Omsorgsfulde mormor
Elise Madsen, en livlig og handlekraftig dame lidt over de 60, sagde en dag til sit barnebarn:
Rikke! Jeg har ventet længe, men nu er tålmodigheden altså sluppet op. Vil du ikke nok lade mig få fred en dag?!
Slank, mørkhåret Rikke, som arbejdede med kunsthistorie, blev temmelig overrasket over det særlige spørgsmål.
Hvad mener du, mormor?
Hvornår skal du giftes?! Så jeg kan gå herfra med ro i sjælen? Du er jo snart 27, fortsatte mormoren energisk, Der er en grund til, at jeg trak ud i sommerhuset hele sommeren hos den gamle kæmpe, Fru Vestergaard, og lyttede til hendes evindelige snak om dårligt kolesterol så du kunne få styr på dit privatliv. Men har du mødt nogen som helst? Nej!
Mormor, hvor og hvornår skulle jeg dog møde nogen? Arbejde, spanskundervisning, speciale Og på mit museum er den eneste single mand ham der, Arne Poulsen, du har jo set ham.
Ja, Arne Poulsen han er nærmest ikke en fisk engang, mere sådan en gammel rejemad, bemærkede mormoren tørt.
Allerede næste dag ringede hun til den gamle kæmpe, Fru Vestergaard, og fik at vide, at hendes barnebarn havde mødt sin kæreste i et diskotek i Aarhus.
Men Rikke går altså ikke i byen på den måde. Så hvis hun skulle lave opsporingsarbejdet efter en egnet svigersøn selv, måtte hun ud at undersøge natlivet eller finde andre gode steder med potentielle ægtemænd.
Elise læste op på, at kvinder kunne komme gratis ind på diskoteker fra klokken 21 til 24, så aftenen efter travede hun målrettet af sted derhen, og sagde til Rikke, at hun lige skulle have en gåtur før sengetid.
Med sin sædvanlige selvfølgelighed fik hun sagt et par bestemte ord til dørmanden, der halvhjertet forsøgte at kommentere hendes alder, og endte så, ved dørmandens hjælp, på en barstol ved disken og skuede strengt ud over dansegulvet. Der blev straks lidt den samme stemning, som når en streng forstander griber eleverne i at drikke øl bag skolen.
Hvad synes De så om steder, kan De lide det? spurgte bartenderen engangforsigtigt, og satte et højt glas foran hende. En alkoholfri drink. Med hilsen fra huset.
Nej, fuldstændig håbløst, konstaterede Elise. En ordentlig pige har intet at gøre herinde. Forresten, var det ikke muligt at stænke lidt cognac i drinken? Og hvad sker der med ham den rødhårede har han problemer med hofterne, eller er det sådan, de danser nu om dage?
Hen over efteråret nåede Elise Madsen at besøge en rockkoncert, et ildshow, en sørgelig visesanger-aften, et mountainbike-stævne, en aften med kortspil og i ren desperation også et seminar for unge digtere. Digterne trak tænder ud. Her var ingen grund til at kaste mere agn, for hvad nu hvis én bed på, Gud forbyde det.
Ja, Rikke, jeg forstår dig. Da jeg var ung, kunne jeg vælge mellem din morfar og en hel flok andre, alle gode mænd. Selv gamle Vestergaard havde muligheder, selvom hun nu altid kiggede længselsfuldt efter din morfar. Men nutidens unge mænd, Rikke, de er godt nok blevet små, man kan knap få øje på dem.
I marts, efter et besøg hos Fru Vestergaard, besluttede Elise at kigge forbi Rikke på museet. På vej ind gled hun og hamrede i jorden heldigvis ikke ned ad trappen. En eller anden soldat kom straks springende og hjalp hende op. Da hun støttede sig til den gode mand og konstaterede, at intet var brækket, så hun opmærksomt på ham og spurgte:
Hr. major, jeg kan se, De er tankfører. Min nu afdøde mand var chef for en panserbataljon. Sig mig engang, hr. major har De en time til overs?
Majoren, som tænkte, at nu blev han sikkert tvunget til at eskortere en tidligere øverst hjem, nikkede modvilligt.
Fint. Har du været inde på dette museum før? Nej? Det skulle du altså! Gå derind nu, og spørg efter en rundvisning med Rikke Rasmussen. Hun er fantastisk, du vil ikke fortryde det.
Majoren vidste knap, hvorfor fanden han egentlig fulgte med. Mormoren havde hypnotiseret ham
***
Forleden hviskede Elise stille til sit sovende oldebarn, Mikkel:
Du, min lille solstråle, min bjørneunge, snart skal du starte i skole, din far gør snart militæruddannelsen færdig, og din mor får forhåbentlig skrevet sin doktorafhandling. Og så kan jeg tage herfra med ro i sindet. Men mon ikke du også snart skulle få dig en lillesøster, min spurv? Ja, du har brug for en søster! Og når nu hun kommer, og engang skal i skole tja, så må vi se, hvad fremtiden ellers bringerSovende Mikkel trak på smilebåndet i søvne, som om han allerede havde forstået, hvad mormor sagde, og Elise lagde hånden blidt på hans lille hoved, der duftede af sommer og tryghed. Hun smilede svagt og blev siddende længe i tusmørket, lytte til det rytmiske åndedrag og lydene udefra, hvor syrenerne begyndte at blomstre trods forårets kolde vind.
Hun vidste, hun ikke længere skulle planlægge for andre nu skulle livet bare leves og mærkes, én stille dag ad gangen. Hendes mission var for længst fuldført: tre generationer, et hjem fyldt med grin, kagerester og lidt for mange små sko i entreen.
Omsorg kunne man aldrig helt give slip på, men nu tænkte hun, måske kunne hun tillade sig at slappe en anelse mere af. Hun lænede sig tilbage, lukkede øjnene og hørte Rikkes sagte latter ude fra køkkenet, lyden af kaffekopper, og majorens tramp gennem rummet. Familien i huset, minderne i væggene og Elise midt i det hele, rolig, tilfreds.
Hun fiskede et lille bolsje op fra lommen, listede det i munden og gav Mikkel et sidste godnatkys.
Der er altid noget nyt at håbe på, tænkte hun og lod livet rulle videre med et varm og stille hjertesuk, mens nattevinden bar hendes stille latter ud i verden sammen med duften af syrener og kærlige ønsker.
