købe færdigret, så hun ikke ødelægger min komfur eller lejlighed. Hun er blevet sur, roer sig ned og gemmer sin vrede hver dag. Hun havde nok regnet med et fuldt pensum fra mig og sin mor. Måske vil tingene falde på plads, men det er svært at gå fra at være den altid hjælpsomme til at skulle sige nej. Jeg har i mange år holdt fredelige relationer i min omgangskreds, og jeg er stadig fredelig: jeg har tilbudt en gratis seng, men uden den “fulde service”. Jeg gik til en psykolog for at få råd om, hvordan jeg blidt og kærligt kan forklare, at jeg ikke længere er så funktionel som før, og at man skal lægge mindre vægt på mig.
Det er en påmindelse om, at selv de mest omsorgsfulde mennesker har grænser, og at respekt for hinandens begrænsninger er nøglen til et sundt fællesskab.
